Anne Marie Eriksen

OBS: Dagbogen fortsætter under fanen Hjem fortsat

Her under en snak (10 minutter) om sindssygen som mellemled:

Et ord som "præstationsangst" strejfer mig nu dagligt. Jeg har næsten bøjet mit hovede, sænket mit blik, før det møder organistens. Selvom han kunne være min søn. Enten har jeg for stor respekt for hans kapacitet eller også for lidt tiltro til mine egne evner. Jeg gør mig virkelig umage. Og hvordan sige: "Tak for nu", hvis man ikke ved, om man har fyldt rollen som kirkesanger godt nok ud. Han betaler min løn, kalder mig ved navn, anerkender at jeg kommer igen på søndag. Jeg træder ikke fuldstændig ved siden af. Det kan jeg nok ikke engang; mit bundniveau er tilstrækkeligt. Jeg er kuet. Jeg har fået skæld ud før i mit liv, som har sat sig dybe spor. Jeg er bange for at fejle og blive dømt og irettesat. Som om jeg er forkert her i verden. Jeg vil helst gøre mit arbejde nænsomt og uden anstød. Bare lægge mig i strømmen af de andre sangeres stemmer. Ikke gøre stort væsen af mig selv. Det kan jeg altid gøre et andet sted, herhjemme og indenfor kunstnerisk frihed. Du skal (helst) ikke sige, jeg ikke må være her, ikke må deltage, skulle tage at gå - ligesom underboen i Højbjerg gjorde. Jeg tog det på mig, følte mig uvelkommen, uønsket. Jeg er en del af et kirkekor, om ikke andet så i et par timer ad gangen. Jeg er en del af den krop, der forsyner menigheden med sang. På en måde en uundværlig del. Jeg er ydmyg grænsende til selvudslettende. Det er ikke, fordi jeg ikke vil jer, men tværtom fordi jeg vil jer for meget. Jeg investerer alt. Kaster mig ind i kampen, uden at vide om der er sikring. Derfor er jeg levende. 6.2.20.

Der er et dyb i mit indre. Et rum, som ved første øjekast synes mørkt. Men det er beboet af fred. Kommen overens. Ingen splid er at spore. Der er denne store favn, der forstår hver en tåre. Godtager hver bekymring fordi det er reel følelse. Jeg er et hav af emotioner. Der bliver revet og flået i mig dagen igennem. Men om aftenen ryster jeg min manke og det falder fra. Der er op-hav og der er kontakt. En liflig strømmen, der virkelig vil mig. Der kan du sagtens gå hen, siger en stemme. Jeg plejer at gå resolutte skridt men jeg er inderlig og dyb. Det runger og klinger og pibler lyst fra mit væsen. Det indre har et venligt ydre, som møder omgivelserne med ømhed. En dræberkniv har jeg holdt i min hånd men hvor villet? En sang har jeg sunget om og om igen. Salmernes salme. Eja. 1.2.20.

Jeg kan jo umuligt tøjle det tøjleløse. Jeg mener, hvis man reagerer på vrede med at dysse det ned, vælter floden jo bare frem fra dybet. Nu som hunden, der starter med at bide en plasticpose i stykker, da jeg kommer. Jeg kan jo umuligt opdrage på den eller rette den til. Mens vi går tur tænker jeg: sikke et rovdyr eller en terrorist! Tager ens sko og bider i den af kedsomhed. Takker mig måske i morgen for at jeg trods alt passede den i tre-fire timer fordelt over to besøg i dag. Jeg kan jo ikke komme og give den al den udfordring, den har brug for. Vi andre tyr til kunst eller fysisk aktivitet. Den har intet valg. Jeg ledte dig trygt over en befærdet vej, for du ville ikke kunne krydse vejen alene. I stedet for at du - igen - skulle i pleje, holdt vi dig hjemme, fordi vi skønnede, det var bedre. Vi traf således valg på dine vegne. Det er rasende nødvendigt, at du reagerer. En anden gang ved vi da bedre, hvad du trives bedst med. Også vi tager fejl. 30.1.20.

Hvis jeg ikke også er Guds datter, udover at være Grethe og Niels' datter. Da fylder jeg ikke dette forfatterskab ordentligt ud. Da lever jeg ikke op til mine ord. Eller min impuls. Da er jeg u-egentlig. Det er ikke sådan, at jeg har et ekstra gear i forhold til min læser. En udvidet forstand eller fatteevne. Jeg er bare en impuls i verden op af dig. Og den er egen og kendetegnende. Derved, at den kredser omkring en midte. Af galskab og ynde. Den er næsten ikke til at holde ud. Fred være med den læser, der læser mest. Er det sådan, at vi alle helst vil bekræftes i at være særlig? Puster jeg mig op fra et stadie af nederlag. Føler jeg for lidt? Hvorfor bringe Gud ind, når jeg lige har omtalt min mor som en (god) ven. Fylder hun ikke så rigeligt rollen ud. Hvad er jeg andet end blålys for enden af en vej. Intet andet. 27.1.20.

Din kind stak mig ikke. Og dine spørgsmål borede ikke hul. Du var helt igennem blødt selskab og let at håndtere. Her bagefter efterrationaliserer jeg ikke med brod eller fortrydelse. Og intet vender sig indvendigt som kvababbelser. Jeg skal intet ondt sig om dig til nogen. Og ingen gøre fortræd med bagtale. Ja, spørger postbudet, hvem du er, vil jeg fortælle at du er min ven. Hvad der altsammen gik forud, skal jeg aldrig igen gengive eller endog søge imod. Da også Gud har slået en streg hen over det. Da ser jeg nymåne og sol stå op påny. Kræfter brugt til gensidig vinding. Mit barndomshjem stå i fuldt flor. 26.1.20. (Mor)

Skulle jeg sige noget om prisen, det kostede. At det ødelagde mig som menneske. At hvad der kom bagefter var værre end det, der var før. Lige meget. Det ændrer ikke på stillingen eller på konkurrencen. "Det var, som om vi alle tabte", sagde jeg i et interview. Hvortil intervieweren (klogt) svarede: "Ja, men det kunne du (jo) ikke vide". Jeg kendte ikke prisen. Den var underordnet. Jeg soner. Det gør min nabo også. Hun skilter bare ikke med det. Vi andre kaster os ud fra broen og råber: "Grib mig!". Jeg samler mig op. Retter mig ud. Har jeg andet valg. 21.1.20.

Inden for psykiatrien betyder det at sige: "Jeg har ikke overskud", at man har det dårligt. At en anden dag ville jeg måske kunne udføre den opgave, men netop i dag er dagsformen ikke til det. Jeg kan ikke forvente, at Gallo skolens leder skriver: "Helt i orden" til mit afbud. Men bare han dog ville skrive noget. Jeg skrev, at nytårskuren, som jeg er inviteret med til, "kræver en vis udadvendthed". Skulle jeg have uddybet og skrevet, at den besidder eller mestrer jeg ikke i dag af den og den grund? Så han ikke, jeg manglede kærlighed i min omgangstone til de andre i køkkenet i pauserne af undervisningen? Tror han ikke, jeg godt gider selskabet en helt anden dag, hvor jeg har det bedre? Kender han ikke, at strømmen til de gode tanker er sluppet op. At jeg trækker mig fra at udsætte andre for min tillukkethed. Hvad gavner det, jeg sidder indesluttet i festligt lag? Jeg har fravalgt noget, der bliver for hårdt at sidde i med den (sparsomme) portion kræfter, jeg lige i dag har til rådighed. Jeg magter ikke belastningen og jeg ønsker ikke at andre ser mig sådan (her). Det er skorpionens bevægelse, når den er i fare. Ser du det? 17.1.20.

Her under en snak, 15.1.20. (ca. 11 minutter)

Diktafonen (julegave) virkede og min psykolog var helt forbilledlig positiv stillet i forhold til, at vi optager samtalerne hos hende fremover. Ja, jeg havde pustet mig op og forventet en vis skepsis eller forbehold, men i stedet mødte jeg accept og forståelse. En helt uovertruffen friskhed. Da så jeg hendes format og hvad vi gennem disse 15 år sammen har kæmpet for. En rød tråd, der blev blødende og levende imellem os. Til trods for det, at jeg selv fik sceneskræk et øjeblik og mistede pusten. Der er godt i vente. Og det hedder Evangelium. 15.1.20.

Jeg er musiker. Jeg er nu fuldstændig sikker. Jeg skal arve mine forældre flygel og bo i et hus (som jeg lige nu søger om at få), hvor jeg kan øve og spille frit. Huset skal varmes op af hjertevarme. Og jeg skal bebo det med fuld kraft. Jeg er først og fremmest musiker. Nu har jeg ordnet alle mine noder (ryddet op og ud i dem) og i morgen tager jeg en bunke af noget andet. På den måde forbereder jeg en flytning. Begrænser og indkredser, hvad jeg ejer. Henter det tabte hjem (f.eks. fra mit lejede opbevaringsrum). Ja - bliver rigtig voksen. 13.1.20.

Flere fyre henvender sig nu på Facebook. En sender mig kærlighedssange. En anden tror, "det kunne være hyggeligt at mødes". Kender ham ikke, udover hans venner er mine venner. Enten kan jeg omtale det, bag-tale det. Eller jeg kan ignorere det. Bare jeg giver en enkelt tommelfinger til noget, tror de straks, der er en åbning. Jeg kommer ikke til at svare ham (eksempel B). Og aldrig til at sidde i hans atelier, som han forestiller sig. Højst i hans drøm. Er det smigrende, flatterende? Lars' hund er i løbetid og helt skruk denne gang. Jeg ved (næsten) ikke, hvordan jeg skal håndtere den på vores to gåture i den kommende uge. Det er en drift og driften fylder det hele. Der er en målrettethed: Jeg vil parre! Det er lige meget, om det er en helt lille hanhund, siger Lars, så lægger hun sig da bare ned. Jeg vil bestemt ikke parre. Den dag, jeg vil, skal jeg nok sige til. Indtil da vil jeg gerne tiltrække, men ikke med harachakraet men med hjertet. Så kan livgivende kræfter vokse fra mit skød, almoderligt. Og frugter hænge i klaser fra mine grene. 12.1.20.

Der er det, man kalder for "livsbekræftende". Når man har tænkt nok over alle dem, der har begået selvmord henover julen, begynder man at opdage, at man selv er i live og hvorfor. Jeg tænder for "Luksusfælden", hvor en kvinde græder over sin store gæld. Et kvarter senere ser jeg hende græde af glæde over nedskrevet gæld. Programmet fuldendes. Vi når både at fryde os over, det ikke er os, der er i gældsproblemer, dernæst få ondt af de medvirkende, og til sidst glæde os over den lettelse, der er at spore. Det er livet værd. Først at stå i trængslernes midte, hvorefter nogle frier een for de trængsler. Dem, der begår selvmord, bliver (bare) ikke befriet. Ja, jeg har (jo) selv været ved at opgive ævred. Og mistet flere psykisk syge veninder på den måde. Hvad er det så, der gør, at jeg stadig er her, skal man spørge sig selv. Det er opholdelsesdrift. Men samtidig en håndsrækning fra Gud. Det var ikke givet, at jeg besad evne og ihærdighed til at fortsætte, men jeg gjorde det. På et eller andet tidspunkt måtte det give pote. Mens jeg gjorde tingene af ulyst, troede jeg på, jeg en dag ville gøre dem af lyst. Dør selvmordere så til fortabelse? De har haft et mod til at afslutte, hvad de ikke længere fandt værdigt. Hvorfor skulle de straffes for det. Vi andre må leve vores liv det mere liv-fuldt. Vi må bekræfte hinanden i, at det er værd at være her. På trods af. At det i det fulde regnestykke har vist sig at være nyttigt og til fordel. Hvordan ellers have tillid til solen i morgen? 10.1.20.

Nu, hvor DR2 har lagt sig tæt op af Tv2 og de andre kanaler, jeg typisk ser, er det lidt nemmere at være her i verden. Bare fordi jeg ikke længere skal taste to cifre for at nå frem til det bedste tv. Til trods for jeg samtidig har mistet kanaler i min udbyders omrokering, giver det mig fornyet håb for, at verden er et godt sted. Nu, hvor mit modem strejker flere timer hver dag, ringer jeg efter et nyt. Og havde jeg ikke anskaffet mig en smartphone (for nu tre måneder siden) kunne jeg aldrig have åbnet det nodebillede, min organist sendte mig i går. Tingene bliver altså bedre. Den teknologiske udvikling er måske gået ud over klimaet, men det er aldrig for sent at betale tilbage. Være taknemmelig for fremskridtet. Jeg giver et par helt nye støvler væk, jeg alligevel aldrig bruger. Til en anonym, jeg aldrig kommer til at møde (tøjcontainer), og det koster mig ingenting. Hvor tit har jeg ikke selv været heldig. Og forår kommer. 7.1.20.

Det er som at åbne til et skyggelandskab. En afkrog af sindet, der ellers ligger mørklagt. Det er mit udsyn, min vinkel. Den er helt skæv. Og ikke retvisende. Jeg ser begivenheder, omstændigheder, fremtidsplaner i et faretruende skær. Og det er mit greb helt og aldeles. Jeg prøver (bare) at være fra time til time. Dette er januar i vrang. Jeg kan end ikke åbne mit åndedrag til en sang. Jeg går ind i mørket. Min vejleder er min puls. Som stadig bærer mig frem. Mit skrig til trods, danser jeg. 5.1.20.

De ler ad mig, ligesom de gjorde ad Kierkegaard. Nogle gange tænker jeg på, om han og jeg er den samme. Vores statur er atypisk, han fredet af arven fra sin far og jeg af en førtidspension. Det er så let at dømme mig (ude). I morgen bagtaler de mig i kirkekoret, fordi jeg ikke kender jargonen godt nok. Paranoia er ikke det rette ord her, bemærk venligst. Jeg er reelt anderledes. "Pusseløjerlig", som en astrolog kaldte den omgangsform, jeg har. Jo, nogle bliver også bange for vanviddet, det psykisk syge ved mennesket. Det, der - også i dem selv - , er lidt længere ude på overdrevet, end de vil være ved. Det kan jeg heller ikke fortænke dem i. Jeg prøver virkelig at passe ind, men jeg har samtidig et fri-rum ved siden af, som er kunstens verden. Der kan jeg boltre mig som jeg lyster. Det kunne vel også han. Skrive og sige hvad som helst. Føre en tanke helt ud, så der til sidst ikke var eet ord mere at sige om den sag. Uddybe igen og igen kærlighedens kraft og væsen. Undskyld; jeg ser nu, at jeg sammenligner mig med en forfatter, der er verdenskendt og -anerkendt. Tilgiv mig at bruge den store pensel. Til farvelade. Jeg siger bare: jeg gør det ved folk, at de bagefter taler om mig uden mit vidne. Dette er stadig ikke paranoia. Det svarer til, at en blind går forbi een og man flytter sig på fortovet for at give vedkommende bedre plads med stokken. Han gør noget ved een. Vi kan ikke undgå at bemærke ham. Vi taler måske ikke om, at hans handicap er forkert eller ubelejligt eller at han er til besvær. Snarere omtaler vi ham som een, der er hæmmet i sin funktionsdygtighed. Ikke på grund af menneske men på grund af Gud. Han er ramt af en kunstneråre men samtidig af en fattig statur. Hun er ramt. 28.12.19.

Det lå ellers lige på læben; "Ved I, om det er vores ansvar at rydde op i køkkenet?" (underforstået: der er vildt rodet). Men i stedet blev det andre, der ryddede op efter os (alle). Pludseligt virkede det akavet at trænge sig på i det lille køkken. Hjælper det i det store regnskab, at jeg dog havde tanken, at jeg burde gøre en indsats. Selvom indsatsen udeblev, så var intentionen der. Nogle (de fleste) ville sige: Pyt, Rie, du hjælper bare til en anden gang. Jeg tog på et tidspunkt en ny wc-rulle og lagde den ud på toilettet. Skal jeg måle og veje alle bevægelser, om de var af det gode eller ej? Og skal jeg absolut dømme mig så hårdt. Det havde været rarere at have taget den fyldte skraldespand og bundet den sammen, nu jeg så den trængte. Det havde været federe at have hjulpet og følt ejerskab over at være en del af kirken. Ligesom jeg gør på Gallo skolen, hvor jeg tit tager andres opvask. Ingen så min intention, den var fuldstændig lydløs og lå ubemærket hen. Ingen ved, jeg gerne havde gjort det sure arbejde. At jeg faktisk følte forpligtelse. Jeg ved det, og nu I. Nu går jeg derfra som hende, der er doven. En, der bare tager imod uden at give tilbage. Men dette er mit mantra: Jeg skal ikke forvente, at verden ser. Blot gøre mig værd at kigge efter. Mit hovedærinde med at være i kirken til tre tjenester her juleaftensdag var at jeg skulle synge, hvilket jeg gjorde. Det var ikke at rydde op efter de andre, der havde spist rundstykker med smulder ud over det hele. Men jo, jeg skulle have badet deres fødder. Været til tjeneste. 24.12.19.

Vi venter på juleaften. Vi venter på Jesu genkomst, men indtil da er vi nogle, der tror, han allerede er her. Vi venter på at træet skal tændes og vi endelig kan pakke gaverne op. Hvad er det, vi håber at få? Genløsning. Vi ønsker at det glædelige budskab er rettet til os. Vi skal blive frelste. Jeg har lavet risengrød, som jeg vil lave dessert ud af i morgen. Vi forbereder os på noget. Noget, som skal komme. Et barn kigger på stjernerne, måske særligt een, og på lysene på træet. Det er den mørkeste dag, og vi venter noget. Vi glæder os til, at lyset vender tilbage med fuld kraft. Fordi da er vi ikke (længere) alene. Jeg er sunket i knæ. Vil du tænke på mig i din aftenbøn, Gud. Dette jordeliv er forseglet og jeg kender ikke knudens løsning. Jeg venter på det rette øjeblik. Og min bøn har alvorens karakter. Jeg er ikke kommet for at markere noget trist, men tværtom udbrede kendskabet til metamorfose. Idet vi kan vende alt det indre udad og få respons, se det i et spejl. Ja, pakker jeg selv dine gaver op, vil de sige mig noget. Hvad der var tiltænkt - dig, kan samtidig rette sig til mig. Større er vi ikke, end at min nabo også pynter op. Til selvsamme begivenhed. Vi venter på, jomfruen føder sit barn. Men allerstørst for-venter vi det. En kvinde går ikke i 9 måneder med sit barn i maven uden en afslutning, en kulmination. Det naturlige indtræffer. Det er naturlige kræfter, der er på spil. Det er ikke en rebus uden et facit. Det kommer til at ske, som vi håber. Takket være lovmæssigheder og naturens orden. Og ikke forgæves. 22.12.19.

Forlaget (mellemgaard) var ligeglad med, om jeg skrev, at uret gik en time frem eller tilbage. Essensen var, at der skete noget usædvanligt, da jeg komponerede min første melodi. Nu har jeg (netop) genlæst det sted i skriftet, hvor jeg begynder at komponere melodier. Og kan se, at uret gik en time frem (af sig selv). De var ligeglade med faktuelle ting, bare historien blev fortalt. Det var let læsning ("Hvis du vil se mig i himmelen"), serveret med spænding. Vil man således bag om historien og læse de faktuelle dagbogsnotater nøjere efter, skal man lede på skriftet.dk Nu er jeg nærmest overbevist om, at jeg i bogen har skrevet, at uret gik tilbage. Men det var et skøn. Ligesom tv-interviewsene var det. Man kan ikke sige alt på tre minutter. Man plukker i historien og håber, folk ude i stuerne digter videre i deres hoveder. Også deres version af forløbet bliver derved forskelligt og varierer fra person til person. Eller også har jeg bare plantet en undren i deres sind. Hun har gjort det uhyrlige; hvordan ku det ske? Heller ikke skriftet.dk har det hele med. Da det er undergået en censur fra min side. Ting, som jeg har kvaler over, har jeg måttet udelade. Også af hensyn. Så hvordan nå helt bag om forfatteren (i det her tilfælde mig)? Det betyder ikke noget, om du kender mig til bunds. Hvem vil gerne helt afdækkes? Her skjuler jeg mig bag et nyt afsnit af ord. Og med mig selv ved jeg bare, at jeg tjente et ideal, da jeg i dag besøgte en veninde, der har Parkinson. At jeg holdt spontant om hende flere gange, skete naturligt. Jeg skulle ikke kæmpe for at finde ømhed frem. Der er barrierer; du vil som læser føle afsky for dele af mit forfatterskab. Er du ikke selv nogle gange morgengrim? Du giver mig op. Jeg vil til stadighed skrive som om du er der. 19.12.19.

Jeg har ydet over evne. At de ikke fatter, at jeg har kuverter liggende over hele min stue. Mig, der som "sekretær" i poetklubben, har påtaget mig for meget. Giver efter, er for god af mig. Gladelig sender afsted for egne penge, så ingen opdager, jeg under andre mere, end vi har aftalt på bestyrelsesmødet. Nu holder en Heineken (øl) mig oppe, samt mindet om min sangstemme, der har gjort fyldest både her og der. Et kirkesangerjob, der mere og mere bliver rutinepræget, og altså volder mig færre kvaler. Ok, jeg græd lige snot. Det var noget med, at dronningen (i året i kongehuset) var hos det danske mindretal i Flensborg og en pige snakkede om at være halvt dansker og halvt tysker. Som om jeg selv er halvt noget. Jeg orker ikke mere! Skrive et referat, alle kan være tilfredse med. Gøre det så sobert som muligt, når to så dagen efter mødet alligevel kaster med mudder efter hinanden, lige som man troede, freden havde lagt sig. "Og mørket greb det ikke", men jo - netop. Nogle gange griber mørket faktisk lyset og overskygger det. Jeg ved, vi nærmer os den korteste (og derfor mørkeste) dag. Al den galde, man kan udlade på Facebook, daler bare ned som sort sne. Men heldigvis: En stemme griber det hele. Indfanger essensen og udlader på ny, en slags fylde, en form for nektar. Jeg kalder hende: Jordmoder. 14.12.19.

Hvad der er i min person, der får mig til at foreslå min psykolog, at vi optager vores samtaler ind på en diktafon, ved jeg virkelig ikke. Er jeg altid "på"? Jeg skal forstå, at da jeg slukkede for kameraet i går under optagelsen af "Nærmere, Gud, til dig", ja da var jeg faktisk nærmere mig selv. Da sang jeg for den ene der var til stede i rummet. For min helt egen skyld. Da var det min bøn, jeg udtrykte. Ikke et forsøg på at nå den anden part og trøste vedkommende. Selvom det er grundidéen med at optage noget ind og lægge det ud på Youtube bagefter. Jeg kunne med eet greb synge til mig selv. Hvad er det så, jeg alligevel søger at opnå ved at optage psykologsamtalerne? Det er jo en form for rækken ud. Til mit medmenneske, der måske kunne få gavn af. Hvorfor skulle min tilstedeværelse her på jorden (overhovedet) række ud? Hvad skal jeg se i så stor en sammenhæng, at lille jeg bliver afgørende. Hvorfor føler jeg mig som en verdensborger uden nogensinde at have siddet i et fly? Det er (jo) paradoksalt. Mine små forsøg ved klaveret, i en meget minimalistisk form (der er kun min sangstemme, klaveret og et videokamera, der altid står på samme indstilling), vokser sig større ude i folks bevidsthed. De tager det til sig, gør det til deres eget, kan genkende sig selv i det. Da betyder det ingenting, at jeg er psykisk forkvaklet eller ødelagt. Jeg har lagt en appel ind i min sang: Hold om mig imens. 8.12.19.

Hvem kan ikke synge "Dejlig er jorden". Men altså, jeg gjorde det lige. Jeg mente endda hvert ord. En taksigelse til Himmel/jord. En appel om at måtte være indbefattet.
Gallo skolen 7.12.19.  

Jeg troede, Mannaen (et præparat, jeg indtog) skulle holde mig på plads. Skulle have den virkning, at jeg lettere kunne begå mig. Men den lagde bånd på mig. Holdt min skaberkraft inde. Ja, den ekstraordinære indsats udeblev. Kunsten blev dårligere. Også Kristus blev dårligere. Nu åbner jeg sluserne (igen) (indtager ikke længere præparatet), lever frit med mine følelsers brutalitet. Er fuldt strømmende af en mørk kraft, som nærmest er bordeaux. Jeg har hele skalaen i brug. Det var ikke medicin, det var et kosttilskud, en ven havde tilbudt mig. Så psykofarmaka holder mig fortsat noget tilbage. Hvis alt var åbnet, tilgængeligt, ville jeg ikke kunne rumme alle de kræfter på een gang. Det har gjort mig syg gang på gang. Som en tordensky, der invaderer mig, slår mig ud. Det kan være, jeg er alternativ i det sociale liv som kirkesanger. At jeg begår mig klodset. Men til gengæld er jeg tro over for mig selv. Lægger ikke bånd på mig selv, for at ville passe ind. Frit fra leveren passerer varme og ømhed fra mine kilders ophav. Jeg skal end ikke leve på en løgn. 4.12.19.

Det var da jeg så din lidelse være (mindst) lige så stor som min egen, at jeg blev trøstet. Her havde jeg hele dagen følt mig forbigået. Virkelig overset, som om jeg havde glemt at takke for noget eller ligesom skulle have et slag, for noget jeg havde gjort. Men så var det jeg her til aften så en kvinde blive overfuset af en, der ville foran hende i køen. Hun og jeg grinte af det sammen, så det lettede situationen lidt. Derefter fandt hun ud af, at tre af hendes seks avocadoer var dårlige, om hun måtte tage en ny pakke. Jeg tænkte for mig selv: nogle dage er åbenbart galimatias-dage, hvor tingene går skævt. Det var ikke bare mig; andre havde deres genvordigheder at sloges med. Og det lettede indvendigt hos mig at se. Ikke fryde mig over den andens ulykke men bare se slægtskabet imellem os, idet vi er her i menneskelivet på lige vilkår. Og heldet slipper op. Så kiggede jeg tæt med en hjemløs, som blev helt overrasket over det, og følte mig ovenpå da jeg skulle vælge frugt og grønt. Og rigtigt nok var verden derefter forandret. Så lidt, der skal til. 3.12.19.  

Jeg gør det fremover. Linker til selve pdf-filen med noden til salmen, jeg præsenterer. Ikke alt det bøvl med, at folk skal scrolle ned igennem en hel masse for at nå til det endelige. Jeg bruger gen-vejen. Jeg har fundet den nemme løsning til gavn for alle. Eller Lars fandt den. Jeg vil benytte mig af det, jeg lige har opdaget, som vejen frem. Ikke med tilbagevirkende kraft, men fremadrettet. Jeg er ikke en, der går tilbage for at gøre alt muligt om, som een gang er gjort. Men jeg vil tage det med mig videre, som gør livet nemmere for mig og andre. Hvis jeg ikke lærte af erfaring var jeg blind. Der har været hurdler på min vej, som jeg har overvundet. Det er som at rejse sin cykel op efter et fald. Den stod mig også bi i selve faldet. Men det er kun mig, der kan rejse os begge op igen. Jeg vil komme på fode igen, starte på en frisk. Ikke spille psykisk syg eller en, der er ved at segne. Ingen har lyst til at se på eller følge een, der ligger i dyndet. Specielt ikke hvis der er en grad af fortabthed over tilstanden. De vil helst se på ham, der genopstår eller fører i et løb. Ikke på ham, der taber. Jeg skal prøve at tage mig sammen og være et mere positivt menneske. Men du skal være det med mig. 1.12.19.

Du har kysset mig to gange på den ene kind og en gang på den anden. Hvorfor ved jeg ikke. Var jeg så smækker i min tætsiddende kjole. For en indre udstråling eller omfavnende attitude havde jeg i hvert fald ikke. Du kyssede mig som om jeg var åben for det. Men hvor så du åbningen (, Ian)? Nu er jeg gået fra Åben Poetisk Scene før det sluttede. Kun en mand ved busstoppestedet gennemskuede min smerte. Jeg var ikke let selskab, jeg var ikke let. Hvorfor så de ikke, jeg ikke tålte at blive gjort grin med eller blive fortalt jokes til. Jeg var (derimod) svær. Jeg ville kun alvorens tale. Det var som om min kjole skulle bære mig igennem helt til bristepunktet. Muskler og led var spændte af kun lige netop at udholde situationen. Tåle udsathed. Som om jeg var let-købt. De må have gyst ved berøringen med min egentlige dagsorden. Fået ondt af mig. Være chokeret over, hvilken dyster undertone der var i mit blik og i mit væsen. En slags sigen nej til pjank og overflade. Jeg er alt andet end overflade. Kummer, som af kümmern. 27.11.19.

Kunne jeg bare holde dig for altid. Blive i denne omfavnelse. Men jeg går. Er det deri flugten består? Helt symbiotisk krammer jeg hunden. Jeg ønsker aldrig udvekslingen skal høre op. Jeg nyder tætheden så helt enormt, at jeg næsten bliver bange. Er kærligheden virkelig så håndgribelig. Jeg fører min hånd hen over dens pels. Kunne jeg bare blive her i den her position resten af mit liv. Men det har en ende. Jeg pakker mine ting og tager derfra. Der er følelser af de helt store på spil. Og jeg cykler derfra med følelsen af tab. Jeg mister nærheden nu på vej væk. Men nej, det gør jeg jo netop ikke. Vi mindes også de døde, som ikke længere er her i vores rækkevidde, som om de stadig levede. Disse favntag og kærtegn vil sidde i mine hænder resten af aftenen. Og hundens duft prøver jeg ikke at vaske af. Min dreng, jeg havde dig for en tid. Men derefter ikke længere. Jeg skulle (åbenbart) videre. Vi er bange for at give os hen, for tænk hvis vi selv forsvandt i forblændelse. Hvis vi mistede os selv i overgivelsen. Men nej, aldrig kan det ske. Jeg spytter i den fælles pulje og vi tager fra den hver især. Hunden giver mig noget tilbage. Det er lønnen i sig selv. Og aldrig forgæves. Der er disse favntag, som man aldrig ønsker at forlade. Men jeg må gå. 24.11.19. (Efter at have passet Frida, Lars' hund)

Hvis du ikke er Kristus, hvad er du så? Hvem spørger. Der skete det, da jeg skrev Jesus ud af historien, at jeg ikke vidste, hvor jeg sidenhen kunne gå. Som fra mit digt, der lyder sådan her: "En dag gemte jeg mig bag en flaske vand. Det var langt det nemmeste. Når bare jeg havde min flaske vand, kunne jeg gå hvor som helst. Jeg tænkte på at stille den fra mig, men jeg vidste ikke, hvor jeg sidenhen kunne gå. Det vidste kun I". Det er som om, jeg har stillet noget fra mig. Og nu ved jeg ikke, hvor jeg skal træde. Jeg kunne jo træde tilbage ind på livets scene og gøre mit arbejde. Fylde rollen ud, dog uden at puste mig op eller iføre mig kunstige gevandter. For at syne af mere. Jeg kan ikke syne af mere. En flaske vand er min eneste rekvisit. Jeg tager den på mig. 21.11.19.

Der er de toner, der klinger af traume. Mens jeg gennemgår mit program af salmer vælter der minder frem om de gange, jeg har optrådt med netop den eller den sang. Der er sådan en underlig bi-smag. Af nederlag. Jeg husker, at en optagelse blev dårlig eller lydmanden kunne ikke finde den gode indspilning, så vi måtte optage ind på ny. Jeg mindes mit foredrag til forfattertræf på Gallo skolen, som virkelig var af ringe kvalitet. Det er som om, hver tone trækker tråde dybt ned i våndet. Ja, på bagsiden af min sang gemmer der sig en hemmelighed. Som mørket i november. Det er ikke længere en uskyldig salme. Den har en historie og den er indimellem grusom. Det er ikke tekstforfatterens skyld, det hele er noget, jeg finder på. Eller tilføjer. Et dybere regnestykke. Der er denne vel-lyd, men underneden drukner nydelsen. Det minder om. Ikke at jeg taber eller ikke længere kan stå oprejst. Men jeg er mærket. Jeg kan ikke gå skjult med disse indre erfaringer og må (hermed) dele dem med jer. En anden dag ser jeg hen over dem. Bærer jeg dem let. Ikke i dag. 19.11.19.

Jeg har skiftet mit sengetøj. Kunne ikke udholde tanken om, at det var svedt eller beskidt. Ligesom hendes (i stueetagen, som er syg). Jeg så, de kom for at hente hende og hvilken lettelse. Ikke at blive råbt an på trappen længere. Lugten fra hendes leje, der bredte sig i hele trappeopgangen. Måske ser jeg hende aldrig mere. Selvom jeg er gået frimodigt ind ad hendes (altid ulåste) dør, næsten uden at banke på. "Det er mig fra 2. sal". Utroligt, at man kan høre hendes klage helt heroppe. Hun ville (selvfølgelig) ikke være til besvær, men i morges kl. 6.45 var hun så tør i munden, at hun kaldte efter noget vand. Dermed løftede jeg hende op til siddestilling og førte hendes hånd med glasset op til hendes mund. Jeg havde ondt af hende, at hun skulle ligge i sit eget skidt. Og tænkte alt muligt om sundhedssystemet, om regeringen nu gør det godt nok. Nu er jeg fritaget (fra tjeneste). Hun råber ikke i aften, ej heller i nat eller i morgen tidlig. Nogle andre tager over, der hvor jeg næsten heller ikke kunne længere. Lugten hang ved mig, lige meget hvor jeg gik hen. Derfor skiftede jeg mit eget sengetøj, og da jeg lagde mig til et hvil, sammenlignede jeg mig med hende, der hjælpeløst ikke kunne andet end ligge. Opløsning af en tilværelse, var det vel. På sidste vers, idet hun ikke engang kunne sætte sig op ved egen kraft. "Min søn kommer", men hun kunne ikke længere betjene sin telefon. Er det virkelig sådan at blive gammel, tænker man. Gud være med dig. 15.11.19.

Afmagt. (to eksempler):

Jeg står i kø i Løvbjerg. Manden foran mig har fået sine varer kørt igennem scanneren, men spørger i sidste øjeblik efter en pakke cigaretter. Ved en fejl formår ekspedienten ikke at tilføje denne enkelte vare til de øvrige, så han er nødt til at lade alle varer køre om og begynde forfra. Jeg ser tilfældigvis, at han i farten kommer til at slå en karton fløde ind to gange. Det siger jeg så, og fejlen er rigtig nok. Til sidst kommer jeg i tanker om at der også florerede en flaskebon, som ekspedienten har revet i stykker og kasseret, og glemt at få med i den nye indscanning af varer. Jeg tænker imidlertid, jeg har blandet mig nok. Kan simpelthen ikke få mig selv til at gøre opmærksom på en ny fejl og holder inde. Kunden betaler sin regning (uden flaskebonsrabatten) og går.

Jeg har lagt mig for at hvile, men min underbo ringer på døren, om jeg kan hjælpe kvinden i stuen med at ringe. De er to ældre kvinder, der hjælper til, men de har bare ikke forstand på en smartphone. Jeg glemmer mine læsebriller i farten, men låner et par dernede. Umiddelbart har jeg heller ikke forstand på hendes telefon (har først for nylig fået min egen), men jeg prøver mig frem. Jeg finder det nummer, vi skal bruge, men formår ikke at ringe op til vedkommende fra denne specifikke telefon. I stedet tilbyder jeg at hente min egen telefon oppe i lejligheden, så vi kan ringe fra den. Vi ringer til lægen, kommer igennem, og han siger, han vil ringe tilbage. Altså er vi enige om, at jeg bliver lidt nede hos kvinden for så at modtage dette opkald fra lægen. Jeg bliver hængende i yderligere 25 minutter, hvor vi snakker om løst og fast. Jeg spørger kvinden, om hun har familie, veninder eller støtte fra andre. Og hvad hun forventer at få ved at ringe til sin læge (kl. 15 om eftermiddagen). Jeg fortæller lidt om mig selv, da hun spørger til mig. Alt i alt en frugtbar kontakt, vi har. Men da der er gået 25 minutter, spørger jeg, om jeg kan gå op til mig selv og så skynde mig herned med telefonen, hvis hendes læge skulle ringe. Det er ok. Lægen ringer ikke og jeg tænker på, om jeg har gjort nok. Jeg ringer derfor på hos min underbo for at spørge, om der egentlig er mere, jeg kan gøre. Kunne også forstå på den syge kvinde, at der kom en sygeplejerske "om et par timer". Så helt akut er det vel ikke. Min underbo lukker ikke op (manden er sengeliggende, og hun kan være ude af huset). Jeg går op til mig selv. Jeg kan (faktisk) ikke gøre mere. 11.11.19

Han er en stor kapacitet, den nye organist (Risskov kirke). Ikke bare foran sit instrument men også socialt. Man føler sig tryg op af ham og gør faktisk sit yderste, idet han får det bedste frem i een. Dermed kan man - med overskud - nyde den musik, man er på vej til at udtrykke. Han er ikke (for) stolt over sit fag (også lige nyuddannet, purung). Han mestrer sit eget spil, men sang også selv med som bas i kirkekoret i dag og stillede sig lige op af min skulder. Jeg havde ikke lyst til at være noget andet sted i verden. Det er en form for ukuelighed, han repræsenterer. Ligesom min nevø, Hans, som han minder en del om. De lader sig ikke slå ud af en fejl, fortsætter bare. Heller ikke af mine nogle gange akavede forsøg på at passe ind. Det er ligesom integreret i ham at være organist, på så højt et plan, i så velbesøgt et rum og med så gammel en tradition. Han er heller ikke kæphøj eller smart. Derfor sang jeg fejlfrit i dag. Og turde jeg sige ja til tre tjenester endda i træk juleaften. For i så tryg en sammenhæng frygter jeg intet. Og lider jeg ingen nød. 10.11.19.

Der er en ordstrid. Han er vel kværulant. Går enormt op i, hvad vi har aftalt på møderne og hvad der står i referatet og hvordan reglerne er. Jeg læser det besluttede anderledes og prøver at argumentere tilbage. Men det betyder, jeg ikke tjekker indbakke som jeg plejer. Jeg lader der gå timer. Hvor jeg på forhånd hidser mig op. Ja lige fra jeg vågner om morgenen, tænker jeg på det som en formørket del af min dag. Jeg nu skal stå op og bakse med. Der er et tidsskrift, der skal sendes ud for poetklubben og jeg er desværre sekretær. Det hjælper ikke rigtigt at vige udenom. Undgåelsesadfærd ville man kalde det. Konfliktsky kunne man kalde mig. Men nej; jeg tager tilløb og gør brug af mit skorpionske stik, målrettet og bevidst. Jeg ved nøjagtig, hvordan jeg skal forsvare mig. Det hjælper, at jeg har haft to vellykkede kirkelige tjenester i dag som afbræk og adspredelse. Ja, hold da kæft, hvor nød jeg musikken! Jeg kommer hjem, tager mig en øl, siger noget ud i luften om, at jeg elsker at se reklamer, særligt her lidt i fem om eftermiddagen. For at gøre grin, men også for at bekræfte mig i, at det er meget trygt at se reklamer. Meget mere trygt end at tjekke mails. Det rider mig som en mare. Mere sekretær er jeg ikke. Jeg adlyder ikke bare. 7.11.19.

Jeg skal spørge til min bror og til min søster. Give dem plads. Jeg har fyldt i form af udskejelser, vidtløftigheder. Og det har taget pladsen fra jer. Jeg vil spørge til min nevø. Fordi han har tålt mig. Og alt for meget i kunstens navn. Så mange omkostninger det havde. Jeg skal give en skærv for at bygge et samfund op, der har dømt mig mildt. Ikke taget mig ilde op. Selvom der var grund. En boligforening, der ikke spørger, hvad jeg kommer med. Men giver mig tag over hovedet, ly for regnen. Uanset. 5.11.19.

Ligesom jeg siger om digtene; at jeg trækker mig til en side og beskriver den sociale situation, jeg ikke kan finde ud af at være i. Ligeledes har jeg i årevis trukket mig til side fra mig selv. Beskrevet mig udefra, ikke været indeni mig. Nu i denne tid, også ved at tage manna-præparatet, kommer jeg tættere på mit egentlige. Og det gør ondt. Jeg er hoppet tilbage ind i mig selv og føler en slags indre ro, men samtidig utrolig stor sorg. Det har nok gjort for ondt at tage stilling til mig selv. Derfor har jeg gjort mig til en slags messias-figur. For at kunne holde mig selv ud. Jeg siger ikke, det var en afledningsmanøvre eller et sidespring, for jeg tager disse erfaringer med mig. Ikke som utroskab væk fra det egentlige, men mere som en kredsen om del-personligheder, der til dels har holdt mig på afstand af de følelser, der gør rigtigt ondt. En overlevelsesstrategi, kunne man kalde det. Hvordan var jeg ellers kommet videre?? hvis ikke ved at lave kunst. Sætte følelserne ind i et kunstværk for kunstens skyld. Stakkel, du har (jo) flygtet. Stakkel, du glemte jo, hvor du kom fra. Hvem du var, før du blev syg. Ja. Jeg blev pludselig 10 andre personer end mig selv, nærmest på een gang. Så kunne jeg beskrive sådan en stemning, dernæst en anden, der lignede. Men den største smerte vil aldrig kunne beskrives. Den er der. Tak, fordi du ikke længere flygter. Lommefilosof. 1.11.19.

Næppe har jeg følt mig så forløst. Jeg låser mig ind på Gallo skolen efter der har været snak om, om lokalet skulle udlejes. Jeg er velkommen. Da jeg så åbner for mit halschakra og påbegynder min øvning, opdager jeg at jeg er frigjort. At min stemme flyder frit. Jeg forstår, at det at jeg har grædt så meget ud i den seneste tid har taget noget med sig. Noget af min indesluttethed, lukkethed, også fra min stemmes glød. Jeg erkender: ja, jeg har haft store tab. Det gør ondt, Gud lad mig sørge. Lars banker på min dør og giver mig et knus. Essentielt. Den har ligget underneden, sorgen. Jeg skal give den plads. Resten af min tid. Jeg er forløst; jeg kan høre det på min sangstemme. På min sjæl. 30.10.19.

Det er et spørgsmål om, hvor dybt det stikker. Mit engagement i Poetklub Århus. Om jeg tør stille min konto til rådighed til mobilepay, når folk skal støtte foreningen. Er det et forum, der betyder noget for mig. Virkelig betyder noget for mig. Ja, jeg føler et dybt ønske efter at udbrede kendskab til ny lyrik og litteratur på den åbne poetiske scene. Det er et miljø, jeg virkelig føler mig tryg i. To fra bestyrelsen er på kontanthjælp og vil helst ikke, at der går "fremmede" penge ind på deres konto. Men mig ville det jo ikke røre. Er det dit hjerteblod, da byd ind med dit mandat. Sig, du er til rådighed, villig. Det er en vigtig sag, det her. Den fremmer betingelserne for nye spirende forfattere, at de tør åbne sig, stå frem. Du kan åbne din bankkonto. Tage det ansvar. Så dybt stikker det. 28.10.19.

Jeg kunne ikke holde ud, hvis Heath Ledger ikke havde levet sit liv fuldt ud. Men nu i en portrætudsendelse så jeg, han havde levet fuldt ud. Det gør det lidt nemmere at udholde, at han kun blev 28 år gammel. Jeg så, han havde haft og fuldendt (kæmpe-)store roller. Havde indgydt respekt hos sine omgivende kollegaer. Og havde søvnproblemer tilbagevendende. Det forklarer noget. Det er nemmere at bære, at et ungt menneske dør, når man ved, det har udfoldet sit potentiale til fulde, bare på meget kortere tid end andre. At det har brændt sit lys igennem.  Hvorfor taler jeg om en afdød skuespiller? Det er, fordi jeg skal forstå hvorfor en fem måneder gammel baby da skulle dø. Havde det spædbarn levet fuldt ud?? Var det mæt af livet? Joy Mogensen (kulturminister) siger, hun er taknemmelig for den (korte) tid, hun fik med sin datter. Den kontakt, hun havde med sit barn, inden det døde. Så siger jeg. Er det ikke nok, at jeg siger det samme. Sørger fra samme sted. 25.10.19.

En natlig drøm, kl. 5.18.: Jeg sidder i en bus sammen med andre, der skal til samme arrangement. Et kursusforløb af en slags. En mand kommer op til mig forrest i bussen nede fra bunden af bussen. Jeg aner, at han vil sige mig noget problematisk. Og rigtigt nok læner han sig ind over mig med en hånende bemærkning, ja op til flere. Han har tydeligvis googlet mig og fundet ud af, hvad jeg har gjort (drabet). Han har en holdning af, at "hende har vi ikke lyst til at følges med". Jeg siger til min ven (kvindelig) ved siden af, at det er vilkårene nu om dage, at alle kan kende ens livshistorie med eet klik på computeren. Vi er nu til kurset, og igen har nogle fået nys om min historie. Jeg føler, jeg hele tiden skal forsvare min berettigelse til at være der (men jeg gør det skjult). Jeg tænker på alt det, jeg skrev i bogen "Skyld og gode gerninger", om at vi alle er skyldige og hvilken synd er størst?, men jeg fornemmer, at det vil være for provokerende at referere til her. I blandt kursusdeltagere har jeg enkelte, der ikke fordømmer mig. Da kursusdagen slutter er vi et slags personalerum, og min veninde har lige sagt til mig, at jeg skal betale 500 kr. mere til lederen af en eller anden grund. Lederen af kurset henvender sig direkte til mig og siger: "Hvad havde du regnet med, med al den kaffe, du har drukket?". Og noget om, at jeg hellere må betale med det samme. Da jeg ikke har pengene på mig, ved jeg, jeg skal have talt en anden løsning igennem. Men jeg føler mig intimideret af lederens grove tonefald, så jeg siger: "Prøv lige at sige noget.." og kvinden afbryder mig og gør sætningen færdig: "..ikke-fordømmende?", svarer hun. "Ja, prøv at se os i øjenhøjde med hinanden", siger jeg. Men situationen ekskalerer. Lederen kommer og tager om mig forfra for at dysse mig ned. Holder fast om mig som i et knus, man ikke har lyst til at få (mildest talt). Det, jeg gør, er at råbe: "Slip mig!" gentagne gange. Jeg prøver ikke at vriste mig fri eller gøre modstand. Jeg lader det være hendes greb, der er det voldelige element. (Havde jeg kylet hende væk, var jeg sikkert også blevet tvangsindlagt). Endelig slipper hun sin "omfavnelse" og jeg kan gå med min veninde. Jeg aner medlidenhed i lederens øjne, da jeg går. Som tænkte hun: Tænk, hun rørte sig slet ikke. Vi går efter al den tumult, min veninde med armen støttende på min skulder. Da vi når ud til bilen, siger jeg: "Jeg gjorde ikke modstand" (for at betone den sejr, jeg inderst inde føler). "Nej, det var flot", siger veninden. Jeg er nu tilbage ved kurset, da jeg åbenbart har skullet låne toilettet (dette sted for drømmen er nu inde i huset - mit barndomshjem - i Gram) og det går op for mig, hvor vigtigt, det er at jeg deltager i kurset igen næste gang. At jeg kommer tilbage og får vendt disse fordømmende blikke til noget positivt og ikke lader mig kue og true. Næste scene: Jeg sidder i bilen, men speederen er trådt i bund og min veninde sidder ikke bag rettet! Jeg sidder i en førerløs bil med høj fart. Heldigvis kører jeg rundt på et stort område (industrikvarter), en stor parkeringsplads, men jeg kan jo ikke holde trit og ikke nå pedalen (fra passagersædet). Min veninde ser forfærdet til udefra og nogle arbejdsmænd på pladsen råber også til hinanden, at den er gal med speederen og at jeg er i stor knibe. De ville hjælpe mig, hvis de kunne. Jeg prøver at styre rattet, så vi kører i ring, men til sidst formår jeg ikke længere at holde presset og vi - bilen og jeg - nærmer os en bygning. Der er lys derinde og det sidste, jeg tænker i drømmen, er: nu forulykker jeg. Jeg står op og skriver drømmen ned. 23.10.19.

Jeg forstår bare (om mig selv), at vi higer efter at være bedst og størst. Komme hurtigst frem, få flest likes. Ja, det svarer til at være den sidste på Estonia, der stadig kan nå at komme med en redningsbåd, og så trampe ham bagved nedad. Mig først, koste hvad det vil. Jeg bliver virkelig drænet af at tjekke statistik, men jeg er samtidig draget mod at gøre det. Holder jeg førerpositionen? Er jeg ekspanderet? Som om, det for Gud er vigtigt, om jeg kommer let og elegant frem eller slæber mine ben efter mig. Om jeg er den første over målstregen eller den sidste. Det betyder jo ingenting (for Gud). Alligevel er jeg nysgerrig på, hvordan jeg klarer mig, i det sociale rum, som internettet jo er. Vi er afhængige af, at andre kan lide os. Helt fra da vi kunne blive udstødt fra flokken. Det ligger dybt i os, at står vi på en badmintonbane, så står vi der (fandeme) for at vinde. Vi vil være bedre end. Bedre end naboen og bedre end søskende og ven, fjende. Det er grådighed. Men også stræben. Hvis vi ikke kunne forbedre os livet igennem, stagnerer vi. Som at flytte Rubjerg Knude Fyr 70 meter, fordi det ellers går til. Vi rykker os, fordi ellers går vi til. 22.10.19. 

Jeg drømmer om at være et helt almindeligt menneske. Jeg er et helt almindeligt menneske. Jeg vil gerne en dag bo i et hus, så hunden kan komme hos mig, og jeg kan øve klaver så højt, jeg vil. Ikke være jaget vildt - af min egen skygge. Men bo i frihed. Frihed til at tænke, gøre og være. Ikke en, andre gør mig til - også det, men mest den, jeg i mit væsen bare er. Simpelthen huse det meste, de fleste følelser, de mange forskellige mennesker, jeg omgås med. Hunden, Kristus og kunsten. Også jeg har drømme om en fremtid. Også jeg er kun et nummer på en (bolig-)venteliste, men en dag er man den heldige. At være den ene, der får et hus. Jeg får et hus. Jeg er beboer af verden, en verdensborger, men også jeg står bare op, gør mig klar, vasker op. Nede i de små ting. Da vil jeg slå en kæmpe latter op! Når jeg bor uden naboer stødende lige op til. Da vil jeg slå et stort brød op. Til mange dage. Med mine jævne hænder. Male et kæmpe maleri! Skrive en STOR sætning. Færdig. 17.10.19.

Det nytter ikke, at jeg er Den eneste ene end ikke over for eet eneste menneske. Da var jeg vel rettere Det eneste nul over for alle. Jeg skal ikke tage verden med vold, som om jeg ejer den. Jeg har tværtimod handlet i af-magt, tappet for kraft og livsenergi. Eller agere som om, jeg er ovenpå. Kan noget, de fleste andre ikke kan. Jeg skal skuffe dig, ja syne af ingenting. Jeg skal hævde mig til storhedsvanvid, og du holder det ikke ud. Det er, fordi jeg har indsigt, men sigter ind i blinde. Det er, fordi jeg er begavet, men gaverne skulle have været givet til en anden. Jeg sætter mig på højeste sæde men falder ned fra lejet. Jeg bruger store, vigtige ord, men kan ikke leve op til dem. Ja, det er svært, fordi jeg nogle dage føler mig ophøjet, men på andre dage fornedret. Og lever i Jantelovens land. Det er ikke en diagnose, men et udtryk for selvtillid kontra mindreværd. Og nogle dage hjælper det, at andre kan holde een ud (uden man selv kan), og andre dage hjælper det ikke en tøddel. I egne øjne skal jeg derfor forsvare mit sind i dets omskiftelighed. Intet andet end det. Da er jeg Den eneste ene i eget liv. Alt, jeg skal bekymre mig om. Men jeg tænker også på i Jeres øjne. 15.10.19.

Det var efter jeg talte med den kræftramte kvinde i opgangen ved siden af min, at mine egne symptomer - trykken for brystet - forsvandt. Som havde jeg bare rørt hendes kappe. Jeg var ellers begyndt at tænke i testamente og afsked (idet det mærkedes som en blodprop i hjertet). Men nu er jeg på andre mere opmuntrende tanker. Som om hendes ord lige stak ind i min brystkasse og helede det, der var uroligt. Jeg trækker igen vejret dybt uden at det gør ondt. Jeg har købt et ur, hvor remmen er lavet af gummi; jeg ved ikke, om det holder. Jeg har korset mig over, at min læge kaldte det "muskulære spændinger", når nu jeg selv kunne mærke, det stak dybere. Men nu er det altsammen ligegyldigt. Jeg har arme og ben og forstand til at lave dyngevis af kunst i fremtiden. Om jeg gider til hjertelæge og lungerøntgen igen - det gør jeg da ikke. Jeg er som et barn inde i konsultationsrummet, der skal beroliges og ammes. Jeg er som det barn. 14.10.19.

Den første vinter, jeg øvede sang på Gallo skolen, var jeg bange, når jeg skulle låse mig ind i den mørke bygning om aftenen. Men året efter tænkte jeg: hvad kan der ske? Og siden har jeg været totalt ligeglad med mørket. De første par år var jeg, når jeg skulle bruge Dokk1, bange for trapperne. Jeg turde kun støtte mig tæt til gelænderet på min vej derop. Men her forleden slog det mig, at det "bare" er trapper som alle mulige andre steder. Så jeg begyndte at gå uden at støtte mig til noget. Her i dag frygtede jeg ikke tjenesten i kirken det mindste, fordi havde jeg bare tillid og ro - i mig selv, kunne jeg også frimodigt møde de andre. Det lykkedes til fulde at indgå forpligtende, både fagligt og socialt. Så hvad er der sket? Min frygt har forandret sig. Den har ændret karakter. Jeg har ikke som sådan bedt om, at det måtte ske, men det er sket. Jeg og mit syn på det, jeg frygtede, har flyttet sig. Det er da interessant, hvordan genstanden, der tårner sig op forude, pludseligt virker overkommelig og lille. Faktisk bare det, at tiden går og læger. Det er jo fyldt med trøst, at disse ting er hændt for mig. Trapperne er de samme, mørket er stadig mørke. Risikoen for at falde lige så stor. Men nu går jeg i verden med tillid. "..som ledet har min fod i dag". 12.10.19.

Jeg ser en mor eller mormor behandle sit barn/barnebarn meget hårdt i bussen. Slet ikke have et formildende tonefald i noget af den trøst, hun prøver at formidle. Jeg får ondt af barnet og siger på tankeplan: "Du skal nok klare dig. Trods det og det skal du nok klare dig". Jeg får tårer i øjnene, fordi jeg forestiller mig sige det til mit eget barn. Og da jeg på et tidspunkt "går ind i" barnet og siger sætningen med "jeg" i stedet for "Du" ser jeg, at et barn (måske mit eget) kan tilbagevise sætningen til at gælde for mig selv også. Altså også jeg skal klare mig. Jeg mærker nu en slags trøst fra mit barn, der forstår hvor hårdt et liv, jeg har fået. Og vi er derved indbyrdes forbundne, skæbne-forbundne. Vi står nu begge alene i hver vores verden og skal klare os selv. Jeg øver sang (på Gallo skolen) med grådkvalt stemme, og da noderne (enkelt papirer) er ved at falde ned fra klaveret, får jeg fornemmelsen af Lars' hund. Også den er jeg relateret til og kan genkende. Jeg prøver at komme nemt om ved øvningen ved at stile efter den første bus hjem. Men det er som om, jeg er uretfærdig ligesom moderen i bussen var uretfærdig. Forestiller mig, jeg går tur med Frida (hunden) og den egentlig gerne vil gå længere, men jeg skal nå hjem til noget. Sådan vil jeg ikke behandle mig selv foran klaveret. At jeg ikke giver mig tid. Vi skal være tålmodige over for dem, vi elsker. Jeg får iver efter at komme hjem og skrive forløbet ned. - Og tager alligevel den tidligste bus :) 7.10.19.

Jeg ser, hvor meget een tjeneste i kirken bare dræner mig for kraft. Så mit selvværd er så lavt, at jeg må prøve fire forskellige tøjkombinationer for at finde et sæt, der kan passe. Et sæt, der gør, at jeg er bare nogenlunde tilfreds med mig selv. Så utrolig mange kræfter, der går med at leve op til andres forventninger og passe ind. Gebærde mig i smalltalk. Så utroligt dårligt jeg passer ind. Derfor cykler jeg ikke glad og tilfreds hjem fra arbejde. Jeg er tværtimod tynget af fortrydelse og mismod. Over ikke at leve op til den standard, jeg præsterede i Møllevangskirken for tre-fire år siden. I dag kunne jeg skjule mine fejl, fordi organisten simpelthen spillede med på motetten. Men her nu over for mig selv, kan jeg ikke (længere) skjule mig. Det er mig, der skal holde mig selv ud, og det er svært. Jeg sagde jo i de uger, hvor jeg ikke havde kirkelige tjenester, at jeg var "mere glad". Jeg mærkede jo effekten af at være fritaget. Og mere koncentrere mig om egne musikudfoldelser. Jeg siger til dig - igen - det er ikke omkostningsfrit at varetage det job - for dig. De andre tager lidt lettere på det. Det giver gode penge og jeg kæmper så sandelig for dem. Men som jeg går og prøver det nu femte sæt tøj, ved jeg, der er noget helt galt (med mig). Så ringe selvagtelse. Så plaget, jeg går rundt. Så lidt jeg glæder mig til den næste opgave som kirkesanger (næste weekend). At når jeg sidder hos min psykolog på onsdag, vil hun nok mene, jeg skal give det op. Og søge livsglæden igen. Og som jeg vejer pligt op over for lyst, tynger pligten og alvoren tungest. Pylrerøv. Ja, lad det da være sådan. 6.10.19.

Sig det på en anden måde (i en kommentar på Facebook). Det er ikke en kvalitet ved et billede, at det er "spritnyt", ej heller at dets "titel er fin også". Det skulle gerne være billedets indhold, som talte. Som betød noget. Hun vil dig gerne, kan jeg tænke om hendes kommentar. Helt uskyldigt vil hun bare gerne bakke op om dig (Birthe). Trofast, kunne man godt kalde hende. Og hvad hvis billedet simpelthen ikke sagde hende mere. Hvordan kan jeg som kunstneren bag kræve en andens respons? Er det ikke den andens (beskuerens) egen sag? Jeg lægger noget offentligt ud og kan ikke forlange, hvordan det bliver modtaget og vurderet. Jeg har liket hendes kommentarer. For at holde hende tæt ind til mig. Hun er mig nemlig meget kær (af andre årsager). Sagt på den måde. 5.10.19.

Det er ikke sådan, at man går forgæves. Nej, man finder fandeme skatten! Man går og gør sine forsøg og så batter det virkelig! Det er ligesom hele rejsen værd. Du ved da godt, det er ægte. Mellem dig og hunden og dig og mennesker, siger jeg til mig selv. Der er da ikke tale om noget halvhjertet pis eller lunkent et eller andet. Jeg er smånervøs på forhånd (før jeg skal passe hund), men så snart jeg møder hunden overgiver jeg mig. Er mig selv på et eller andet fortrinligt plan, jeg slet ikke havde regnet med at befinde mig på. Den får noget frem i mig, jeg ikke vidste, jeg indeholdt. Ja se, det er sagen. Et andet levende væsen henter det skjulte frem til overfladen. Hvor meget er der ellers at sige? End at følge kærlighedens linde strøm og hægte sig på den. Kære jemeni eller Herre jemeni. Det kommer ud på eet. Og jeg er der på to. 2.10.19.

Det er ligegyldigt, hvordan du er blevet ydmyget; dig sætter jeg min lid til. Om du så bukker dit hoved helt ned, da vil jeg stemme for dig. Dig, der ikke blev regnet. Du, der blev underkendt. Jeg vil klart hellere have typer af din slags i verden. For du bliver taknemmelig, glad for lidt. Om du blev skubbet eller skældt ud, det betyder ikke noget. Du er ingenlunde stækket, da din sjæls kvalitet er intakt. Du segner næsten, men bi og hold ud. Stræk dine kræfter. Henne om hjørnet lover jeg, de ikke spytter længere. Ikke vil dig ondt. Du, der stammer eller er nervøs, dig vil jeg have i tale. Ikke ham den veltalende ved siden af dig, han klarer sig jo. Du, der lugter grimt og ikke har overskud til personlig hygiejne, sætter jeg mig hos. Og det bliver morgen. 28.9.19.

Der har været indbrud i kælderrummene. Min hængelås var væk og døren åben ind til mit rum. Men jeg har ingenting af værdi dernede. Bagerst malerier, jeg holder mindre af, samt musikcd'er, vi har hundredvis af andre steder. En henlagt bærbar computer af ringe kvalitet. Intet rørt. Mine to cykler står heldigvis stadigvæk i cykelrummet. Jeg får næsten lyst til at gå en runde hver aften og sikre, at yderdørene er ordentligt låst. Men jeg glemmer det; min sjæl kan de ikke stjæle. Mit inderste er i behold. Det, der virkelig har værdi, er uberørt. Det stod i referatet fra sidste afdelingsmøde, ellers havde jeg ikke opdaget det. Nogle har tiltusket sig vej, hvor de ikke skulle være. De findes altså også i det her ellers trygge område. De troede, jeg opbevarede en skat, men fandt blot støv. Netop derfor har jeg de vigtigste ting (dokumenter og andre ting af værdi) opbevaret et helt andet sted. De troede, de kunne fraviste mig noget betydningsfuldt, men de fandt - ingenting. I deres øjne er jeg helt igennem uinteressant, ja ligegyldig. Idet de mødte julepynt, da de åbnede døren ind til mit rum. En pink sækkestol, papkasser. Jeg har snydt dem, ikke med overlæg - for jeg regnede ikke med de kom -, men ved tilfældighed. Det kriminelle element i samfundet har nået Skovvangsparken. Ja min private dør. Næste gang vil der - stadigvæk - ligge ligegyldige ting i kælderrummet. Ja, intet vil have ændret sig. Bortset fra, de da vil søge at tage hvilket som helst fra mig, idet jeg er berygtet. 27.9.19.

Jeg er slet ikke som Esben Kjær (foredragsholder). Han står og snakker intenst og fuld af vitalitet i to timer i træk (som i aftes). Det kan jeg slet ikke. Jeg ville gå op i, om jeg havde fået sovet nok. Undgå at drikke kaffe og spise sødt lige inden mit foredrag. Og bukke under af pres og anstrengelse efter en times tid. Men jeg er - alligevel - som Esben Kjær. Idet vi begge har mistet en søn (han til kræft). Og er optaget af, hvordan jeg/vi kommer videre. Særligt bemærkningen om, at vi efter vi har mistet, gerne skal føle at vi "gjorde vort bedste". For det tror jeg også jeg gjorde. Prøvede at finde en løsning for mor, far og barn. Han snakkede om, at hans afdøde søn nu fungerer som en slags muse for ham. Som en inspiration og et ekstra par øjne. Og om intentionen om gerne at ville gøre sin søn stolt. Det kan jeg snildt følge. Sorgen griber een på mange planer, særligt tanken om at "alt er meningsløst" kan jeg genkende. Man har intet at holde sin tro op på. Alligevel kommer vi videre. Det var godt nok, jeg kom og hørte foredraget. Genså min gamle kirke (Møllevangskirken), hvor jeg var fast kirkesanger. Det er ok at sidde og ikke vide, hvordan kvinden ved siden af har mistet eller kender til sorg. Vi er begge kommet der med eet ærinde. Trøst. 25.9.19.

Jeg kan næsten ikke holde det ud; at stå så nøgent. Har to versioner at vælge imellem af en ny salmeindspilning. I den ene fremstår jeg enorm skrøbelig men synger meget rørende, i den anden synger jeg mere perfekt og ser også mere sikker ud. Men jeg er nødt til at stille mig ud på bølgen. Blive drevet af noget, fyldt af en kraft. Og vælge den "Besjælede version", som jeg kaldte den for mig selv. Den er båret af noget. Jeg bryder mig ikke om de billeder af mig, jeg kunne vælge imellem som "forside" til videoen (Youtube giver een tre mulige). Og jeg bryder mig ikke om, at jeg vrider og vrænger mit ansigt undervejs i videoen, som om det er anstrengt leveret. Men ja: Jeg var bange. Jeg har nu produceret et stykke kunst, der bævrer, men med brod i. Det rammer een. Hvis jeg ikke turde stille mig på bølgen.. 23.9.19.

Fred med det, du ikke fik skrevet, ikke fik sagt. Nu det at du bærer høretelefoner, selvom der ingen lyd er i dem (kan ikke holde naboens musik ud). Jeg mener; man udelukker noget for at kunne fokusere på noget andet. Jeg skal også vælge et sæt tøj om morgenen, ikke tre-fire stykker. Og så meget man kommunikerer gennem det usagte. Pauserne. Man ser heller ikke et menneske både fra forsiden og bagsiden på samme tid. Altså må noget ligge i det skjulte, hengemt. Man kigger heller ikke direkte ind i solen for at kende dens kraft eller rækkevidde, det tåler øjet jo ikke. Fred med det der ligger i mørke om aftenen, som bare glæder sig til at ligge i lys om morgenen. De skatte, vi hver især gemmer på. Man kan næsten altid skimte et skær eller lysglimt af den indre diamant hos et (hvilket som helst) menneske. Forestille sig, hvordan vedkommende griner f.eks. Lyser op. Er signet. 20.9.19.

Det var ikke, at jeg stod fuldstændig forklaret. Åbenlyst og til skue. Jeg gik mere med det selv. Den fulde størrelse, som bare var kamufleret, dækket til. Som da jeg i dag - syg af forkølelse - øvede sang; inde bagved var min sangstemme intakt. Jeg vidste med mig selv, at jeg tidligere har kunnet synge og i fremtiden kommer til det igen. Det lå dækket. I et slør. Jeg vaskede også vinduer i dag og fik pludseligt øje på, hvor meget skidtet havde skjult. Ligesom min far indeholder alle de gange, han har hjulpet mig med at hænge udstillinger op, selvom han nu - i sin alderdom - ikke længere kan så meget. Da står det helt klart for mig, hvordan han var og stadig inderst er. Hans søjle står rank, fuldstændig. "Endnu ser vi i et spejl, i en gåde..". Endnu er emnet tilsløret. Men en dag skal emnet være af-sløret. Som når morgentågen letter. Og der bliver Tilsynekomst. Basuner og pauker. 17.9.19.

Han sagde det. Han sagde: "Det forklarer måske..". Og ja, at jeg havde været kejtet og tavs, når han spurgte mig om noget, min sidemand til festen. "Det var nogle lidt triste tekster, du læste op". "Ja, jeg tænkte også på at sige det", svarede jeg ham. Mine digte om utilstrækkelighed var måske lidt malplaceret til den festlige sammenkomst, jeg var til. Men han sagde dermed: Derfor responderede du ikke på mine henvendelser ved bordet. Netop. Jeg havde ikke overskuddet, jeg var presset i den sociale interaktion. Satte mig tæt op af Lars, i håb om at der ville være trygt. Jeg deltog ikke, delagtiggjorde ikke, delte ikke. Jeg deltog - passivt. Men jeg var undskyldt. Jeg går op og siger: "Jeg er for træt til at optræde", de vil forstå det, hvis jeg siger: "jeg er sindslidende og har ikke så mange kræfter", tænkte jeg. - Men jeg optrådte. Forklarede kort om de salmer, jeg sang ved klaveret. Sagde tak til papegøjen, som nynnede med fra sit bur, mens jeg sang. Bevarede fatningen, spillede ikke fejl og sådan. Men mine digte var ikke til opmuntring, tværtimod. Aldrig har de føltes så triste. (Fra "4, der digter", Forlaget Gallo) Trukket en stemning så meget ned. Men jeg var blevet bedt om at læse dem op. Det forklarer, sagde han. Det var opklarende, satte mig på plads, den rette hylde. En, der har det svært. Der var samstemmelse mellem digtenes indhold og min persons indhold, det gav simpelthen mening. "Det er sådan, de bliver, når det er mig, der skriver dem", fik jeg sagt. "Men du har en vidunderlig stemme", blev det så opvejet af. Jeg er både ynd og dynd. 14.9.19.

Jeg græder (i drømme) om natten. Igen i nat. Som jeg slet ikke kan om dagen, i vågen tilstand. Inderligt, knuget. I nat drømte jeg ydermere, at lige meget hvad jeg gjorde af aktioner udadtil, hjalp det ikke på en/min grundstemning af depression. Ørkesløshed, kunne man vel betegne det som. Så vågnede jeg og tænkte; er det sådan, det i virkeligheden har fat med mig? Bliver sur på Gud ude i badet, fordi en vaskeklud falder ned fra hylden tre gange. Men da har jeg jo tabt. Jeg kan jo ikke lægge mig ned og give op. Hvis dette bare er en lappen på noget, der gør så ondt, jeg ikke kan få det frem til overfladen og fatte det, så er det jo sørgeligt. Hvis jeg forsøger at komme overens med det smertelige og leve med og tåle det, har jeg jo forholdt mig til det. Hvis du, min søn, ligger underneden i mit indre og i min vågen-bevidsthed, som en form for kraft eller dynamo, så bliv endelig liggende. Ligger du som et knudepunkt til evig kredsen og undren er det også i orden. Som den, jeg er i dag, kunne jeg aldrig have ført kniven. Og jeg skal spørge, hvordan det kunne ske. Gå mærket eller ramt, men bær det let. Græd derfor om natten. I ly af dagen. 14.9.19.

Det gør ikke noget, om du ikke vil mig - på den måde. Jeg mener; du kan forelske dig og jeg kan forelske mig. - I andre. Det gør ikke noget, at jeg bare hjælper dig med praktisk og deler stort og småt i samtale. At vores omfavnelse ligesom kun rækker til havelågen. Du skal ikke tænke på, om du svigter nogen eller noget. Og jeg skal ikke bebrejde dig med dårlig samvittighed. For der skal vel en dag ligge en anden i din og min seng. Var vi venner lidt ud over, hvad andre er, gør det mig heller ikke noget, at det var sådan, det var. Kærligheden går (jo) bare, hvor den må gå. Jeg holder dig ikke op på et løfte eller en aftale, da vi ikke har lavet nogen sådan. Som tiden går har det bare stillet os frit som forfattere hver især. Og kunsten er blevet bedre af det. Jeg lider ikke afsavn ved at tage hjem efter vi har spist sammen. Det er langt bedst sådan. Og hver dag vågner jeg med en kærlighed til dig, som ingen kan tage fra mig nogensinde. Ingen skal sige, at vi ikke har elsket. 11.9.19.  

Jeg så Bjørn fra 1. sal i min opgang knuge sin kæreste. Jeg så, hvor åbenlyst dejligt, det er at blive holdt om så tæt. Passet på og beskyttet. Lige som i salmen "Under dine vingers skygge". Jeg ved nu, hvad det vil sige at være to, der lever tæt sammen. I eet stykke næsten. Op af hinanden i tykt og tyndt. Jeg ser Bjørn leve i et parforhold og et øjeblik misunde ham det. Jeg er hans vidne. Jeg så kærlighed udspille sig midt på gaden. Mit hjerte åbnede sig. Spillevende i blandt jer. Også jeg lever med forbundethed til noget større. En kærlighedsstrøm, der er gennemgribende og trofast. Også du. 9.9.19.

Nu ved jeg det; jeg reagerer på mennesker, der tror noget særligt om sig selv. F.eks. organistens kone i kirken i dag. Hun nævnte "Den Jydske Opera" og jeg kan (nu) se, hun synger i deres kor. Trods det, at jeg synes, hende stemme var skinger (for gammel). Det er min mand, der har været organist her, sagde hun til mig. Det viser sig, han er kendt for at have skrevet melodi til flere af Lisbeth Smedegaard Andersens tekster. Ja forleden akkompagnerede jeg til en af dem og den (melodien) var utrolig smuk. Nu har jeg googlet mig frem til, hvem de er. Men da jeg mødte hende regnede jeg hende ikke. Hun havde vindruer og æbler med fra haven og sminken sad perfekt. Hun er (for) stolt af sit fag og sin status. Det reagerer jeg på. Jeg er der som sanger på lige fod med hende, men det bliver bare aldrig på lige fod. Skulle jeg selv blære mig med noget kunne jeg måske have fundet noget frem. Men vi var der - i et fælles kor - for at løse en opgave. Dem, der er store autoriteter, piller jeg ned. Til øjenhøjde. Også selvom jeg selv kender følelsen af at være stolt. Da jeg spurgte hende om noget overhørte hun det. Jeg skulle gentage det op til tre gange, før hun svarede. Da jeg endelig tog en af hendes druer sagde jeg: "Den smelter næsten på tungen". Men jeg vil egentlig ikke have noget af hendes. Hverken status eller snobberi. Hun kan jo google mig og se hvilken baggrund jeg møder hende med. Men det falder hende ikke ind. Jeg er for længst dumpet i førstehåndsindtryk. Ikke engang min sangstemme kunne redde mig. Eller skulle jeg sige hende. 8.9.19.

Du siger jo sådan set: Lev dit liv. Kommer du dig helt eller nogenlunde er det bare godt. Du skal ikke bære unødigt meget. Eller tænk unødigt meget på, hvad der ligger bag nu. Kig fremad, Mor. Du kan nå at forelske dig, måske elske en andens børn. Leve sundere, gøre livet komfortabelt for dig selv. Der er ikke en regning, der indhenter dig. Den er betalt. En sorg, der tager 25 år at komme sig over, er udlevet. De næste 25 år skal du være glad. Gøre gode ting for dig selv. Med tiden vil du se, det bare er en fortid som alle andres. Fuglen flyver videre, er det ikke rigtigt. Den gruer ikke. Grunder ikke. Det er ikke forbudt hvis du en dag siger, du er kommet dig. Nu kan stå fuldstændig oprejst, restitueret. Kommet overens med din skæbne. Det er ikke for sent at glædes. Lev fremad. 7.9.19.

Jeg spiser Manna. Ordet kender vi fra Bibelen. Men nu indtager jeg det i en form, som en slags sort salve (som spise). Jeg forstår bare, at det samler mig. I stedet for at flagre på tankeplan, er der nu mere ro. Jeg fik en test forleden dag, hos ham der hjælper mig med teknisk. Nu har han blandet en tube, som jeg kan indtage over de næste tre uger. Han målte også puls og andet, men jeg var alt for urolig. Slet ikke i balance som han. Han synger som 55-årig også i kirke uden at gøre noget særligt for at holde sin stemme ved lige. Der ser jeg en lettere tilgang til tilværelsen. Jeg ser en anden klare sig med færre bekymringer. Naturmedicin - det vil jeg gerne! Helt indefra. 5.9.19.

Det er godt nok lidt mærkeligt; først spiser jeg seks skiver ost rent i hånden. En time efter skærer jeg mig et stykke rugbrød, som jeg spiser med smør på. Det siges, at min far også ynder mad i sin rene form. F.eks. makrelsalat og endda ketchup. Jeg kan selv godt lide ris rent og pasta rent, altså uden nogen form for tilbehør. Og min yndlingsmad er kold risengrød! (sødmælk) Da ved man ligesom også, hvad man har med at gøre. Ren besked. Jeg kan godt lide at sige rent ud sagt. Essens. 30.8.19.

Ingen skal hindre mig i at spise en gulerod i stedet for en kage. Kærlighedens strøm i at strømme netop der. Ingen skal tale ondt om at jeg øver sang uden at der er bud efter mig. Eller i det skjulte forbereder en masse sætninger, jeg fint kunne sige i Go'aften Danmark en dag :) Jeg "kender (jo) ikke den time", derfor er jeg forberedt. Ingen skal hindre mig i at gøre mig klar og ikke ødsle bort. I at gemme forråd eller stille cyklen ind. Jeg er hverken i fare eller jaget vildt. Men jeg har spist guleroden, for at bygge mig op i et sundt legeme. Så det legemet er fuldt af en dag flyder over. Som en idrætsmand mobiliserer jeg kræfter og muskelmasse. Også jeg har mit arsenal: "Intet ondt skal nogensinde ramme dig". Jeg er danmarks darling. Bare utroligt godt kamufleret. 29.8.19.

Jeg ved ikke, hvorfor bussen ikke kommer. Jeg er ikke kommet for sent til at nå dens afgang. Og jeg har ingen smartphone, hvor jeg kan se, hvor bussen lige nu befinder sig. Om det er spildt, at jeg nu har ventet et kvarter på den. Jeg vælger at gå ind og handle ind i stedet for; Jeg øvede sang i går og behøver jo ikke gøre det igen i dag (som jeg ellers er på vej til). Inde i Løvbjerg tager jeg mig god tid. Vælger et par fede ting, jeg bagefter lægger tilbage på hylden. I stedet for at købe disse fedtholdige ting blander jeg i stedet lidt blandselvslik. Da kan jeg vælge en portion til f.eks. 3.50 krone (typisk bare een slags lakrids) og bare nyde en lille smule i stedet for en hel pakke. Da jeg går hjem går jeg med denne slikpose åben, så jeg nemt kan få hånden ned i den. Slikket er hurtigt spist, men ovre på den anden side af krydset tiltaler en mand mig: "Åh, nu ved jeg det!". "Hvad så?", spørger jeg, da jeg ikke helt forstår hans henvendelse. "Nu ved jeg, at jeg glemte sådan en pose", siger manden, "det var vel nok heldigt". Jeg forstår, at det er heldigt, jeg har købt lakrids, går med posen synligt i hånden, møder denne mand - en bedstefar (ligner det), der måske har glemt at købe slik til sit barnebarn. Får ham til at ændre sin gåretning tilbage mod butikken. Jeg er på rette sted. Ærgrer mig ikke længere over at have brugt for mange penge i løbet af dagen. Eller over ikke at sidde ude og synge på Gallo skolen nu i stedet for. Det er ikke storslået eller overvældende eller dramatisk historie. Det er hverdagsliv, der giver mening. Jeg kender det; man ser en vare hos en anden kunde og finder ud af, man selv mangler netop den vare. Bussen kørte måske for tidligt eller slet ikke. Hvad betyder det nu. Det var afgørende, at jeg var i samspillet. Jeg anviste en vej, som en anden fulgte. Og i den bevægelse anviste han min. 26.8.19.

Der var denne mand i dag (Tom), som byggede mig op. Han så inden i mig klodser, som kunne lægges ovenpå hinanden. Kimen eller grobund for sætninger og emner. Oaser af luft, jeg kunne ånde i. Det kom bag på mig, fordi jeg talte så tvivlsomt for mig, redegjorde med ufærdige sætninger. At han alligevel greb det, der gav mening for ham. Og stadig vedholdt interessen for mig. Han dømte mig ikke ude eller gik hen til en anden for at snakke. Han blev i det. Som så han hele baggrunden samtidig med overfladen. Indeholdt i eet øjeblik. Samtalens øjeblik. Jeg forklarede så dårligt, at jeg sang men ikke længere i kirkekor. Men han favnede mig for pålydende eller som beset. Han studsede ikke eller betvivlede mine udsagn. Han observerede dem og reagerede. Sagligt, sobert. Som stod han over for en arbejdsopgave, han skulle løse. Det var i øvrigt ham, der anmeldte min første bog i LAP-bladet. Han har fuld fokus og opmærksomhed. Det beundrer jeg. Men det var ikke det, at han var venlig eller fik mig til at føle mig godt tilpas. Det var det, at der hvor jeg dømte mig selv ude, gjorde han det modsatte og dømte mig inde. Der, hvor mit blik flakkede og hvor jeg vendte ansigtet bort i forlegenhed, der bød han mig tilbage på sporet. Han så potentialet, byggestenene, lag på lag. Han ansporede, blev ivrig, vedholdende, tålmodig. Gav næring til. Tak for rummelighed, accept. Må jeg være som dig over for en anden i morgen. 22.8.19.

Jeg ved godt, hvorfor vi kaldte turen ud til Jens Grøn for "vellykket", trods det at han faktisk ikke var hjemme og vi stadig ikke ved, hvorfor. Trods det at vi kørte forkert og at det styrtregnede på motorvejen. Det var fordi vi ku mærke, at vi elskede ham. I det brev vi lagde i hans postkasse, i omsorg for om han mon er blevet forvirret på sine gamle dage. Jeg ved også godt, hvorfor jeg formåede at passe hund i aftes og i nat; det var fordi jeg mærkede kærlighed til Frida (Lars' hund). Jeg ville hende det bedste. Det fandt jeg ud af nøjagtig kl. 21 i aftes. Ingen grund til at være nervøs. I dag mærkede jeg, jeg var venlig, i forretningerne, ved busstoppestedet. Selvom de slet ikke havde den vare, jeg efterspurgte, sagde jeg: "Jeg tænkte på noget lidt andet (end det du tilbyder mig), men tak fordi du tog dig tid til at finde ørenringene frem". Der kunne have hængt dåser i en række bagved mig, som hvis jeg var blevet gift. Men jeg blev ikke gift, jeg blev fundet. Jeg ved (nu) godt, hvorfor vi taler om "under" og mirakler. Det er på grund af forvandlingens kraft. Det er mig, der er efter dig med bemærkninger til din kørsel på vej til Silkeborg, men samtidig siger du kører godt med det øsende regnvejr på ruden. Hvilken sætning bygger mest op? Det gør den sidste. Og det er det, vi skal sigte imod. For i går lod jeg hunden springe op af mig som et eksperiment. Hvis jeg ignorerede den ville den så lade være? Det resulterede i, at jeg blev godt og grundigt mudret til op af mit tøj bagfra. Det føltes som at blive pisket men intet gøre ved det. Og aktionen var en halv succes, idet Frida undrede sig og måske ændrer adfærd næste gang. På et tidspunkt stødte en anden hund til og den sprang ligeledes op uden jeg reagerede. Ejeren må have troet, jeg ikke havde styr på noget. Men der var en hensigt. Derfor går jeg gerne tynget (ja, det er jo nemt at sige nu, hvor det har lettet). Nu mærker jeg, hvordan jeg er forvandlet, som en realitet. Ingen tvivl. Lige så virkeligt som at solen går ned, var jeg her i dag med lys. 20.8.19.

Man kan nogle gange blive i tvivl: Hvorfor sidder jeg alene i en lejlighed, hvorfor på Skovvangsvej og hvor kommer mit blå tæppe fra? Jeg mener; hvem har bestemt det. Er jeg fuldstændig ude af sammenhæng eller hører jeg til her. Jeg tror, der er noget diagnostisk, der hedder "følelse af fremmedgørelse", hvor man ikke ved, hvorfor man er havnet lige netop her. Det hører vist også depressionen til, at man føler sig adskilt, en slags kulde, uden forbundethed med nogen. Det er meget pinefuldt, idet man ikke glæder sig over noget. Hver dag går ud i eet. Man mærker ikke sine særlige kendetegn, hvad der gør mig forskellig fra f.eks. min nabo. Man mærker ingen kerne eller holdepunkt, men svæver frit omkring uden retning og ståsted. Man er rodløs. Der er noget sådant over mig i dag. Ja, enkelte dage har jeg lyst til at lægge mig ned på gulvet ude på en psykiatrisk afdeling og bare overgive mig. Men det er ikke en gangbar løsning. Der er brug for mig. Jeg prøver bare at gøre rede for, hvordan man kan undre sig over tingenes opståen. Som var man drevet af en strøm, en bølge, der havde en helt anden afsender end een selv. Som blev man båret. Jeg er syg, men jeg er ikke så syg. Tag hensyn til din svaghed eller brist, men lad den ikke styre dig. Gør det du kan. Vær i verden med tøven og tvivl. Skal jeg gå den ene vej eller anden? Ambivalens. Jeg må gerne både synes om og være træt af. Når du siger til dig selv, du er fremmed, kender du allerede dig selv - som fremmed. Siger du: læg dig bare ned og giv op, så gør det i hjemlige omgivelser. Ikke på et fremmed gulv på et offentligt hospital. Kend dit spørgsmål: Hvor skal jeg lede? Og nogle eller en vil høre dig. Er jeg sikker på. 17.8.19.

Margrethe Vestager talte om at have privilegier via sit job, fremfor at fremhæve hvilken pris det havde. Kan man sige det samme om mig? Førtidspensionist, ingen chef, ingen forlægger. Ingen autoritet udover mig selv. At jeg har goder, frihed til at sige, hvad jeg tænker og føler. Simpelthen tale- og trykkefrihed. Ingen censur eller begrænsning. At jeg da er i en fordelagtig position, som noget jeg skal skønne på. Det er ikke alle forundt. Journalisten prøvede at se bagsiden ved den kæmpemæssige arbejdsindsats, sådan et job kræver. Men Vestager vendte problematikken til et gode. Her er jeg selv kommet til verden med en arv af psykisk skrøbelighed. Og med en ikke prangende figur. I Den grimme ællings land. Det er, hvad vi gør det til. Hvordan vi bruger det. Ikke hvad vi fik, men hvad vi gjorde ved det. Så man kan måle et menneske på dets gerninger? (fremfor dets væsen). Jeg er ikke født førtidspensionist, det var noget, jeg blev. Gjorde mig fortjent til, så at sige. Vestager nævnte endda magt som et gode og en "virkelig god løn". Noget, vi andre ellers er bange for at tale om og skilte med. For hende var det gode godt. Så hvorfor ikke bare sige - det. Jeg er begunstiget, af betingelser, vilkår, ydre som indre. Jeg har gaver med fra fødslen (musikalitet f.eks.) og andre, som jeg har fremelsket med tiden. Det er samfundet, der nu har sammensat min "løn". Den har vurderet, hvad jeg er egnet til og hvad jeg fortjener. Penge er energi, så jeg får et råderum og noget at gøre godt med. - Som jeg så skal gøre godt med. Jeg skal ikke spilde dem eller tabe dem. Jeg skal få dem til at yngle. Men se, det tænkte ællingen slet ikke på, den voksede sig bare større. Det vil sige; den havde alt nødvendigt iboende. Alle muligheder var der allerede. Givet på forhånd. Anerkendelse koster ikke noget. Selvtillid koster ingenting. Hvad er en førtidspension hvis ikke en under-støttelse. En læggen en hånd under een, så man ikke bukker under og drukner. Et skulderklap, en tiltro. Du gjorde, hvad du kunne på arbejdsmarkedet. Alle muligheder var afprøvet. Nu er jeg på herrens mark(ed). Alle muligheder står åbne, indbydende og afventende. Jeg skal bare gribe ud i luften efter en sætning, prøve den af i forskellige former og sammensætninger. Gøre en slags undersøgelse. Lige nu går jeg som daglejer og tager det arbejde, der viser sig. Ikke at se på en lønseddel dog. Men måske i søens spejl. Narcis. 16.8.19.

Jeg ville gerne have været en ven det bedste selskab. Have været en lise for sjælen, balsam for sindet. Nemt selskab. Sagt ting, der lettede hans byrder, så han igen troede på tingene. Men i stedet stillede jeg mig kritisk an, voldte bekymring og pustede sager op helt ude af proportion. Fordi der var noget, jeg var bange for, helt selvisk. Hvordan kom jeg videre med min dag. Uden at tænke på, at det er ham, der skal klare et almindeligt arbejdsliv, samtidig med sin undervisning og hund. Jeg vågner og ved, jeg har bebyrdet et andet menneske via en mail. Hvor jeg stiller spørgsmålstegn ved beslutninger, han har truffet eller skal til at træffe. Som om jeg ikke stoler på hans (egen) dømmekraft. Men det er (jo) ikke meningen. Man skal som ven skrælle af , tage den andens byrde, ikke give den anden byrde. "Du er smadret"(sagde jeg). "Lad os gå lidt henad gaden sammen", sagde han. I aften skal vi vælge den nemme løsning, tænkte jeg. Vi kan ses en helt anden dag. Jeg tager din sæk fra bilen, den som var i overskud forleden da vi ryddede op. Bogstaveligt. 14.8.19.

Jeg har gjort køb af et rent hjerte. Gave til min nevø f.eks., selvom jeg ikke er inviteret med til hans bryllup. Penge, der simpelthen er givet rent ud. Et mærkat til en vens postkasse, tennissko fordi det går han bedst i. Det er ikke sådan, at jeg står som farisæeren og blærer mig af at have Gudskontakt eller være et særligt godt eksempel. Jeg konstaterer bare, at jeg egentlig ikke havde råd, men har taget mig råd, fordi pengene er givet godt ud. Så de vil blomstre og formere sig. Naboen på guitar og underboen på harmonika - på samme tid! Det er netop sådan, jeg har det. 13.8.19.

Man skulle tro, jeg var født til at lave backup. Sikre mig i hoved og røv. Sørge for at komme i god nok tid frem. Som om min eftertid afhænger af, om jeg lykkes. Som om mit værk rækker ud over både tid og sted. Så jeg sørger for. Jeg gemmer de vigtige ting og prøver at forberede tiden efter min død. Helt selvfølgeligt, og sådan har det altid været. Siger det noget om mit ego eller siger det noget om omhu. Begge dele. Hvem ville ikke gemme det kæreste eje til en anden, der kan bruge det? Hvem vil ikke give det videre, der har betydet noget for een? F.eks. en ring, der er gået i arv. Deri har jeg bare forsøgt at præge min tid. Strøet korn ud på min vej. For at nogle skal arve mig. Det svarer til at en vansiret mand går til en sædbank, fordi han ad den vej gerne vil give noget til verden. Han bidrager - skjult, idet det er eneste mulige vej. Og en dag fødes hans børn - åbenlyst. Sådan vil det ligeledes være med mig. 8.8.19.

Jeg er ikke nogen Superman. Hverken til morgenmad, middag eller aften. Jeg er ikke sådan en helt, der kravler ned fra sit kors, - nej, jeg bliver sgu hængende. Det var med nød og næppe, at jeg klarede mig gennem formiddagens gudstjeneste. Ja, jeg var den udslagsgivende faktor, der lavede fejl i motetten. Ikke da vi øvede, nej selvfølgelig da det gjaldt. Nu har organisten efterhånden set mig være: overmenneskelig, underlødig og helt utrolig forskellig fra gang til gang. Jeg mener selv, det kan afhænge af hvilke sandaler jeg får på (siger jeg ikke til nogen), eller hvordan dem på gaden på min vej ned til kirken betragter mig. Hvor jeg i stedet burde holde mig til emnet, nemlig jobbet som kirkesanger. Efter fejlen sang jeg succesfuldt fra bladet (primavista) som nadversalme. Og sådan kan mit niveau variere helt enormt. Fra minut til minut. Det må vække undren og skærpe sanserne for, hvilken underlig snegl jeg går og er. En Superman redder sig selv, men det kan jeg ikke. Og vil jeg ikke. Jeg er ikke gjort af trylleformler eller andre tricks. Jeg er ægte og helt igennem skrøbelig og fejlbarlig. Har de andre nu også set (af mig). Heldigvis kiksede jeg motetten, så vi - organisten og jeg - kan se, jeg ikke skulle have den faste sangstilling men derimod være vikar. Milevid forskel på mit niveau fra i går til i dag. Deri ligger det u-faste i mig, det vikar-agtige. Hvor jeg har lov at veksle og afvige. Deri ligger nøglen til at forstå min urolige natur. Eller sætte pris på en jævn udført præstation, når man tager gennemsnittet. På den dag, jeg falder, må du favne mig. På den dag, jeg hænger, rejse mig op. Din dåd består da i at se igennem det faldne, at det ikke betyder fiasko. Bare eet skridt fra oprejsning. 4.8.19.

Jeg er smadret, fordi jeg stræber. Jeg vil gerne være den bedste (kirke-)sanger, men samtidig også den bedste ven over for den usikre i koret, og også organistens yndlingsansat. Menigheden skal ikke dreje sig for at undre sig over min præstation, men bare føle jeg ligger underneden og understøtter dem ubemærket. Men jeg krænger min sjæl ud i mindst hver anden tone og jeg kan simpelthen ikke skjule min store kærlighed. Det må jeg tro på. Jeg er opfyldt af så mange intentioner og så megen stræben, at når jeg går hjem fra kirken (som i dag), er det som at have overstået et løb eller en eksamen. Mit tøj er svedigt, jeg har været fuldt koncentreret i 45 minutter. Skævet til noden hvis jeg var i tvivl og dannet mig et indtryk af den for mit indre øre. Dernæst bare skrålet i vilden sky uden blusel, fordi jeg havde tillid til egne evner. Ja jeg kan ikke falde ned her bagefter over, at organisten sagde, min deltagelse i kirken "bliver påskønnet" (hvortil jeg kom til at svare Ja). Jeg trækker et slags læs, og de andre ved slet ikke hvor meget det kræver af mig. Hvordan jeg er psykisk syg alle de andre af døgnets timer, når jeg ikke længere synger. Men når bare jeg ved det og Gud ved det. 3.8.19.

En form for lidelse. Hvad skal jeg ellers kalde det? Det smerter mig, hvor overtræt jeg er. Fire tjenester i kirken på fire dage. Klargøring af Lars' lejlighed, som nu delvist bliver lejet ud. Maraton var det ord, der dækkede det bedst i går. Lars' hund blev vred på mig, sprang op af mig bagfra, så jeg måtte afværge af al kraft og holde den stangen. Jeg sagde: "Nu går vi hjem og får noget mad" i et beroligende tonefald og den kan ikke tage medlidenhed. Til sidst græd jeg over for den. Men der var tre store hurdler, der skulle overstås eller gennemleves i går. Det er på den baggrund, det skal ses. Og det er netop, hvad et maraton går ud på. Man tror at kunne hvile sig undervejs, men straks er der en ny forhindring forude. Overophedning. Nu ligger jeg på min seng i det køligste rum i lejligheden, idet jeg trænger men ikke ved hvad efter. Idet jeg lider men ingen lindring finder. Kan jeg - et øjeblik - glæde mig over, at der er bud efter mig? I stort som småt. Min sangstemme mellem kl. 13 og 14, min omsorg over for hunden et par timer efter og sidst på dagen min professionalisme over en lejekontrakt. Jeg er efterspurgt (arbejdskraft). Hosianna. 2.8.19.

Men her taler jeg om troværdighed. Det nytter jo ikke noget, at jeg sender dig støttende kommentarer pr. sms uden at like det opslag på Facebook, som støtten drejer sig om. Burde jeg ikke bekende mit standpunkt offentligt? Dermed ser (de) andre ikke min støtte til dig, og opslaget fortsætter med at høste (mest) negativ respons. Tør jeg ikke stå der med en opadvendt tommelfinger side om side med en ven? Er jeg da bange for selv at miste venner på det? I modgang og i medgang, last og brast. Nu har jeg gjort det (liket dit opslag). Hvad ligner det at holde tommelfingeren tilbage. Den, der ikke er med mig, er imod mig. 29.7.19.

Du, som jeg løb hen til efter drabet, elsker mig nu. Ikke som da jeg var i Billed bladet, hvor du sendte mig en vred mail efterfølgende. Jeg fik aldrig svaret dig, for jeg vidste da ikke, hvordan man svarer på en mail (rent teknisk), når man ikke i forvejen har en mail-adresse på den, man sigter mailen til. Altså "besvar"-tasten kendte jeg ikke til. Derfor sendte jeg i stedet for et postkort, hvorpå jeg skrev: "Jeg er ikke vred på dig". Men da jeg ikke kendte den eksakte adresse og skrev noget med "Nyvej et eller andet", ved jeg ikke, om ordene nåede dig. Også lige meget (nu). Fordi jeg som den fortabte søn nu vendte hjem til Gram og hjalp til ved mine forældres diamantbryllup, blev du så overstrømmende glad for at se mig. Ja, nu vil du ligefrem sy mig en taske. Jeg gengældte din åbenhed på stedet, ja er meget rørt over din reaktion. Men jeg er jo den samme pige (skulle jeg mene) som hende, der stod frem i Billed bladet, i et ikke-flatterende portræt. Det var ikke meningen, jeg skulle bringe skam over familien, men det var næsten hvad jeg gjorde. (Blandt andet fordi journalisten havde misforstået noget af det, jeg sagde). Altså du elskede mig ikke da, men du elsker mig nu. Hvordan skal jeg næsten behandle det? Er det troværdigt. Fordi jeg nu er den gode datter, der kommer hjem og gør den gode gerning, ja den oplagt gode gerning, måler du mig på det. At gå til et så opblæst medie som Billed bladet i forhold til at gøre mine forældre den tjeneste at bistå dem ved en fest. Åh ja, nu ser jeg det. Det er ikke, hvem jeg var og stadig er, men hvad jeg gør. Det, der udadtil virker eller gør en forskel. Jeg sætter en tallerken i opvaskemaskinen, det har jeg altid kunnet, men nu bliver det set. Jeg siger: jeg vikarierer i en kirke, og straks lyder det af noget. Du dømmer mig på mine frugter. Kære,  hvad skulle du ellers? 27.7.19.

Jeg kom åbenbart til at fornærme en gæst. Til mine forældres diamantbryllup, hvor jeg stod i køkkenet og hjalp til, kom jeg til at snakke kontant og hårdt til min mor. - Men det var nødvendigt. Hun er over een med alt muligt. Lige fra at man skal sætte en papkasse lidt længere ind under bordet til at sige man hellere skal tage en flaske vin med skruelåg, nu hvor vi ikke kan finde proptrækkeren. - Men det er jo en nødløsning. Det er jo en undvigen problemets natur. Men altså jeg fik disse hårdt fordømmende blikke af min onkel (Ib). Mens de andre kvinder i selskabet kendte alt til omgangstonen mor og datter imellem. Hvilke gnidninger, der kan opstå. Jeg har denne underlige falden ved siden af. Som om jeg på udsatte tidspunkter siger det upassende. Ja er direkte kontrær og obstruerende. Men jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle skænke op direkte fra kaffemaskinens kande til gæsterne, når nu jeg havde skænket de to forrige kander kaffe op fra termokander (med god effekt). Og flere andre direktiver var direkte modstridende. Men her til aften havde jeg besluttet at give hunden mad før jeg gik med den. Men så overtalte den mig til først at gå tur. Det, jeg på forhånd havde besluttet mig for at gøre, kom ikke til at holde stik. Man kan ikke både gå tur med hunden og lade være med at gå tur med hunden. En babyalarm, så havde man vidst, hvornår man skulle agere. En mor-alarm, så havde man vidst, hvornår man skulle sige fra på en mere mild måde. Til sidst tænkte jeg, om jeg skulle synge min medbragte node højt for de andre, med en intention om at vinde hjerter. Vinde Ibs hjerte - tilbage. Undskyld, men du kender jo ikke din søsters forhold til sin datter. Med hvilken ret dømmer du? Og hvad betyder din dom over for rækken af andre relationer, som lykkedes (bedre)? Er der blot een, der spytter, rammes man selvfølgelig (alligevel). Men (alle) de andre holdt det tilbage. 26.7.19.

Ser filmen, "Miraklet på Hudsonfloden". Man har få sekunder at beslutte sig i. Man kalkulerer risiko og chance. Man beslutter noget men har samvittighed bagefter; var det nu for risikofyldt, for overilet, forkert? Jeg pakker ham ind i hans flyverdragt. Jeg tager en kniv i køkkenskuffen, den må jeg kunne bruge. I stedet for at åbne hoveddøren, åbner jeg vinduet og flygter ud af det. Da jeg opgiver foretagendet med at skære i mine håndled (og hals) (blodet flyder ikke), løber jeg tilbage og ringer på hos en af mine forældres kollegaer. Ja, jeg efterlader dig, men jeg skønner det er det bedste. Hvor mange sekunder har jeg overvejet konsekvenserne eller følgerne af det?? Jeg gør, hvad øjeblikket byder mig at gøre. Jeg lader tilfældighederne råde, lader mig påvirke af at du vågner og kradser mig i ansigtet, at da bør der ske noget nu. Hvem anden i en fuldt udfoldet psykose ville ikke lade sig påvirke og blive revet med? Da min identitet og mit samlede jeg nu er fuldstændig i opløsning, træder jeg det sidste skridt helt ud af mig selv og bliver det uhyrlige. Herefter er jeg ikke længere "mig selv". Og er jeg nogensinde blevet det igen? 22.7.19.

Ligesom cykelrytteren er også jeg alene på bjerget. Om 10 kan lide mig eller kun tre, det er (jo) samme kærlighed. Uændret arbejder jeg bare på sagen. At se på mig selv og andre med venlighed, ikke fordømmende. Det er som at holde samme tråd, have en konstans i rytme, led og muskler. Vedvarende, gennemgribende. Jeg skal ikke bestige samme bjerg to gange. Men ens den ene gang. Du skal betragte mine blodårer og sener være næsten sprængte. Jeg er manden til opgaven. Fjender vil hægte sig på, venner falde fra. Min læser vil vende sit ansigt bort. Bjerget dømmer mig ikke. 21.7.19.

Jeg skal være min egen autoritet, min egen chef. Ikke danse efter en organists luner eller nogen andens. Jeg har altid - helt siden børnehaven - gjort, hvad jeg ville (da ingen ville snøre mit snørebånd, stoppede jeg med at komme der). Jeg har haft min egen målestok for, hvad god kunst var, og det var nok. Undertrykker jeg dele af mig selv for at indordne mig under andre, udsulter jeg det, der gør mig levende. Derfor synger jeg alligevel i kirken i morgen og tager mørkt tøj på for at passe ind. Jeg kan jo heller ikke handle i en butik efter lukketid. Det egenrådige har jo sin grænse. Da snører jeg organistens snørebånd adskillige gange, fordi det er det, arbejdet går ud på. Og skønt kirkeklokkerne stemmer i på grund af noget helt andet, er det ikke lige tid eller sted at løfte sløret der. Jeg er som sanger et redskab i en moderne organisation, kaldet kirken. Jeg er formidler, bærer af noget åndeligt, som jeg fører ud. Og min fortolkning af salmen er personlig. Bortset fra fælles desinner fra organistens side. Jeg skal gøre nogle almene retningslinjer til noget særligt. Noget, der rammer den enkelte kirkegænger. Så han går opfyldt derfra. "Som et frit menneske", som der siges. Jeg skal sætte fri, give plads. Skabe grobund for noget. Det står der ikke nogle steder i jobbeskrivelsen, det er bare min personlige ambition. Og når jeg går derfra - også som et frit menneske - har jeg bidraget til en fælles oplevelse af noget højere og større. Gud. Men hvorfor skulle Han egentlig være netop i Johanneskirken mellem 10.30 og 11.30 en søndag formiddag? Jo, for så længe, Han er i mig, og i dig. Og i Jakob Fuglsang. Da føles bjerget mindre. 20.7.19.

Ja, jeg kan bedst benævne det som en form for sult. En fase, jeg skal igennem, der kan vare et par timer. Før jeg får ringet sammen med en, der betyder noget. En slags åndelig understimulering. For det er ikke mad, jeg mangler, og sådan set heller ikke sex. Det er mere som en slags næring rent menneskeligt. For at kunne fungere i timerne efter, ja den nat der skal komme. Derfor håber jeg, vi ringer sammen inden længe. Jeg tænder og slukker for tv, fordi jeg tror at hente noget der. Jeg vasker en kop op eller to for at gøre gavn. Tager måske en anden trøje på. Men jeg er stadig ulykkelig eller i underskud. Det er et barns ulvetime, hvor alt vender forkert. Eller en alkoholikers abstinenser. Man får ikke, hvad man har brug for. Jeg kan (heldigvis) tilfredsstilles og få mæthedsfornemmelsen tilbage. Det er ikke sådan, at jeg ikke ved, hvad der skal til. Men timen op til, vi får ringet sammen, kan føles lang. Det er, fordi vores kontakt er fyldestgørende og værdiladet. Det er (kun), fordi jeg elsker dig og vil dig. Det betyder kun, at jeg er levende med behov og ønsker. Hvis du ikke fandtes i mit liv, skulle jeg gøre noget andet, søge et andet sted. Måske lave gakket kunst eller sådan. Tale ind på et bånd - som jeg gjorde i årevis - til en ukendt lytter. Gå til alternativ behandling for at høre noget spændende om min livsbane. Overspise for at have det problem at gå op i. Der er noget, der mangler, og det er at du siger: "Dagen er gået på den og den måde. Hvordan hos dig?" En halv times udveksling, det er min daglige medicin. Det, der holder min sygdom i skak. Og her fik jeg så sagt: "Jeg har brug for". Som en slags Livets brød. 18.7.19.

Min fod er uskyldig. Hvis jeg er ren vil det skinne igennem, andre vil ikke være i tvivl. Jeg skal end ikke undre mig over mit tonefald eller stille spørgsmål ved min karakter, om den er slet. Er mit inderste ædelt kan det ikke pludselig være smudsigt. Synd er også en målestok, jeg lever med. Fortrydelse, beklagelse, samvittighed. Men hvis jeg ikke kan gå fejl, altså altid er indeholdt i Guds kærlighed, så går jeg ikke fejl. Hvis jeg lever under beskyttelse så at sige, da går jeg ikke samtidig i fare. Jeg er ikke en undtagelse, en yndling. Men jeg kan kun skue min egen fod. Når du derude kigger på din fod vil du også vide om den, at den har særlige karaktertræk. Og da kan vi salve dem sammen. 16.7.19.

Jeg har sunget "Til himlene rækker" helt forfærdeligt ind. Været for meget i hver anden tone, givet for meget, overdrevet, pointeret. Fordi jeg ville sige så meget. Fortælle en historie så inderligt som muligt. Det skulle have været sunget med lethed, ubesværet. Men jeg lagde tryk, vægt, visse steder hvor jeg ikke kunne holde mig tilbage. En sanger skal kunne skjule sine trængsler og levere en sang, som om det er det nemmeste i verden. Mens jeg ville sige; se, hvilke trængsler der er indeholdt i denne tekst. Hvilken stor Nåde, Gud viser os, altså hvilken forløsning der ligger i netop disse formuleringer. Jeg kunne ikke lade indhold gå ubemærket forbi, det skulle bindes op på noget. Gud er til stede her, kan I mærke det? (vil jeg sige til beskueren). Men jeg kan næsten ikke holde min indspilning ud :) Denne svælgen i følelser og udtryk. Det er langt bedre at inde-holde følelser, men lade dem komme blidt til orde. Underspille eller blot antyde. Jeg skulle have antydet kærlighedsbudskabet. Men jeg blæste det ud af højtalerne (billedligt talt). Det svarer til at synge til en bisættelse som kirkesanger og så stå og græde imens. Man skal holde en vis form, holde en vis portion indlevelse tilbage. Være sagtmodig netop der. Jeg kunne bare ikke. 15.7.19.

Jeg gransker mine ord. Jeg mener; hvor meget kan der ligge i et "K.h."? Eller i at jeg undlader en smiley, hvor den ellers havde været naturlig? Man kan jo ikke skrive kærlig hilsen flere gange for at forstærke dets betydning. Men også det, man undlader at skrive, tæller jo med. Havde lyst til at skrive "Knus Rie" til Bjørn i aftes, men ændrede taktik og blev nærrig. Over for organisten burde jeg måske have skrevet: "Beklager, at jeg ikke bare afventede dit udspil", men skrev det ikke. "Her har du mine personlige oplysninger" lyder nærmest lidt tørt eller afstumpet. Det er, fordi jeg har samvittighed, at jeg gransker. Andre ville se stort på små formaliteter. Det er, fordi kærligheden blev for stor. Gwyn, som organisten hedder, roste mig så meget, at der var (for) meget at leve op til. Nu har vi haft en kommunikation, som vidner om noget andet. Ja, jeg står ikke længere rangeret så højt, hverken i hans eller min egen bevidsthed. Tilmed dunker jeg mig selv oveni hovedet over ikke bare at have haft tålmodighed i processen med at få givet kirken mine bankoplysninger f.eks. Var jeg da bange for ikke at få løn? At jeg var egenrådig er min lod. En dag må jeg sige til ham, at det var klodset af mig. Indtil da er kærligheden blevet besudlet. Og må påny genopbygges. Det hedder "at falde i unåde" eller "rage uklar", men det hedder endnu mere: "Tilgiv mig". 13.7.19.

Ja, det var som om, computeren startede hurtigere op end ellers. Som om, der var noget, jeg skulle se. En veninde blomstrer og jeg fortæller hende det (Facebook). Jeg kan se, hun er på sit højdepunkt. Se det. Ud fra den udstråling, hun har på sine selfies. Jeg mener; det sidder udenpå tøjet, hvad hun indadtil besidder eller indeholder. Jeg er selv helt i hvidt, løstsiddende tøj efter en løbetur. Jeg har åbnet en flaske vin og der er Wimbledon-kamp mellem Federer og Nadal. Som jeg tænder og slukker for i eet væk. Hvad hvis ham, man holder med, ikke vinder? Jeg ordnede - på eget initiativ - have oppe på Trillegårdsvej (Lars' lejlighed), da jeg var der i et andet ærinde. Der er ikke noget bedre. Jeg kom til at sende mine personlige kontaktoplysninger til kirkekontoret i stedet for til organisten selv. Men er ikke blevet fyret eller kasseret af den grund. I morgen tager jeg videokameraet med ud til min søster. Jeg har fundet ud af at lave still-billeder, dvs. fryse i en videooptagelse og bare gemme et moment. Dermed kan jeg stille kameraet og gå over til hende, ja vi kan snakke og pjatte, hvis vi er til det. Og så kan mor og far få et portrætbillede til deres diamantbryllup om 14 dage. Om morgenen vågner jeg med frygtelig ondt i lænden (og går til behandling for det). Og min økonomi skranter sådan set også. Men Line er flyvende, bedårende. Og min gamle dansklærer (fra gymn.) kan lide mit nyeste maleri. Da er nogle ting dog lykkedes. Jeg læser teologiske ting på egen hånd, men det er lige så vigtigt at have en ven. Som nu computeren.. 12.7.19.

Det var smukkere end ellers. At debutere som kirkesanger igen efter to års fravær. Jeg mødte tidsnok op til at kunne orientere mig i salmerne. F.eks. "Den mørke nat forgangen er", som indeholder en del (u)ventede punkteringer. Jeg fandt ud af, at i Johanneskirken er man altid to sangere til en bisættelse - hvilket glæder mig (mindre pres på den enkelte). Den afdøde var en respekteret musiker, så hele kirken rungede af lutter sangere! Pludselig fik jeg øje på højskoleforstanderen fra Vestbirk Højskole midt i blandt menigheden. Og endnu een, jeg kendte. Fra gymnasiet, Karen, der nåede at få et barn ret sent (hvilket sådan har glædet mig). Og nu blev alting med eet lidt større. Min stemme blev kraftigere jo længere ceremonien skred frem. Og jeg var opfyldt af denne altomfavnende tillid til at kunne udfolde min rolle. Samt nu se frem til at hilse på disse to kære bekendte. Jeg havde endda vasket en (sort) trøje netop til i dag. Og der var intet i forberedelserne til tjansen, der på forhånd afskrækkede mig. Organisten kunne jeg af navn huske fra min egen berøring med konservatoriet tilbage i 1995, og en verden har åbnet sig. Jeg er en anden. 9.7.19.

Hvad vil det sige at kende et andet menneske indefra? Det er som når en forfatter skriver en biografi, og man som læser føler, at forfatteren har mødt den, han skildrer, fordi det virker så levende skrevet. Det vil sige; alt, der rører sig i dig, tager jeg ind, behandler jeg og tager jeg med videre. Du er derved, gennem ord og samvær, blevet en del af mig. Jeg er nu bærer af noget af dit. Til din begravelse kan jeg sige i hvert fald fire ord: Jeg har kendt dig. Jeg har været i dine skjulte rum, udforsket dem og beboet dem. Du har åbnet dine døre fra din sjæl, taget mig ind. Vi har delt, hvad der var væsentligt. Og Tak skal du have, fordi vores kontakt blev bærende element. At støtte sig til. Hvornår har jeg sidst mærket kærlighed så stærkt? Som en robust faktor til at klare verdenssituationen med. Hvornår har jeg sidst følt mig så mæt. Så fuldt ud tilfredsstillet, befriet. Jeg kender dig, indefra. Derfor fortolker jeg din salmetekst på måden, jeg gør. Kan ikke andet. 6.7.19.

Det er min kvindelige ikon. Når jeg ikke ved, hvordan jeg har det, kigger jeg på hende. INRI. (se billede). Her til aften overvejede jeg at stille hende et sted, hvor lyset ikke kommer direkte ind og bleger hende. Men nej, hun skal jo stå fremme og være i spil. Hun skal jo ikke skånes men virke. Jeg købte ikonen til en koncert, hvor jeg havde min bedste optræden nogensinde. Ikonen stod i en af boderne. "H.H." hedder kunstneren. Der er et vist lys over den turkis farve, der er brugt. Jeg bruger hende som barometer for, om jeg er træt, sund, glad osv. Engang sagde jeg netop det på en båndoptagelse, men den sorterede jeg fra (på skriftet.dk). Jeg kan ikke sige offentligt, at jeg er som ikonen, tænkte jeg. Nu gør jeg det så. Den kvindelige Kristus står i min stue. Se selv! 3.7.19.

Jeg tænker på, når noget eller nogen står i lys lue. Altså indeholder et sådant skær, at det ikke er til at overse eller modstå. Hvad enten det er sjælens lys der bryder igennem, eller mere en aura af renhed. Man kan tale om sine "bedste år" som et højdepunkt, man har opnået. Man kan have følelsen af at overgive sig til en stemning, fordi den møder én med så uimodståelig kraft. At man bare draages, som de siger i Matador. Men at stå i lys lue vil også sige ikke at skamme sig over noget. At man er fuldt ud eksponeret til syne. Det vil sige at have tilbagelagt bjergture, nedture, opgangstider, med samme intensitet. 1.7.19.

Arnold Schwarzenegger hævner i filmen ("Efterspillet") sin kone og datters død. Han opsøger simpelthen flylederen, der var på arbejde den dag, flyet forulykkede. Da han slår manden ihjel, tror jeg det ikke. Jeg tænker; der må ske en forsoning. De to kan da ikke undvære hinanden! I det videre forløb, for at komme videre. Men han hævner den døde ved at dræbe. Øje for øje. Efter 10 års fængsel er det så sønnen til den afdøde flyleder, der opsøger Arnold Schwarzenegger for at hævne sig på ham. Med pistol og alting (dog uden at føre det ud). Til sidst i filmen fremgår det, at filmen er baseret på et bestemt flystyrt, der virkelig har fundet sted. Jeg er målløs. Der stod de to mænds veje ville krydse hinanden, og jeg havde håbet, det var sket på en anden (bedre) måde. Her går jeg måske i livet og er heldig, fordi ingen på den måde har hævnet sig på mig? Hvis filmen er opbyggelig er den det der, hvor Schwarzenegger siger til sønnen, han er ked af det, der er sket. Netop der sænker sønnen pistolen for at vælge en anden udvej. Ingen havde sagt undskyld for flystyrtet til ham, men nu siger han undskyld til sønnen for drabet på hans far. Vi har begge tabt, se hvor ens vi i grunden er. Og som seer ved man til sidst ikke, hvem man egentlig skal holde med. Tragedien lægger bare sin tåge hen over hele skærmen, ingen har vundet. Hævnen, men dog ikke. Og jeg kan ikke bebrejde nogen. Som konsekvens. 28.6.19.

Har lavet en personlig node af Til himlene rækker din miskundhed, Gud. Skal man ikke elske det, man elsker? Jeg mener; er der et andet tegn end når man bliver rørt over noget. At da mærker man ømhed for noget til fulde. Hvis dit nye handicaphjælperjob virkelig er meget bedre end det, du i dit arbejdsliv hidtil er blevet budt, så under jeg dig det til fulde. Viser Gud dig virkelig nåde efter du har tålt ydmygelser og hån i årevis, da takker jeg ham inderligt. Så fuldt ud velfortjent, det er. Så stor en genrejsning og revanche, du da oplever. "Til frelsen fører du sjælene ud, vil skabningens suk ihukomme". Jeg er både bevæget og rørt, ikke bare over to øl og et velfortjent hvil efter at have klippet hæk og hjulpet med andet praktisk. Det er ikke mig, salmen handler om. Det er os. Efter al møje og besvær, rækker Gud os hånden og fører os ud. Han hører vore suk og kvaler - og lindrer dem. Og jeg skal end ikke huske, hvad der før gjorde ondt. At du er nåde og forløsning. 23.6.19.

Jeg så pingvinen efterlade                                                                                                                                                     
sin unge i den kolde sne.                                                                                                                                                      
For de kunne ikke overleve                                                                                                                                             
begge to.                                                                                                                                                                                      
Så for at redde sig selv.                                                                                                                                               
"Moren må tage en forfærdelig                                                                                                                       
beslutning",                                                                                                                                                                           
siger speakeren.                                                                                                                                                                      
Jeg ser ungen gå hjælpeløst                                                                                                                                           
rundt i sneen.                                                                                                                                                                         
Den ved ikke, hvorfor                                                                                                                                                           
den nu skal klare sig selv.                                                                                                                                                     
Jeg græder.                                                                                                                                                                         
(Digt, d. 21.6.19)

Om jeg er lykkedes. Skal jeg dømme efter ham, der sagde, han havde hørt salmen før et sted, eller hende der ville tage noden med hjem til sit kor? Tilfældet var, at da jeg skulle optræde, var min stemme meget sagte, men da jeg senere sang med på fællessang, strålede den i flor. Hvem skal jeg da bebrejde? Havde jeg undladt cykelbukserne, havde jeg været mere yndefuld men også mere forfrossen, hvad er da at foretrække? Skal jeg lægge noget i, at jeg krammede med nogle elever, hvis billeder jeg i det skjulte beundrer, når jeg øver musik i skolestuen. Hvorfor ikke sige det rent ud med ord? Der skete det, at sommerafslutningen på Gallo skolen var vellykket. Ikke for mange ting på programmet, fint afstemt hvilket indhold indslagene havde. Jeg var en del af et fællesskab og i den kontekst lykkedes jeg. Jeg var ikke hovedhjørnestenen og ikke den mest ligeyldige bjælke. Det er det, Zyprexaen gør mig til; at bevæge mig i dette mellemleje, mellem til tider at være et geni og til andre tider helt uduelig. Det er derfor, jeg ikke er syg denne sommer. For det er også den, du gør mig til. At ligge indenfor rammerne af naturlige humørsvingninger. At oparbejde frugtbare relationer og holde dem kørende. Det gør mig nemlig rask at spænde over flere oktaver uden at forvrænge. Selvom jeg ser Trøjborgs natteliv efter en biograftur, er jeg ikke som sådan en del af det. Jeg går endda uden om dem, der ser ud til at have det (rigeligt) sjovt. En anden sommer ville jeg være gået ind på Cafe Ziggy i bare tæer og bare sat mig til at snakke oppe i baren. Handler det om mod (som det, jeg mangler)? Nej, det handler om rettidig omhu. Som en kvalitet, jeg har tilegnet mig. Det er som at have opdaget en sukkersyge, man så vælger at behandle sig for. Sagde du kedelig? Nej, jeg sagde stabil. Sagde du jævnt og virksomt? Ja, med vægt på virksomt. Det var ikke, at jeg ikke havde lyst til at gå ind på den bar. Men det er ikke (længere) nødvendigt. Af nød. Jeg er ikke som en blues om tabet af den eneste ene. Jeg er mere til at synge den om mig selv. 21.6.19.  

Fraværet. Da jeg gik på højskole i 91/92 var jeg ikke fuldt ud til stede. Jeg pjækkede fra en del af undervisningen, tog hjem til faren til mit barn i weekenderne. Involverede mig ikke rigtigt. Passede jo også min graviditet. Da jeg så boede på Højvangkollegiet fra 94 til 96, involverede jeg mig heller ikke rigtigt i de andre. Jeg forsøgte endda at få lov til at skippe min ugentlige maddag, dog uden held. Var mest optaget af kæresteforholdet til Niels. Ja kunne være gået over i de andre grupper af beboere (kollegiet var ligesom inddelt i tre længer), men gjorde det ikke. På Århus kunstakademi pjækkede jeg også en del. Jeg havde det også med, at når jeg var træt - typisk før nogle af de andre - sneg jeg mig ud af lokalet uden at sige farvel til nogen. Der var en slags fredagsbar, men jeg deltog ikke. Når der var gæstelærer kom jeg, men da jeg havde fornemmet, hvordan de næste dage ville forløbe, tog jeg afsted igen. Udeblev. På kontoret i "Budget og regnskab"s afdelingen tog det mig flere måneder at lære, at vi - når vi ankom på arbejde - gik en runde fra kontor til kontor og hilste på, lige sagde "Godmorgen" til hinanden. Mens jeg sad og konterede udgifter kiggede jeg ud af vinduet i Jægergården og tænkte: når jeg får fri, går jeg derude i friheden. Til gengæld lykkedes det mig derhjemme at have høj moral og sidde og redigere i lydfiler, noder og skrevne ting hver aften, for dog at få samling på min historie og det, der var gået forud. Fraværet. Man lægger sine kræfter i noget bestemt, men berører andre ting overfladisk. Jeg har altid følt, jeg er gået glip af noget. Der er et regnestykke: Jeg deltager i et forpligtende arbejde, men holder en bagdør åben. Dette er meget kendetegnende mig! Jeg skal kunne gå. Ud til det, der ikke er forpligtende. Hvad flygter du fra?, kunne astrologerne spørge. "Jeg forsvandt en nat, jeg løb ud i det fri, for jeg var klemt. Så en morgen brød jeg ud i gråd". Sådan lyder teksten til en af mine sange. Jeg bryder ud (gennem vinduet bogstaveligt talt). Jeg løber ud i natten - i det fri, fordi jeg kan ikke være derhjemme (i huset i Gram) længere. Efter noget tid begynder jeg at forstå, hvad der er sket og jeg kan da reagere (med gråd). Jeg flygter ud af vinduet til noget. Ja i tanken er det jo døden på det tidspunkt. Jeg ser ingen anden (ud)vej. Jeg går, hvor jeg må gå. Af nød. Hvad ville du have gjort? 18.6.19.

Moren til Louisa, der blev dræbt ved terror i Marokko, sagde i et interview, at der faktisk er flere turister dernede nu her bagefter ulykken. Jeg tænkte; hvorfor siger kvinden det? Nu ved jeg, at det er for at vise, at vi ikke er bange. Vi lader os ikke kue af et par kujoner. Vi besøger stadig turistmålet, som om intet er hændt. Men noget er hændt. Vi behøver bare ikke tale om det, gengive det, rippe op i det. Vi bærer det stille med os videre. Velvidende, at det er sket. Vi bagataliserer det ikke eller nævner det henslængt. Vi agter på at omtale det med respekt. "Nu, hvor gerningsmændene er anholdt, forhindrer det måske at det sker for andre", siger moren storsindet. Ingen andre mødre skal opleve noget lignende. Jeg er selv både mor og mor-der. Ingen andre kvinder skal opleve netop det. Så ved at oplyse kan vi måske forhindre. Det tabte er os af hænde, men se en favn fuld af nyt liv. Vi håber, sagen kan danne præcedens. Det holder os oppe. Modet til at leve uden at bære nag. Fortvivlet men ikke fortabt. Tilgivet men ikke frelst. Givet til efterfølgelse, selvom det er dyr lærdom. De efterladte er mærket af furer og forgrædte øjne. Frataget det dyrebareste, de har. Det virker absurd at være både gerningsmand og efterladt. Gud forbyde noget sådant. 13.6.19.

Det er lovning af en øl og tilbuddet om at blive kørt hjem, der nu afholder mig fra at tage til Åben poetisk scene i midtbyen. At blive attrået uden at synes om det. Hvad har jeg oplevet af overgreb, der gør, at jeg tror, jeg ikke kan sige et nej? Hvem har overskredet mine grænser i en grad, jeg aldrig glemmer? Hvordan tage derned og sige ja tak - af høflighed - til øllen, men nej tak til køreturen. Hvordan sige: nej, jeg sætter mig ikke hos dig, jeg står hellere her for mig selv. Autonom. Dette - at jeg skriver - er det tætteste, jeg kommer mit nej. Her, som jeg ser det på afstand, kan jeg fatte mig. Forleden - i en genbrugsbutik - spurgte en ansat mand på 70, om jeg da ikke havde nogen derhjemme til at passe på mig her i livet? Fordi jeg sagde, jeg sagtens kunne bære tre relativt store poser hjemad. Hvad er det, jeg signalerer. En åbning? Inden da havde han kommenteret, at et par shorts sikkert ville være for store til mig, da jeg gjorde ansats til at ville prøve dem. Det er jo slet ikke hans sag (mildest talt). Skal jeg forstå verden, da har jeg gennem livet tilladt for meget. Psykisk indblanden. Den skæld ud, jeg fik engang, slog mig fuldstændig ud. Intet forsvar tilbage. Derfor er jeg på vagt for at gentage det samme mønster. Derfor drikker jeg nu min øl herhjemme. Hellere ikke tage til det, man kan blive kørt hjem fra. Og være hjemme. Blive hos sig selv. 12.6.19.

Men det var (jo) dig, søster, der kom ind på musikkonservatoriet. Blev psykisk syg i din bedste alder. Hvor andre fik mand og børn og karriere. Du havde en langt kraftigere stemme end jeg. Da du engang tegnede (med farvekridt) et træ (som jeg også selv har prøvet på), blev din stamme utrolig tyk, mørk og rødbrun, hvorpå der groede korte grene med enkelte, store blade på. Jeg har tit tænkt på, om det er den dybde, du som menneske har, du der gengav. Alligevel var det mig, der har en svagere stemme, der gjorde (dog sparsom) karriere indenfor musikverdenen. Det var mig, der stod i rampelyset og modtog al bifald. Hvor du derimod skulle have haft den. Nu synger I en højskolesang ved aftensmaden i det bofællesskab, hvor du bor, og det er dig, der finder starttonen. Ingen aner, at du kunne give den et meget stærkere udtryk eller præg, ja gjorde det engang. Fuld af mystik er du faktisk. Og stærkt undervurderet. Bare fordi jeg havde bedre muligheder gør det mig ikke stolt. Det er på bekostning af, at du ikke høstede gevinsten af det arbejde, du havde påbegyndt. Tre år gennemførte du på studiet. Gid jeg havde hørt dig, set dig der. Men se, her er du jo. 10.6.19.

Har du studeret musik? Heller ikke på universitetet? Primavista-delen i Johanneskirken gik åbenbart godt. Organisten var rar og der var et smukt lysfald ind i kirken, når man stod oppe ved orgelet. Der kunne jeg godt arbejde. Bagefter slog det mig, om kvinden i Kvickly spurgte til den fiskeolie, jeg lige havde købt, fordi jeg så vital ud. For boostet var jeg i hvert fald. Jeg sang også en tand dybere her ved aftenøvningen end jeg plejer at kunne. Ja i morgen kan jeg (igen) sige ja til en bisættelse uden at føle, kirken er et mørkt sted. Jeg kommer ikke engang selv med mørket. "Det er faktisk en svær sats, den her, du klarede det utroligt godt". Jeg kunne have nævnt, at jeg selv skriver musik, men jeg overlod mere teten til ham. Og underspillede en smule. I dag kan man jo google sig tom i en anden person. Men man kan også give et håndtryk. Møde et blik. Det var en slags jobsamtale bare med musik. Men også min fremtoning betyder (jo) noget. "Jeg forveksler tit "Hvorledes skal jeg møde" med "Befal du dine veje"", valgte han helt at overhøre. Når nu jeg bare sang den rigtige melodi :) Jeg er i sandhed musiker, fik jeg øjnene op for. Prima kvalitet. 8.6.19.

"Er det fordi du skal passe hund?", spurgte den anden elev på holdet i dag. Han mente, jeg manglede noget, åbenbart. Og rigtigt nok; jeg havde kun lede. Jeg orkede ikke selskabet, før Frida (Lars' hund) løb hen imod mig af glæde. Jeg reagerer ved at blive hård, når jeg er presset. Med stikkende bemærkninger. Skorpion. Jeg orkede ikke hans sko, hans hån og hans hang til at overdramatisere. Hvad gør man da, når det, man føler indadtil, bliver afsløret i ens ydre? Man bekender kulør. Eller lader være, fordi det er ens egen sag. Hvad rager det ham. Det må du undskylde, det er fordi jeg er presset, som du rigtigt nok har regnet ud. - Sagde jeg ikke. "Tak for komplimenten", lå der snarere i det, jeg fik svaret. Skide racist:) En, der ikke kan lide kvinder, har han udtalt. Var det derfor, jeg vinkede forgæves til ham, da han besøgte os i haven forleden. Ingen reaktion. Pønser jeg på noget? Ja, jeg vil ikke - for enhver pris - være sød imod Bjørn, for at livsfilosofiholdet skal bestå. Skal jeg da som elev bukke under i bestræbelsen på at få det til at køre? Det er Lars' løn, jeg mest tænker på. Men hvad med min egen (usynlige)? Jeg er rama og jeg er skrig. Ja, har til aften grædt siddende på gulvet i mit køkken. "Er du ked af det, mor?". Ja, mit barn. Et menneske mærkede min modvilje, min modstræben, min modstand. Og den var reel. Og? 7.6.19.

Så blev jeg rørt igen. Der er noget storslået over, når en hel befolkning går til valg på én gang. Ligesom nytårsaften, hvor fyrværkeriet bliver skudt af over hele landet på et bestemt klokkeslæt. Fordi vi er sammen om noget. Det er selvfølgelig en fælles-ånd, men det er også en hellig-ånd. Folk kommer gående med stok og ledsager for at afgive deres stemme. Og vejret er trykkende varmt. Det er som den afgørende landskamp, bare i Folketinget. Vi har opbygget energi over uger og nu skal den brændes af. Jeg bevæger min hånd og skriver et rødt kryds (med rød farveblyant). Jeg har gjort min samfundspligt men også noget for min egen skyld (har stemt på en, der kæmper ekstra hårdt for psykiatrien). Hvad andet kan jeg gøre end tage mit fineste tøj på, gå over på Skovvangsskolen, mænge mig med mængden. Være den (lille) del, der kan tippe bægeret i den ene eller anden retning. Hvis vi er mange nok. Jeg har ikke orket debatterne i fjernsynet, da jeg ikke særligt godt tåler live-tv (folk kan dumme sig og man kan ikke klippe det bort). Jeg har gået og grundet over mit forhold til staten, til de folkevalgte, til magthaverne. Og på den baggrund besluttet mig. Jeg bliver rørt udenfor valgstedet. Pga. storheden i det. Det er ikke bare min hverdag, der bliver påvirket, men naboens og hende endnu længere inde ved siden af. Det er et bevis på demokrati, men også på mandsmod. 5.6.19.

Den første sommerdag (ifølge kalenderen). Der er noget over lyset. Er det mig, der er smuk? Jeg kan ikke afgøre, om det er mit blik på omgivelserne, altså noget indefra mig. Eller om det er omgivelserne i sig selv, der - for ethvert menneske - ville synes smukke. Hvis ikke nogen kan se, at noget bestemt er smukt, er det det så? (i sig selv) Har det en egen værdi. Helt udenfor vores fatteevne. Nu ligger indspilningen der. Jeg gav det eksisterende lys en ekstra dimension eller facet. Noget var her i forvejen og jeg forbandt mig med dets valør. Og en forening fandt sted. Vældigt og underfuldt. 1.6.19.

I god tro. En passager spørger ved fordøren til bussen, om denne bus kører "ud af Grenåvej, til Brobjergparken". Da jeg ved, bussen kører til "Brohaven" kommer jeg til nede bagfra at råbe, at det er den rigtige bus at tage. Ved nærmere eftertanke slår det mig, at passageren så skal gå et stykke fra Brohaven til Brobjergparken, så det går jeg op og fortæller ham. "Ja, den kører ud af Grenåvej, først til Brobjergparken, dernæst til Brohaven", siger manden. Jeg forsøger at forklare ham, at 12'eren kører ned til Nordre Strandvej, altså laver et afbræk i forhold til Grenåvej, men det trænger ikke ind. Jeg har rådgivet en passager forkert, men ser ingen mulighed for at udbedre. Han er overbevist om, han sidder i den rigtige bus, hvorimod han hellere skulle have siddet i en bus nr. 100 efter min mening. Men netop jeg rådede ham jo til at træde ind. Jeg ved herefter ikke, hvordan de løser det, buschaufføren og den spørgende. Jeg stiger nemlig af langt tidligere. Jeg burde ikke have råbt (noget som helst). Brobjergparken minder bare som ordlyd meget om Brohaven, så jeg troede min anbefaling var rigtig. Også jeg var - i god tro. Lige netop nu skulle bussen arrivere ved Brohaven, hvor manden så skal stå af, for så bagefter at traske på gåben nogle hundrede meter tilbage ad Grenåvej. Ved chaufføren og manden det? Jeg har rådgivet en mand forkert, det må han have mig undskyldt. Næste gang jeg råber til en, der spørger til råds, vil jeg tænke mig grundigere om. Jeg, der ved ud og ind, hvor 12'erens rute er (den kører ud til Gallo skolen, hvor jeg øver musik). Nu står manden måske i Egå og ved ikke bedre. Han var sikker på, han kom direkte frem. I god tro. 30.5.19.

Kender I det fænomen, at en buschauffør speeder ekstra meget op, fordi han ved, hans vagt snart er ovre? Det er meget typisk, at bemærker man øget fart og utålmodighed i trafikken, kan man regne med, chaufføren skal afløses inden længe. Han glæder sig simpelthen - på forhånd - til at få fri. Ja kan næsten ikke komme rask nok derhen, hvor han kan lukke døren efter sig og tage hjem. Men i dag oplevede jeg en variation; altså først kørte chaufføren ekstra hurtigt af bare iver efter forløsning, men denne gang - på de sidste par hundrede meter - gik utålmodigheden over i storsind. Han holdt tilbage for cyklister, gående og bilister, der skulle dreje ud på kørebanen fra en sidevej. Viste med hånden: ledig, kør bare ud. Op imod tre gange! Endelig var vi ved hans endestation og rigtigt nok stod der nu en ny chauffør parat. Jeg tænker bare på os andre, når vi glæder os til noget, og næsten ikke kan vente. F.eks. hvis jeg har optaget en melodi ind og skal hjem og gennemse indspilningen, så går jeg i et raskt tempo hjem, fordi jeg glæder mig til at høre resultatet. Man kan også nævne eksempler, hvor man er sulten og trænger til et måltid, som man så ser ekstra meget frem til. Eller sex. Men før vi kan blive forløst skal vi lige igennem et sejt tråd, der kan trække ud. Måske hænger man på et kors og ser vennerne falde fra. Men man må ikke give op, give efter. Man er nødt til at føre gerningen ud, til ende. Man er på sin sidste tur som chauffør, før man kan slappe af. Speeder op, fordi man næsten ikke kan vente. Men passageren kan godt vente, har ikke travlt. Bliver måske endda provokeret af den øgede fart i køretøjet. Man har et vist ansvar - stadigvæk. Hovedet er fuldt af, hvad man nu kan tage hjem og lave, have tid til. Men passageren har hovedet fuldt af noget andet. Og man er på arbejde fortsat, skal fuldføre sin tjans. Jeg har set nogle køre over for gult grænsende til rødt, fordi de længes. Jeg er ikke selv chauffør, så jeg ved ikke, hvordan en friaften føles i den forstand. I dag viste han overskud. Se, der er din søn. Se, der er din mor. I de sidste minutter vil jeg være et eksempel. Mobilisere kræfter til at række ud. Forude skal jeg hjem. Men først skal jeg sørge for. Min passager. 29.5.19.

Jeg har nu lavet et slags humørbarometer for mig selv. Kan afsløre, at jeg i dag lå på minus 5. Ud af 10 mulige i negativ retning og 10 mulige i positiv retning. For at udforske, om jeg er bipolar. Hvor længe en nedtur varer, hvad den indebærer osv. Det, der er (med mig), er at jeg bliver passiv medspiller, får en form for ligegyldighedsfølelse. Ingenting driver mig, ingen mening at spore umiddelbart. Sådan går der så cirka fem dage. Hvorefter jeg bygger mig op på ny. Får fat i det egentlige og fører an. I dag, hvor jeg ligger på minus 5, går jeg lidt i eet med tapetet. Lars var her til frokost, men jeg var mest optaget af min røde bluse. Hvor meget bedre det ville have været, hvis jeg havde båret en anden bluse. Hvor meget mere slagkraft, jeg kunne have udvist. Nu blev jeg en undskyldning, en væren flov over. Man kan jo godt gøre visse iagttagelser omkring sig selv, når man fejler noget psykisk. Er der et mønster eller. Noget, jeg kan genkende fra sidst, jeg havde det sådan. Det er (blot) en måde at blive klogere på. Klogere på sygdommens natur og klogere på mig som menneske. Fred være med det at gå stille. Jeg har jo i (andre) perioder raset så rigeligt igennem. "Akkumulere kraft", var der en, der kaldte det. Nyd også de perioder, hvor du bygger kraften op, tager tilløb. Det nytter jo ikke noget kun at nyde højdepunkterne eller de sidste trin før det kulminerer. Det er jo heller ikke sådan, at livsnerven er død, den ligger bare lidt i dvale. Og nu siger jeg jo (her), at jeg stadig er forfatter og levende omkring kunsten. Viser livstegn. Det er som at hive stikket ud, men for at bruge det et andet sted. Restitution. 29.5.19.

Som en sten                                                                                                                                                                         
tager jeg dig i min hånd.                                                                                                                                                     
Må jeg gerne holde                                                                                                                                                               
mit eget barn?                                                                                                                                                               
Imellem to verdener.                                                                                                                                                     
Lægger dig nænsomt                                                                                                                                                              i strandkanten.                                                                                                                                                                         
Der er andre mødre.                                                                                                                                                         
(Digt, 24.5.19)

Der er nogle, som agter min stemme særligt højt. Hvor min mening om en sag nærmest skal danne lov. Som trygler om, at jeg vil kigge deres vej. Ænse deres skridt og følge deres gang. De giver ikke op, hvis jeg kun under dem en synes godt om-like og ikke et hjerte. De elsker troligt mit næste opslag også. Og jeg ved ikke, hvorfor. Det er som en konstant støtte, fra et sted hvor jeg ikke med vilje har søgt den. Disciple vil jeg ikke kalde dem, men nær ved. En slags lovprisning udøver de. Jeg føler ikke altid selv, at jeg rummer kærlighed nok til dem. Og gør jeg får jeg det ikke altid udtrykt på den mest hensigtsmæssige måde. Jeg holder noget tilbage, idet jeg elsker dem skjult. De ved ikke af alle de tanker, jeg gør mig om dem. Og jeg kunne græde tusinder af tårer over deres trofasthed. Jeg har ikke gjort mig fortjent eller høstet, hvad jeg har sået. Det er mere som en velsignelse ovenfra, der daler ned på mig. Fredsdue, kaldte Line det. Jeg kalder det Nåde. 23.5.19.

Jeg vidste ikke, om eller hvordan jeg skulle fortælle mine forældre, at jeg har besøgt Line fra i går til i dag. Line var der i mine to sygdomsperioder, de famøse to medicinfrie somre. Støttede mig, rådede mig, tålte mig. Intet galt i det overhovedet. Mine forældre tror, at Line havde en dårlig indflydelse på mig, at hun tilskyndede mig til at gøre vilde ting. Men Line og jeg fandt siden ud af, at det vilde faktisk lå hos mig :) At det var i mig udskejelserne grundede. Derfor tøvede jeg med at ringe og spørge til min mors hjerteundersøgelse. I fald der ville falde et spørgsmål fra deres side. Var det ikke nemmere bare - som altid - at skrive? Men jeg ringede og fortiede det forhold, at jeg er udmattet ovenpå et døgn udenfor Aarhus. Jeg var noget tilsyneladende. Det bryder jeg mig ikke om, men det er et valg, jeg af nød træffer. Men jeg siger jo heller ikke til dem, hvem de bør se eller ej. Hvorfor har de så en mening den anden vej? Som var det deres (eget) liv, det gjaldt. Hvis jeg ikke siger til nogen, at Line er min veninde, og at jeg får lyst til at besøge hende, så fornægter jeg en stor del af min historie. "Hjerte-veninde", som jeg lige kaldte hende på Facebook. Hvorfor egentlig skamme mig over en relation, der på afgjort måde kalder på mig. Jeg går, hvor min sjæl finder opbyggelighed og ser sit snit til at udvikle sig. Jeg bringer mig i spil. En (helt) anden dag skal jeg beskrive, hvorfor jeg er udmattet. Men jeg har rejst, været nervøs for de sædvanlige ting (med at forlise med færgen). Og hun får noget frem, kan jeg også se på fotoet af mig. Komplementært, hende med stor barm og mig med lille. Der er noget på spil. De helt store, underjordiske strømninger og impulser. Der er noget, jeg må lære, så der går jeg hen. 23.5.19.

Har nu googlet fire tidligere kærester. Af nysgerrighed efter at se omtalen af dem der. Hvad de kalder sig selv, er blevet til. Til sidst søgte jeg på mit eget navn. Ikke så mærkeligt figurerer der ingen billeder af to af dem. Mens de to andre er profilerede (musikere). Jeg har allerede efterladt digitale spor. Kan de selvfølgelig ikke (umiddelbart) vide. Jeppe, Niels, Jesper, Eric. Det var ikke sådan "Den eneste ene", som jeg så blev gift med for resten af livet. Det var i processer, et led i en udvikling videre. Naturligvis troede jeg på forholdet idet jeg var i det. Men det var ikke i kraft af en mand, at jeg lykkedes. I hvert fald ikke de mænd. Ligesom en, der for første gang skal cykle uden støtte, efterlod de mig til mig selv. Til mig selv. Jeg fik en gave. Nu står de der, navnene, på en række. På noget, jeg lagde bag mig. Kærlighedssangene er et levn. Og hvem der afbrød forholdet er næsten lige meget. Til enhver kærlighedshistorie hører drama og længsler. Nu er jeg mit eget drama. Jeg er bærer af amourøse forbindelser. Heldigvis har de levet i mit hjerte for en tid, disse mænd. Til berigelse og samspil. Nu spreder vi os i alle verdenshjørner. Blot eet klik væk. Hvilken lettelse, at hvis de søger på mig, kræver det det samme. 20.5.19.  

Jeg kan godt lide, at min veninde har sovet godt på min madras i nat. At hun kunne lide morgenmaden og har været godt tilpas i mit selskab. At der på den måde var trygt i min varetægt, under mine vinger. Dermed er der godt gang i de moderlige følelser. Det med at tage sig af en anden. Ja beskytte hende fra kulde, ubehag, mistrivsel. På den skala lykkedes det mig at være vært. - Som jeg faktisk sjældent er. Ja hvornår har jeg sidst gjort hovedrent og ryddet så grundigt op? Jeg kan godt lide, hvis min favn har været åben og mit hjem har virket åbent. Indbydende. Jeg ville gerne vise hende det ypperste af mig og det ypperste af mit sted, der hvor jeg til daglig har min gang. Og hun udtrykte velbehag ved det, hun oplevede. Jeg kan ikke nok sige, at et barn blev utrygt i mit selskab, ja ved min gerning, ja direkte skræmt og bange. At jeg på samme tid er den største rædsel, man kan forestille sig. Et uhyre af værste slags. Jeg siger bare; en veninde var her, og vi delte ting omkring det at miste på netop den måde. Til sidst, da jeg skulle til at sove, åbnede jeg begge hænder og forestillede mig hendes barn i den venstre og mit i den højre. Være sammen (i himlen). På den måde gav jeg plads til sorgen på en enkel måde. De er her ikke mere. Men vi er her (jo). 19.5.19.

Min psykolog er alligevel (langt) større end mig. Hun snakker om, at vi repeterer, hvad vi igennem årene har snakket om. Som om jeg udbygger, hvad jeg allerede ved. Også en alternativ behandler nævnte, at jeg ville "integrere mere og mere af min kraft". Jeg har vendt sten, men bedst af alt har jeg lært af erfaring. Det var ikke lige meget, at/hvis jeg trådte til en side. Jeg tog ved lære af det. Hun tog virkelig føringen i dag. Da jeg kom hjem aflyste jeg "psykiatrisk klinik". Intet (nyt) at hente der. Jeg vidste ikke, hun havde sådan "tag på" mig. Tålmodig, afventende spurgte hun. Som om hun var i sin bedste alder og sin bedste form (nogensinde). Umyndiggørelse, det er det, man er bange for ved at mænge sig med det psykiatriske system. At man bliver hevet med ind bagved, bundet fast og bedøvet (overdrevet). At man ikke godt nok kan tale sin sag, og de derfor drager fordel og tager kontrollen. Herrefedt at skrive dem en besked: "Jeg er desværre optaget af stor kunst" (skrev jeg selvfølgelig ikke). Hvorfor (fanden) skulle nogen pille ved min medicinering, når jeg nu kender mig selv sådan her og ikke har mærkbare bivirkninger? Det største, jeg opnåede ved samtalen med Louise (Brask) i dag, var at jeg sagde: "Det er ikke længere farligt at nævne ordet Skizofreni". Det er ikke befængt med ubehag eller tabu. Og det er ikke sådan, at jeg har en bagside, som et slags monster. At jeg derved skal være utryg ved mig selv. En af mine del-personligheder er Skizofreni. Jeg kan godt lide at stave det med stort som var den et væsen. Jeg skal end ikke tale ned til den som noget, jeg ikke bryder mig om. Den kan hænde at være min styrke. Det sidste link jeg behøver for at forklare mig. Fremtræde - forståeligt. Hovedhjørnestenen. 15.5.19.

Statistik er min morgenmad. Jeg lever og ånder for mit publikum. Jeg er ikke bedre. 15.5.19.

Som om min næring skulle komme fra, hvor mange læsere, jeg har. Som om statistik var min morgenmad. Som var det altafgørende at mærke opbakning til projektet. Næsten som hvis jeg skulle leve af min kunst og var afhængig af, at koncertsalen var fyldt med gæster. Men jeg er -uafhængig. Som om, jeg blev mæt af at se antallet af besøgende. Nej, det der talte var ikke, hvor mange, men hvem der lyttede. Dem, der så. Og det er ikke det, at jeg skal have et kick af at vide, nogle læser med. Det er det, at jeg skal være glad og tilfreds med det materiale, jeg har gjort tilgængeligt. Jeg har lagt mig frem. Som en sten, du kan samle op. Du kan også gå videre. 13.5.19.

Jeg skal rangere mine foredrag. Er det virkelig interessant, at jeg har slået mit barn ihjel i en fødselspsykose? Kunne jeg ikke tale om kærlighed generelt. Hæve mig lidt fra det personlige til at tale alment. Er et foredrag først interessant, hvis foredragsholderens historie er funderet i en virkelig tragedie eller oplevelse. Hvis han har "prøvet det på egen krop". I går græd jeg i bussen efter at være gået fra hunden. Tilsvarende kunne en anden jo sidde og græde i bussen, bare over noget andet. Det gør os til to mennesker af samme stof. "På baggrund af en lidt voldsom livshistorie". Det siger jeg tit. Er den så meget i mit DNA, at alt jeg foretager mig bygger på netop den hændelse? Eller tager udgangspunkt i den. Jeg bor i almennyttigt boligbyggeri og her er jeg hende oppe på 2.tv. De andre har ikke nødvendigvis set mig på tv eller læst om mig i ugeblade. Jeg er - anonym. Det stiller mig frit. Jeg er ikke knyttet til nogen fortid. Heller ikke i min familie taler vi længere om det. Jeg vil vægte et andet foredrag som førstevalg. Når jeg så går ud og taler om "Kærlighed er usynlig - men kan mærkes" er det med sorg og savn i bagagen. Dermed taler jeg (bare) ind i en andens sorg og savn, formodentlig. Og der opstår et møde. Jeg vil sige så lidt som muligt om, hvorfor. Hvorfor græd jeg i bussen? Spørg en anden. Han vil også vide, hvorfor. 11.5.19.

Jeg har fundet ud af det: Det hedder "når nerverne sidder uden på tøjet". Jeg troede, det havde noget med tolerancetærskel at gøre, eller at man havde en vis lunte. Nu så jeg en kvinde på tv møde modstand, da hun skulle skubbe hylden med opvask ind i opvaskemaskinen. Til sidst pressede hun den med fuld styrke. Af afmagt. Det er sådan, jeg har haft det i nogle dage. Indtil lige nu, hvor jeg klippede hul i en øl! Jeg skulle åbne en sixpack, men fordi jeg ville ind og skrive, så jeg stort på uheldet, tørrede op efter mig, gik videre. Overskud. Nogle - typisk morgener- hvor jeg er ekstra trængt er jeg på randen af et sammenbrud, hvis noget går mig imod. Da opgiver jeg nogle gange mit forehavende med en bestemt ting, lader den simpelthen vente. Mit pis, der var bragt i kog, stilner af. Hvad andet kan jeg sige end at jeg bekæmper et vulkanudbrud med en storm og til sidst en vind. "Falder ned", som man populært siger. Det siger noget om ens udholdenhed. Skalaen for, hvornår man lader sig tirre eller gå på af noget, justeres. Man troede, man mestrede en disciplin, men man kunne - ingenting. Man troede, man var rummelig, havde storsind og overskud, men man var presset i sit hovedfag. Man troede, man scorede højeste karakter i tolerance, men man dumpede på stedet. Opfyldt af en intention om at holde vrede tilbage, ikke bukke under for irritation, og da slet ikke udbryde noget verbalt. Såsom: "Lige nu hader jeg dig, Gud!". I går gik jeg forgæves i en genbrugsbutik, men var heldig i den næste. Det giver lige præcis 50% i fortjeneste. Tab og vind med samme sind. Medmindre du hidser dig op. Da tab med et brag. Thi de ved ikke, hvad de gør. 10.5.19.

Angst er sådan set også en (driv-)kraft. Den er et tegn på, at noget tæller mere for os end andet. At vi vil en bestemt ting, der er værdiladet for os. Som det at jeg skal passe hund i aften. Jeg glæder mig, men der er også alvor forbundet med det. Angst kan forveksles med nervøsitet eller anspændthed eller sommerfugle i maven. Ja kan sådan set være et samsurium af alle tre dele. Det er en uvis rumsteren i maveregionen. Ikke til at få hold på eller greb om. Hvis nogen bare kunne stikke en hånd ind og rive den ud. Men nej, den er et vilkår. Den fortæller os, at der er noget vi kerer os om, vi er ikke ligeglade. Jeg ved nu, at jeg er en blanding af forventningsfuld og nervøs (over at skulle passe hund). Hvad er mere naturligt? Der er en, jeg elsker mere end. 10.5.19.

Jeg kan godt lide at klage til Grafisk værksted (Godsbanen), for så gør jeg det måske på vegne af andre også. Nu skal man serviceres fra man ankommer, hvor før kunne man arbejde selv. Som jeg skrev: "Jeg ser det, som at I ikke har tillid til den enkelte bruger længere". Jeg kunne godt lide min kontanthed, at jeg trådte i karakter. Dog på den triste baggrund, at jeg muligvis så fremover ikke vil bruge stedet længere. De skal ligesom vide, at i hvert fald én bruger tænker negativt om deres nye form. Jeg kan også godt lide, at jeg bare gik derfra igen, da jeg lige havde beset omgivelserne (de har også rent fysisk skiftet lokale). At det ville jeg ikke være med til. Har de ikke tiltro til min selvstændighed? Nu, hvor jeg var der for at gøre en teknisk manøvre, jeg havde gjort masser af gange før. Vil det sige, en skal kigge en over skulderen og holde øje med, hvor længe man sidder ved computeren, hvor mange sider man printer ud osv. Skulle han ikke hellere stole på mig? Dermed kriminaliserer de mig; hun opgiver sikkert falske oplysninger ved kassen efter endt arbejde. - Men det gør jeg jo ikke! De er måske nødt til at stramme retningslinjerne på baggrund af nogle uheldige sager, men det rammer skævt. Jeg kan godt lide at opgive rigtige oplysninger ved kassen, ja endda betale lidt for meget, fordi de har været så søde at hjælpe. Nu ved jeg ikke, hvor jeg skal gå hen. Men det er ikke humlen. Humlen er, at de taber deres sag. Flere må tænke som jeg og gå. Jeg kan jo være ligeglad; det er ikke mine kommunalmidler eller min arbejdsplads. Jeg ser bare noget virke forkert og prøver at påtale det. Fra bruger til ansatte.        De kan jo kritisere min salme. 9.5.19.

Tænkte, nu hvor jeg havde taget ekstra creme på, om jeg skulle tage til Åben poetisk scene. Jeg forestillede mig træde ind, almoderlig, favnende alle de nye der var mødt frem. Som én, der var kendt i miljøet. Hvordan jeg kunne støtte op om projektet, vise mit ansigt. Træde til som en af de garvede, erfarne kræfter. Husker, hvor grøn og uprøvet jeg selv var for år tilbage, da jeg vovede mig ned på den åbne scene for første gang. Men hvem skulle jeg forføre? Eller overbevise om min status. Hvad var mit egentlige motiv. For der står ikke noget i panden på mig. "Har læst op 20 gange her", f.eks. Og antallet af oplæsninger siger jo heller ikke noget om kvaliteten af det skrevne. Dvs. jeg køber en øl, viser mine nye Art-støvler frem. Virker mystisk og hemmelighedsfuld, så jeg draager. Problemet er bare, at dem, jeg i givet fald ville tiltrække, ikke får noget. Jeg vil da være min Nivea creme. Det svarer til at stå på en scene, hvor kun dem på første række kan høre én. Jeg har færdedes i forfattermiljøet. Det er, fordi jeg selv er forfatter. Og gerne ser andre træde frem med deres skriblerier. Men det gør mig ikke vigtig eller betydningsfuld. Blot en, der har taget sine værker med hjemmefra for at vise dem frem for andre. Nu er mit publikum - her. Og øllen er fra mit køleskab. En spire eller et frø er jeg nok ikke længere. Snarere fuldvoksen. Etableret. Jeg læser om Michael Strunge (en biografi), men det drager mig ikke rigtig. Kun den måde, verden tabte ham på. Jeg burde fokusere på de gengivne digte, dagbogsnotaterne, den primære kilde. Men fordi jeg kun venter på, han skal kaste sig ud af et vindue, har jeg lagt bogen fra mig. Når et liv og et forfatterskab bliver lige spændende, kan jeg være med. Når manden bag og ordene drager med samme tiltrækkende kraft, kan jeg istemme. Når værk og komponist går i eet, løfter det sig. Legeme eller brød, jeg vælger begge dele. 8.5.19.

Det var dig, der godt kunne lide Bob Dylan. Nu hjemsøger "Tambourine Man" mig, uden jeg helt ved hvad den handler om. Du var vild, røg hash, havde langt hår som dem fra slut 60'erne. Du fik 11 i musik, fordi du vidste alt om jazzens "blå tone". Ja senere har du fortalt mig, at du nærmest blev tilbudt en plads på musikkonservatoriet. Du var/er far til mit barn. Jeg har netop translated Bob Dylan for bedre at kunne forstå dig. Men det er i mit nuværende liv, der er noget, jeg skal forstå. Der er farlige bekendtskaber og der er gunstige. Vi havde vist en hang til mystik. Men her skal jeg ikke skrive, så du skal passe ind i en beskrivelse. Du er din egen. Og jeg kender dig reelt ikke. Jeg kan være din blå tone. En, der faldt lidt ved siden af. Du vakte noget, og dit "eftermæle" i mig lever sådan set dag for dag. I natlige drømme forsones vi. Når jeg så vågner er du væk. Hvis jeg bare forstod Bob Dylan bedre. Men det var mørkt. Lad mig være hende, der spiller glemslens musik. Kan ikke se på Messenger, at du har læst mine svar til dig. Kan ikke se dig. Hold mig tæt. 6.5.19.

Man kender alligevel sig selv, når man bliver rørt. (Ja også seksuelt opstemt eller kommer til at grine over noget). Man bliver lige hentet frem fra det skjulte. Og kommer til syne helt i det ydre. Intet eller ingen kan hindre tåren. Bestseller-børnene blev begravet her i dag. Pludselig slog det mig, at der kunne være drenge blandt de omkomne. Jeg tror, det er sundt nok at se og anerkende den naturlige reaktion. Det var ikke planlagt, at jeg skulle græde. Man kan ikke altid tænke sig frem til, hvordan man vil forholde sig. Nogle gange blusser noget frem fra det indre skjulte. Med det resultat, at man bagefter kender sit følelsesliv bedre. Nå, sådan kunne jeg også være, tænker man. Det er ikke ligegyldigt at med-lide. Det er essensen af at ville sin næste. Glædes med den anden, følge den anden i godt og ondt. Det kan ikke være meget værre end det at skulle begrave sine tre børn. En i en genbrugsbutik, en ældre kvinde, sagde forleden til sine kolleger; hvorfor lægger de blomster, vi andre oplever jo også modgang i livet. Rigtigt nok; vi kender ikke ofrene og det vedrører ikke vores liv direkte. "Det er symbolsk", som min ven sagde. Det kunne lige så godt have været os. Det kaldes empati. Ballonerne, de sendte afsted op imod himlen, indeholder alle vores bønner for deres fortsatte færd. Og de efterladtes fortsatte færd hernede på jorden. Jeg kunne ikke andet end røre på mig. Dybt nedefra. På denne dag med lys i vinduerne. 4.5.19.

De andres dom. "Hvor ser du godt ud! Der er liv og gnist i dine øjne", sagde min tidligere svigerinde til mig. Jeg kiggede hende direkte ind i øjnene og spurgte af oprigtig interesse. Hun var mit spejl i et par minutter. Mit blik flakkede heller ikke over for Bjørn i bussen. Jeg var ikke i selvfokus (som det kaldes som symptom): kun optaget af hvordan jeg virkede. Jeg var virkningen. Jeg møder utroligt sjældent Lise. Hun kender mig helt tilbage. Netop hun kan se forskellen. Fremgangen. Jeg er muligvis kommet mig. I dag tog jeg kontakt til lokalpsykiatrien, trods det at jeg har undgået det system i mange år. Jeg tager den hjælp, jeg kan få. Måske er det det, at man indrømmer, den er gal, der frisætter én. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor. Men jeg var der i dag. 3.5.19.  

Om det var en succes? Mit 10% arrangement på Gallo skolen. Jeg sidder og drikker resten af hvidvinen nu for mig selv. Evaluerer, som det hedder. Føles det godt indvendigt, at Thomas skulle cykle hjem i regnvejr. Kunne jeg bevare mit fokus, som Peter Bastian snakkede om, når man har forladt scenen, altså være på også bagefter. Undladt de sidste to sange, fordi jeg bare var selvfed. Nej, jeg kunne faktisk ikke. Dirigere vejret i en bestemt retning, bevare fokus efter min optræden, eller have undladt de sidste sange. Jeg gjorde nøjagtig det, jeg kunne. Og folk blev hængende, sludrede på kryds og tværs over et glas vin og nogle chips. Det var nøjagtig det, jeg ville opnå. Derfor; vær ikke i tvivl. Lars skrev lige nu, at det var "Smukt drømt, tænkt og gjort, Rie". Jeg skal bare tro. 2.5.19.

Det aner mig, at jeg alligevel har godt styr på, hvem jeg i bund og grund er. Jeg mener; skal man spørge en sygeplejerske i lokalpsykiatrien, hvem man er? Jeg skal bare se den negative tanke, før den trænger ind. Ånde ud og lade den passere. Pausen er virkelig vigtig her. Thi inde bagved består min kerne. Og jeg er ikke fuldt ud min sygdom. Som jeg står der på gaden har jeg en slags Tourettes syndrom; svinske tanker og domme over andre fylder mig. Men jeg er ikke disse tanker. "Lad være, du bliver grim", var der en håndlæser, der sagde. Ja, man er selvsagt ikke særligt sympatisk i de minutter. Hunden opdager det, men jeg er ikke sikker på, mennesker kan se det på én. At man svovler og raser og bider. Søde Gud: Disse symptomer jeg er ramt af. Lad ikke menneskerne mærke det. Lad dem fare til alle sider, så de ikke tager bolig i nogen. Fred være med sindslidelsen, især når den er bevidst. Spørger jeg alligevel sygeplejersken, fordi jeg er rådvild, kender hun i sit svar forhåbentlig sig selv. 1.5.19.

Der var ingen anden vej end ind i skizofrenien dengang. Jeg blev ligesom podet med den fra barn, og under pres udviklede den sig hurtigt som eneste redning. Bortset fra, det er en kronisk og djævelsk sygdom. Bagefter siger det sig selv, at jeg ikke havde kunnet magte et barn. Men før indeholdt jeg stadig raske færdigheder og håb for at fornuften ville sejre. Nu, hvor vanviddet i stedet sejrede, blev det min vej at beskrive den. Det var alt, jeg havde tilbage. Hvem ville ikke blive syg af at gå fuldstændig i vrang? Krænge, så den sidste rest af sundhed druknede. Jeg vil gerne kende skizofrenien nærmere. Jeg vil gerne vide, hvad jeg så er gjort af, nu hvor jeg ikke er Herre i eget hus. Og bare efterlader andre med undren. Skræmte fra vid og sans. Det er mig, der er Skizofren. Hende i opgangen, der vækker opsigt med sin stille adfærd. Jeg er roden, der blev podet forkert. Nu står jeg som et fejlskud. Af udtørret Jord. Den findes på en hede. 29.4.19.

Det gjaldt om at turde stå i det fri. Alene, til bryllupsfesten, uden at nogen kom hen. Jeg satte mig ved et bord og kom i snak. Snakkede med børnene inde ved stueorgelet. Men ofte stod jeg i den situation, at jeg følte mig lidt hjemløs. Skulle jeg støde til - igen - ved dem, jeg lige var gået fra? Bare for at ligne en, der er populær. Jeg ville jo heller ikke klistre. Derfor spurgte brudgommen på et tidspunkt, om jeg "var okay med at være der". Da havde jeg lige fortalt ham, at jeg syntes, deres trappe op til loftet burde have haft et gelænder, da jeg blev bange for at bruge den. Alligevel - og heldigvis - gik jeg med op på loftet igen og hørte de musikalske indslag. Ellers havde jeg virket både sær og asocial. Så bad jeg en fyr bytte plads med mig, da jeg kunne se, han var for høj i forhold til træbrædderne i loftet lige der, og så byttede vi plads. Men nedenunder bagefter gik jeg helt fejl i en snak. Men havde jeg været ærlig og sagt, jeg var førtidspensionist pga. min psyke, var det heller ikke gået. Det var de ligesom for "sarte" til at høre. Så det efterlod mig som en, der er svær at forstå og greje. Man får ondt af en, der er lidt tilovers, mens de andre står i små grupper alt efter tilhørsforhold. Men jeg tror, jeg ville vise - selvfølgelig lidt ufrivilligt, at sådan er livet jo også. Vi er i livet nogle gange mutters alene. Havde jeg haft en tiltrækningskraft, sådan så alle havde flokkedes om mig, havde det måske også føltes forkert. Men det jeg lærte var, at en mand, som jeg først anså for overfladisk, havde dybde. Og dem, jeg gik fejl af, var egentlig bare det publikum, jeg skriver til og optræder foran. De var så forskellige fra mig, at de nødvendigvis må stå på "den anden side", foran scenen og ikke på scenen. Og til sidst fik jeg adskillige smil fra 30-årige mænd :) 28.4.19.

Gik ned på kirkekontoret (Johanneskirken); de var netop ved at planlægge efterårsprogrammet. Mødte en kirkesanger, der havde sunget en af vores salmer sammen med en organist. En anden organist efterspørger noden til tre af vores salmer, som han vil lave overstemmer til til sit kor. Og i sidste uge blev en af vores salmer spillet i Radio Mælkebøtten. Desuden er der liv i ameordnoder.net Jeg kan pludselig ikke se, hvor jeg har fejlet.. 25.4.19.

Jeg forstår det godt; man har lavet et link for at det skulle være nemmere for folk at nå guldkornene. Men bruger man linket ender man på en side, hvor to videoer kun er blevet afspillet en gang. Hvem gider så klikke sig videre. Det syner ikke af meget. Det er ligesom min fremtoning. Men tag ikke fejl. Fordi en video kun er blevet vist en gang, betyder ikke at den er dårlig. Heller ikke ham, der sidder i hjørnet og kun siger én bemærkning, er her forgæves. Ja, et menneskes glød er uafhængig af dets ydre. Men står jeg i et supermarked går jeg gerne derhen, hvor mange kunder står samlet; der må være en godbid, tænker jeg. Siden de alle slutter op om lige akkurat det produkt. Men jeg tager fejl. Det produkt, der lå ved siden af var mindst lige så godt, hvis ikke bedre. Bare fordi en mængde er stimlet sammen om en bestemt ting gør den populær, men jo ikke mere værd. I hvert fald ikke som tænkt i indhold. Jeg klikker ikke på den video, for andre har set ned på den og ignoreret at den er der. Jeg ser ikke på det menneske, der kigger ned i gulvet, for han er så nem at overse. Men jeg siger jer; skatten lå, hvor ingen ventede den. Og jo, vel skal man gøre opmærksom på sig selv for at slå igennem eller blive et navn. Men det er ikke ved at poste ting på Facebook, som man tror er populære eller vil give mange tommelfingre. Det er ved at poste noget og så bagefter ikke tjekke statistik. Fordi det stod rent, da man udgav det. Det er ikke, hvordan det bliver taget, men hvordan det bliver givet. 24.4.19.

I går sagde jeg forfjamskede og uovervejede ting i eet væk over et par timer. Jeg var hos en ven, der lod som ingenting eller ikke tænkte over det. Normalt ville jeg have holdt mig mere tilbage. Jeg havde behov for at overdosere, fordi jeg havde skrevet mig fuldstændig ud af den kærlige fortælling (i et afsnit, jeg slettede igen). Jeg kaldte på eller skreg efter tilknytning og sammenhæng. Hvis ikke Lars arbejdede med psykisk syge til daglig (som lærer på Gallo skolen), kunne han have undret sig eller rettet mig til. Men der var - plads. Jeg har altid holdt på, at alle følelser er gyldige medspillere på livets scene. Også de ord, man kan bruge om dem, skal have frit spil. Jeg vrængede, skar ansigt (i overført betydning). Fire helligdage næsten i træk som arbejdsløs. "Du skal hente mig tilbage!", råber jeg nærmest. På den gode sti. Til Galilæa. 22.4.19.

Det havde været noget nemmere, hvis jeg ikke havde følelser i klemme; du kunne forelske dig og jeg kunne forelske mig. Nu går jeg tæt op af dig sammen med hunden, som om vi er verdens mest sammentømrede familie. Er vi? Jeg tænker stadigvæk over, hvordan du dufter, hvilken skjorte du har på, og hvor godt vi griner. Ellers gør det for ondt, at vi brød for tre år siden. Hos dig kan jeg komme i beskidte bukser og i dårligt humør. Ikke hos andre. Er dette beskrivelsen af den bedste ven? Jeg tåler ikke tanken om, at nogen gør dig ondt. Som trak nogen en blomst op med rode. Jeg kan se, dit lys er helt forunderligt. Og at vi leger os til mange ting sammen. Uden mage. 20.4.19.

Jordemoderen - serien i fjernsynet - er lige noget for mig. I dag var der en, der fremprovokerede en abort ved at indtage et medikament, og en der "ikke var sig selv" efter fødselen af sit tredje barn. Og som derfor ikke kunne gengælde sin ældste datters kærlighed. Jeg oplever tit i den serie kvinder, der skammer sig over svangerskabet, og disse fagfolk: sygeplejersker og jordemødre, som er tilknyttet et nonnekloster er så utroligt gode til at se ind i de gravide kvinders problemstillinger. Man ønsker næsten, man selv var en fattig kvinde i slutningen af 60'erne, der havde fået den ekstraordinære hjælp. Jeg kan derfor godt lide at tænde for fjernsynet der omkring 17-tiden om eftermiddagen. Måske bare se en lille bid. Der er simpelthen omsorg for hende, der er i nød. Og nænsomhed i omgangen med emnet og disse kvinders situation. Og hvert afsnit indeholder nye vinkler på det at være i knibe, blive set ilde på, eller stå noget svært igennem. Ja, tapperhed. Jeg kan godt lide at se den nødlidende kvinde få lindring, blive afhjulpet sin nød. Komme igennem det hårde og ud på den anden side, så at sige. At det indviklede og problemfyldte finder forløsning, bliver løst. Der er altid en rest af lidelse bevaret i det videre liv, men det er overkommet eller gennemlevet, og har lagret sig som en styrke. En times fjernsyn om det at få børn. Jeg sluger det. 19.4.19.

Jeg er kommet så utrolig dårlig ind på den nye leder på Gallo skolen. Det er som om, jeg vil den gode relation for meget, så jeg overdoserer den energi, jeg bruger. Jeg vil ham ligesom for meget, og da gør han den bevægelse til gengæld, at han trækker sig lidt. Hvad giver det resultat i en ligning? I hvert fald ender det ret akavet. Jeg tør næsten ikke kigge hans vej eller søge hans spørgsmål eller selv spørge ham om noget. Det efterlader os begge så uforløste. Jeg gør for meget ud af sagen, kan jeg godt se. Måske skal vi bare lade ham være almindelig, var der en, der sagde. Jeg vil egentlig gerne udtrykke, at jeg er glad for, han holder skolen kørende. At det er rart at komme ind på hans kontor. At han har klaret jobbet flot her de første fire måneder. Men det får jeg bare ikke sagt. En dag må jeg nå hans blik i den rette vinkel. Jeg mener, så vinkelen virkelig sidder der! Så kontakten bliver ensartet, egal. Uden svinkeærinder og tvivl. "Der beskriver du mani", var der en behandler, der engang sagde. Når jeg talte om denne "rette forbindelse", hvor øjnene ikke flakker og man forstår hinanden fuldt ud, ja fuldstændigt. Så intet er ladt tilbage usagt, alt er formidlet, givet videre og blevet udtrykt. Det findes simpelthen ikke. Kan ikke lade sig gøre. Vil jeg berøre ham let for at vise min støtte, som jeg f.eks. gjorde her til aften, så er det næsten et bedrag. Jeg lægger kærligheden ud i den berøring, hvor den i stedet skulle have sluttet sig om mit hjerte. Jeg skulle have talt og gjort af ægte interesse. Ikke dette lappen ovenpå. Også her formulerer jeg mig uklart. Jeg ser bare, relationen skaber forvirring i mit system. Jeg føler mig uægte og uegentlig. Ikke oprigtig. Han kommer og hører mit foredrag om kærlighed om fjorten dage. Hvordan kan han overhovedet tro, jeg har forstand eller materiale omkring det emne. Sådan som jeg gebærder mig. Jeg ved, man er to om en relation. Og så dette mellemstykke, der hedder Helligånd eller Gud, altså et tredje led. Jeg er ikke ene ansvarlig for, hvordan vi kommer overens med hinanden. Hvis jeg kendte tricket til at knække koden, så havde jeg brugt det. Allerede i morgen. Men der er ting, forhold, omstændigheder, jeg ikke har magt over. Der er et "vi", som dronningen siger. Et tredje. Jeg må stole på, at dette tredje led redder os. Idet vore veje krydses i en dagligdag. Som skal opretholdes. Idet skolen er en sag, en større sag, at værne om. End hvem der bruger den. Idet det ikke gælder mit forgodtbefindende, men skolens. Og idet vi tjener et højere formål. Skolen i sig selv. 17.4.19. 

Tjenerskikkelse. Jeg gør en del for at lette andres vej. Det betyder, at jeg viger tilbage for biler, der skal dreje i min retning. Ser jeg en udsat person forude, sørger jeg for ikke at skifte fortov, før jeg har passeret ham, så han ikke føler sig ekstra uønsket. Løber jeg på min løbetur forbi en person med en hund, prøver jeg at give hunden fornemmelsen af, at jeg ikke er bange for den. Og står jeg ved fodgængerfeltet sammen med et barn, går jeg ikke over før der er fuldt grønt lys og fri adgang. Det er næsten for meget. Jeg kunne godt være sådan en, der lagde sig hen over fodgængerfeltet i regnvejr, så folk kunne gå tørskoet over. Men jeg tror, det hænger sammen med, at jeg ikke vil være til besvær (egentlig ikke må være her). Jeg nævner det ikke for at prale af gode intentioner eller en ædel karakter. Jeg siger bare; jeg prøver at lette trafikerende, så trafikken kører så glat så muligt. Altså at have så smidig en kontakt som mulig. Jeg har ikke reddet nogen eller noget lignende heroisk. Men jeg har omtanke for de andre. I et omfang, der måske er for meget. Hvad gør det f.eks., at en bil skal holde et par sekunder ekstra, fordi jeg skal forbi? Den kunne have været hurtigere videre, hvis jeg ikke var der, tænker jeg. Hvorfor tænker jeg det? Om min næste før mig selv. Giver mig selv væk. Det er, fordi jeg vil hylde Guds skaberværk. Ved mit eget makværk. 16.4.19.

Det er muligvis mig, der er farveløs eller ikke bekender kulør. Men skal jeg forsvare ham, der kaster Koraner op i luften, eller dem der får deres biler brændt af? Jeg forstår bare, at min bedste ven har taget parti og at noget er gået mig fuldstændig forbi. Jeg har ikke tænkt problematikken til bunds, dannet min egen mening. Bare tænkt, hvad mængden tænker. Og jeg fatter ikke, at jeg ikke er skarpere. Er jeg ikke truet - som kristen. Bare fordi vi (kristne) er i overtal gør jo ikke vores modstander svagere eller mindre ødelæggende. Ja, en enkelt person kan jo rasere flere gader eller bygninger. Er der blot et lille drys salt i en ret, hvori der skulle have været tilsat sukker, ja da er retten jo ubrugelig. Mit snævertsyn sætter mig agterud. Frem på barrikaderne, kend din kamp! 15.4.19.  

De to røgede kyllinger, jeg har købt hos slagteren, er jeg næsten bange for. Tager jeg dem tidsnok op af fryseren, i forhold til vi får besøg fra Norge i morgen aften? Hvad med fryseposerne, jeg har anvendt, efterlader de kyllingerne fugtige og slatne i overfladen? Formår vi overhovedet at stege dem ordentligt. Og var det ikke mig, der næsten insisterede på, det var en god idé at købe dem. Altså står jeg med ansvaret for, at valget var en god ting. Nu ligger de i mit køleskab og gør mig så utrolig ængstelig. Prøv at få proportionerne på plads; hvor galt kan det gå? Kan vi ikke bestille en pizza, hvis det mislykkes. Altsammen er det bestræbelser på at ville vores gæster det bedste. Give dem det lækreste måltid, de længe har fået. Altså med en vilje til at gøre det gode. Må jeg huske. Og jeg er indrettet til at være bange for at fejle, og her stiller jeg mig i et højrisikofelt, da min gøren kan gå ud over andre. Sagde slagteren ikke beroligende, at jeg kunne fryse kyllingerne ned. Tage dem op, partere dem og lægge dem i et fad. Er der måske galskab i min fryser, der kan "smitte" dem? Hvor i mine hænder kan de være ildestedt? Er de købt i desperation eller uligevægt. Nej. Det er med fuldt overlæg, at vi steger de kyllinger i morgen aften. Jeg kan bede en bøn for at måtte lykkes på det felt som vært og husmor. Og fralægge mig dette alvorlige islæt, der har lagt sig over situationen og min rolle. Tænk, det kan hænde at gå godt. 15.4.19.

I dag følte jeg kærlighed til min nummerviser. Den signalerede, at den manglede nye batterier (ved at skrive "bat" i displayet). Siden købte jeg nogle batterier og forsynede den med ny kraft. I går var det et blad på stien, jeg nærede ømhed for. Sådan kan det gå. Hvornår lærer jeg, at de døde ting er døde? Jeg kan godt lide, at nummerviseren viser mig, den er i nød, og at jeg så kan afhjælpe den nød med et par nye batterier. Jeg mener; så har jeg opfyldt dens behov. Det kan lyde så fattigt at nære følelser for fysiske ting. Men nogle gange ser jeg på dem, som om de har sjæl. Det siger man jo også om en stue eller en indretning, at "det her rum har sjæl". Eller dem, der har et personligt forhold til deres GPS, fordi de føler, den kvindelige stemme taler menneskeligt til dem. Jeg må tillægge en ting, hvad jeg vil. Jeg giver den trods alt kun mer-værdi. Regner den for noget. Kan ikke se, hvad den skulle have imod det. Jeg kan også tage mig af min cykel og mine regninger, til trods for de ikke er "levende". Sådan må liv også være. Omsorg, der rettes mod inventar. Sådan er liv. 13.4.19.

Jeg hylder ikke nødvendigvis hans kommentar (Jespers, på Facebook, omkring racisme eller ej). Jeg hylder, at han skriver sin kommentar op imod 16 andre, der har den stik modsatte holdning. Altså han vover at sætte sig op imod alle dem. Det er beundringsværdigt. Derfor kan jeg skrive mit svar, som lyder: "Stærkt sagt, Jesper". Det er det tidspunkt, du har valgt at ytre dig på. I en sammenhæng, hvor det næsten er umuligt, og givet på forhånd hvad man helst skal mene. Der, i den krydsild, har du valgt at sætte dit aftryk. Bravo! 10.4.19.

Hvis du havde forestillet dig, jeg kom ridende ind af Skanderborgvej på et eller andet, tager du fejl. Jeg tog cyklen. Det er en anden tid. Havde du forestillet mig som actionhelt, ja så er jeg faktisk noget derhen af. Jeg er bare fyldt af psykiske kræfter frem for fysiske. Mit våben er inderlighed. Og havde du tænkt, jeg var umulig at opleve, ja så er jeg sådan set lige her. Men jeg tager fejl; du havde ikke forestillet dig noget. Ikke nu, og slet ikke sådan. Jeg er uventet. 8.4.19.

Nu forstår jeg dem, der ikke har lyst til at gå udenfor deres dør. Psykiateren i Haderslev havde ret; indimellem opløser min personlighed eller identitet sig helt. Eller der kan gå timer, hvor jeg ikke kan mærke, hvem jeg er, og hvad jeg plejer at kunne lide og at tage mig til. Ville have været cyklende til Storcenter Nord i dag, men jeg følte mig simpelthen ikke værdig til at cykle nede på Ringgaden op af de andre trafikerende. Ingen skulle se mig i den her grå trøje og med disse matte øjne. Jeg kunne ikke engang leve op til min cykel! Derfor begrænser jeg min radius lige i dag. Godt, ingen kræver stjernestatus af mig eller store armbevægelser. Jeg troede ikke, det jeg havde fundet i mig selv, var så skrøbeligt. Jeg ved bare, jeg var en anden i går og er det igen i morgen. 8.4.19.

Jeg skal transcendere Bibelen. Det er en meget støvet, gammel bog. Alt for længe har jeg studeret, for at kunne svare for mig, hvis jeg blev spurgt. Men svarene skal komme et andet sted fra. Skulle mit indre ikke indeholde lige så stor rigdom som Menneskesønnens? Fordi en kultur er bygget op omkring noget, der skete for 2000 år siden, kan den vel stadig rumme et under? Jeg har prøvet at blive kyndig, "skriftlærd". Nu orker jeg ikke mere om mesterens fortræffeligheder. Hvis du spørger, om jeg er skolet i livet, vil jeg hurtigt finde de rette ord. Og hvis du spørger, om jeg har elsket. Skriftet (.dk) er mit nye testamente, mit aftryk. Dette er skrevet med efter-tryk. 5.4.19.

Jeg gider ikke være så alvorligt et barn. Tynget af Jesus-bøger overalt på mit bord. Tunge skrifter om samvittighed og skyld. Men jeg kan (bare) ikke se mig fri. Det er, som om der står "Jesus" overalt, når jeg lukker mine øjne. Og når jeg åbner øjnene føler jeg mig som ham. Det er ikke til at komme udenom; jeg er Troende helt ind i årerne. Og jeg skal ikke se mig fri. Jeg skal se mig bundet i en sammenhæng, en historie. Jeg skal leve den fortælling videre. Ikke føle mig trælbunden men forpligtet. Selvfølgelig skal jeg læse Jesus-bøger. De er mit ophav. Selvfølgelig er jeg det barn. 3.4.19.

Jeg græd i aftes. Jeg er sikker på, det er derfor, jeg ikke vejede særligt meget her til morgen. Det var livskraften, der forlod mig. Lysten til de næste gøremål. Den næste dag. Jeg manglede næring i åndelig forstand. De tårer vejede nok hver især 10 gram. Nu hverver jeg dem tilbage. Tilfører mening til min dag. At vaske tøj (som nu) kan gøre underværker. Jeg bliver trøstet af - at sige det. 2.4.19.

Jeg har sjusket. Indrømmet; jeg gjorde de sidste optegnelser til min seneste melodi, imens jeg skulle til at indspille den! Jeg tog hjemmefra i god tro. Ikke tro på, jeg kun havde et udkast, men et egentligt færdigt værk. Men jeg tog fejl. Melodien skulle gennemgå ændringer for at kunne holde distancen ud. Det svarer til at skrive hele sin eksamensopgave den sidste time før deadline. Ja, endda lidt inde i overtiden. Og bordet fanger; nogle kan give salmen en tommelfinger eller en kommentar. Man har blottet sig fuldstændig. Og man - eller jeg - gransker mig selv for, om det jeg har leveret nu er godt nok. I dag trak jeg en udgivelse tilbage. Dvs. jeg har bevaret indspilningen på Youtube, men linket fra Facebook slettede jeg igen. Trods det, at fem havde ytret sympati for den. På cyklen her til aften syntes det mig så åbenbart rigtigt, det jeg havde gjort (af rettelser i noden). Men for lidt siden inde i sengen slog det mig igen, at den kunne være fuld af fejl. At jeg kan have fejlfortolket, misforstået eller bare formidlet på en ubehjælpelig måde. Jeg står for den ene del af salmens udfald, nemlig melodisiden. Den skal jeg opfylde til punkt og prikke. Ellers skulle en anden jo have lavet melodi til salmen. Denne tekst - om svanerne - var skrevet til mig. Derfor hvilede der et endnu større pres på mig. Næppe har nogen skrevet noget så smukt. Lad mig derfor lave en lige så smuk melodi, tænkte jeg. Jeg tager fint tøj på, sætter mit hår, ser ud af en stjerne, mens jeg spiller ind. Jeg gør mit forarbejde. Læser til min eksamen. Censor skal bare læne sig tilbage og lytte. Jeg ser ham sidde behageligt, tilbagelænet. Han nyder hver tone. Men det er ikke min tone. Jeg undskylder, at jeg spiller en andens melodi, men den var altså bedre end min egen. Jeg får - et kys. 31.3.19.

Det gælder om at bevare intensiteten. Helt til sidste tone. Det nytter ikke at bruge floskler inden for musik heller. Man må ikke kunne regne den ud. Det skal på én gang overraske, nytænke og appellere. Jeg skal ikke sige, om jeg mestrer kunsten. Men undrer du dig (over en melodi) er det ikke dårligt. Man må gerne skulle bruge kræfter på at tilegne sig den. Selvfølgelig er det fedt, hvis den med det samme fænger, og du bagefter hurtigt kan gå rundt og nynne den. Dermed er den givet nemt videre, formidlingen er gået glat. Jo, den skal smage af marcipan, min melodi. 31.3.19.

Jeg sidder ikke med mand og børn. Eller 25 års jubilæum på arbejdsmarkedet. Jeg sidder tomhændet i den forstand. Jeg plejer en sangstemme for at kunne leve et kunstner-liv. Ja, nogle gange står jeg op om natten og skriver. Flere timer kan jeg være lammet, hvor jeg bare sidder og stirrer. Hvilket barn kunne have holdt til det? Jeg har været prøvet i det ordinære jobsystem. Med moderat succes. Jeg gjorde i stedet karriere i at beskrive egne følelser, som om de også var andres. Jeg almengjorde et usædvanligt livsforløb. Og hver morgen skal jeg spørge, om det var det værd. "Det var den fremtid", som min mor skal have udtalt efter tragedien indtraf. Hun havde muligvis ret. Jeg fandt mig aldrig til rette; blandt de almindeligt arbejdende, på kirkegulvet med min far ved min side. Jeg væltede rundt i følelsesudbrud, som jeg (bare) forsøgte at gøre rede for. Og skulle være i stue med en, der lever på grænsen mellem vanvid og sund fornuft. Hele tiden veksler. Dia-log, Bi-polar. Og lave et slags rollespil, hvor jeg tillader mig selv at være/blive hvem som helst. Deri ligger en forvandlingens kraft. En frihed i at rammerne er så vidde. Et Ja-tak til livet. En favn vendt mod mig selv, hvor jeg altid kan græde ud. Skrive mig ind. Ind-fri. 29.3.19.

Jeg tænker på ordet "vederkvæger". Er det det, jeg kan mærke, nu hvor vi har talt sammen. At du ligesom lindrer min smerte og gøder mit håb. Smører mine strenge, så at sige. Salver mine fødder i overført betydning. At din stemme bare er nænsom. Og vores snak kan rumme både problemfyldte emner side om side med det glædelige, der sker. Så den uro, der måtte være, stilner af. Da får jeg lyst til at leve! At sige dig mere i morgen. At være mere for nogen i morgen. At se Solen. 27.3.19.

Jeg har (jo) ikke fattet det. Dem, der vil være rugemor. Hvad der er dejligt ved at føde, udsætte sin krop for den belastning. Give liv videre. Jeg har jo ikke forstået, at man til sidst bliver belønnet for sin trængsel, idet man da kan holde et nyfødt barn i sine hænder. Jeg har ikke prøvet at mærke glæden ved at holde mit barn. Idet jeg var ramt af sindssyge. Tænke: det var da utroligt med de små, nuttede fødder. Eller: Se, nu kan han spise gulerodsmos. Jeg er gået glip af lykkefølelsen. Så nu, hvor der kører et program om rugemødre, står jeg helt uforstående udenfor. Hvorfor (ville) føde et sjette barn, når man i forvejen har født fem? Jeg forstår at forme en melodi, synge den ind med udtryk, mangfoldiggøre den ved at lægge den offentligt ud. Det forstår jeg (til fulde). Jeg har ikke vidst hvad jeg gjorde, da havde jeg ikke gjort det (som en fra kunstakademiet engang sagde til mig). Og hun har ret; jeg er ikke engang klar over mit tab. Derfor kan jeg bare se til i bussen, hvordan en mor klarer sin hverdag med sit spædbarn. Næsten uden at det vækker minder. Der var et bånd, som jeg kappede over, men mere et sjæleligt bånd end et følelsesmæssigt bånd. Det er måske derfor - og kun derfor - at jeg har kunnet leve videre, i nogenlunde god behold. Det er klart, at i det øjeblik sætter jeg også egne følelser ud af spil. Jeg kan end ikke mærke - mig selv. Volden bliver da både udadvendt og indadvendt. Vi er to, der taber. Jeg er Babels datter (Esajas 47). 25.3.19.

Jeg har forsøgt at tale til kærligheden i folk. I min introduktion til mit næste foredrag. Der er en iboende kraft i os mennesker, som forbinder os med hinanden. Der gør, at vi gider hinanden og vokser som individer. Kærlighedens væsen kan tage bolig i dig eller dit medmenneske, men typisk smitter den. Og vi kan ikke undgå at blive påvirket af den. Men et eller andet skete der, da jeg skulle klippe i det stykke, da der ikke var plads til det hele på plakaten. Jeg skulle enten undlade det om, at det er "en iboende kraft" eller at dens væsen "kan tage bolig i". Og egentlig siger jeg jo på én gang to forskellige ting. Nemlig at kærligheden bliver givet os udefra (af Gud), men at vi samtidig jo er bærer af den alle sammen i vort indre. Så nu har jeg måttet amputere det fulde billede, og er bange for, arbejdet med plakaten gik for stærkt (skulle åbenbart sendes ud i dag (fra Gallo skolen)). Så tiltrækker jeg ikke nær dem, der ellers ville være kommet. Rolig nu, sådan forholder det sig forhåbentlig ikke. Men det er som at sidde med nogle trumfkort på hånden og så kun få lov at lægge halvdelen af dem på bordet. Også fordi - Herregud - der skulle være plads til mit portrætbillede på plakaten (hvor fattigt). Nu må jeg prøve selv at gøre opmærksom på foredraget med mine egne ord, - som her. Ja, jeg måtte heller ikke få plakaten tilsendt som fil, så jeg selv kunne bruge den (øh). Her skal det i hvert fald lyde, at jeg indeholder en anden plakat, som I dog først får at mærke/se, hvis I kommer d. 2. maj. "Kærlighed er usynlig - men kan mærkes". 22.3.19.

Hvor mærkeligt; jeg har lige budt ind på det gamle varmemesterkontor, som nu står ledigt hernede på hjørnet i det her boligkompleks. Forestiller mig både værkstedsplads (for et par malere) eller koncertsted. Til trods for, det sikkert ikke er særligt stort. Er jeg virkelig fuld af den her ene øl. Eller er jeg bare visionær? 19.3.19.

Den største kritik af mit forfatterskab (har udgivet tre bøger og medvirket i to digtsamlinger) var, da min egen mor sagde: "Der bliver hvisket i mit øre, at du skal skifte til et andet forlag". Jeg forstod ikke, hvordan nogen i Gram skulle "hviske" og jeg forstod ikke, hvorfor lige hun skulle sige det til mig. Her i nat - nu, hvor klokken er halv seks - ser jeg for mig, formuleringer jeg kunne have brugt. Særligt i bogen, "Skyld og gode gerninger", er der alvorlige udfald rent sprogligt. Som den første redaktør forsøgte at rette op på, ved at foreslå nogle anvisninger til, hvordan jeg kunne forbedre det skrevne. F.eks. at der skulle "mere kød på" hvert afsnit/essay. Jeg blev så bange for kritikken allerede i den indledende fase, at jeg var helt ved at bakke ud. Derfor satte chefen en helt anden redaktør på arbejdet, og som han skrev: "Lad os så komme i gang". Forlaget har ikke gjort andet end føje mig. I bogen, "Konsekvens", foreslog den kvindelige redaktør, at indledningen ikke skulle være så lang, om jeg ikke kunne kalde det noget andet. Men jeg holdt fast, og fik senere i en anmeldelse kritik for, at indledningen var (alt) for lang. Jeg har ikke haft det forkerte forlag, men været bange. Egentlig tror jeg, min mor tror, jeg har fået ekstraordinært meget hjælp til den første bog (Hvis du vil se mig i himmelen), at den er så godt skrevet, at det ikke kan være min egen fortjeneste. Men det strømmede ud af mig en sommer i kolonihaven. Den kom så let. Her har jeg kritiseret min mor to gange nu, men jeg skal bare forstå hendes hensigt. Denne nat. 19.3.19.

Jeg har ødslet med min godhed. Foræret mig selv væk. Et træk ved mig, som en håndlæser sagde var et svaghedstegn. Jeg "burde sælge mig selv noget dyrere". Kan jeg gøre for det? Det efterlader mig med ingen kraft tilbage. Og følelsen af at have villet et andet menneske så meget, at jeg i den bevægelse taber mig selv. I studierne af de forskellige faser; hvorfor køber du nye lagener til ham, som du overnikøbet lige vasker. Hvorfor sende noget hundemad med ham på turen. Hvorfor rose hans digt. Jeg mener; han er jo ikke din ægtemand! Hvem er han da så?, kunne man spørge. En, jeg får lyst til at hjælpe. Der er en appel i ham. Jeg har tabt alt, tænker jeg her ved dagens slutning. Jeg har tilsidesat projekter, jeg kunne have haft for mig selv. Men jeg ville bare være, hvor kærligheden var. Jeg kan ikke tilsidesætte den. Nu er den ikke mere, for jeg er tømt. Det er ligesom den følelse, man har, når man har brugt for mange penge. I forhold til, hvad man havde planlagt og havde råd til. Opofrelsens natur. 17.3.19.

Jeg tager skyld på mig. Også, hvor jeg ikke burde, eller hvor en anden havde skylden. Jeg melder mig først: Det er Mig (der har gjort det). Det ligger til mig at have dårlig samvittighed og være årvågen over for kritik af enhver art. Det er lige meget, om du siger, du har snydt, for jeg har snydt dobbelt. Her til aften gav jeg hunden for olieret mad, så den kastede op. Lars blev ved med at sige, det ikke var sket sådan, men jeg er selv sikker. Man kan også tage for meget på sine skuldre, helt så benene segner under én. I dag måtte jeg kun købe madvarer ind, som jeg kunne bære derfra i én pose. Alligevel købte jeg for 256 kr. alt muligt. Der er grader af forseelser, jeg mener sværhedsgraden eller dybden eller længden af dem. Eller er det sådan, at vi med arvesynden fra Edens Have er dømt til at fejle? Vælge det uhensigtsmæssige. Det, der ikke gavner os selv eller nogen andre. Jeg tror, vi er fritaget på dommens dag, men jeg ved mig ikke sikker. Burde jeg tale mere lærd om skriften eller det, der kommer? Jeg gør det ikke igen; giver hunden olieret mad. Jeg har allerede forbedret mig fra i dag til i morgen. Men da vågner jeg med mine arrede håndled, som var det Kains mærke. Og ved: uden Guds nåde var jeg ingenting. Til stede. I dit skær gør jeg mine egne forsøg, på at være dit bedste eksempel. Fra da af henter du mig hjem igen. 16.3.19.

Det er alligevel Dig, jeg skal takke, Herre. For de bordeaux støvler, som stod i SecondLuxbutikken lige i min størrelse. For penge på kontoen. Frimodighed til at klæde mig fint. Hvordan beskriver jeg ellers min glæde ved de nyindkøbte ting? De står her i stuen og skinner! Som havde jeg været på jagt med en givtig fangst. Som om jeg herefter er beriget med noget. Simpelthen er et mere værdifyldt menneske men også mere taknemmeligt menneske. Selvom jeg udmærket er klar over, jeg taler om forgængelige ting, som ingen regner efter min død. Men her kan jeg glæde mig til min næste optræden, fordi jeg kan forestille mig et sæt tøj, der passer til støvlerne. Da var min gåtur ned igennem Trøjborg jo det værd. Men i yderste led var det dig, Herre, der gjorde det muligt. Du har villet, jeg skulle interessere mig for den butik. At min nysgerrighed blev vakt, da jeg passerede butiksskiltet. Så derfor: Tak for succes i indkøb. At du lod mig glædes ved nyindkøb. Fylder mig. 14.3.19.

Jeg får undervisning om natten. Og jeg er bevidst om det, når det sker. Mens drømmen arbejder, vågner jeg halvt og registrerer at der er noget på færde. Jeg tænker, det lagrer sig dybt i min sjæl. Og at jeg er et forandret menneske, når jeg vågner. Altså er forandret bagefter. Som om drømmelivet er en lige så stor kendsgerning som vågenlivet. Og skal have vægt som en vigtig faktor i opbyggelsen af personlighed, sind og væsen. I nat var det noget med at se tingene, som de er. Det er ikke for at blære mig, jeg beskriver det her. Det er for at sætte fokus på de indre processer, frem for dem vi kan se og mærke fysisk. Ja, indeni os er der jo et kæmpe hav, der strømmer og bevæger sig. Vi må ikke glemme, hvad vi kan gøre i det stille for at styrke vores karakter. Tænke indad, mærke indad. Sjælen tørster jo også efter næring, ligesom kroppen gør. Også natten er et arbejde. 13.3.19.

Jeg skulle mene, at Antikrist har hærget (Holocaust). At Tusindårsriget er i gang. At alt er lagt til rette. Det er ikke det, at jeg er her, men at du er her sammen med mig. Sammen skal vi bære verden videre. Det er ikke, at jeg skal råbe det ud fra alle tage, men bare kan gå stille, tålmodig med det. Op af dig. Det er enestående og helt særligt, men kan være svært at fatte. Hvordan skriver man den perfekte kærlighedssang? Man ender i dur, skriver "elsker" et par gange, og så er den hjemme. Nej, vel. Den skal modnes - over år. Jeg har tiet og ladet som ingenting tusinder af gange. Man spørger alligevel aldrig hende, der ingenting siger. Ingenting ser ud. Det er sådan, at jeg bager et brød. Ser til det hver dag, formgiver det. Lægger små hints ud om at det er på vej. Hvad andet kan jeg gøre end sige dig det. 11.3.19.

Jeg går ad den naturlige vej. Hvis en melodi bevæger sig - næsten af sig selv - i en bestemt retning, må jeg følge den retning. Upåagtet, at jeg nærmer mig et tonesprog, som kun jeg selv forstår. Derfor står melodien til sidst tilbage følt frem. Den er blevet til på en fornemmelsessag. Jeg kan derfor forsvare den med dens egne ord (nærmest). Den ville se sådan ud. Jeg laver ikke et bestemt antal mavebøjninger, nej jeg bliver ved, til jeg er træt. Kroppen har (også) sit eget sprog. Der er altså noget, man bør gøre, af nødvendighed. En livsvilje, der vil trumfes igennem som noget selvfølgeligt. Jeg havde ikke ladet døren til vaskeriet stå åben, hvis ikke en person stadig havde sit tøj liggende i tørretombleren. Hvis jeg havde låst var det blevet mødt med modstand, så hvorfor ikke føje det, der synes naturligst at gøre i situationen. Fordi da går jeg med vinden i dens retning. Modarbejder ikke, stiller mig ikke i vejen. Er ikke til besvær. Før den dag, jeg skal være det. 9.3.19. (Efter publiceringen af melodien til salmen, "Hvis der findes liv") 

Det var først, da jeg blev forbryder, at jeg overvejede, om jeg var et ondt menneske. Det diabolske fik ligesom grobund i mig. Ikke under ugerningen - men bagefter, som en efterrationalisering. Pludselig kunne politiet anholde mig og endda finde mig skyldig i noget. Da sad mærkatet på mig; barnemorder. Men nu for lidt siden, da jeg sad i toget på vej hjem til Aarhus, følte jeg igen denne skyld. Som om jeg - denne gang over for togkonduktøren - skjulte noget, ja var ude på noget (ballade). Også selvom han lige havde frikendt mig med mit rejsekort. "Forbryder" klistrer til mig. Selvom jeg ikke har kendt til fængsel i gængs forstand. Jeg fik "lommepenge" og befandt mig bag lukkede døre. Men det var for at jeg skulle hele og komme mig. Jeg var kommet ud i noget smuds, og det hang ved mig i årevis. "Regnet blandt overtrædere". Det var denne rolle eller det ansigt, jeg fandt frem over for konduktøren. Hende, der er ramt, men selvforskyldt. Jeg kigger væk, tænker han. Udenpå mit tøj står der: anhold mig for noget. Men han har én gang frikendt mig. Gad vide om karakteren af den anden skyld (over drabet) kan undergå en lignende forvandling. At jeg er ren, men påtager mig en straf. At jeg viser mit rejsekort, som er stemplet ind som pålagt. Går fri. Men føler mig skyldig i noget. Og samfundet siger (også): du er skyldig. Hvad siger Gud? 4.3.19.

 Det er ikke sådan, at jeg skal fedte for min læser. Jeg mener, skrive sådan som jeg gjorde den dag, hvor der var mange besøgende/læsere. Det er jo ikke sådan, at jeg skal sælge noget. Eller skal have så og så mange tilhængere. Det kan sådan set være ligegyldigt, om der så kun havde været én beskuer til hele mit værk. Hvis det havde bundfældet sig hos ham til fulde, var missionen jo lykkedes. Jeg skal jo ikke behage nogen eller skrive som de fleste gør. Er der ikke nok, som gør det? Mit maleri skal ikke godkendes, for at have virket. Jeg lægger kræfter i det, som i det mindste universet så. I et stort hele gør jeg mit beskedne bidrag. Jeg skal end ikke føle, naboen skal kunne lide mig (selvom jeg gør). Når alt kommer til alt skal jeg (bare) kunne lide mig selv over for den nabo. Om du, der læser med, støtter mit projekt eller forkaster det, gør ikke arbejdet mindre vigtigt. Jeg er ikke gjort af tomme ord. Det er ikke for skæg skyld eller et salgstip. Det er et skrift. 2.3.19.

Der var lige dele ondt og godt i dag. Man kunne dele dagen op, og 50% af den ville være i nådens tegn, hvorimod resten ville være i fordømmelsens. Det svarer til forskellen på navnene Landin og Lundin. Vægten tipper lige dér. Ja, skulle Gud gøre dagen op og dømme den retfærdigt, ja så var karakteren middelmådig. Jeg kunne have gjort det bedre, og jeg kunne have gjort det værre. Og ikke bare i det, der "kom ud af min mund", men også i det, jeg tog ind var der forskel. En pige sendte mig gentagne smil uden grund, mens en anden lagde mig for had. Mit ærinde er derfor; gør en indsats. Måske bliver den belønnet, måske gør den ikke. Jeg kan ikke kende mit medmenneskes reaktion på forhånd. Men jeg kan mærke, hvad jeg selv sender ud i verden. At det skal være med en "ren" afsender. Retfærdigvis skal det siges, at dette er set gennem mine øjne. Elevens. Er dette en dommedagsfilm, bør slutningen være bedre. Jeg er med-skaber til en vis grænse. Og skal ikke spørge mere. 27.2.19.

Der er det pinefulde, når nogen i min omgangskreds dør (som nu den handicappede, Lars arbejder for), at jeg tror, jeg har kontakt til eller er i forbindelse med den afdøde. At hun ligefrem kan læse mine tanker, mens jeg går rundt her i lejligheden. Ja så at sige "hjemsøger" mig, dog også med støttende kommentarer. Der er ligesom intet skel imellem de to verdener. Så at jeg anerkender, hun nu er i dødsriget/himmelen, men fordi mine tanker lige nu går til hende og hendes familie, tror jeg tilsvarende hendes tanker - et sted - går til os, efterladte. Det er som om, jeg tilskriver hende at have evner til at se ind, nu hvor hun "er gået over". Men det er en del af min problematik, at jeg ikke kan afgrænse mig selv. Derfor går jeg i ufred, forpint. Egentlig er jeg bare berørt. Der plejer at gå måneder, hvor jeg føler mig blottet og set igennem. Det er en proces, andre måske også kender. Men lige nu er jeg syg af tanken om et nærvær, jeg ikke kan dokumentere. Undskylder min brist. 27.2.19.

Der er et Eriksen'sk bånd. Et vist islæt over min familie. Far, mig og Nikolas, der f.eks. har samme blodtype. Mor, der i telefonen siger næsten det samme, som jeg lige selv har tænkt. En slags gennemgående tråd igennem slægtled. Navlestreng, om man vil. Hvad enten vi har inkarneret sammen før eller ej. Vi er indenfor det samme sinde-lag. Vi ved, hvad hinanden tænker på flere hundreder kilometers afstand. Der er ting nedarvet i vores gener, som (for)følger os. Og jeg kan ikke frasige mig hverken psykisk sygdom eller brede fødder. Jeg er et produkt af en kærlighed, der til sommer har varet i 60 år. Mor og far, der en dag skal ligge ved siden af Nikolas, i den helt forkerte rækkefølge. Jeg skal bære blusset videre. Som en slags ånd eller viljekraft. De har sat spor, som jeg betrådte. Ikke mindst med min sangstemme. Viderefører jeg et navn. 26.2.19.

Salme, indspillet i dag d. 20.2.19. (Hør nedenfor)

Du kommer Herre til os ind
i dagligdagens pligter
med et forløst og lutret sind,
som ingen af os svigter.
Vi undrer os og ser og tror,
hvor fuglen letter fra sit spor
med magt i dine hænder.

Vi går omkring og er så små,
og kræfterne er svage,
du giver hat og frakke på
i disse kolde dage.
Vi beder dig, om end du ved
om al vor selvretfærdighed,
om ly i dine hænder.

Du skænker os den gode fred,
du ene higer efter
i ophøjet urørlighed
med kærlighedens kræfter.
Vi er dit legeme og blod
og lever nu i livets flod
i væld fra dine hænder.

Tekst: Lars Hougaard Clausen. Musik, klaver og sang: Anne Marie Eriksen

Som en flok svin kastede du rundt med mig med fråde om munden. Med sindssygen vildtvoksende ud af begge ører. Jeg bærer ikke nag til dig over det. Mine udskejelser har varieret i sværhedsgrad, men kendetegnende for dem alle var, at du bragte mig tilbage (på sporet). Jeg har overnattet i det fri med øjnene rettet mod stjernerne, fordi de trøstede mig. Jeg har grædt og løjet og endda stammet, men du glemte mig aldrig i nøden. Overalt gik der en rød tråd gennem mine sidespring, så jeg kom fra afveje tilbage til vejen. Du har vitterlig sørget for mig. Villet mig. Tak for årene, hvor jeg kæmpede som besat. Mine øjne må have lyst som lynild, og der slog gnister fra min krop. Jeg kan have skræmt vidt og bredt med min gestikuleren og mine fagter. At jeg dog kunne indeholde - det. Et stormvejr, en ildebrand, en tåreperser. Nu er der fred i mit indre, idet du fortæller mig, trængslerne var det værd. Dæmonen hærgede, men raserede mig ikke. Idet du nu holder mig i din favn, som rimer på hjemstavn. 19.2.19.

Jeg ville (jo) have bortadopteret dig (men blev forhindret). Så kunne du have opsøgt mig som voksen, ligesom "Pernille" fra programmet "Sporløs" lige gjorde ved sin mor. Og jeg kunne have fået en søn. En levende søn. Min favn havde været så uendelig åben. Min dør ville i alle årene have stået på klem, så du nemt kunne komme ind. Men nu vidste jeg, du døde. Det så jeg selv. 18.2.19.

Jeg glemmer det aldrig. At være ekshibitionist. Den første gang, man spiller klaver for gæsterne som barn. Da jeg sad og græd for åben mikrofon (min egen) på Vesterbro Torv. Det at lægge sig selv ud offentligt til andres dom. Det er en form for blottelse, og det river lidt i maven. Alligevel gør jeg det igen og igen. Er til skue. Kan ikke lade være. Som om det at krænge sit inderste ud er en form for renselse. "Noget i mit indre har villet et ydre udtryk", som jeg engang skrev. Og da lyder det egentlig som en sund ting. Jeg ånder virkelig igennem at optræde, som var de højdepunkter på året. Og sidder man og øver alene, kan man bare forestille sig sit publikum :) Som jeg også gør - her. Jeg er blotter. 17.2.19.

Jeg får at vide, at der er kraft i mit nye billede (maleri, oliekridt på lærred). Ikke så meget ved brugen af hvid farve, men mere i kraft af den energi, jeg har lagt i strøgene eller den (smule) anstrengelse, jeg har tilført noget, der i grunden før var dødt. Ligeså vel som det at man kan videregive en intention eller vilje via en sang, så kan man videregive en hensigt via et maleri. Jeg vil min beskuer noget, altså opstår der et møde. Lige meget om ikke særligt mange kan lide det på Facebook. I sig selv giver billedet mening. Det har nytteværdi af sig selv. Det er blevet, og nu er det. 15.2.19.

Valentines dag:

Jeg kan vente. Jeg behøver ikke opnå noget nu og her. Ligesom en mor venter i 9 måneder før hun føder sit barn, ligeledes har jeg denne tålmodighed i mig. Tabstal bliver lige så langsomt til vindertal. Som om jeg ikke har levet år på at gå for mig selv og gruble over ting. Det ligger til mig at gå stille, men samtidig indeholde en revolution. Med tiden vil det dæmre. Og hjerterne vil tø. Og med tiden vil jeg råbe et Halleluja så højt, at snakken vil gå fra hus til hus. Lige nu hviler jeg mit hoved på en træstub. Og når jeg går videre er det med tanken på det træ, jeg engang bar. 13.2.19.

Jeg er sådan set misundelig. På hende, der fik fire børn. Dem, der holder sammen i et ægteskab i 20 år eller mere. Ham, der kom ind på musikkonservatoriet og gennemførte en uddannelse der. Det afholder mig ligefrem fra at bakke op om glædelige hændelser på Facebook, hvor jeg burde unde min ven den største lykke. Er jeg selv u-lykkelig? Jeg er en del af en lang tradition (læser jeg i Bibelen). Jeg kæmper med morgendepression og uindfriede drømme. Som om, Gud ikke indtil videre har undt mig det hele. Er jeg da utaknemmelig?, jeg mener; jeg lever trods alt. Går jeg da for meget op i status, samfundets rangorden, og det mennesket "plejer" at gøre? Skal jeg bare være glad for at se den normale tilværelse lidt udefra i stedet for at leve den. Drømte f.eks. Kierkegaard også om ikke at være særlig? Hver dag: Hvordan bærer hun sit svangerskab, er hende der glad for at være blevet mor, har moren og faren et bedre forhold nu, hvor de er blevet forældre? Det er naturlige spørgsmål fra mit ståsted. Eller vadested. En indrømmelse mere. 12.2.19.

Gå, hvor kærligheden er. Giv hende et knus, hvor det føles naturligt. Ånd ind, hvad der favner dig. Giv tilbage af et rent hjerte. Tænk venligt om hende ved siden af. Stil dig ikke i vejen for en strømning. Bræk ikke retningen af, hvor det ikke virker naturligt. Vær der, hvor nogen fordrer dig. Giv ikke op, fordi der er trangt. Tag endnu et skridt, selvom du ikke tør. Vent på ham, der halter. Gør noget, ingen forventer. Forny det gamle med nye ord. Hæv fællesnævneren, hvor det kan lade sig gøre. Lad båren stå. Befri ham, der er fængslet. Ræk ud efter den lille hund. Fordi du kender en, der er større. Sig ikke: Fadervor, men derimod: Moder, søster, elskte; min kærlighed. 9.2.19.

Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal leve fra kl. 19 til 19.15. Jeg mener; hvad havde du tænkt (med mig), Herre? Som dagen er skredet frem, forekommer der at være dybe huller af halve timers varighed. Hvor jeg svæver mellem at tjene to herrer. Ja, i hvert fald ikke Ham, som jeg gerne vil. Da er jeg utro, tvær, Rasmus-modsat. Ja, jeg gav sågar den åndelige verden fingeren i dag! I min hvide bluse har jeg følt mig mangelfuld, - men selvfølgelig ikke været det. På min løbetur kunne jeg nemt være vendt om efter blot 20 skridt, fordi jeg ikke overkom resten. Men du skal ikke sige, jeg ikke prøvede ved klaveret. Eller prøvede i bussen. At overgå det, at jeg lagde mig i formiddags. Fordi det da kan hænde, at verden ser bedre ud, når man vågner igen. I min eneste bøn kunne jeg ikke få "Tilgiv mig for.." over mine læber. Jeg behøvede bare overgive mig i Guds hænder. Nu var det ikke sikkert, han overhovedet strakte dem frem imod mig. Hermed blev kl. 19.15. d. 5.2.19.

Jeg har trukket mig fra en gruppe, som betår af poeter (folk, der digter). Jeg følte ikke nogen forpligtelse over for de andre. "Jamen, vi kræver ikke noget at dig", kunne lederen så sige. Nej, men jeg føler ikke noget ansvar i forhold til om gruppen fungerer. Den ligger hos - mig. Jeg kan ikke (længere) se mig selv i gruppens profil, så jeg går hellere selv. Det rager mig om ham ved siden af lykkes i det her projekt eller ej. Altså; jeg er fuld af ligegyldighed. Jeg vil gerne indgå i forpligtende fællesskaber omkring noget, jeg finder vigtigt. Om jeg popper op (som gruppen har til hensigt) på det ene gadehjørne eller det næste; jeg vil bare gerne være, hvor der er brug for mig. Jeg skal ikke pådutte nogen i det offentlige rum at kunne lide digtoplæsning. Beskueren skal af egen fri vilje vælge mig til (eller fra). At få litteraturen op af skuffen og ud til folket er en god nok tanke. Men ligesom en mand går og finder bøger på hylden på Biblioteket, ligeledes skal han lede i det offentlige rum efter det, han søger. Sprængfyldte rører vi hinandens skuldre midt på stien, og fluks er vi for altid forandret. Hvis ikke jeg læser hans ansigt og finder et digt, søger jeg i det næste. 1.2.19.

Om det er, fordi vi ikke talte sammen i aftes (Lars og mig), ved jeg ikke. Men i dag har jeg været i underskud, manglet næring. Jeg bliver let svimmel, og spiser da også let hver anden time. Men også åndelig næring. Slog henholdsvis ordene mammon og manna op. Hvilket et ville være passende at bruge i den her sammenhæng, tænkte jeg. Men mens mammon har en negativ klang, har manna en positiv. Mine poser under øjnene blusser op hen imod aften. Jeg har mest lyst til at gå i seng, selvom klokken kun er 20.13. Kærlighed og kildevand fylder mig ikke med forråd. Jeg har intet tilbage på lageret. Da føler jeg mig som Askepot, når jeg gør rent. Og som bagerste mand, mens jeg cykler. Som da jeg slog ihjel, og ikke kunne mere. Jeg stiller mine sko eller min stridsøkse. Og nedjusterer kravene omkring kun at ville veje omkring 64 kilo. Hvad ellers. 31.1.19.

Kære psykiatrisk hospital, som har huset så mange skrig, og som nu bliver almennyttigt boligbyggeri. En dag skal sindslidelse blive daglig tale og lige så alment. Enhver depression bliver omtalt som en forkølelse. For hvor går grænsen mellem at føle sig nedstirret og være paranoid? Og hvor går grænsen mellem at være nervøs og være angst? Og hvor går du som mursten hen efter at være blevet råbt af? Er du som Guds hus eller menneskets. Hvad huser du nu? Almindelige mennesker med almindelige problemer. Og hvor går jeg hen? Nu passerer jeg, hvor jeg engang har lidt (på en gåtur). Som lå sygdommen gemt i dine fuger. Jeg skal aldrig, aldrig mere skjule eller dysse det tabu ned. Det skal være hvermandseje. Jeg skal gerne betale huslejen. 26.1.19.

Der er noget, jeg må berette om. Her på det seneste har jeg indkøbt mere frugt og grønt, mere økologisk, og også spist sundere. Ikke sådan i én vending, én beslutning, men det er bare kommet hen ad vejen. Det, jeg nu har bemærket er dog lidt mærkeligt; det er som om, de bedre madvarer nu også varer længere. Altså ikke nok med, at de scorer point ved at indeholde færre kalorier, men de virker også som en kvalitet, som livs-fylde. Med det mener jeg; hele mit hjem bliver bedre at opholde sig i, af den grund at der nu er fyldt godt op i grøntsagsskuffen i køleskabet. - Og det er ikke løgn. Jeg kan konstatere helt nøgternt, at jeg sparer penge, lever sundere, muligvis også taber mig i vægt, samt har bedre samvittighed. Altså den gode gerning, der fra starten udsprang af bare et ønske om at prøve at købe de varer, som jeg ved er bedst for mig, den bliver nu belønnet eller giver pote eller skaber nye ringe i vandet. At se gulerødder som noget af det første, når jeg åbner, og så finde på at bruge gulerødderne til noget, for derefter at opdage, at de smager godt. Dermed har jeg lært en lidt mærkelig lektie, som jeg her prøver at forklare. 23.1.19.

Det er også svært, når man på én gang prøver at være Edelweiss, Immanuel, Ave Maria og et hav af andre skikkelser. Det gør ondt, når man ikke om kvinden ved stoppestedet må tænke, hendes ende er stor. Eller om ham, der snakker med sig selv i bussen, at han måske har glemt, 12'eren ikke længere kører forbi psykiatrisk hospital. Jeg skal helst være så ren og ædel som muligt. Og min kærlighed skal være ægte funderet og have egen kvalitet. I sociale sammenhænge puster jeg mig op, for at opgradere min intelligens. Kloger mig i samtaler, hvor jeg burde have holdt inde. For at hævde mig til at være et eksempel til efterfølgelse. Når jeg går ud tager jeg en jakke på, der fremhæver mit bryst, og da føler jeg mig bedragerisk (fordi jeg har meget lidt fra naturens hånd). Har jeg pudset næse lige før jeg øver klaver på Gallo skolen, går jeg ud og vasker mine hænder. Og når jeg går derfra smider jeg en femmer i kaffebøssen for at sige tak for lån af rummet. Alt foregår i et regnskab med dem fra den åndelige verden, der måtte "kigge med". Jeg er fuldkommen gak gak. Heldigvis får jeg på min tur fortalt, at ligesom hende, der ufrivilligt vrider sit hoved ved busstoppestedet, så har også jeg en sygdom. Helt enkelt det. Jeg er undskyldt. Thank God. 22.1.19.

Det, jeg helst ville være, var - troværdig. Man vinder ikke en håndboldkamp (apropos) ved blot at have gode hensigter, man er nødt til at score. Ja, være de gode hensigter og levere varen. Det, jeg siger til et givent foredrag skal bygge på erfaringer, altså et levet liv. Jeg skal kende kærligheden for at kunne tale (med) om den. Og jeg skal have et ærinde med overhovedet at komme. Jeg skal ville mit publikum noget. Ja, med min vilje. Jeg skal føre en energi videre fra eet menneske til et andet, som igen fører det videre med sig ud i verden. Vi skal udveksle og dele. Dyrekøbt gods. Ikke noget, jeg har købt et sted for så at eje det. Nej, jeg har levet det, mærket det selv. Det skal rinde i mit blod, de kampe jeg har gennemlevet. Som en pulserende del af mig. Og min lærdom er alles. 19.1.19.

Hvis det er mine "hårde knus", du hentyder til i dit digt, er det fordi jeg er holdt op med at hengive mig. Jeg har ganske enkelt lukket for en strøm. Jeg holder mig tilbage - med vilje. Min krop åbner sig ikke længere, og det er ikke Eros på den måde, du får fra mig. Det er noget, jeg har besluttet. Derfor bliver jeg ikke så længe i din omfavnelse, selvom den er rar. Det er for at trække en grænse. Rent fornuftsmæssigt. Hvis det er mig, ja så er det mig. Derfor kan jeg godt huske dine kys og at du elskede med hele dig. Jeg har tabt en stor kærlighed. Og strømmen har forladt mig. En bestemt del af mig, en åre der før var aktiv, er sandet til. Beklager, men det er som om, jeg er frosset til is. "Iskolde knus" havde også været rigtigt. Min favn er begrænset, ikke vidtåben. Og min energi dirigeres ud med stopbremsen i. Gå du da hen og få det knus et andet sted. Det under jeg dig. 18.1.19.

Hvad er et menneskes inderste? En sølvtråd. En glød. Hvad vil det sige at gemme noget i sit hjerte. Hvad er det for et sted? Vil jeg have et slags skelet, jeg bygger udenpå min kerne. Så at jeg synger fra mit inderste, men min stemme bliver ligesom et klæde, der indhyller mig. Min krop - også i sjælelig forstand - får tøj på. Så hvad er en sjæl? Jeg mener, hvis det er den, der "overlever", når vi dør. Er den da en evig flamme. Hvad bygger du din kirke - på? Salva me. 16.1.19.

Jeg ser ansigter, hvor der egentlig ikke er nogen. Smider jeg min overfrakke lidt skødesløst på en stol, kan det hænde, at jeg bagefter finder genkendelige motiver i den måde, ærmet former sig på. Lige før så jeg både et lam og et barns ansigt. Og i går lå det stykke køkkenrulle, jeg havde tørret næse i sådan, at jeg kunne genkende mig selv i en skulptur. Den forestillede en, der sad i en behagelig stilling og læste/studerede i en bog. Det var et svar til mig om, at jeg bare skal okse videre, blive klogere, upåagtet en dalende tilslutning til i hvert fald en af mine hjemmesider. Indimellem ligger tingene på mit bord bare i en position, hvor det minder mig om et kendt ansigt. Et ansigt, der er kendt i offentligheden. På den måde forbinder jeg noget med den person, som jeg kan overføre på mig selv, eller finde støtte eller bekræftelse i. Lyder det mærkeligt? Sig det endelig ikke til en psykiater. Hos min psykolog i onsdags nævnte jeg ordene: "Hints fra den åndelige verden", og det gør jeg nok ikke igen. Sådan har ethvert menneske sin begrænsning. Det er ikke, at jeg søger efter ansigter/figurer rundt omkring i omgivelserne. De opstår bare foran mit øje. Sådan har tusinder af andre det måske også, uden at tillægge det værdi. Også under nodearbejdet opstår der (jo) ansigter, dog for mit indre øje. Dette er meget håndgribeligt; ting lægger sig, folder sig umiddelbart tilfældigt. Mens jeg ser noget mere bagved. Ville du ikke også sige det, hvis du var så mærkelig? 15.1.19.

Frida og mig 11.1.19. I Gallo skolens have:

Det er det, jeg er gjort af. En far, der spørger, om min forkøling er gået væk (og ikke forkølelse). Et par nevøer, der får 12-taller på stribe. Mig selv, der ved stranden i dag spørger Lars, hvad højvande egentlig er bestemt af. En mærkelig blanding af simpelhed og kompleksitet. Min søster, der sover til langt hen på dagen, fordi hun ikke orker andet, mens mine to brødre passer et fuldtidsarbejde. Mig, der hver anden dag tror mig bedre end min førtidspension, men så indimellem får det så skidt, at jeg tænker: det er vel nok godt, jeg har den. Jeg er alt lige fra 03 til 11, alt efter på hvilken dag man spørger mig. Og min udstråling ligger enten i skuffen eller er foldet ud på storskærm. Du kan jo (derfor) kalde mig Bipolar eller sige, jeg har en lidt alternativ intelligens. Jeg forstår tingene på en anden måde. Og har til tider svært ved at udtrykke mig i gængse vendinger og termer. Jeg er fra-vegen. Mens andre fulgte hovedvejen, tog jeg en afstikker til en sti ved siden af. Hvorfor ikke sige det, som det er: Mit værk er ikke svært at forstå rent sprogligt, men dets substans er en underlig størrelse. Udefinerbar. Jeg forstår ikke at skrive en afhandling eller tage et fag på universitetet, det er uden for mit felt ganske enkelt. Jeg kan gøre selv svære følelser håndgribelige og tilgængelige. Og gamle, klassiske traditioner kan jeg forny med et tvist. Jeg almengør ting, der ikke umiddelbar bliver belyst. Og jeg har valgt talrige og varierende metoder til det brug. For at gøre brug af sit fulde register må man indimellem spørge dumt og andre gange overraske en hel forsamling med sin kløgt. Det kaldes underlegenhed eller overlegenhed. Tidevande. 11.1.19.

Der er disse stjernestunder, hvor selv tv kan være så opløftende at betragte, at jeg må trække mig. Jes Dorph (tv-værten) f.eks., der her til aften lykkedes så exceptionelt godt med sit interview af en såkaldt cutter. Jeg slukker, da det er ovre, men tænder få minutter efter for at se, om det gode stadig er der. Og ja, endnu et interview af stor klasse. Det er som om, stjernedrys og glorier og glimtet i øjnene bare forekommer i overflod. Og jeg kan ikke rumme det på én gang. Jeg bliver både rørt (bevæget) og opfyldt, glad og fortrøstningsfuld. For fremtiden og for hvad verden er for en størrelse. Når den kan indeholde så opløftende seancer, ja flere efter hinanden. Og når sportsværten taler om at Mikkel Hansen er i storform til åbningskampen i morgen, vil jeg helst ikke se det klip, hvor Mikkel selv siger det. Ikke at jeg ikke tror på det udsagn eller elsker ham som sportsmand, men ja, jeg ynder ham næsten (allerede) for meget. Vi må ikke tabe, Danmark - som nation. Dette, som vi er fælles om, er så vitalt og vidtløftigt, at selv taget rejser sig. I min stue. Der er tv, som binder os sammen, og også min nabo kan hænde at "hægte sig på". Spiritus. 9.1.19.

Når jeg renskriver en node, for at gøre den tilgængelig for andre (til download) giver jeg den et kærligt touch. Jeg fremhæver dens kvaliteter og stiller den i et venligt lys. Også så den er rar at kigge på, for dem der printer den ud. Jeg siger lidt til den; gå du bare ud i verden, jeg skal nok passe på dig. Her har jeg gjort mit forarbejde, men fra nu af må du klare dig selv. "Derude" er både i cyberspace (som fil på internettet) og i verden (som node på papir hos pianisten). Jeg puffer lige til den med et glimt i øjet. Ja, jeg ser mit værk være godt. Det kan vi (jeg og noden) godt være bekendt. Nu bærer jeg den fra sit leje: "Stå ved dig selv". Intet skjult under solen. 8.1.19.

Men kan kærlighed gå hen og blive et håndværk, ligesom maleriet blev et håndværk (for mig)? Hvis jeg vil undervise i kærlighed og dermed hævde, det er en fysisk kraft, vi kan mærke og reagere på, bliver den så næsten tingsliggjort. Og mister den derved sin glød og fylde? Tænk, hvis man kan tale så meget om den største følelse, at den bliver mindre og mister kraft. Øvelser i at tænke på noget positivt, jamen hvad skal vi så bagefter? Hvor går det gode så hen, når vi har talt om det. Er kærligheden et uafhængigt væsen, der sådan skifter bolig; nogle gange er den inde hos naboen og andre gange er den her hos mig. Og hvor udgår den fra, og hvem fordeler den (lige)? Jeg tænker (enormt) meget over den gode gerning, og at ville den anden det bedste. Jeg hævder, der er metervis af stof at tage af og snakke ud fra (på et givent undervisningshold). Men kan jeg tillade mig at kalde mig ekspert på det område. Skulle jeg have fortrin i forhold til min elev. Bare fordi jeg har levet livet stærkt/hårdt. Hvem bestemmer, at/om jeg skal have løn - altså penge - for at tale med nogen om ømhed, de bløde bevægelser (kropssprog), man helt naturligt gør når man omtaler kærlige ting. Hvorfra ved jeg, jeg næsten flyder over, at jeg bare skal åbne mit ærme. Kan ikke også jeg gå død (i det emne)? Tale mig træt. Komme uoplagt og ikke have overskuddet. Hvis jeg skal gå forrest, skal jeg jo ikke sige dette eller hint, men være det. Ikke tænke det, men leve det. 7.1.19.

Ja, så havde jeg endnu en natlig drøm, der får mig til at handle her dagen derpå. Drømmen beskrev en slags hjerteskole, som jeg kunne oprette. I det virkelige liv kunne jeg måske slå et fag op på en skole (Gallo), hvor vi kunne tale om kærlighedsgerninger. Hvorfor er det så rart at gøre andre glade, f.eks.? Hvad har vi hver især oplevet af positive ting. Hvorfor er det, vi får fornyet energi af at give til andre. Jeg skrev en bog, der hedder "Skyld og gode gerninger" (2015), fordi jeg tænker en del over, hvordan gerninger kan have forskellig karakter. Og også "ramme" forskelligt. Hvis man tilbyder en overvægtig dreng en kæmpestor is, er det så en vel-gerning? Sådan er der masser af eksempler at tage fat på. Vi kunne tage udgangspunkt i et stykke, vi læser sammen på holdet. Hvordan bliver kærlighed beskrevet her. Eftersom det er kærlighed, der hele tiden binder os sammen og giver os tro og energi, skulle jeg mene, der er massevis af stof. 6.1.19.

Jeg råbte ad vinden i dag. Det er ikke, som når nogen taler med fuglene. Det er sådan, at gik der nogle inde på fortovet samtidigt, ville det have været pinligt. Jeg rejste mig op i saddelen for at imødegå presset. Det var en kamp om magt, midt på gaden. "Ja, kom så!", råbte jeg, for at opildne den. Den kunne da bare møde mig med endnu større kraft, det skulle da ikke røre mig det mindste. Da jeg var nået frem til mit mål, tænkte jeg; det gør du aldrig mere. Men hvordan aldrig mere? Forsvinder kraften af den grund? Min cykel var mit instrument. Og jeg betrådte landskabet foran mig, som Bjarne Riis. Er han måske pinlig. Det er d. 1.1. og der er stormflodsvarsel. Det er et naturfænomen, jeg ikke er herre over, og som også andre mærker på deres kroppe. Jeg kan ikke befale vinden at stilne af eller bølgerne at lægge sig. Men jeg kan fandeme råbe: Besind dig. 1.1.19.

Der er dette utroligt stærke øjeblik i filmen, "Heat", hvor Chris, spillet af Val Kilmer, opsøger sin kone og sit barn. Han er imidlertid eftersøgt, og hun giver ham et tegn med sin hånd fra balkonen, om at det ikke er sikkert for ham at komme ind. Derefter vender han sig, lader som om han bare er der for at spørge nogen på gaden om noget. Hun ser, hvordan han undslipper, ja hun giver ham dermed livet. Men med den helt store omkostning, at de tre ikke kan tilbringe livet sammen. Deres blikke er så utroligt inderlige og smertefulde. Jeg genså det øjeblik for lidt siden, tændte helt tilfældigt. Nogle filmscener brænder sig fast i én. Det er, når det helt store offer bliver foldet ud. Den kærlighed, der siger; jeg vil dig så gerne, men det kan ikke lade sig gøre. Du må gå - og dermed leve. Hvis du kommer ind er alt tabt. Jeg giver dig dette diskrete tegn med min hånd, og det er den kærligste hånds-rækning, jeg nogensinde har givet dig. Jeg gør det for at sætte dig fri. Jeg taber dig, og du ser aldrig dit barn igen. Det er det, vi hver især lige nu ser i hinandens øjne. Vi elsker hinanden, men det er en "umulig" kærlighed. Den kan kun bestå, hvis vi lever hver for sig. Der kan den dog bestå. Der taber jeg dig aldrig. Jeg bevarer dig - for altid - i mit hjerte. Jeg mister dig derfor ikke. Vi har mindet om hinanden, og af det vil jeg leve og ånde. Frit fra dit og mit væsen. 28.12.18.

Man kan se, jeg har båret dig, Nikolas. Man kan simpelthen se det. Nogle videooptagelser har jeg kaldt "..med mave" og har jeg måttet frasortere af den grund. Fordi min maveskind lægger sig i folder, hvis bukserne sidder stramt til. Det er ikke særligt sexet, men det er til gengæld meget moderligt. Jeg er mærket. Det er, fordi du har været her, Nikolas! Du var her virkelig. I stedet må jeg nøjes med en sms fra min nevø, Hans. Som dog også luner. Man kan ikke frasortere et moderskab, aldrig. Kiggede man ind, ville min livmoder også se udvidet ud. Og jeg løber 20 minutter i streg, fordi billedet af dig står på mit bord. Intet andet end drivkraft giver du mig. En suppedas, jeg ellers er havnet i. Havde du bare levet, kunne du være beviset. Mit vidne. Men nu lever ingen andre end bedstemor og bedstefar med stor sorg. Kære, du har indvirket. Tak. 27.12.18.

Det er som en flod af synd, der skyller ind over mig. Ja, jeg kender ikke ringere skikkelse end mig selv. Når jeg løfter vægtene er det for at bekæmpe et monster. Da svigter jeg den ene, da den anden. Kan jeg overhovedet se mig selv i øjnene. En skygge eller slagside, der er større end den oplyste del af mig. Hovedvægten ligger i mørke. Eller? For hvis skyld låste jeg mig ude her til aften? Var det for at jeg kunne besøge Lars på arbejde (fordi han har en ekstra nøgle), og så gå fra den handicappede, som om jeg ikke gad hendes selskab. Var det for at Gud først kunne gøre hende glad, over jeg kom, men bagefter skuffet over jeg gik. Jeg mener; først giver Gud mig et barn, men så tager han barnet fra mig igen. Jeg er som forbitrelse, der har frosset sig fast. En håndvægt er en gudsbenådet opfindelse. Jeg skal selv tage den i hånden og betjene den, den vejer kun i sig selv. Hvis ikke jeg gør noget, er den slet ikke i spil. Derfor; løsn dit bånd, og lås dig ind. Effata. 26.12.18.

Jeg er Kriger. Jeg kæmper for det, jeg har kært. Fuldblods. Når jeg forestiller mig nogle bryde ind hos Lars d. 21.12., fordi rækværket ikke er låst, cykler jeg derop i regnvejr, koste hvad det vil, for at låse det. Jeg forsvarer mit territorium, og jeg kæmper for det, der betyder noget. Jeg ser min fjende stå lige over for mig. Ja, hører jeg en køre vildt i bilen, tænker jeg, det er det, hele verden består af. Det er sådanne kræfter, jeg må bekæmpe. Netop sådan nogle, der kan finde på at bryde ind på Trillegårdsvej. Jeg er ligeglad, mig skal de ikke ramme. De skal ikke komme mig nær. End ikke få tanken. Lang tid før mærker jeg disse mørke kræfter i samfundet, og jeg bliver tilskyndet til at gøre mit til at holde dem i ave. Du skal ikke røre min dreng i skolen. Det er mit parti, min egendel, og den er ikke til salg. De skal end ikke forsøge at rykke i skuret. Jeg er træværket. 22.12.18.

Jeg kunne sagtens skrive om bitterhed. Sådan noget med at jeg "sælger mig selv for billigt", som en håndlæser engang sagde om mig. Altså er for god af mig. Nu kører min bror alligevel i bil til juleaften, da havde jeg ikke behøvet pakke og sende gaver derned for en uge siden. Sådan noget kunne jeg nemt remse op. På den anden side højner det moralen, det på trods af øget vægt, at kunne gå oprejst. Jeg mener; i morgen skal jeg så tage bussen med gaver fra Gram (mor og far), to store poser fulde, til min søster. Hvornår sagde jeg ja til at være en hjælpende hånd? Hvem skulle ellers gøre det, ja der er så ikke andre. Tjansen er min fuldstændig. Orker du det ikke? "Til næste år skal du ikke sende blade ud for poetklubben", sagde min psykolog, da jeg havde kvaler omkring det arbejde, jeg havde påtaget mig der. Men hvem skal egentlig bestemme, hvad jeg skal påtage mig? For det bygger mig faktisk op. Jeg kunne have sparet mig, det er det, der ligger i det. Turen ned på posthuset, min nervøsitet omkring, hvad det ville koste at sende gaverne i en stor kasse osv. Jeg kunne være kommet nemmere til tingene. Men sådan skulle det ikke være. Jeg har ikke sagt i poetklubben, at jeg var tynget af opgaven. Tingene skal glide, og jeg fremmer bare processen. Ingen andre skal lide nød.. Sygeplejersken i lokalpsykiatrien sagde dengang, at jeg ofte slog en latter op, når jeg skulle omtale dybt alvorlige ting. Det var ligesom min måde at reagere på. Og det er netop sådan, jeg er. Udadtil et smil, for at være nem at omgås. Jeg vil gerne få det bedste frem i min sidemand, så jeg prøver at være ham/hende behageligt selskab. Ganske enkelt det. Han skal ikke kende den dybtliggende sorg, der altid ligger der latent. Alt undtagen den skal han kende. 18.12.18.

Det er ikke det, at jeg ikke gerne vil besøge dig på Skejby, ven. Der er bare det, at snubler jeg over dørtrinnet eller formulerer mig kluntet i døråbningen, spærrer de mig så inde? De kalder det for "fødselsmatrice", at jeg muligvis er taget med tang ved fødslen. Det tog mig måneder at komme derfra (psyk.) sidst (for 15 år siden). Trods det, at hospitalet nu rent geografisk ligger et andet sted, tåler jeg næppe gensynet. Jeg er ikke lige så tapper som dig; du ringede og sagde: "Det er sådan, landet ligger". Som for med bedrøvelse at konstatere, at du var havnet der. Alle - næsten - sindslidende vil sige, det er det værste sted "at ende". Man har lyst til at tage sig af dage, for andre tager beslutningerne for én. Men kæmper man sig igennem, går man styrket derfra. For man oplever at få sin jeg-følelse tilbage. Jeg har ikke lovet at komme, sender dig et julekort i stedet. Til det brug har jeg gjort to opkald, som jeg vægrede mig ved at gøre. Sådan er mit offer. 16.12.18.

Det var meget smukt, at du lavede håndvægtsøvelser. Jeg kan godt lide den musik, du sætter på til. Og at ingen rigtig ser din dåd igennem de skrå vinduer. Nu har du taget en anden bh på for at optimere. Jeg kan godt lide den gerning, der er gjort i det skjulte. Den bliver også belønnet (ligesom de synlige gerninger). Min biceps blev styrket, men kun jeg ved det. Ligesom ingen kan høre på min stemme, hvor mange øvetimer, det har kostet. Der går noget forud for en præstation. Der er dette skriftsted om at bede i det skjulte. Jeg er tilhænger af ikke at afsløre alt, men holde tæt indadtil. Det har altid været mit vilkår. Mens Gud jo både ser de gerninger, der er gjort i det ydre liv, samt dem i det indre. Jeg er en åben bog, men jo kun til sidste side. 14.12.18.

Der er denne form for psykiske smerte, hvor jeg siger til himlen: "Det gør ondt", men som bunder i, at jeg er optaget af værdiarbejde. Jeg beskæftiger mig med ting, der betyder noget for mig. Og det fyldes jeg op af, så det næsten flyder over. Jeg ligger og tror, jeg kan slappe lidt af, men der er angst overalt i min krop. Og siger jeg det ikke til eet menneske - som nu, her på siden, ved jeg ikke, hvordan jeg skal "behandle" det. Det kan ulme underneden som et mørke, som man kan omforme til noget produktivt, f.eks. via kunst. Men det er ikke det! Jeg kan næsten ikke ånde eller være i min krop, fordi jeg brænder for noget. Jeg er ikke ligeglad. Der er noget, der ligger mig på sinde at få sagt og formidlet. Ikke i morgen, - men i dag. Min krop huser kærlighed i overflod, som næsten brister. Det gode gør ondt på mig psykisk. Jeg kan ikke bære storheden alene. Jeg må lade den sive ad små floder. Fordele vægten og byrden ud. Det er hjerteblod, og det er vigtigt. Mater som i matter. 11.12 18.

Jeg er ved at kaste op! Finder skjulte mapper på en ekstern harddisk. Ja, det er som at finde mig selv gemt der. Filer, jeg kan bruge nu i mit arbejde på ameordnoder.net Gen-opdage mig i en helt ny (eller rettere gammel) form. Som var harddisken en gammel skattekiste, der blev samlet op fra havets dyb. Ja, det er år, der har dannet mig. Det er mig, f.eks. sommeren '99, se så utrolig ubekymret ud. Mens jeg bagefter ved, at der egentlig var stor grund til bekymring. Jeg er øm i nakken, for jeg har siddet her - i timer! Christ mand, hvem fanden oplever sig selv være så stor en gåde? At det skal fylde side op og side ned. Her er jeg sort på hvidt, men åbenbart lige så meget i det hvide.. 8.12.18.

At være på Kragelund-værestedet blandt tosser er på én gang velgørende og provokerende. Jeg mener; hører jeg virkelig hjemme her? Men så snart jeg opdager, at jeg kan gå derfra igen, og ikke er indlagt der, letter det indvendigt. Koret synger ikke specielt godt, men det er egentlig lige meget, for sikken kamp, det har været for hvert kormedlem bare at møde frem, til øvning og koncert. Barren bliver lige sænket, for vi skal alle kunne være med. Ikke mindst ham eller hende, der har det svært med det. Tappert af hver enkelt overhovedet at komme til den julekomsammen. Og altså også af mig selv, fordi det vækker noget indvendigt, omkring institution og lugten af sindslidelse. Fordi man/jeg engang har haft det så skidt i de sammenhænge, som f.eks. på hospitalet. Pris hver en julesang, koret sang. Alle de "hej", jeg fik, og gengældte. Alle de lys i øjnene, som en hyggelig stund får frem. Jeg skal ikke gøre mig bedre. Jeg er nemlig ikke bedre. Jeg er i den samme båd. 6.12.18.

Jeg har været med dig, cyklende til Trillegårdsvej for at gøre rent, i modvind. Jeg var med, da en gik ind foran dig i køen i supermarkedet, og igen i Fakta, hvor en ny ansat ved kassen skulle læres op. Midt på dagen så jeg dig i spejlet, hvor dit hår sad uglet. Og jeg hørte de tvivlsomme videoindspilninger igennem for igen at blive i tvivl. Jeg er flov over ting, jeg har gjort. Og drømte til morgen, at min mor var omklamrende. Med det stod jeg op, rejste jeg mig, gik jeg. "..tåler alt". 4.12.18.

Man kan tage skeen i den anden hånd. Jeg kan huske, engelsklæreren i gymnasiet sagde det til en elev, som for at sige; nu skal du tage dig sammen (for at nå det). Man kan gøre det, at man sadler om. Har man forsømt at spise sundt kan man gøre det fra nu af. Begynde at spise klementiner efter at have spist peanuts f.eks. Drikke en masse vand for at rense ud. Man kan beslutte sig for, at fra nu af skal alt være anderledes. Dette er den nye dagsorden, og jeg kigger mig ikke tilbage. Det, som føltes som et nederlag eller et svaghedstegn, rejser jeg mig nu fra. Jeg vil begynde på en frisk. Gøre alting nyt. 30.11.18.

Det vækker noget, at hunden er i løbetid. Tænk, om den "kom i uføre". Det minder mig om mig selv dengang, der var uforsigtig. Det er ansvaret ved hvalpe, jeg ikke kan overskue. Tanken om, at Frida (Lars' hund) aldrig skal opleve at blive mor, piner mig dog også. Naturens gang. Møder hun en lidt for brunstig hanhund i morgen er det sket. "Ulykken". For det er det vel. Det ønskværdige er at få børn/hvalpe, når man virkelig gerne vil det. Men børn født som "uheld" kan jo sagtens få et godt liv. Jeg ser for mig, at det bliver mit ansvar. At få dem vaccineret, solgt. Mens jeg samtidig ser Frida opleve sig selv på en helt ny måde. Som vel er alle kvinder/tæver forundt? Jeg magter ikke grædende spædbørn i bussen, hvordan så en pivet hvalp? Jeg er kvinde uden at være det. 28.11.18.

Der er det fede ved at begå en fejl, at man kan rette op på den igen. Man kan altid gøre det bedre næste gang. Lære af erfaring - dyrekøbt eller ej. Få sine penge tilbage. Man kan få sine slag, fordi man handlede ilde, og aldrig glemme smerten. Man kan få sådan én på sinkadusen, at man falder til jorden med et brag. Hvem skal rejse én bagefter? Hvordan finder man fæste igen? Jeg kender det at sige ja til for meget, for så at trække noget af tilsagnet tilbage. Jeg kender fortrydelsen, over selv bitte små ting. Og det koster. Det koster kræfter. Jeg vil hellere være det sagte eller det gjorte foruden. Jeg vil gerne trække noget tilbage, gøre noget om. Jeg vil gerne have en ny chance. Være dig en god søn, en god borger. Jeg ville ønske, det var gået anderledes. At du ikke havde "givet mig lov". Ladet det ske. Nu hænger vi på den. Djævelens masker trevler jeg langsomt op. Dødens garn. 25.11.18.

Mit blodtryk (hos lægen) var tip top. Bør jeg ikke også pleje mit legeme, mit "tempel"? Bør det ikke også være rent eller i balance, ligesom sind, hjerte og tunge. Viser mit ydre ikke noget af mit indre? Min smilerynke, at jeg har grint f.eks. Synger jeg ikke netop - som den fysiske ting, det er - for at give stemme og lyd til en følelse eller tanke. For at give det iboende krop. Jeg valgte mine klæder med omhu, fordi jeg skulle møde min yndlingssygeplejerske. Jeg ville opnå et naturligt udtryk. Hvordan er det naturligt, hvis du bevidst maner det frem?, kunne man spørge. Men jeg er også bærer af en kraft, der nogle gange sidder i håret. Jeg havde plejet mit legeme tilfredsstillende. Intet var jeg mærket af, bortset fra som jeg sagde, mødet med et grædende spædbarn i bussen på vej derned. "Det er vilkår", som sygeplejersken så rigtigt sagde. Det levede liv. 21.11.18.

Jeg går ind i Trøjborgcentret for at handle ind i Løvbjerg. Jeg har en vis skepsis mod en af ekspedienterne, idet alarmen gik sidst jeg handlede hos hende, og hun måtte rode i min taske. Jeg prøver at undgå den kasse, når jeg skal betale mine varer, tænker jeg. Alarmen går netop som jeg tænker dette, og jeg ser, det sker ved hendes kasse. Dobbeltskepsis. Jeg står nu med mine varer og skal vælge betalingskø. Prøver at undgå den omtalte kasse, men skæbnen vil, at det virker akavet, hvis jeg ikke vælger den kø, da der klart er kortest ventetid der. Altså står jeg nu i køen, jeg ellers prøvede at undgå. Kvinden foran mig leder efter en pose, en bestemt form for plasticpose, men der er ikke en af dem, hun søger. Hun når da at gå over til en anden kasse for at hente den ønskede pose. Jeg ser, hun tager et ekstra antal med over, hvor der ingen i forvejen er. Det er en kærlighedsgerning, den er skjult, men jeg ser den. Hun gør den ikke for at blive set. Endelig skal jeg betale og venter spændt på, om alarmen går i gang. Men i stedet sker der det, at ekspedienten siger: "Jeg kan se, at en af tomaterne er dårlige, vil du have en ny pakke?". Jeg svarer: "Nej, det gør ikke noget, jeg smider bare den tomat ud derhjemme. Men tak". Det virker som om, kvinden havde ventet et andet svar, og hun bliver ydmyg og fortæller mig, hun vil sælge mig tomaterne for 10 kr. i stedet for de 14 kr. som de egentlig koster. Jeg takker, og hun ønsker mig oprigtigt en god dag. Hvad jeg altså havde frygtet og forestillet mig, sker ikke, men udebliver. Mens noget andet - overraskende positivt - sker. En anden gang kan jeg fint handle hos denne ekspedient igen. Hun er jo heller ikke herre over alarmsystemet. Og har lige gjort noget personligt for en kunde (givet rabat på tomaterne). Jeg skriver det for at redegøre for kærlighedsgerninger. 20.11.18 (Min fødselsdag)

Det er 2. gang i dag, at jeg ser min håndskrift være utrolig livlig og naturlig afrundet og bølget. Den har simpelthen et levende strøg over sig. Som om, det er hilsener, jeg nød at skrive. Jeg følte min hånd slappe af, så den frit kunne øse. Næsten som om jeg tabte såkorn på papiret. Engang sagde min akkompagnatør, at jeg skulle "tage at skrive noget større". Dermed mente hun, at jeg rent menneskeligt fyldte for lidt, med så lille en håndskrift, når jeg sendte hende et brev. Ligeledes kommenterede hun styrken af min stemme, når jeg talte med hende i telefonen. "Jeg kan høre på din stemme, at du har det godt, Rie", kunne hun finde på at sige. Lavede jeg en tegning i dag ville min pen nok nærmest nynne en hymne. Som bevægede den sig selv. 19.11.18.

Det har noget med mit lys at gøre. "Vi er så bange for, at andre skal se, hvor meget lys, vi har. Og du har meget lys", som astrologen sagde engang. Jeg skal ikke sætte mit lys under en skæppe, men jo heller ikke blænde nogen. Blærerøv, kunne man så kalde mig. Men kan jeg gøre for min sammensætning? Og jeg har italesat dæmoni og mørkets kræfter, men jo kun for derefter at kunne se lyset. Hvis ikke muldjorden er sort, hvad er den så. Og gror der alligevel ikke vækster frem af den. På en meget trist baggrund har jeg gødet en rose. Ingen så mig undervejs, men jeg troede på projektet. Jeg holdt aldrig op med at håbe. Det er det sidste, nogen kan tage fra mig. 18.11.18.

Jeg ville gerne have vist dig tryghed. Jeg mener; jeg ville ønske, du kunne opleve, hvor rart her kan være her i livet. Lys i vinduerne i vintermørket, hvor vi hygger indendørs. Vi kunne have talt om fodboldkampen i aften. Delt oplevelser fra hver vores dag. Jeg kunne have stegt en bøf til dig og aet dig på skulderen. Spurgt til din kæreste eller til din musik (min søns far er også musiker). Alt det, vi aldrig fik lov til at opleve sammen, savner jeg nu helt forfærdeligt. Hvis historien kunne skrives om.. 16.11.18.

Der sker det, at jeg tager min sorte underkjole på, for at bruge den som natkjole. Jeg tænker; enten drømmer jeg om sex eller også mørke kræfter. Kl. 1 om natten er jeg nødt til at rejse mig og tage natkjolen af; jeg får en fornemmelse af at være i onde kræfters magt. Som om jeg ligger (i drømmen) i en tilstand, hvor jeg er som besat, som jeg skal have hjælp til at komme ud af. Da jeg har skiftet til en anden natkjole holder mareridtene op. Jeg har prøvet det før. Har I? Jeg får vished for, at det er ikke lige meget, hvad jeg ligger klædt i. Og om Gud eller Djævelen vinder mig er heller ikke lige meget. Jeg spørger mig selv, om det er absurd. Men det var rene, djævelske kræfter, der havde tag i mig. Hvad andet kan jeg sige, end jeg kunne være blevet opslugt. Så lille, jeg er.. 15.11.18.

Jeg er afhængig af et du. Sad ellers alene på Gallo skolen og øvede sang. Tænkte om mit niveau, at det haltede. Men skal lige love for, der skete en forvandling, da skolens keramiklærer kom ind for at benytte rummet, der støder op til. Pludselig sang jeg til en, og det betød at jeg sang bedre. Tanken om, at hun kunne høre mig, højnede mit niveau. Den kærlighed, jeg sang om kunne nu (ved)røre et levende menneske. Det gjorde øvningen mere levende, at der var et ekstra øre inde ved siden af. Dvs. når jeg er op af dig, finder jeg styrke frem, jeg ikke havde af mig selv, for mig selv. Jeg kan tilføje min øvning noget ekstra, fordi du er der. Jeg kan (op)nå - dig. 12.11.18.

Fred med ufreden i Poetklubben. Med underboen, der spiller harmonika som følge af, at jeg sang her ovenpå. Mærkelig fred med at tænde for fjernsynet og et øjeblik følge lørdagens håndboldkamp. Som da man som barn overværede engelsk og tysk fodbold, sammen med storebrødrene lørdag eftermiddag. Nu er det Mortens aften og jeg skal til andesteg hos Lars senere. Efter en vellykket optræden på et galleri i midtbyen. Jeg kan cykle op til ham, og det er det nemmeste i verden. Hunden elsker jeg, og den gengælder altid mine kærtegn på en helt særlig måde. Nu spiller naboen guitar og synger til. Intet af dette liv går mig på. Lars' bil starter endda normalt efter han har kommet ny olie på. Og hende den handicappede, som han arbejder for, overlever sandsynligvis, trods det at være opgivet af lægerne flere gange (sklerosepatient med lungebetændelse). Jeg skal ikke mange timer tilbage, hvor ufreden gik mig på. Nu er det så uendelig ligegyldigt, hvad den ene skriver til den anden på Facebook. For ser jeg det menneske, jeg har dæmoniseret - som jeg faktisk fik lejlighed til i dag - under jeg ham kun det bedste. Fred være med, at jeg selv blev rørt over mine salme-og sangtekster. Jeg mener; jeg er musiker og bør kunne levere en sikker fremførelse. Men jeg blev i stedet (selv) rørt. Vi er kun et menneske. 10.11.18.

Jeg har solgt min sjæl. Ham, som jeg omtalte for nogle afsnit siden, der råbte til bestyrelsesmødet, ville jeg have mødt med kærlighed som våben (som jeg skrev). I stedet blev jeg meget kontant i den tråd på Facebook, for ingen andre havde sagt lige det, jeg synes skulle siges. Han til gengæld mødte mig med en mild bemærkning, og jeg faldt pladask i. Jeg kom til at give tommelfinger til to af hans kommentarer, nærmest på én gang. For han havde strakt sig lidt og gået os delvist i møde. Grunden til jeg slettede ham som ven, var fordi jeg så ham behandle mit medmenneske utroligt dårligt. Det var altså ikke mig, han havde forbrudt sig imod, men derimod en, der står mig (relativt) nær. Det kunne jeg ikke se på eller lade passere ubemærket. Nu har jeg bifaldt noget, han har ytret sig omkring, selvom jeg er rødglødende indvendig. Jeg bukkede under og lod mig lokke. Nu kan han gnide sig i hænderne og fryde sig over, at jeg lagde mig ned. Og min kontanthed forduftede med to klik på tastaturet. Dette var ilddåben, og jeg bestod den ikke. 8.11.18.

Der er en regning, jeg betaler før alle andre. Nemlig for domænenavnet til skriftet.dk. Fordi, det er vigtigt, hvor jeg kommer fra. Det er helt overdrevet værdiladet for mig og ligger mig meget på sinde. Nogle ville kalde det at gå for meget op i sig selv. Hvor jeg vil indvende, at det er et forsøg på at give noget videre til en anden. Menigmand. Det er beskrivelser af en proces og er undervejs trægt og besværligt. Ja, knast efter knast. Den ene bliver revset, dernæst den anden. Og jeg er pinlig i min sindssyge. Hvorfor er det da så vigtigt alligevel at vise de sider frem? Kunne jeg ikke have gemt dagbogsnotaterne i min skrivebordsskuffe? Men jeg kunne ikke. Noget siger mig, det var udsigten til offentliggørelsen af dem, der holdt mig oppe. Det er essentielt. Det reddede mig. 8.11.18.

Jeg har ikke lyst til at vide, ved at kigge på netbank, at jeg betalte 95 kr. for de støvler i genbrug i dag. Måske betragter jeg det som en slags prøvelse, jeg nemlig ikke bestod. Skygge. Den ene hånd ved, hvad den anden gør, men forhindrer det ikke. Dermed går de (begge hænder) i synd. Ekspedienten sagde allerede noget underligt til mig, da jeg gav ham pengene. Og i minutterne efter mødte jeg fordømmende blikke fra folk ude på gaden. Virkelig som om, jeg havde forbrudt mig. Nu ved jeg ikke, om jeg hader de støvler.. Men de 95 kr. havde jeg egentlig ikke at gøre godt med. Som da jeg til aften spiste frikadelle nummer to; jamen, har du egentlig råd til det? (kaloriemæssigt) Der er et regnskab, der skal gøres op ved dagens slutning. Om man har ødslet eller behersket sig. Eller i det mindste lagt energi - som penge også er - i noget, der er vækst i eller belønning ved. Jeg har udsultet mig selv, idet jeg har støvler i overflod i forvejen. Ja, jeg hamstrede dem nærmest, følte mig heldig eller bedre, end kvinden ved siden af mig, som ikke kaprede dem. Illusion, blændværk. Er jeg virkelig ikke bedre. Da ser jeg, at jeg skal forsvare mig hos slagteren, og bagefter på apoteket, at den pose, jeg havde samlet med genbrugstøj, satte sig fast i containeren. Som om, intet blev retfærdiggjort ved, at jeg købte nyt for i samme bevægelse at smide gammelt ud. Ja, uheld hang ved mig i timevis. Du, der læser dette skrift, vil sige; hvorfor hænger hun sig i detaljer, det er vel ikke verdens undergang at have købt et par støvler for meget? Men jeg skal forestille at gå forrest. 5.11.18.

Jeg prøver at se "Dyrenes verden" her om lørdagen. Jeg holder bare ikke til det ret længe; så heroisk, at havskildpadden efterlader sine æg på land og derefter aldrig ser sine unger i live. Bisonoksen, der forsvarer sin kalv hen over sletten, mens rovdyr jagter dem. Jeg kan ikke se på, at ungen bliver offer. Jeg kan ikke holde ud, at selvom jeg slukker for fjernsynet, så bliver ungen i den virkelige verden, stadig spist. Så jeg græder lige nu. Jeg ville hjem (efter træning) og skrive om misundelse, fordi jeg har fundet ud af, at en fra min folkeskoleklasse, der har fået seks børn, faktisk er et forbillede for mig. Ja, så meget at jeg misunder hende det liv, hun har skabt for sig selv. Jeg kender alle børnenes navne. Ja i det hele taget kender jeg alle børnenes navne, både i min familie, vennekreds og Facebook-kreds. Det ligger mig meget på sinde. Er det naturens orden, survival of the fittest? At nogle kalve eller unger må gå tabt? Da kan jeg næsten ikke bære det. Sidst var det leoparder, der jagtede et bytte, og mens man håber, de ikke fanger det, går det op for en, at der er tale om leopard-unger. Og pludselig får man medlidenhed med dem, at selvfølgelig skal de da have noget at spise.. Og da jeg slukker for fjernsynet og skal til at skrive, får jeg sangen "Solen er så rød, Mor" i hovedet, en sang jeg lige nu øver mig på for at kunne indspille den. Fordi det kunne være Nikolas' sang. Jeg ser da, at jeg fik efter fortjeneste. Et barn at mindes, andres børn at misunde. Og en natur-verden, der viser mig, det er sådan, det går for sig. Alligevel fordømmer jeg mit tab. 3.11.18.

Det lykkedes mig alligevel at transponere "Jesu legeme", dvs. skrive noden om til en anden - og lettere (højere i toneleje) - toneart. Ja, flere andre salmer kan jeg gøre noget lignende med. I takt med, at min stemmes højde og dybde taber farve. Jeg tilpasser mig simpelthen forholdene. Ligesom mine briller indimellem skal justeres. Og mit tøj. Adjust, hedder det på engelsk. Hvad skulle jeg ellers gøre end blive ved med at optræde, og sikre mig, jeg kan komme op eller ned på alle tonerne? Jeg må bevæge mig i et mellemleje og rendyrke det. Og så må koncerterne blive derefter. Jeg kommer aldrig igen til at synge som for 15 år siden. Kan bare sidde og svælge i gamle lydfiler. Ligesom nyde spændstigheden, livvidden. Tak, fordi jeg foldede mit talent ud. Så gør det ikke så meget, hvis jeg skulle tabe.. 1.11.18

Følelsen af fyraften. Jeg lægger mig under en dyne kl. 16 om eftermiddagen. Naboen spiller på guitar og underboen på harmonika. Jeg er det tryggeste sted i Danmark. Vi låser døren på skolen og pakker sammen. Ønsker hinanden god weekend. Det er følelsen af at høre til. Det er, fordi jeg kommer godt fra dig. At jeg kan pleje mit eget rum. Det er en håndsrækning. En bold, jeg spiller videre. Jeg kan løbe en tur og donere overskuddet til - min koncert i morgen. Jeg er selvhjulpen trods andres gode råd. Og det var ikke givet. I din rede får jeg afkom. Og lyst til at leve. Og i din grav tynger det, der var, ikke mere. Se, der kommer vintermørket, men jeg mistror det ikke. 26.10.18.

For en uge siden havde jeg denne smertelige drøm, hvor jeg løber rundt i et kvarter, halvmørkt. Jeg lægger mig ned for at overgive mig, men indser, at jeg er udsat i den position. Jeg ser kirken længere henne af gaden, og jeg ser at den er min redning, der kan jeg søge tilflugt. Men inden jeg løber derhen råber jeg inderligt: "Chi amo" eller "Qui amor". Her i dag, en uge efter drømmen, slår jeg så gloserne op. De kan på italiensk betyde: "Hvem, jeg elsker" eller: "Her er jeg". 25.10.18.

En afdelingssygeplejerske sagde engang til mig (under en indlæggelse), at jeg skulle "blive Herre i eget hus". Dermed mente han, at jeg ikke havde tag om min sygdom, og ikke kunne håndtere den bevidst (tror jeg). "..Og du ved ikke, at det er det, der foregår.." (om min paranoia). Og rigtigt nok er jeg lidt i sygdommens vold nogle gange. Læser en bog om Skizofreni. Jeg kan se, at jeg er et mildt tilfælde, set med helt nøgterne briller. Men når jeg vågner om morgenen, ved jeg aldrig, hvad jeg vågner til. En melodi i hovedet, der måske vil sige mig noget, eller slå en stemning an. Et ord, jeg må ind og slå op og forstå betydningen af, fordi det presser sig på. En modvilje mod det, jeg senere på dagen skal. Eller grandiose tanker om at skulle erobre verden, allerede ude på badeværelset. Kender jeg kvinden i spejlet til bunds? Nej, det gør jeg da ikke. Det er da ikke mig, der har plantet den sang i mit hoved. Jeg er da ikke Herre i eget hus. Jeg frygter da hver dag, hvad jeg vil sige til min næste, i hvilket tonefald, om jeg går forbi eller konfronterer. Jeg kan da umuligt vide, hvad jeg indeholder. På forhånd. Jeg har midler at tage i brug, såsom påklædning og adfærd (går jeg resolut eller tøvende). Og derpå skal de kende mine frugter. Og jeg skal bare granske dit blik for, hvad det var, du så. Hvad du så i mit blik, hos mig, omkring mig. Jeg er Skizofreni, der ligger underneden, så jeg "snyder folk", som sygeplejersken også fik sagt. Jeg giver mig ud for at være rask, men er det ikke. Jeg fik et 11-tal (gammel skala) til afslutningen i folkeskolen i skriftlig dansk, fordi emnet var "En stjerne i universet". Altså man skulle skrive om sig selv, hvem man var, og hvorfor. Jeg var ekspert i - mig selv. Det var inden.. 19.10.18.

Jeg vil gerne være på forkant med. Det har jeg fra min mor, der, når hun siger, hun overfører penge til september, gør det allerede sidst i august. Det betyder også, at i stedet for at mit køleskab en dag er helt tomt, har jeg sørget for at fylde det op i tide, så jeg aldrig når at løbe helt tør. Jeg havde engang en kæreste, der ventede til det var helt tomt (..). Så hvad der kan vente til i morgen, gør jeg hellere allerede i dag, er mit motto. For så fritstiller det mig i morgen, at jeg da kan gøre noget helt andet. 16.10.18.

Det piner mig, at jeg ikke har været med en mand i to et halvt år. Ikke sådan rent statistisk eller i et regnskab, men emotionelt og hormonelt. Ja, nogle gange ser jeg en alderdom for mig, hvor jeg sidder i et hus, i et fast parforhold, og er overordentligt tilfreds med det! Jeg troede ikke, det var at betragte som et tab, at ingen rører mig. Jeg regnede det for et vilkår, at sådan var det bare. Når jeg nu får alt det andet, såsom venskab, kunst, motion, nyttige gøremål, så er der som pris for det, noget andet jeg må undvære. Ser jeg på et forelsket par i bussen, mistænker jeg dem for, at der er en hage. Det er misundelsens gift, der har tag i mig. Skulle de være bedre stillet end mig? Men ja, de har noget, jeg i hvert fald ikke har. Og sådan ser mit savn altså ud. Min klagesang. 15.10.18.

Jeg magter ligesom mere. Flere ting på en dag, flere dage om ugen. Mindre hvil om eftermiddagen. Mindre bekymring omkring kost og motion, da jeg udretter det, jeg når. Hvis jeg vil gå en tur i morgen, får jeg gået den tur. Male gavlen i kolonihaven, får jeg gjort det (som i dag). Ikke så langt fra plan til udført plan. Kan man kalde mig effektiv? Det er toget, der skulle op i omdrejninger (som en astrolog sagde om mit liv), som nu er oppe i omdrejninger. Det er en anden frekvens, et højere tempo simpelthen. Ligesom klimadebatten eskalerer for tiden. Fordi vi faktisk skal nå noget. Der er en dagsorden, som skal overholdes, for at vi tilsammen lykkes. Jeg frygtede at skulle stå og male alene i haven, så ingen heller kunne se mig falde ned fra stigen. Men der var aktivitet i alle nabohaver, og deres lyde blandede sig med mine lyde. Og deres arbejdsomhed med min. Hækken var ikke noget skel, men noget der bandt os sammen. Jeg skal blive i dette flow, ikke falde tilbage. Selvom jeg er træt, skal jeg alligevel tage ud og øve sang, alligevel holde mit fokus. Jeg må ikke slattent se tilbage, som om alt er tilbagelagt. Jeg skal ville nye højder og tinder. Jeg har sat mit præg på en gavl. Næste gang maler jeg også længen. Og til sidst er det gjort. 14.10.18.

Ikke-hverdagssituation: Jeg bliver råbt ind i ansigtet, lige før bestyrelsesmødet i poetklubben. Hele caféen forstummer. Det er galskab i ren form. Jeg har ikke gjort noget galt, men en er arrig over, han ikke er blevet velinformeret om en bestemt sag. Hvis nogen er skyldig, er vi flere. Vi forsvarer os ikke. Jeg prøver at sige, at det står et eller andet sted, at vi tidligere har snakket det igennem. Ham, der er vært for den åbne scene, der skal foregå efter mødet, må trække sig; at blive råbt sådan lige ind i ansigtet minder ham om, da han som barn blev skældt ud, og han har angst. Pludselig bliver jeg kastet ud i at være vært for aftenen i stedet for. Jeg samler navne ind på de fremmødte oplæsere, bliver sat ind i at sætte mikrofonen til, og jeg leder aftenen efter bedste evne. Jeg har (også) selv eftervirkninger eller -dønninger efter episoden, og gennemgår den igen og igen her dagen efter. Hvis jeg ikke havde slettet den vrede som ven på Facebook, havde han måske ikke følt sig så forbigået. Jeg gjorde det for at beskytte mig selv. Jeg vil til enhver tid (kunne) sige til ham, at han er "for mørk". Og det er netop, hvad jeg mener. Hans høje råb/skrig ud i caféen er et nød-råb, men fuldstændig unødvendigt i den situation. Vi sidder lige ved siden af ham, og han kunne have vendt sin vrede med os på en sober måde. Men vi er to, der har slettet ham som ven, og han vil bare gerne elskes. Sidst på aftenen prøver jeg at sætte mig tæt ved ham, og jeg kan mærke, at det gør mig utilpas. Hvordan spørger man ham næsten om noget, uden han flipper ud eller tager det nært. Han svarer mig i et roligt toneleje, og jeg ved, han er det, man kunne kalde lunefuld. Idet han det ene minut er en tikkende bombe og det andet minut udligner med en form for mildhed. Jeg kender splittelsen i de to poler udmærket fra mig selv, og forsøger ikke at dømme ham. Men allerede føler han sig dømt (ude). Jeg kan godt træde i karakter igen næste gang, vi ses i det regi. Jeg kan godt finde ud af at lede en åben scene (fandt jeg så ud af), og jeg kan godt håndtere det pres, der måtte være rent psykisk i,at vi alle omkring det bord skal mødes igen. Jeg har sætninger klar til mit forsvar, men jeg ved, jeg har mere end det. Jeg har parathed, og jeg har mødt galskab, som grænser til sindssyge, før. Jeg har redskaber og midler i min bagage, trods det at jeg har grædt i dag af udmattelse, over det ansvar, jeg tog. Og mit angreb vil da være kærlighed. 11.10.18.

Hverdagssituationer: Efter vi har trænet, står jeg og venter på, at Lars skal låse sin cykel op, så vi kan gå videre sammen. Der går et minut, da låsen er med kode. Jeg ser da en udsat mand. Med det mener jeg; lettere overvægtig, og med skjorten foldet lidt uheldigt om maven. Jeg prøver at fange hans blik til et smil, men han går begge gange og kigger ned i fortovet. Jeg siger da på tankeplan med eftertryk: "Herren være med dig, min ven". I forhold til på den måde måske at indgyde ham håb. Han vender sig om og kigger sig tilbage.

Jeg går nu på Bruuns bro, og der er meget trangt. Også fordi passagen er fyldt med cykler. Jeg ser nu en kvinde komme imod mig med sin cykel. Men i frustration rykker hun agressivt sin cykel gennem mængden, støder til en anden cykel, men får vristet sin egen fri. Hun går videre, men jeg kan se i hendes efterfølgende smil, at hun er flov over at have vist aggression.

Nu står jeg endelig henne ved 15'erens busholdeplads på Park Allé. Jeg tjekker, at tiden er som da jeg slog den op derhjemme, og rigtigt nok. En mand sidder på bænken i venteskuret dybt begravet i sin telefon, imens han pulser på en e-cigaret. I dag gør "røgen" mig ikke noget, da jeg i forvejen af en eller grund er venligt stemt. Det ønsker jeg at udtrykke; det går mig ikke på, at du ryger. (Også selvom røgen kommer min vej). Så jeg står lige ved hans side, og vil ham det simpelthen godt. Imidlertid er min placering også der, hvor afgangstavlerne bliver vist, og da der kommer et par kvinder gående imod os, flytter jeg mig - af venlighed imod dem -, så de kan komme til at aflæse tiderne. Men det vil de slet ikke! I stedet har jeg lige uden at ville det nu alligevel givet udtryk for, over for den førnævnte mand, at jeg finder hans røg stødende; jeg har jo lige fjernet mig. Akavet, hvis jeg ligesom udbedrer og stiller mig tilbage.. Minutterne går, og det strejfer mig, at det her kan jeg gå hjem at skrive om; hvordan det at gøre en god gerning kan blive misforstået og se så forskellig ud. Det aner mig, at jeg er gået helt forgæves. Endelig sker der det, at kvinderne af utålmodighed alligevel vælger at tjekke bustiden, nu hvor bussen er forsinket. Altså var det godt, at jeg flyttede mig, og blev stående på det nye sted.

Et par drenge i bussen, de kan have været 13 år gamle, taler om en, de kender, der "er så gavmild".

Og da jeg træder ind i min opgang, træder den ældre kvinde i stueetagen ud i trappeopgangen, og vi hilser som vanligt med et "Hej". Da hun er ved at lukke sin dør, trænger der en kraftig duft ud fra hendes lejlighed, duften af bøf eller brun sovs. Det får mig til at sige: "Hvor dufter her godt!, af bøf eller sådan noget". "Ja, jeg er ved at lave sammenkogt. Det er så rart, så har vi til flere dage", svarer hun tilbage. Kun jeg ved, hvor trængt jeg har været i kontakten med hende hidtil. 9.10.18.

Jeg har mødt min yndlingsvarmemester, samt havemanden. Ja, ikke at det gør mig glad, bare at de er mænd, men jeg følte mig på en måde værdsat ved deres blikke. Ovenpå en morgen med migræne og stadig - vedvarende - nostalgi over Kim Larsen. Jeg sender invitationer ud til Fairbar-koncerten, - som alligevel kom til at ligge på en lørdag aften kl. 21. Ja, kig endelig forbi.. Og idet jeg øver sang i hvert fald hver anden dag, giver det mig en vis ballast. Man skal bare aldrig glemme graden eller tvistet af held, som også skal til på sådan en aften. Alt afhænger af mig; har jeg spist nok, sovet nok? Osv. Mens jeg så er afhængig af noget større, der skal spille sammen med mig og lede mig gennem mit program. Til sidst spørger man sig selv om, om man har den rigtige kjole på, selvom det jo er fløjtende ligegyldigt. Og til allersidst, inden man går på, håber man, man har kærlighed. At det er den, man skal videregive. Da kan man have mødt sit publikum med nok så åbne arme, men hvis sangen ikke er "ren" og går rent ind, indeholdende den kraft, musikken oprindeligt er skrevet med, bliver det en lang og besværlig aften, - for alle. Der er et mig, og der er en Gud, og der er et os (som Dronningen ville give mig ret i). Som jeg aner den aften forude, ligger den allerede indhyllet i et varmt skær, som om vi (også Lars som tekstforfatter) virkelig kan lykkes med noget. Ligesom dengang vi holdt et arrangement på spillestedet Gyngen d. 19. december og julen næsten lyste ind på os der. Jeg er da bare et af lemmerne på Guds krop. 8.10.18.

En morgendrøm:

Jeg er på et ophold et sted i Østeuropa med en skole, jeg går på. Det er det sædvanlige; jeg skal gøre mit rum, det jeg har benyttet gennem ugen, klar til den næste bruger/gæst. Så der skal gøres rent (som hvis jeg skulle aflevere det til et fraflyttersyn i en boligforening, føles det som). Jeg starter flere dage før de andre; dermed er kost og de andre redskaber jo ledige. I løbet af den uge, der er gået, har jeg truffet Rikke Mandrella (en pige, jeg i det virkelige liv er vokset op med). Jeg ved, hun studerer på universitetet, så jeg spørger: "Har du fået et nyt fag i år så?". Hun griner, for som hun siger: "Ja, eller nærmere 14 fag!". Jeg griner, da jeg jo virkelig har lidt begreb om den verden og hvad der kræves der. Jeg overvejer, om jeg skal fortælle Rikke og dem, der står omkring os, den tilbagevendende drøm, jeg har (i det virkelige liv) om, at jeg står og skal til de afgørende eksamener i 3.g. og ved, jeg ikke kan mit stof overhovedet. Men jeg undlader at fortælle det lige her. En anden scene: Vi sidder udenfor på et torv, og der triller en forbi i kørestol, en indfødt. Han irettesætter os lidt med en kommentar om, at vi skal opføre os ordentligt, dæmpe os el. lign. Til det svarer Niels Kjær (fra poetklubben, - og det ville han aldrig gøre i virkeligheden): "Vi kan jo ikke gøre for, at I ligner nogle fra en koncentrationslejr". Vi bliver alle ramt af bemærkningen, som i den grad er upassende. Manden, den er henvendt til, bliver også berørt og sidder trist og skal komme sig. Det er virkelig en sætning med brod eller bid. Jeg tænker, om der er noget, jeg kan gøre. Jeg rejser mig og går over til den forurettede, og siger først på dansk: "Undskyld", mens jeg aer ham på skulderen, dernæst på engelsk: "Sorry". Han opfatter det straks og tager ordene til sig. Jeg går tilbage, og kan mærke, de andre omkring bordet bifalder, at jeg tog mod til mig og fik sagt undskyld, på vegne af os alle, deriblandt Niels. Ny scene: Der er en, der vil spås om fremtiden i et slags telt. Man skal stikke sit hoved ind gennem et hul i et forhæng og så få de vise ord. Jeg ser, at i et andet telt ved siden af, sidder en kvinde allerede med sit hoved inde. Kvinden er indfødt, udlænding. Alt, man hører, er nu hendes skrig. Hun har fået noget frygteligt at vide af spådamen i teltet. I drømmen bliver nu vist os en dreng, der befinder sig i nabolaget, evt. hjemme. Jeg kan regne ud, at det altså er ham, kvinden skal miste, og som nu vil komme ud for en ulykke. Drengen kan selv høre kvindens skrig der, hvor han er. Jeg siger det til alle de andre, som jeg føles med: "Se, nu sker der noget frygteligt for drengen, det er derfor, vi kan høre moderens skrig". Og rigtigt nok falder der en helikopterlignende ting ned tæt på ham, som rammer ham. Endelig oprinder den dag, hvor vi tager derfra, hjem til Danmark. Jeg siger til en anden; "Jeg har gået her i to uger, - godt nok har vi kun været her en uge:) - og gjort musikrummet rent, fordi jeg var ene om at have benyttet det! Men i dag har jeg sløset", ikke gjort det sidste, for de vigtigste ting; ovn, køleskab, er i orden. På et tidspunkt, da jeg ville låne den bedste kost efter en anden, er der en tredje (personificeret ved Camilla fra min folkeskoleklasse), der griber den foran næsen på mig og går triumferende bort. Jeg er ved at briste i gråd, men gør det ikke. Det må altså række, det arbejde, jeg allerede har gjort. 6.10.18

Jeg må (jo) erkende, at jeg er til forargelse. At naboen kan se skævt til mig, fordi hun er afhængig af dagpengesystemet (som hun lige nu benytter), mens jeg bare kan læne mig tilbage med min førtidspension. Fordi jeg har sluppet en vind inde i min stue, uden at vide at underboen sandsynligvis har kunnet høre det igennem mit åbne vindue sommeren igennem. Og fordi jeg har nævnt navnet på den maler, jeg besøgte for et par uger siden, her i skriftet. At jeg dog ikke har mere pli! Men stykket manglede autenticitet, hvis jeg slettede det. Bare det, at jeg står op ved 8.30 tiden om morgenen og derefter ikke tager ud af huset på arbejde, kan være til forargelse. Det, at jeg så nemt fik den her lejlighed, som alle siger er enormt heldigt, kan virke stødende. Som om jeg får i hoved og røv, så at sige. Helt grundlæggende er det måske uretfærdigt, at jeg i det hele taget er her, når nu mit barn ikke længere er her. At jeg efter hans død fik - et liv. Og her går jeg på en fast overførselsindkomst og kan lave kunst på alle tider af døgnet, uden at blive tilset af hverken kommune, psykiatri eller andre. Jeg går her som et frit menneske, og er det (egentlig) ok? Men jeg har også en særlig frækhed, kunne man kalde det. Og et direkte ondt menneske er jeg jo ikke. Jeg er snarere en, der ikke lige fra begyndelsen har lært reglerne, og som så manøvrerer udenom. Det sidestiller mig med kunstnere, der har prøvet grænser af i århundreder. Og deri skal jeg finde min uskyld. Jeg er begyndt at tænke, om jeg er i vejen for underboen, ved at jeg kommer sent hjem, tisser en gang midt på natten, hoster for højt.. Jeg er begyndt at føle, jeg er i vejen og til besvær. At jeg ikke har fortjent disse bekvemme forhold. Men hvor skulle jeg flytte hen, hvor jeg ikke ville forarge? Slår de ældre mennesker én gang op under mit navn på internettet (hvilket jeg faktisk tvivler på, de gør, grundet deres alder og situation), så kan snakken hurtigt gå i kvarteret, om "hende oppe på 2. sal". Her kommer min paranoia så til frit skue, men også min skyldfølelse over, hvem jeg er, og hvad jeg kommer med. At jeg er forkælet, ikke fejler noget, at jeg egentlig bare kunne have passet et arbejde, ja passet ind. Kun jeg ved, jeg ville bryde jerngrebet og løbe skrigende ud i det fri. For dog at ånde. Her laver jeg mine egne rammer, og boligforeningen har intet imod mig (hvad jeg ved af). En dag smiler jeg til underboen, hvis harmonika jeg godt kan lide lyden af. Og han vil måske tænke, at det har jeg dog ikke dømt ham for. Og han vil kaste sin sten til jorden. 5.10.18.

Så skete det igen; En tilfældig ringer fra en velgørenhedsorganisation (denne gang Mødrehjælpen) og beder mig støtte op om foretagendet. Da jeg har lagt røret igen og går ind og spiller videre på klaveret, lyder musikken mærkbart bedre! Som om kvinden i røret har haft en healende hånd. Som om hendes appel ikke bare har be-rørt mig, men altså rørt mig (rent fysisk gennem telefonen). Sidst var det forbrugerrådet Tænk, men altså fænomenet er det samme. Noget indeni mig har forandret sig, fra jeg gik ind og tog telefonen, til jeg lagde telefonen igen og fortsatte mine gøremål. Det er altså ikke lige meget, hvem jeg er i kontakt med og hvordan. En vilje eller appel kan sætte noget i gang. Vi kender alle det at lægge røret og så være i en anden stemning efter at have talt med en. I mit tilfælde, to gange indtil videre, er stemningen blevet løftet af kontakten. Vel at mærke kontakten til et vidt fremmed menneske. Uanset udfaldet af samtalen, - om jeg ville støtte hendes sag eller ej - har kvinden haft en (kærligheds)kraft, der ville nå mig. Og den finger, hun har haft med i spillet (og som har tastet mit nummer på hendes telefon), har næsten været bærer af noget. Som nåede mig. 4.10.18.

Kristus, hvor gik du hen? For det er meningen, at ser jeg til den side, er du der, og ser jeg til den anden side, er du også der. Men her har jeg gået forbandet i dagevis. Når jeg rykker en stol, så jeg kan stå på den for at nå noget i mit skab, lægger du hindringer ud, som besværliggør. Lægger jeg mig til et hvil, sørger du for, at noget klør på min arm, og dernæst på mit ben. Var det for mærkeligt, at mit bryst intet fejlede, at jeg dermed ikke skal dø af kræft? Skal jeg i stedet være en slags martyr, der kæmper til det sidste, og lægger hindringer ud for andre, for at føre dem ad rette stier? Hvori består det heroiske ved mig, hvis du ikke lader mig have del i kærligheden. Nu, hvor du sidder inde med den, skal jeg måske bede mit Fadervor lidt mere inderligt. Jeg forstår bare, at du er gået, og at jeg tigger dig om at vende tilbage. Jeg har ikke troet på mit format eller mine kundskaber. Nu tørrer jeg blod op, og tvætter min tåre. Fanden er min fjende, men i stedet lader du fjenden være - mig (selv). Havde du ikke andre til det? Hvert skridt jeg tager, går jeg i mørke. Og råber jeg ikke snart "Hjælp", taber du mig sikkert af hænde. Jeg er parat til at gå dine skridt. Og du? 30.9.18.

Dæmoni er jeg nødt til at anerkende. Hvis jeg er gjort at lutter svinske tanker (som jeg kalder dem), flyder galden til sidst over, og det går ud over en anden/andre. Er jeg ikke "ren" indadtil, vil jeg i mit ydre give indtryk af, at jeg er falsk eller søgt. Hvis ikke jeg sætter ord på den skjulte dagsorden, som for mit vedkommende er sindssygen, kommer jeg den aldrig til livs. Jeg skal sige tusinder af gange, at jeg er mørk, også selvom du måske tror, jeg er lys. Du ser kun min kjole eller mit smil, mens jeg kender baggrunden. Jeg kan kalde en person på gaden for "fede svin" på tankeplan, og gå videre. Formiddage går med, at jeg føler lede ved mig selv. Det kan være måden, jeg sidder på eller hvordan mit tøj fordeler sig ned over min krop. Da er jeg bestemt ikke lys-bærer, men indfanget i et spind. Og jeg ved ikke, hvem der har spundet det spind. Væmmelse og foragt er (aktive) dele af mig. Da er de det grundstof, jeg er gjort af, det bunder altså helt dybt. Jeg kan ikke se mig ud af det mørke, der omgiver mig. Men da skal jeg tro, at det kan Gud, for mig. At han har håb for mig og øjner en chance for at bygge mig op på ny. Og da vil jeg gå fra sten til klippe. Og først der igen leve. 30.9.18.

Jeg har en forsinket reaktionsevne. Det vil sige; når et medmenneske kalder på min medlidenhed eller en berøring, ja så udebliver den tit. - I hvert fald i første omgang. Reaktionen kommer, men den kommer - forsinket. Som f.eks. i dag på Gallo skolen, hvor jeg skulle sige farvel til lederen. Egentlig havde mit instinkt, min intuition og min fornemmelse lyst til at give hende et kram umiddelbart, da jeg mødte til undervisning. Men som sagt; noget hindrer mig i det spontane, og derved stivner jeg og bliver forkrampet indvendig. Ingens skyld, tænker jeg. Men så fem minutter senere gik jeg ind og gav hende det (afskeds-)knus, jeg havde haft i tankerne. Nu endda med ekstra fornyet styrke, eller med en stærkere vilje bag. Men siger en til mig, at hans far lige er død, ville enhver (anden) holde om eller tilkendegive beklagelse eller medfølelse. Det gør jeg også, men det bliver kantet og uegalt. Som en astrolog engang sagde om mig; siger jeg tingene på en lidt "pudseløjerlig måde" nogle gange. Og deri ligger min sygdoms væsen gemt. Jeg søger den naturlige reaktion; ved, hvad der i situationen er mest passende at gøre, men vælger så et andet træk. Jeg afviger normen simpelthen. Hvorfor, er jeg ikke rigtigt klar over. Det efterlader mit medmenneske bart, idet jeg ikke giver det, hvad det egentlig har brug for. Så skal jeg råde bod og lappe på det, der ligger fortvivlet, bart og usagt imellem os. Da skal jeg sige det, der mangler at blive sagt. Hvis ikke, er jeg et koldt, kynisk og afstumpet menneske, som ingen en anden gang gider snakke med. Jeg kender altså spillereglerne, jeg følger dem bare kun nogenlunde. Jeg hutler mig faktisk igennem det, der betegnes som takt og tone, god opførsel, det accepterede. Og ingen forstår, hvorfor jeg ikke bare fra starten vælger at sige "ja", når det skal siges. Men jeg kan bare ikke. 28.9.18.  

Jeg troede, jeg skulle elske et menneske, da jeg besøgte maleren, Jørgen Rud, i går. Jeg har agtet hans støttende tilkendegivelser på Facebook som det højeste gode. Jeg har agtet netop hans stemme højere end nogen andens (uden jeg helt ved, hvorfor). Men jeg kunne faktisk ikke. I stedet blev det en mærkelig kamp om, hvem der var størst (som kunstner). Et underligt misforhold, hvori kærligheden havde svære betingelser. Det er ikke nogens skyld. For da jeg skulle have sagt, at "her dufter godt" af hans hjemmebagte brød, kom jeg til at bruge ordet "lugte" i stedet for, og straks opfattede han det negativt. Og spurgte jeg, om han havde haft et arbejdsliv, før han blev syg, af ren og skær interesse, følte han sig i forsvarsposition. Og da han på et tidspunkt spurgte: "Har du det svært med dig selv?", opfattede jeg det som en form for kritik. Nu har jeg mødt det menneske, som jeg elskede. Og vi fik ikke det bedste frem i hinanden, tværtimod. Næste gang bedre held. 25.9.18.

Det var vel nok godt, at jeg oplevede de to vilde somre uden medicinen. At jeg nåede at mærke forelskelse helt dybt inde, vanvid så det drev af mig. Frisind og mod. At jeg kastede mig halsbrækkende ud i nye projekter, havde tusinder af planer for fremtiden, ja drømme om en bedre verden og en bedre tid. Til trods for, der var slagside med indlæggelser bagefter. I dag mødte jeg en, som havde været med mig ude at sejle i en båd i sommeren 99, han sagde, jeg var så smuk i min kjole dengang. Så rører det mig at tænke på, hvilken pige jeg var da. Let til at blive forelsket og draget med. Af vinden, gode tanker eller en åben dør. Nu opnår jeg en slags stille lykke i mit nuværende liv. En forelskelse til selve livet, kunne man sige. Et arbejde, der skal gøres (færdigt). Ikke mærkeligt, jeg gør status eller ser tilbage med nostalgi. På en dag, hvor der kom brev fra "Boligkontoret Danmark" om indbetaling af kontingent, fordi jeg indimellem ser mig bo i en anden by, når jeg bliver gammel. På den anden side kan det (endnu) ende i høj dramatik. Mine tårer faldt i sympati for den 29-årige pige, der sad i den båd. Og var så stormombrust og stor i slaget. Godt, jeg faldt i snak alle steder, troede så meget på egne evner, turde så meget. Kald det mani eller selvtillid, det er samme snak. Kald mit nuværende liv kedeligt eller jævnt. Det er, hvad det er. 24.9.18.

Der må komme mådehold efter dette. Undrer mig over, hvorfor jeg spiser mig så mæt for tiden, at min mave er helt udspilet. Hvorfor nøjes jeg ikke? Der er intet rart ved at være overmæt, hverken fysisk eller som tanke. Tanken om at have over-gjort noget. Hvis det viser sig, mit bryst intet fejler, må jeg bagefter være taknemmelig for det. Det, der bliver levnet, og er tilbage. Et liv, der fortsat skal leves. Ikke over-leves eller over-gøres. En advarsel er dette, om at sætte mere pris på. Jeg skal unde mig at blive mæt, men jo ikke, så der ikke "er råd til det". Ligesom klimaet har en grænse for, hvad det kan tåle af belastning, ligeså har vi enkeltpersoner det også. Man siger om skorpioner (af stjernetegn), at de en uge kan tage 5 kilo på, for så ugen efter at tabe dem igen. Og ja, faktisk vender fortegnene modsat, efter en periode med grådighed. Jeg begynder at tænke over, hvor lidt (føde), jeg egentlig kan nøjes med. Behøver jeg det ekstra stykke brød? Om det er yin og yang i andet målestok ved jeg ikke. Men en bevægelse udad vil måske altid modsvares af en bevægelse indad. Hvis jeg gav mælk til et barn, kunne jeg forstå det. Men nu, hvor jeg ikke gør, bør jeg værne om dette enkelte liv, - mit. "Hvad du gør mod en af mine, gør du mod mig". 23.9.18.

Det sætter det hele i perspektiv. At jeg skal have foretaget mammografi. At jeg har haft besøg af mine forældre i fem en halv time uden kvababbelser. Bare det at jeg gik til Kvickly og købte oliven, - jeg køber aldrig oliven. Jeg kan ikke være i disse sko, jeg må sprænge rammerne. Altså dør jeg muligvis af kræft, eller der sker noget helt andet. Hvorfra skulle jeg kende min dødsdag, f.eks.? Jeg kan end ikke kende i morgen. Kun håbe, at en engel leder mine skridt. Som jeg sang sammen med min mor som barn, når jeg skulle sove, i salmeverset: "Nu lukker sig mit øje". Jeg drikker en øl, og den smager som den første. Den første, jeg nogensinde har drukket. Men den kan være den sidste. Også den (øllen) har en vis levetid. Jeg kan gå kantet eller skulder ved skulder, eller bare alene. Men ved Gud, hvor er det synd for den, der ikke går mod det, der er bedre. "Ej heller pine..". Mammografi lyder næsten som mamma, altså mor. Jeg har intet imod at få en forklaring på mine brystsmerter. Intet imod en diagnose. Jeg har intet imod. 20.9.18.

Der er noget over at være med i "En af os"- kampagnens spørgeundersøgelse (som jeg fast er hver tredje måned), fordi jeg svarer i en højere sags tjeneste. Det rækker ud over min egen situation, når jeg skal vurdere, hvordan omverdenen takler min sygdom, og hvordan jeg selv omtaler den udadtil. Jeg bliver en anonym kilde til forskning eller klarlæggelse. Et tal i en række af tal, et tilfælde af psykisk sygdom ved siden af tusinder af andre, men min stemme tæller. Det er afgørende, hvad jeg svarer har været svært/nemt. For at behandlingen på sigt og fremadrettet kan blive bedre. Derved rækker jeg stafetten videre, så en anden kan gribe den. Der er felter, hvor man kan uddybe sit svar, og det gør jeg typisk. Det er mit område, og jeg ved en del. Ved at kigge indad, men dernæst vende blikket udad. Jeg er her som én på en række, ikke mere end det. Men det, jeg får udrettet, har betydning for dem, der kommer efter. Hvis jeg havde mødt den rette behandler i tide dengang, var jeg måske aldrig blevet forbryder. Måske kan en i fremtiden møde en i rette tid. Det er også vigtigt at sige; ingen skal forhåbentlig opleve det, jeg har oplevet. Den gru. Men alligevel vil der komme lignende tilfælde som mit. Desværre. Det er så heroisk at tro, at man ved f.eks. at holde foredrag kan nå nogle derude, og standse en tragedie i at eskalere. Der er altid eet menneske, der kommer hen til mig bagefter og siger, hun/han kender en, der.. Men jeg står ikke og redder nogen fra at gøre det afsindige. Derfor er det alligevel mit håb, at ord eller tale om det, der ligger skjult, må have en rensende effekt. Så det, der ligger vendt i vrang kommer til at ligge åbenlyst fremme i stedet for. Vi skriver en melodi med andre fortegn, billedligt talt. Dermed bliver vi skabende ikke bare for vort eget, men for hinandens. Til fælles bedste. 19.9.18.

Ven, du blev for mørk for mig. Jeg tålte ikke dit skær. Din stråle, frekvens eller bølgelængde. For mens du talte om tillid, jog du en pil. Og når du prøvede at udbedre, borede du endnu dybere i såret. Kære underverden, dig som har en skjult dagsorden, kender måske ikke dig selv til fulde. Men jeg ser bare, du gør skade (på mig). Og derfor trækker jeg mig for at beskytte mig selv (mod skade/fare). Hvad ville du selv gøre, hvis du følte dig udsat? Jeg ser, du skal være en andens ven end min. Og er sikker på, dit sind gør dig til en god kunstner, som jeg også værdsætter. Din skygge kan jeg bare ikke bære på mig. Ret den et andet sted hen. Og jeg søger i tryghed, hvor jeg kan. 12.9.18. (Efter at have slettet en som ven på Facebook)

Jeg tænkte på at stille mig i skæret fra projektøren. På at foreslå at holde koncert en lørdag på Fairbar. Men jeg gjorde det ikke. På en lørdag kan der jo hænde at komme alt muligt ind fra Aarhus' natteliv, og jeg spiller salmer! Og hvis jeg kløjs i det.. Jeg valgte en onsdag af frygt for ikke at kunne leve op til et lørdags-publikum. Jeg har stået midt i rampelyset og fyldt pladsen ud til fulde. Men nu ved jeg ikke længere. Jeg har elsket at være centrum, den alle kiggede på, lyttede til. Jeg har gået ned fra scenen, - og stadig været på! Jeg har båret al min karisma, så den ikke var til at overse. Og fået hundreder af applauser. Været stjernen, der indtog sit rum. Med værdighed. Herre, grib min tvivl, bestyrk mig atter. Hvem sagde, udgangen var vejen ud, og ikke vejen ind.. 11.9.18.

En ven, som jeg plejer bare at skrive beskeder med, og ikke se, skriver pludseligt, at bare den måde, jeg bevæger mig på, er poetisk, og det vil han tænke på, når han bliver gammel!. Det bryder jeg mig ikke om. Det får mig til at aflyse eller fravige planlægningen af et besøg hos en (anden) maler, som har inviteret mig. Da er den maskuline kraft en trussel, helt uden at disse mænd har fortjent det. Det er jeg ærgerlig over, men følelsen er reel. Jeg handler på - frygt. Som om jeg tidligere har solgt mig selv eller følt mig forulempet. I det daglige frygter jeg ikke mænd, men når jeg får sådan en sms (før omtalt), føler jeg mine grænser bliver overskredet. Ubehaget får mig til at overveje, hvad der er rimeligt. Hvad skal jeg finde mig i?, spørger jeg mig selv. Og handler på den baggrund (af det spørgsmål), idet jeg trækker mig. Kan ikke stå inde for relationen længere. Da han i dag igen skriver, svarer jeg kortfattet. Ikke uvenligt, bare nøgternt. Læs venligst: "Back off". 8.9.18.

Der sker undertiden det, når man transponerer en melodi (til en anden toneart), at den ligesom mister sin kraft. Man forråder ligesom dens oprindelige udtryk og form. Fratager den dens særkende. Til gengæld kan det også være, at der sker det modsatte, nemlig at man ser den i et helt nyt lys. At man derved har tilføjet melodien noget, den ikke havde i forvejen. "Jesu legeme" (en af vores salmer) var det helt forbudt at røre ved, opdagede jeg. Den var så forankret i sin toneart, at der skulle den blive. Selvom det betyder, den står forholdsvist dybt i toneleje. Når man finder det punkt, hvor melodien bedst muligt udtrykker sit tekstlige indhold (salmens budskab), har man opnået det, man skulle/ville. Og tingene "stemmer" ligesom. Jeg er en sådan melodi. 7.9.18.

Så jeg har brugt et liv på at føle følelser, formidle følelser og undertrykke følelser. Jeg har haft et turbulent følelses-liv. Lige fra den ene yderlighed til den anden. Sindstilstande, der afløste hinanden med sekunders mellemrum. Skræmmende. Ligesom det at tage medicin imod det er skræmmende. Hvorfor skulle de ikke have lov til at rumstere? Få næring, tage form. Finde deres leje og deres udtryk. Jeg kan kun aner-kende en følelse, ikke under-kende den. Den kan ikke være forkert i sit væsen overhovedet. Den er her af en grund, med fordel, og med vilje. Derfor; tag mildt imod en kunstner, som har formuleret eskapader, optrin, nedture. Det er, hvad kunstneren er gjort af. Og også, hvad du er gjort af. Derfor; se min berettigelse. Opdag, at mit fag er følelser. Mit arbejde er at sortere i dem, give dem stemme, se dem udfolde sig. Hvem skulle jeg ellers følge i skole? 5.9.18.

Morgenvers af Lars, 5.9. Som reaktion på at have læst mit indlæg (nedenfor) om min vaklende sangstemme:

Syng min ven for mig alene!                                                                                                                  Tør min tåre med din sang.                                                                                                                      De vidunderlige grene,                                                                                                                          hvor mit middagsæble hang.                                                                                                              Syng igen til næste sommer!                                                                                                                    Sig den kommer.

Jeg tror faktisk, min sangkarriere er slut. Tager ned og ser Callas-filmen (Maria) for at se, om hendes også var det, da hun blev 45-46 år. Problemet er, at det var, hvad jeg kunne hive frem af hatten. Det var mit bedste kort. Alt forfalder fra nu af. Klippegrund, bliv her. Du, der livgiver mig, bliv ved. Forny mit materiale, vis mig, hvor jeg så siden kan gå. Var det underboen i Højbjerg, der gjorde mig tavs? Slukkede min strøm af liflig sang. I hvert fald skal jeg optræde i morgen, og jeg ved faktisk ikke, om jeg kan. Jeg må veje stemningen, melde koncerter fra fremover, hvis det viser sig ikke "at holde". Min dyrebare evne. Der er "en tid til at synge.. ". (Prædikerens bog) 4.9.18.

Jeg bløder. Gammel elev-træf i Kbh. viste sig at være en svær opgave. Phd i mord. Havde vi bare vidst, hvordan vi skulle takle hinanden. Havde jeg bare lært at gebærde mig. Havde jeg bare kendt udvekslingens væsen. Først da jeg trådte ud på banegården i Aarhus følte jeg mig (igen) hjemme. Manden ved siden af mig ved busstoppestedet var ikke fremmed. Og jeg vidste, hvad jeg ville svare, hvis han henvendte sig. Mine bukser sad fint om enden, da jeg spejlede mig. Alt faldt ligesom på plads. Gid, der var sådan i Guds favn, at han er som Aarhus. Og jeg som indfødt. 3.9.18.

Jeg er ikke større end en datter og en ven. Men det er jeg til gengæld fuldt ud. Min favn rækker ikke til at omfavne dem nede på gaden. Og jeg strør ikke palmegrene ud foran deres fødder. En anden dag. Til livsfilosofi siger jeg ikke bevingede ord, men klarer jeg mig middelmådigt igennem. Det passer mig slet ikke at læse i "Den nye verdensimpuls" (Asger Lorentsen), som ellers bjergtog mig for bare et par uger siden. Intet er mere rigtigt end spis brød til. Men, hvor det smager. 31.8.18.

Jeg går. Efter jeg har spillet, så går jeg. Fra koncerten. Ud blandt publikum. De genkender mig ikke. 28.8.18.  

Der er jo for fanden ikke nogen. Der er ikke noget dem, og de klikker sig ikke ind. De ser det ikke.. 27.8.18.

"Se, nu stiger solen op": https://youtu.be/RXz-W4r-9fQ 

Jeg er kunstner. Altså lader jeg mig inspirere af det, jeg oplever i løbet af en dag. Dem, jeg møder, det jeg tænker om det. Derfor skriver jeg nogle gange om - dig. Helt uden at have planlagt det. Fordi du har sat noget i gang indeni mig. Noget, der krævede ord. Kære ven, det er jo ikke dig alene, det er jo samspillet imellem os. Jeg har del i den måde, vi omgikkes på. Du kan jo skrive en bog om mig tilsvarende. Hvis jeg en dag beskriver dig som skyldig i noget, er det jo næste dag mig selv, der er skyldig i noget. Hvem føler sig næsten ikke ramt, når jeg svinger blyanten/tastaturet. De fleste kan føle sig truffet, eller kan se sig i noget af det skrevne. Nogle gange helt utilsigtet fra min side. Det er jo ikke sådan, at jeg med vilje går bag om mennesker, og aldrig siger dem noget direkte ved et fysisk møde. Men jeg har en skjult dagsorden, - som så er åbenlys - her. Jeg har en indre vurdering af tingene, som jeg holder inde med, af strategiske hensyn. Jeg trives på den måde, at jeg kan få afløb herhjemme for noget, jeg ikke i situationen fik sagt. Undskyld mange gange, at det gik ud over dig. Selvom mit formål er at almengøre ting, kræver det et "du" og et "jeg" over for hinanden. Hvis en bog ikke har en hovedperson og nogle karakterer at spille op imod, hvad var der så tilbage af bogen? En historie kræver et forløb, en begyndelse, et hændelsesforløb og en afrunding. Ligesom du går rundt med uforløste problemstillinger, som du grunder på, ligeledes gør jeg. Deri er jeg skyldig, at jeg har behandlet dig som "emne", skrevet om dig som "genstand". Så klyng mig op, og se om det batter noget. Råb tilbage, at det ikke er rimeligt! "Af hensyn til kunsten" er ligesom ikke et godt nok argument. Jeg skal se ham og hende igen i næste uge, og de ved ikke, jeg har skrevet om dem. Det gør mig til en, der forråder eller spiller skuespil. En, der ikke var, som hun gav sig ud for at være. Hvordan skal vi fremover regne med hende?, kunne du spørge. Og jeg kan ikke svare. I kan regne med kunsten fra min hånd, og den er ikke nådig mod de medvirkende. Du kan enten dømme mig på den, eller dømme mig på, at jeg smiler til dig om en uge og virkelig stadigt gerne vil dig. Intet ondt har jeg ment ved at behandle dig her på siden. Ikke skyld har jeg villet plante i dit sind. Skyld er alment. Tro mig; en anden dag er det dig, der skriver om mig. 25.8.18.

(Tre) Eksempler på ondskab: Lars og jeg refererer over for den anden elev på livsfilosofiholdet, hvordan der har været skærmydsler i poetklubben det seneste døgn. Også fordi vi havde inviteret eleven her med til Åben poetisk scene denne gang, så han var selv til stede den aften, og så det miljø, vi omtaler. Vi fortæller, at en fra bestyrelsen er blevet stødt og faktisk gerne ville skrive talen (omtalt nedenfor), selvom vi på bestyrelsesmødet havde besluttet, at en anden skulle gøre det. At han derved havde fået en slags skurkerolle her det seneste døgn. Eleven her spørger så (og heri består ondskaben): "Hvem var han? Så jeg ham? Var han der, mens jeg også var der?" Til det spørgsmål slår jeg ud med armene og afværger. Jeg synes ikke, det er rimeligt at skulle udpege fyren fra bestyrelsen og synes faktisk, det er upassende, at eleven spørger mere ind. Som for at dramatisere situationen yderligere, have en slags sladder mentalitet. Hvorfor vil han kende hans ansigt? Så han en anden gang kan udpege ham og se hånligt på ham? Hvorfor vide, hvem den skyldige er; er hans "forbrydelse" ikke nok straf? Jeg svarer: "Han var gået, da du kom", (hvilket sandsynligvis også er rigtigt).

Jeg får en meget flatterende tilkendegivelse fra en kunstner, hvis fernisering, jeg deltager i. I min sms til Lars, hvor jeg skal skrive om dagens gang, overvejer jeg at citere eller gengive denne ros, jeg fik af kunstneren, som til dagligt følger mig på Facebook og har læst en del af mine indlæg. Jeg står i et sekund og føler mig både stolt og overlegen, som om jeg skal blære mig med noget. Og som om, jeg er mere end. Jeg indser dog at jeg ikke behøver indvie Lars i det lige nu, men bare kan fortælle det en anden gang. Det svarer til, når kameraet er slukket, alligevel at stille sig midt i rampelyset, fordi man nyder det. Bvadr.

Jeg står i køkkenet og har netop fået en meddelelse ind ad døren om, at man skal sortere affaldet så godt som muligt. Jeg opdager, jeg har forsømt den del, der hedder at lukke posen ordentligt til, når jeg smider restaffald ned igennem skakten. Dermed er det uhygiejnisk at håndtere affaldet længere nede i kæden. Med det in mente står jeg og skal smide en plasticbeholder ud, som engang har indeholdt nogle blommer. Jeg ser, den er lettere beskidt, - men jeg vasker den ikke ren. Jeg lægger den i min særlige pose til den slags affald - som reglerne foreskriver. Men undlader altså at aflevere den fuldstændig ren til sorteringen. Dermed skal en mand længere nede i kæden en dag stå og rengøre plasticbeholderen, fordi jeg ikke gad. Jeg ved, jeg gør uret, men jeg foretager mig intet for at udbedre skaden. 24.8.18

I Poetklubbens bestyrelse er vi nu alle enige om, hvem der skal skrive talen til dette års modtager af Undergrundspoesiprisen, på nær en. Han vil egentlig gerne skrive talen. Så lige nu forpester han den gode stemning, sætter sig imod. Men lad os forestille os, at vil lod ham gøre det; hvad ville det blive for en tale, når ingen af os andre billiger, at han påtog sig eller tildrog sig opgaven? Ville han stadig skrive den med - lyst? Jeg har selv blandet mig i debatten, da jeg ikke kunne lade være. Det får ting op i én, når man bliver provokeret. Man skal vægte sine ord med omhu, ikke lade sig rive med af en stemning. Man skal bevare sin soberhed, sin gode forstand, og sin menneskekundskab. Jeg tænker på, at han ligesom har "bidt sig fast", han vil ikke give sig, gå på kompromis. Formanden (som er Lars) forsøger at samle holdningerne og komme med et konstruktivt bud på en løsning fremadrettet. Men også det er næsten umuligt. Jeg tænker på et rodskud, eller ukrudt, der ikke vil forsvinde eller holdes nede. Det skal han for så vidt heller ikke. Vi skal rumme ham i gruppen, for han er en god fortaler for projektet. Men når han skriver sine argumenter, bruger han næsten snilde eller list, og det tangerer ondskabsfuldhed. Hvad skal man svare på ondskab? Jeg skriver: "Kunne vi ikke have talt om det i et åbent forum?" og "K.h. Rie". Jeg svarer venligt på det, der ikke er venligt. Jeg ser, de gode kræfter er i overtal, så kan vi ikke finde en løsning. Jeg går ikke ind på hans dagsorden, finder mig ikke i tonen, skærper mine egne ord for dog at nå ind. Han føler sig måske overset og kompenserer for det. Hvem ved, hvad der foregår i hans indre liv? Jeg skal forstå hans position, af at være trængt og ville forsvare sig. Jeg skal komme ham i møde, selvom jeg ikke har lyst. Han må også være her. Vi skal ikke undertrykke "det mørke element", men vi skal behandle det og bekæmpe det. Vi skal (om)favne, så godt vi kan. Til grænsen af, hvad vi formår som enkeltpersoner. Siden må han selv træde lysere skridt. 23.8.18.

Det er råt for usødet. Det er mig uden filter eller censur. Man skal tåle mig i medgang og det modsatte. Først skal jeg selv tåle mig, men dernæst skal mit publikum. "Jeg har himmelrost dig og svinet dig til, har jeg da gjort dig uret?", spurgte jeg engang i mit skrift. Jeg mente; nogle dage er jeg glad for dig; ven, mor, bror eller kæreste. Og andre dage er jeg knap så glad for dig. Skulle jeg da skjule mig de dage, hvor jeg har ondt i sinde, og da intet skrive noget sted? Har det ikke ret at have en negativ følelse for noget. Skal jeg ikke give det ørenlyd, det jeg føler ubehag ved. Er det så fordi, man forstærker eller uddyber følelsen, så den får mere magt? At jeg skal hellere skal gemme den væk eller undertykke den. Hvor sundt lyder ordet "suppression". For mig er det lig en torn eller en bjælke. For mig er det noget uforløst, der ligger og arbejder. Men som så helt uhensigtsmæssigt alligevel vil poppe op i en eller anden form. Måske skriger jeg eller råber jeg så højt, helt uhæmmet, fordi jeg ikke længere kan lægge låget på. Måske holder jeg skriget tilbage, da det er upassende at lufte det lige nu og her. Måske synger jeg i stedet en salme, endda meget inderligt. Du kan kalde mig en dårlig ven, søster eller kæreste. Og netop det vil jeg (også) være. Jeg kan ikke løbe fra at have "dårlige dage" eller et yderligt temperament, som jeg ikke tøjler til fulde. Jeg er vokset op med meterlange fortrængninger. Men jeg prøver, hver dag. At lukke op, for selv det ubehagelige. Hvor skulle vi ellers gøre af det? Det svarer til, at skraldespanden er fuld, men vi har intet sted at tømme den. Det svarer til, jeg skal vise mig fra min gode side - hele tiden. Helst have et smil på læben, en venlig tone, et roligt tonefald og en kærlig hånd. Men jeg kan bare ikke. 22.8.18. (Efter at have truffet min bror med en sådan lethed, at jeg ikke kender skygge)

En ny dag truer. Og jeg mener virkelig: truer. Som et tårnhøjt bjerg, der skal bestiges. Bange for, at noget overrumpler mig, noget jeg ikke har styr på. Nogle kan pludseligt skrive, ringe eller komme. Og jeg står totalt bar, uforberedt. Nogle gange lægger jeg mig her om formiddagen, hvis det virker uoverskueligt, det jeg skal kl. 12 eller kl. 16. På den måde kan det være, verden ser anderledes (og bedre) ud, når jeg vågner af mit hvil igen. Fred har jeg dog ikke, så det bliver en urolig afslapning. Med tanke på, hvad der venter mig, og hvad jeg i stedet burde få gjort. Fortrydelse over gjorte ting kan også spille ind. Var det nu rigtigt af mig at sige sådan? osv. Vil den eller den person dømme mig hårdt, for noget uopretteligt? Jeg er propfyldt af angst lige nu, og kl. er 9.40. Tør ikke engang læse, hvad min veninde fra Kbh. lige har skrevet i en sms, i fald min sms til hende var for meget eller for lidt. Hvis jeg lægger mig nu, vil jeg kunne høre lastbilerne på vejen og håndværkerne i gården, og tænke verden går forbi mig. Jeg deltager ikke i den. Jeg er fortvivlet ude af mig selv, hviler ikke i, hvem jeg er og det, jeg gør (eller ikke magter at gøre). En sagde engang til mig, at var man morgendeprimeret, så havde man en endogen depression liggende underneden. Men hvor skulle jeg vide det fra (og han for den sags skyld). Mange ting fra mit liv og min historie kunne med rette tynge mig, men gør det det? Hvor skal jeg dog hvile mig hoved. Finde ro. Ville beskrive psykisk sygdom for jer her. I dag ville jeg redegøre for en problematisk morgen og et problematisk sind. 22.8.18.

Jeg har slået et slag for de psykisk syge på Gallo skolen (hvor jeg også selv er elev). Jeg har sagt, at det undrer mig, at der ikke er en elevrepræsentant i blandt et ansættelsesudvalg, der er nedsat, og som skal ansætte den nye skoleleder om en måned. Til et møde forleden gav jeg mig og sagde: "Det behøves ikke, det er ok". Men nu, hvor de påtænker at inddrage en femte mand, kunne det så ikke rimeligvis være en elev? Kan jeg gøre for, at jeg over for større (vigtigere) mænd ikke lige turde ytre mig kritisk til det møde? Det gør jeg så til gengæld nu. Udnytter en mulighed for at konstituere gruppen anderledes. Det er trods alt os elever, der til dagligt bruger skolen. Det er til vores bedste, at den nye leder bliver god. Ingen, der skammer sig over sin sygdom eller sine svagheder og brister, har jo mod til at modsætte sig en gælden holdning i en gruppe. Eller rettere; det, som bestyrelsesformanden foreslår. Når han nu tilfældigvis er en person med utrolig ringe føling med, hvad der egentlig foregår på skolen, og hvilke mennesker skolen består af. Jeg har heller ikke selv helt føling med det. Jeg mener; jeg går ikke hver fredag over i skolestuen og hilser på, og gør eleverne der opmærksomme på, at de kan lægge forslag til forbedringer eller kritiske indlæg i en kasse, der hænger på en opslagstavle. Men indimellem går jeg derover, og jeg er altså typisk kun på skolen om fredagen, hvor min egen undervisning ligger. Jeg er sikker på, at jeg er ressourcestærk i forhold til så mange andre derude, men først nu tør jeg ytre mig, og det i en mail, hvor jeg kan gemme mig bag min velformulerethed. Måske synes de pågældende chefer eller vigtige, at det er for sent. At jeg burde have sagt noget noget før. Men jeg kunne ikke.. Jeg kunne kun diskutere det med Lars, som også syntes, det var for ringe, og at jeg ville være en udmærket kandidat eller medvirkende ved disse ansættelsessamtaler. Jeg er nu fortrøstningsfuld; Ligegyldigt, om det ikke lykkes mig at komme med i udvalget, bare det at jeg fik mig meddelt. På vegne af en hel gruppe, som jeg holder meget af og gerne vil hjælpe. Nu er det blevet sagt (også her). Nu har det fundet sted. Materialiseret sig. Hvis jeg havde gemt mig, havde jeg undertrykt et ønske og tanker, der til fulde tålte dagens lys. Kære psyke. 21.8.18.

Jeg er ikke den skarpeste kniv i skuffen, og når jeg er træt, skinner det ekstra tydeligt igennem. Jeg forstod ikke alle Lars' pointer i dag, desværre. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg haltede hele tiden bagefter. Her ved at gå rundt i mit eget hjem og kun have mig selv at måle mig op af, evaluerer jeg stadig dagens replikker. Om de alligevel rakte. Ser tydeligt, hvor jeg misforstod noget. Men ser også, hvor det kunne forsvares. Desværre er jeg ikke en dannet person. En belæst person. Og min måde at ræssonere på er måske også lidt speciel. Jeg ryger så afgjort helt udenfor statistikken. Til livsfilosofi har jeg præsteret at spørge, om så ikke "Sokrates var ret så provokerende?". Jeg formåede ikke at læse et enkeltfag på lærerseminariet eller tage kørekort. Jeg havde ikke det, der skulle til, simpelthen. Da jeg meldte fra til disse to ting, følte jeg mig lettet over, at jeg ikke længere skulle være under det pres. Men mens jeg var i læreprocessen, troede jeg virkelig på det! Jeg kan også have helt urealistiske forestillinger om f.eks. mit publikum. Engang satte jeg en annonce i en lokalavis, for at gøre opmærksom på, at man kunne forbi min lejlighed og købe en samling af mine malerier, som jeg alligevel ville kassere. Der kom selvfølgelig - ingen. Dengang jeg ville sælge det materiale, der siden kom til at ligge på skriftet.dk, fik jeg en enkelt eller to henvendelser, selvom projektet (der var brændt på nogle cd'er) fik omtale selv i Billed bladet. Derfor kan følelsen af succes måske ikke helt måle sig med den reelle succes. Jeg er faktisk ude af proportion! Eller uden for kategori. Når jeg er tilstrækkeligt presset, hvis jeg er i et selskab, hvor jeg bliver målt på intelligens og selvkontrol, kan jeg formulere mig helt kludret. Virkelig snuble over ordene, eller ryste på stemmen. Alligevel har jeg i årevis valgt at performe, og gjort det udmærket. Jeg har trods skælvende fremtoning haft en form for X-faktor. Og hvis man dømmer et medmenneske på, om dets fremtoning er sikker og overbevisende, da gør man fejl. Som jeg engang sagde eller rettere skrev; hvem siger, om ikke den stille mand i hjørnet siger det største Halleluja overhovedet? Hvordan skal jeg kende dit lys, hvis jeg ikke giver dig en chance? Byder dig ind. Et karakterblad med rene 12-taller lyder af noget. Ja, af meget. Men hvis jeg ikke mestrer social omgang eller gemen venlighed.. Ok, jeg blev ikke til noget indenfor matematik, men jeg hører matematik, når jeg afspiller Bachs musik på mit anlæg. Er det ikke nok? Selvom du er svedig og man kan se det gennem din bluse, gør det mig ikke noget, for det er et menneskeligt vilkår, og vi ligger alle under for varmen. Lugter du dårligt, sætter jeg mig alligevel ved dig i bussen. Igennem alt elsker jeg dig. 19.8.18.

Lige siden jeg læste din besked, var det som om, mit ansigt friskede op, og blev mere ungdommeligt at se på i spejlet. Ja, "glatted sig hver rynke". Som om dine ord var livgivende, som at drikke et glas vand, der renser kroppen. Hele dagen var gået med tømmermænd, soven ud ovenpå en fest. Hjertebanken i nat, fordi Zyprexa (psykofarmaka) vist ikke går så godt sammen med alkohol. Nu har jeg fundet en ny dagcreme og en ny kosmetolog. Og jeg føler mig som genfødt. Især efter at have svedt lidt i arbejdsværelset ved håndvægtsøvelser på gulvet. En renselse betyder virkelig meget. Hvadenten den virker åndeligt og sjæleligt på én, eller der er tale om den mere fysiske form, efter motion eller væskeindtag. Eller efter at have smurt en ny dagcreme i ansigtet. Jeg er sikker på, at det at føle kærlighed holder én ung. Det at få komplimenter og ros, opbakning. Ved at vi udveksler, hvad vi hver især i løbet af dagen har lavet og tænkt, var det, som om det, livet havde slidt på mig, pist forsvandt. Som lettede du med mig på vingerne. Jeg er 45 år og elsket. 18.8.18.

Det er ikke størrelsen på mit bryst eller længden af mit hår, der afgør om jeg er et godt menneske. Ej heller størrelsen af min indkomst eller hvordan jeg bærer min taske. Det, der er afgørende, er hvordan jeg bærer min (livs-)historie eller min fortælling. Med stolthed, overlegenhed eller ydmyghed. Hvis jeg ikke er taknemmelig over det, jeg har fået givet, skulle jeg måske slet ikke have haft det. En ven kommer ikke dalende ned fra himmelen en tilfældig dag, han viser sig når det er nødvendigt. Jeg mener; ikke engang min nabo er vel "tilfældig"? Et godt menneske vil sige at være her med årvågenhed, beredthed. Vente en gæst hvilken som helst dag, det kan være. Gøre klar til en særlig dag, som om det er - i dag. 16.8.18.

Min sjæl skulle gerne have kvaliteter, der rækker ud over, om du synes en anden kvinde er dejlig. Under jeg dig ikke den største lykke - som ven? Der skulle gerne være noget iboende i os hver især, der er større. En rummelighed, der omfavner. Hvad der måtte være i livets pose til hver af os. Jeg mister ikke din sjæls kvaliteter ved, at du måske rører ved en anden. Men så lille et menneske er jeg, at det føles som om. Jeg kunne med få ord (bare) skrive dig ud af historien. Se ryggen af dig. Men det er større. Det er en relation, der er lykkedes. Ud over grænser. Ser dit ansigt. 16.8.18.

Har lånt seks Jesus-bøger, som jeg kalder dem. Hvor kun en af dem fængede mig alvorligt. Hvorfor ikke bare skrive historien selv? Jeg lærer ham jo ikke at kende, hvis jeg ikke skriver mig igennem ham - selv. Efterfølgelse må betyde at træde ind i hans krop, hans sind og hans væsen. Jeg skal kigge ud igennem hans blik. Ikke ved at stirre på ham udefra. Må jeg gerne skrive, at jeg er "maskens mester" og bærer mit vanvid helt utroligt godt :) Du, læser, du kan da skrive din Jesus-beretning. Lade som om, du kender ham. Hvordan skal kunstneren ellers have ret? Jeg er ikke et forsøg på at være noget. Jeg er det. Det er bare svært at tro (på). Selv som et blot kunstnerisk udtryk. Jeg kan forme mig i ler, ligesom du kan. Og hver dag være den, det passer mig bedst. Jeg er indeholdt i det, det vil sige at være menneske. På den baggrund, at jeg kasserer fem Jesus-bøger. 14.8.18.

"Hvem har med sådan kærlighed". Se venligst teksten (af Lars Hougaard Clausen) til salmen nedenfor videoen ved at vælge: "Se på Youtube". Eller lyt bare. Indspillet i dag, d. 11.8.18. på Gallo skolen. Kærlig hilsen Rie.

Det gør mig ondt, at jeg ikke blev en pæn pige. En god datter, som hjælper til i køkkenet. At jeg i stedet blev oprørsk, rebel og en provo-type. Var jeg mindre radikal, ville jeg også være mere spiselig. Både som ven, datter, søster og forbillede. En almindelig voksen kvinde havde nok fået uddannelse, mand og børn. Mens jeg fik - en mission. Gid mine pårørende kunne være stolte af mig. At den sladder, der sikkert går, kunne være godartet. Det gør mig ondt, at jeg ikke er, hvad du regnede med. At jeg ligesom blev et vildtvoksende skud i alle retninger. Beklager, at jeg ikke er den pæneste blomst i butikken. Men køb mig - alligevel. 11.8.18.

Under dække af at være sindssyg har jeg skrevet og sagt meget. Det gør jeg stadig, - bare ikke under dække af noget. Den skjulte dagsorden bærer jeg nu i mit ydre. Og alt tankegods har taget form. Hidtil har jeg kunnet forsvare alt under betegnelsen "gak gak". Nu er jeg blevet i tvivl. En sjæl har vel ingen sygdom? Jeg går nu under betegnelsen "grandios" eller "grand danois", ment som skældsord. For en, der er alt for stor. Du kan også kalde mig den, om hvem intet kan siges. 10.8.18.

Vær en datter til min mor, og søster til min bror, den dag hvor jeg ikke længere selv kan. Som en "bridge over troubled water" skal du være det bærende element, og være til støtte for den nødstedte. Som bar du dem på dine vinger. Ind ad den trygge dal. Ikke noget mindre. 9.8.18.

Jeg, en ringe tjener, er stor i slaget. Kridter mig op, som om jeg fylder. Er noget ved musikken. Jeg maner en stemning frem, så at man tror, jeg er gjort af et andet stof. Jeg kan pludselig slet ikke være i mine ord, sådan tårner de sig op. Og det er trods alt min dagbog. Sletter jeg det igen, er jeg ikke tro mod den aktuelle følelse, sådan som det var. Og da fremstår jeg utroværdig. Jeg siger ikke, jeg er fuld af løgn. Eller at jeg manipulerer. Jeg siger bare, at enkelte steder ville jeg ønske, jeg kunne skrive noget andet. Men jeg får ikke lov. Ligesom du, læser, er jeg underlagt indskydelser, indfald, inspiration, som jeg lader mig guide af. Ikke altid står det, som jeg vil, men som Du vil. 8.8.18.  

Du kan slå mig eller plyndre mig, men min sjæl forbliver intakt. Og det ændrer ikke på, at den salmemelodi, jeg til aften har lavet, består og rækker ud over tid. Intet kan i den forstand "få mig ned med nakken". Jeg mishandler dig, men du lever fortsat. Det må jeg tro på. Og det nyudgivne nodehæfte, jeg kom til at træde på (på mit gulv), skal komme sig. Det ukrænkelige kan ikke krænkes. Og der vil altid bag ved alting være en vilje, som siger: "We shall overcome". Da kan intet ondt nå mig, eller dig. Under dine vingers skygge er der ly og læ. Og stormene kan ikke betvinge noget eller nogen. Det vil undre en hel befolkning, at lige i stormens øje, går jeg fri. 7.8.18.

Som at sætte et blad på et træ. Sådan er det at lave en melodi til en tekst. Man giver den form, et træ at læne sig op af. Et stativ af yderste spændstighed og fylde. Man hænger ord på som blade, der langsomt folder sig ud. Til sidst rejser både tekst og musik sig i en helhedsform, et bræt. Man slår en dej op og den vokser. For at blive til det endelige resultat af timers ihærdighed. Jeg kan lide at komponere, fordi jeg derved planter et træ med blade på. Jeg er medvirkende, men det er ikke det væsentlige. Det kunne have været - dig. 4.8.18.

Så min bror, som jeg sådan set elsker. Hvordan skal jeg udtrykke det; det var som om, han var flov over at følges med mig i bybilledet. Jeg kan tage fejl. Men altså, jeg er heller ikke vildt hot, i mine cowboyshorts og med min lille barm. Skal man være det for at være en god søster? Jeg gik bare ind hos ham, og så sad han og nød sin formiddagskaffe og hørte C.V. Jørgensen på computeren. Virkelig livsnyder, er han. Dyrker det gode liv. Også det kulturelle liv og det kultiverede liv. Med god smag indenfor mad, vin, maleri, litteratur.. Det var, hvad han blev til, her i livet. Jeg græd, da jeg kom hjem, og jeg ved ikke rigtigt, hvorfor. Noget med sorg. Utilstrækkelighedsfølelse. Ikke at være god nok. Ikke at slå til i det bybillede, sammen med ham. Jeg skulle måske have haft en rød bluse på i stedet for. Eller noget andet. Et eller andet glippede fra min side, så jeg ikke levede fuldt ud op til, hvad en lillesøster skal kunne. Drikke kaffe, kan vi vel alle, men det skal være den rigtige. Den helt rigtige kop på det rigtige sted, sammen med de rigtige mennesker. Svært at leve op til, ligesom. Herhjemme skal jeg nu (bare) leve op til - mig selv. Med en løbetur og efterfølgende øl går det nu helt godt. Jeg har også bestilt en bog af et godt hjerte, af en forfatter, som jeg gerne vil støtte. Det behøvede jeg egentlig ikke. I min bunke af gode gerninger fra i dag ligger der så ikke mere. På det tidspunkt, hvor jeg i eftermiddags kunne være cyklet ud og spillet noget musik ind, kunne jeg ikke forestille mig at åbne min mund og sætte lyd til. Indenfor nogen genre overhovedet. Da blev løbeskoene mit instrument. Og min øl blev min belønning. Hvad skal man ellers i livet end stille opgaver for sig selv, som man med succes kan løse? Vi gider jo ikke være fiaskoer. Derfor - for at bevare fokus og godt helbred og humør - gælder det faktisk om at give sig selv tilpas mange udfordringer, som man så så vidt muligt kan honorere! Depressionen får netop liv, hvis man ikke lever op til egne forventninger. Jeg magtede derfor at skrive om det. Tak for ørenlyd. 2.8.18.

Ringer til Falck (angående noget, jeg læste bag på Beboerbladet). Om jeg vil samtykke til, at samtalen bliver optaget? Ja, det kunne da være sjovt, tænkte jeg. Kommer igennem og opfører mig herfra som om, jeg er på live-tv, eller skal castes til en film! Mine formuleringer er dramatiske, og jeg tænker konstant på, hvordan nogen bagefter vil dømme min "præstation". Shit mand, løveascendent (en, der fører sig frem som en konge). Tre minutters berømmelse hos Falck :) Tror sgu, jeg ringer igen.. 30.7.18.

Laver en melodi i C-dur (den nemmeste toneart at spille). Til en tekst (af Lars), som taler til mig. En, hvor jeg tænker; der kan jeg give den noget udtryk, når jeg spiller den ind en dag. Jeg går efter - kærligheden. Hermed er min aften reddet, og jeg glæder mig til at stå op i morgen, for da kan jeg spille den på ny, og forberede at tage et sted hen til optagelsen. Når den så er sunget ind, glæder jeg mig til at høre optagelsen derhjemme, i fald den er god. Og hvis den så er god, glæder jeg mig over at kunne lægge den offentligt ud (Youtube). Dermed er processen fra start til slut lystfyldt og livgivende. Og den opmuntrer mig til at lave endnu en melodi en anden dag. Hvis jeg ikke fandt mening i min dag før, så gjorde jeg det nu, hvor jeg kan kigge ned over nodebladet. Det gjorde ikke ondt at komponere, og mens jeg synger teksten til, da smiler jeg let. Af ren salighed. Det er ikke af en ond mening, jeg laver melodien og synger den ind, så resten af verden kan se den. Jeg vil gerne tilføje verden noget, bidrage. Her får jeg en portion penge hver måned (førtidspension), og her er, hvad systemet kan se, jeg bruger kræfterne på. Her er, hvad jeg giver videre. Som bemærkning. Jeg vågnede og se, der lå en melodi og ventede. På daggry. 29.7.18.

Jeg skal insistere, det er det, jeg skal. Jeg må gerne synge inde ved el-klaveret (selvom naboen ikke hører det med akkompagnement (høretelefoner)). Jeg kan løbe en tur, som her til aften, i akkurat det tøj, jeg ønsker at have på. Og spise fire stykker pizza, hvis jeg har lyst. Vi skal blive ved med at lave salmer, selvom vi ikke er med i "det gode selskab" (Syngnyt-folkene). Og jeg skal blive ved og ved med at sige (til min næste), at "dig elsker jeg - alligevel". På trods af det og det elsker jeg dig stadig. Ja, faldt hele verden sammen, ville kærligheden vel stadig overleve.. Vi skal styrke vort fællesskab, og stå sammen om de gode ting og initiativer. Vi skal løfte i flok, men vi kan også gøre noget selv. Jeg giver tommelfinger til et digt, jeg ikke helt forstår, fordi det er godt skrevet, og fordi det er godt, at det bliver skrevet. Jeg mener; en ven bevæger sig fra et sted til et andet, ved at forfatte det. Og jeg vil gerne bestyrke ham i, at han fortsat fremover skal skrive og vove at lægge sine tanker offentligt ud. Hvis jeg kunne ae flere mennesker på skulderen, når jeg f.eks. handler ind, ville jeg gøre det, men det er unaturligt og udenfor det gængse. Og uden for det normale. Men jeg skal insistere, så at jeg en dag aer et menneske netop på den måde. Så min berøring når frem og bliver modtaget. I går missede jeg at gøre en velgerning i bussen, som ellers var oplagt, men en anden gang vil jeg gøre en indsats for, at jeg ikke misser chancen igen. Jeg vil fortsat prøve at være en god borger. Og give gode ting videre til den næste generation, til trods for det, at jeg ikke har børn. Når blodmånen i aften kommer vil jeg tænke på alle de andre, der betragter den på samme tid. Det er ligesom nytårsaften, hvor jeg altid bliver rørt over, at vi alle på én gang skyder krudt af. Du skriver dine sms'er på en så utrolig sød måde, at du giver dig tid, som om du virkelig gerne vil mig. Tak skal du have, ven. Jeg venter på en dag at kunne sige det til dig. Vil prøve at mærke mig et særligt øjeblik. Time min bemærkning helt rigtigt. Du skal vide, at det var alle salmerne værd. Selvom vi ikke står i boghandlen, eller ligger på enhver cd-afspiller i de danske hjem, så var vi en succes. Vi nåede ikke bredt ud, men smalt ud. Og dem, vi rørte, rørte vi inderligt og oprigtigt. En dag falder der smuler fra vores bord, og nogle vil gribe dem. I dag, ven. 27.7.18.

Anne Marie Eriksen, hun er vist bare skudt i låget. Men hvem skød? Og alle de mange sværmere, der havde forvildet sig ind på min hjemmeside (denne) i sidste uge, tror ikke længere på projektet. Det var en vildfarelse, periodisk. Noget, der bliver overstået, går i sig selv. Men næh, projektet består sådan set (her, hos mig). Jeg kan ligesom ikke være bluff eller en anden, end den jeg er. Nogle ser eller hører noget, men tager det ikke til sig. Det kan jeg heller ikke forvente. Jeg skal bare dukke op med mellemrum og betage en mængde, som så siden kan trække sig igen. Indtil der er de vedholdende, som bliver. Og hvad bilder jeg mig egentlig ind at tage så store ord i min mund. Vi sår vel alle noget, og betager nogle omkring os indimellem. Og så fejlslagen en skikkelse, kan jeg ikke lægge stemme til (tænker du sikkert). Og hvilken slags beskuer ville jeg egentlig selv være, hvis jeg så til udefra. Ligesom jeg aldrig kan vide, hvordan jeg ville dømme en forbrydelse som min, hvis jeg var helt uvildig. (Som) måske en kvinde med tre børn. Der er budskaber, man gerne ser brede sig. Fordi man anser dem for at have stor værdi. Derfor linker man på Facebook eksempelvis, for at opnå bredere udbredelse. Der er simpelthen noget, verden skal se. Hvis den vil. 27.7.18.

Er bange for at ødsle med min kærlighed. Ved at kommentere, som jeg lige har gjort på Facebook. Med hjerte som ikon og ellers en stor kærlighedserklæring, - til en, som jeg sådan set elsker! Hvor mange hjerter kan man skrive, før det er for meget? Taber jeg noget ved at erklære? Skrive rent ud af posen. "De er bange for at blotte sig", som Rolf Sørensen sagde i dag om cykelrytterne. Er det det, at jeg bagefter står helt nøgen? Gør det noget. 25.7.18.

Jeg er nordboer. Alligevel skærer det mig i øjnene, denne hedebølge, som efterlader landskabet i en underlig undtagelsestilstand, som man ellers kun kender fra film. Der er noget skingert over tiden, idet vi har frembragt dette klimaskifte, ved vellevned. Det huer mig ikke at se familier dø i flammer, imens de omfavner hinanden som det sidste. Eller se et kort over, hvor varmt det er denne sommer i det store hele, i forhold til "normalen". "Vi ser hinanden i det lys, som vælder ud af solen", har jeg lige indsunget i en salme (Lars' tekst). Og rigtigt nok plejer solskin at være forbundet med udeliv, solbadning, stranddukkert og lignende. Altså noget fortrinsvist positivt. Jeg har ikke selv fået kulør overhovedet, for jeg har ikke orket det. Til gengæld behøver man ikke planlægge en cykeltur i forhold til evt. regnvejr, da man bare kan stå op, tage sin shorts på og gå udenfor i ly af alting. Der er kun underboen, der siger: "Det er for meget", da hun er en ældre dame, der sidder i skyggen med sine veninder. Og jeg kan bare (på trappen) istemme: "Ja, det er det faktisk". Man må gå i bad to gange om dagen (mindst). I dag cyklede jeg til Silvan, og bagefter måtte jeg liste af cyklen, fordi min ende var gennemblødt af sved igennem tøjet. Det er yderligheder så det basker, dette her. Det er Tour de France uden ende. Og folk dør af det. Man kan tænke; er det Guds måde at sige på, vi skal passe endnu bedre på vores ressourcer? Er det et wake up call til politikerne om at lave strammere regler på miljøområdet? Skal jeg selv blive bedre til at sortere affald el. lign. Jeg ser bare mig selv sidde og græde i lænestolen. Det gør mig trist, at det er som at se en skygge hen over landskabet (fra mit udsyn andre bebyggelser). En skygge af sol. Og opleve folk stå sammen i Grækenland på denne rørende måde. Vi kan ligesom ikke sidde det overhørig længere. Til andre tider har man kæmpet i krige, hungersnød eller epidemier, men nu altså denne globale tørke. Mennesket bliver ikke pådraget mere, end det kan bære, siges det. Men hvad med naturen? Kære sol. 25.7.18.

Jeg er et smertensbarn. Nogle ville ønske, jeg aldrig havde skrevet noget. Været noget. Som om, jeg er bærer af tragedie. Ikke kan skjule smerten i mit blik. Andre synes, det er fint, at jeg har sunget en sang. Helst at den handlede om kærlighed. Kunne jeg bare være bærer af det gode, er det helt fint. Men jeg trevler op, endevender, justerer. Det er ikke altid et kønt syn. Min læser ønsker nogle gange, han ikke havde klikket sig derind. Der ind på livet af mig. "De fortryder", som jeg engang skrev. Det var ikke et øjebliks sygdom, det var sådan, jeg alle dage er. Et krater. Svær at tåle, opholde sig i ret længe ad gangen. Jeg er rød lampe, der blinker - hele tiden. Jeg er ikke nogen nem datter eller søn. Jeg er fuld af standsen op, gøren status, gøren rede. I eet væk spørger jeg om det ene, det andet, fordi jeg undres. Jeg har tørret sved af og vasket mig. Tilpasset mig omstændighederne. Jeg har villet være vand-bærer, men i ledtog med det, bar jeg også andre ting. Det er ikke til at komme til bunds i. Foruroligende, kunne man kalde mig. Med rette. 23.7.18.

Sletter et par (musik-)videoer, og tror, de er døde! Gisp, jeg tænker (for) meget over tingene. Som om jeg har lidt tab. Ingen havde set dem (i den udgave), de lå unyttige hen, - men jo kun indtil der en dag var en, der ville klikke sig derind. Hvilken ret har jeg til at dømme en video ude? Såkaldt droppe den. Man kan jo ikke dømme dens kvalitet på, hvor mange gange den er blevet afspillet. Ingenlunde har jeg da det princip overhovedet. Tværtimod er stadig en af mine bedste talevideoer ikke blevet set, og da glæder jeg mig da bare til den dag, hvor en klikker sig ind på den. Som var den en skat, jeg gemte til en særlig dag.. Det var helt af helvede til at trykke på sletknappen, kan jeg godt sige jer. Som noget uopretteligt. Ligesom man heller ikke kan vække en afdød til live igen. Puha, så opdager man, at sangene og salmerne er ens hjertebørn (eller siger man hjerteblod?). At man/jeg virkelig elsker dem. Ikke kan undvære dem. Selvom jeg havde tænkt over at gøre det gennem noget tid, undrer det mig, at så lidt kan ryste mig. De ligger synligt på min anden videokanal, og jeg har backup af dem flere steder, så de er ikke pist forsvundet ud af verden. Det undrer mig i den grad, at følelser kan være så bundet til et stykke kunst. Godt, jeg ikke skal leve (økonomisk) af min kunst. Da skulle jeg sælge - mig selv. Godt, jeg giver alt væk vederlagsfrit. Bortset fra den bog, jeg solgte i dag. Da taber jeg intet af syne. Og da har jeg ingen pris. 19.7.18.

Fordi jeg ikke kan se, hvem den ene (af to) er, der har delt mit opslag (om genoptrykningen af min første bog) på Facebook, tror jeg, det er af det onde. Hvem har lært mig at vente det dårlige? Bare fordi jeg ikke kan se eller udlede et navn, frygter jeg, vedkommende ikke har gode hensigter. Som at gribe ind i mørket uden at kunne finde/fange nogen. Kære mørke, dit bæst, du har igen tag i mig. Hvem fortalte dig, jeg var så let et offer? At jeg nu sidder med fuld angst i kroppen og uro i mit sind. "Rinde let uroligt blod", som Grundtvig skrev. Efter trange tider kommer lettelse. Jeg siger jer, jeg skal motionere i dag! 19.7.18.

Jeg har ikke lyst til at tage de nye Zyprexa piller (men gør det alligevel), for jeg tror ikke, de er givet af kærlighed. Havde en elendig kontakt til kvinden bag skranken på et apotek, jeg ikke plejer at bruge. Lige fra jeg havde pillerne i hånden, følte jeg skepsis imod dem. De ser anderledes ud, og som sagt virkede det akavet at få dem udleveret. Det er min egen skyld, idet jeg altid siger: "Og giv mig bare de billigste, du har", for så kan man få alt muligt med derfra. Ved godt, pillerne i store træk indeholder den samme medicin og har nogenlunde den samme virkning, at kun tilsætningsstofferne f.eks. kan variere fra produkt til produkt. Hvad betyder det - alligevel - at spise noget, man egentlig ikke har lyst til at spise? En slags gift, som man grundlæggende har modstand imod. "Lad dette bæger (denne kalk) gå forbi mig" (omskrevet). Men nej, jeg må sluge pillen. Og bliver nok aldrig helbredt for min psykiske sygdom. Det betyder jo også, at jeg kan skrive skøre ting, og alligevel finder måder at forsvare dem:) 18.7.18.

Det var, som om jeg blev genkendt i Viby centret! Ja, hvorfra og hvortil, men altså et eller andet sted fra. Til sidst gik jeg ud på det offentlige toilet for at kigge mig selv i spejlet, for at se, om jeg så mærkelig ud i ansigtet! Men det gjorde jeg sådan set ikke. I nat hørte jeg nogen på trappen kl. 5. Så troede jeg, det var bøgerne fra forlaget, der var kommet og leveret til døren (er sket før), men det var det nu ikke. Mysterie på mysterium. Her står jeg tilbage med et åbent hjem, en dør der kan åbnes. Som offentlig person. Og jeg ved ikke, hvad de kiggede på i Viby centret, men jeg kiggede bare venligt tilbage. Det er vist nok nu, jeg "sætter turbo på", som en behandler engang lokaliserede frem, at jeg ville gøre. Hvor ender en turbo-bevægelse? Den må jo kulminere og derefter miste kraften igen. Jeg falder tilbage, men nej, jo netop ikke. Jeg går aldrig mere tilbage. Ligger på en hems i Vestergade og skiftevis græder og ler. Det er fremdrift og en åbnen mere og mere op. Også hos akupunktøren i dag, kunne jeg pludselig mærke hendes nåle meget tydeligere, simpelthen fordi min krop i sidste uge var "lukket". Man kunne have et billede af noget, der har ulmet, som finder vej udad. Og til sidst sidder yderst på kroppen, i mit åbne ansigt, helt ud i mine fingerspidser. Fra mørke, til. Jeg kan kun bifalde den udvikling, og anse den for at være den sundeste. Den absolut mest farbare vej. Der, hvor også lyset leder mig. Jeg klapper. 17.7.18.

På denne sommermorgen kan I se/høre frugten af et samarbejde mellem Hanne Søndergaard (lyrik) og jeg (melodi). Helt vildt, som jeg har glædet mig :) Skrev melodien en aften, hvor jeg var trængt (i humøret). Derfor fik sangen en særlig værdi for mig. Hermed givet videre. (Husk, at sangens tekst står nedenfor selve videoen ved at vælge: Se på Youtube) 17.7.18. 

Det er ikke dårligt. De optagelser fra i dag. Jeg har et vist bundniveau. Har vi vel alle. Et form for sikkerhedsnet; jeg synger overvejende rent, jeg spiller ikke forkert på klaveret, jeg ser nogenlunde ud. Alligevel sigter man altid efter sit topniveau, som det højeste mål. Det ypperste, man kan præstere. Vi vil som mennesker forbedre os og lykkes. Sammen jubler vi over et fodboldmål; hele mængden rejser sig op på én gang og klapper og hujer. Det er fælles - ånd. Det er den energi, der løfter os til noget højere. Vi gør hinanden bedre. At vide, at nogen skal se den indspilning fra Gallo skolen i dag, er et incitament til at give den en ekstra tand. Hvis ingen ser mig i løbet af en dag, kunne jeg jo lige så godt ligge i min seng og gøre/være ingenting. Nej, ham nede på hjørnet venter faktisk på mig, når jeg kommer. Så vi kan nikke til hinanden, eller jeg i det mindste kan søge hans blik. Det var ikke lige meget, om jeg gik udenfor en dør eller ej. Det gjaldt noget. Det er ikke lige meget, om der er fodboldfans på stadion, det gør faktisk en verden til forskel, særligt for spillerne. Men også for os som seere. Vi bliver grebet, revet med af en stemning. En udfoldelse af højeste potentiale. De dygtigste evner, man kan tænke sig. Indenfor netop det område. Vi ser nogle udfolde et talent, og vi tænker; jeg må da også selv være god til noget. Om det så bare er at nikke til ham nede på hjørnet. Det er entusiasme! Udråbstegn, fordi det batter noget. Vi er her med et formål. Derfor; gå ikke forgæves. 14.7.18.

Det var ikke, at jeg gik her til aften, det var det, at jeg gjorde det for himlen! Forbandet være det, der ellers ville være sket. Nok får man tilskyndelser, men man skal jo også tage imod dem. Jeg mærkede mig bladene under fødderne i skoven. At det var lidt uhyggeligt at gå derind her ved 9-tiden om aftenen. Ville der være andre, der måske joggede? Hvornår kommer uhyrerne ud bag træerne? Eller er det faktisk en selv, der er uhyret. Først spillede min underbo harmonika, så min nabo guitar, til sidst var der intet råderum så at sige tilbage til mig. Så jeg var underlagt tilskyndelser. Jeg fulgte et hint, fra den åndelige verden. Og følte gyldighed der på fortovet. Med det mener jeg; det var som om dem i bilerne bemærkede min tilstedeværelse. Jeg betød noget for gadebilledet. Nu sidder jeg svedt med en sen øl. Og har sagt ja til notifikationer fra en kær på Facebook, som jeg ellers havde frabedt mig. Det var mere end en gåtur. Det var vejen hjem. 12.7.18.

Mærkeligt som der pibler liv frem, af et glas juice. Venten ved et busstoppested. Det bliver simpelthen liv-givende at være her. Jeg skal bare røre med min finger på en tangent, og noget er sat i gang. En bevægelse, jeg kan styre et sted hen. Jeg tager ud og besøger min søster, uden hun ved, jeg kommer. Jeg gør det bare. Jeg må satse noget udad i verden. Pyt med, at turen var varm og jeg kom med en ulden form for lyst. Det skal batte noget på den lange bane. De tvivlsomme indspilninger var ikke forgæves. Og skatten bag ligger nu latent i tonerne. Som byggede jeg et hus. Jeg skal bare tage mursten efter mursten, udvide, ekspandere. Og en dag er der nogen, der køber det. 12.7.18.  

Havde det ikke været 10 gange nemmere at linke til en gedigen kærlighedssang i stedet for denne "Ond er den sjæl", som ingen nok tør nærme sig? Jeg mener; nemmere at blive elsket for den kærlighedssang end denne. Man prøver at lirke mørket med. Det er netop det, jeg gør. Vi kan ikke overleve kun på lethed og ynde. Vi skal trækkes med stærke, dybe rødder. Og de har rødder i - mørke. Ond er den sjæl, man kan ikke tage fejl. Den er - ond. Hvorfor alligevel skrive en salme om det? Ok, det er skrevet som en slags protest over Brian P. Ørnbøls konfirmationssang/salme. Men min melodi er f.eks. ikke skrevet i protest. Den har villet udtrykke teksten, netop som den var. Ikke en andens tekst, en helt anden gang. Nej, Lars' protesttekst. Og jeg tog ud og spillede den ind, for dog at give den et bedre udtryk end optagelsen fra Møllevangskirken. For at forbedre et udtryk, uddybe hvad der bliver sagt, synge den med bestemt vægt. Jeg har villet denne salme - så meget. Det var, hvad det måtte koste at offentliggøre den. Gå med den til den "jubler i efterskælvet". For stærkere siges det simpelthen ikke.. 11.7.18.

"Ond er den sjæl" er ikke ond. Men bliver i løbet af tre vers opbyggelig. Optaget på Gallo skolen i dag, 11.7.18. Lyt med:

Ligesom drengene, der kom ud af grotten i dag (Thailand), blev også jeg reddet. Jeg fejlede intet nævneværdigt hos akupunktøren. Jeg kom helskindet igennem strabadserne. Kun ar på håndled og hals. Jeg tåler dagens lys. Mine organer var ret tynde, sagde hun, og det var bedre at spise tre store måltider i løbet af dagen end lidt hver anden time, som jeg gør nu. Bedre at gå en tur end løbe en tur. Alligevel løb jeg her til aften, ubesværet. Jeg er i en sund krop, om ikke andet. Ikke andet. 10.7.18.

Ser fra en beregning på nettet, at min idealvægt er 64,2 i forhold til, at jeg er 1,72 m. høj. Og det er sådan set nøjagtig, hvad jeg vejer. I morgen besøger jeg en akupunktør, og hun vil med sikkerhed sige, jeg ikke er for tyk. Kun jeg ved, at bukser fra i fjor ikke længere passer.. Nogle har måske meninger om, at man, når man runder de 45, naturligvis tager lidt på. Mens jeg ved, jeg både tager medicin, der fremmer appetitten, samt får kunstige hormoner via en spiral. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal sige til hende. Et "helbredstjek", kunne jeg måske kalde det. En allroundvurdering. Er det ikke den syge, der ved, han kommer med et symptom. Eller er det lægen, der altid ved bedre? Morgendeprimeret, bare ikke lige den seneste uge.. Hun har hjulpet Lars, denne kvinde. Udnytter jeg da en kvindes kompetencer uden reelt at have et problem, hun skal løse? Kære, kære behandler, bare behandl mig - for noget! Fejler jeg ikke det ene, fejler jeg nok det andet. Ingen har nogensinde ladet mig "gå fri" på den konto. Kend mig skyldig i at spise for lidt frugt, eller for mange dadler, jeg er ligeglad. Du skal bare se ind. Ind bagved. Underkende eller anerkende. Lære mig noget om forbindelser mellem organer og kost f.eks. Om den rette levemåde. Du skal bare tage mig ved hånden og følge mig gennem meridianbaner for at se den større sammenhæng. Og se, da ved jeg, hvad jeg er kommet for. 9.7.18.

Vi skriver historien om. Jeg tager ud og besøger mine forældre i sommerhuset (i Vejers), og vi glemmer de røde negle fra 1999, soldaternes beskeder i Gæstebogen og at jeg gættede folks navne på den lokale bar. Ligesom Nils Malmros forestiller sig tingene var gået i en anden retning (i slutningen af sin film, "Sorg og glæde"), så lader vi som om, intet er hændt. Ikke på den måde, at vi fortrænger noget, vi ikke vil se i øjnene. Vi ser det bare ikke i øjnene, fordi vi hellere vil se på noget andet. Jeg besøger jer, og det er ikke sådan, at når jeg går, bliver jeg en helt anden. Et åbent ansigt, vil jeg være. 4.7.18.

Det var mærkeligt, at det at skrive: "Tak, Bjørn." i en besked faktisk var det helt rigtige svar at give. Ingen smiley, intet udråbsregn, bare et punktum. Al velviljen indeholdt i nøgternhed. Få ord, der næsten svarede til en hel linje. Og her bagefter vender og drejer jeg det stadig i hovedet; kan det virkelig passe, at det var nok? At den slut-besked rakte? Har jeg "gjort min pligt", sørget for den lige kommunikation, der søger hjertet med det samme. Nogle sætninger rammer simpelthen tåspidsen og går rent ind (apropos). Ikke så mange dikkedarer eller krumspring. Man rammer den rent. Som en berøring kan være helt på sin plads, fordi man ikke kan holde hånden tilbage. Man må ae den anden blidt på skulderen for at give til kende, at man er "på hans hold". Intet kan bremse den gode intention. I at nå frem. "Tak, Bjørn.", fordi du også ønskede mig en god sommer. Gengældt. 3.7.18.

Har gået og tænkt: Det er da ok, at "Hvis du vil se mig i himmelen" er udsolgt, det er jo bare et tegn på succes. Men kan nu læse i kontrakten, at jeg har haft ret til at bede om 2. oplag, endda uden at skulle give tilskud. Hvis mellemgaard så siger, det er for sent, er det simpelthen for dårlig service. De har nemlig ikke fortalt mig, hvornår den var udsolgt, så jeg kunne henvende mig til dem rettidigt (indenfor 12 måneder). Tænk dig nu om, Kaj (forlagschef). Denne gang; tænk dig nu om. 3.7.18.

Jeg er overdoseret af kraft. Overkommer en hel masse ting i disse dage. Ligesom de somre, hvor jeg var manisk.. Vejret var også så lunt dengang (1999 og 2003), øllene lige så kolde, og mændene lige så flotte. Selv varmemesteren har jeg et godt øje til :) Jeg skal ikke kunne sige, om det er noget med stjernernes placering. Det, jeg har spist. Eller det, jeg har elsket. Jeg ved bare, at jeg tog ud efter en køletaske i et indkøbscenter, tog ud på Gallo skolen og sang to numre ind, cyklede ned på stranden og lå. Fordi jeg tog initiativet. Lille menneske, bliver jeg ved med at sige til mig selv. Men så tiltaler jeg mig selv med "Herre" igen, og her går det så galt. Da er mere-værdet for stort. Eller følelsen af mere-værdet, selvfølgelig. Og denne "Længe leve livet" bliver ved med at køre i mit hoved, som om den skal nå vidt og bredt ud. Ja, erobre verden næsten. Jeg holder ikke til det. Hvorfor al skaberkraften på én gang? En kold novemberdag vil jeg nok savne denne dag. Og tænke, jeg var propfyldt af livsvilje og -kraft. En kold, kold novemberdag. 30.6.18.

Mærkeligt, som man kan leve af en besked fra en, man elsker, i flere timer. Som om ordene bare fylder en op med fornyet kraft. Næsten så man ønsker at læse beskeden igen og igen. Som om man virkelig bliver tiltrukket af kærlighedens kraft. Det er for alvor den, man ønsker at uddybe og fyldes af. Man behøver slet ikke nævne den modsatte kraft, som dræner en, for ligesom solskinnet varer den gode følelse bare ved og ved. Også her prøver jeg at skildre en god fornemmelse. Som måske kan smitte. Også her prøver jeg at "drage" en læser til mig. Som jeg ikke ønsker at frastøde eller støde. Vi elsker de romantiske film, fordi de fortæller os, at kærligheden er værd at kæmpe for. Og selvom jeg i det her stykke har brugt ordet "kærlighed" og "elsker" flere gange, gør det egentlig ikke noget. Vi kan ikke få nok af næring og brødføde. Og den skal danne verdenen omkring os. 29.6.18.

Jeg har en vis evne til at få folk til at føle sig godt tilpas. Jeg ved lige, hvad jeg skal spørge om hvornår. Kaldes det manipulation? Men altså, derfor kan mænd hurtigt tænke om mig, at jeg må være den ideelle partner. De ved ikke, at kraften på et tidspunkt slipper op, og jeg trækker mig ind i mig selv (igen). Derfor har nogle kaldt mig for "solstråle", fordi hvis jeg ser en, der er trængt, prøver jeg at opmuntre ham. Men også solen går ned.. Men altså jeg har denne evne til at gå fra et møde sejrrigt. Sådan så folk næsten kigger efter mig, når jeg går (ved jeg jo reelt ikke:) Og de aldrig glemmer, hvad vi talte om. I et gyldent øjeblik. Ikke for at prale, for vi er jo to om et møde. Også du, læser, er jo den anden part. Ok så; jeg glemmer aldrig, hvad vi talte om. For du fik det bedste frem i mig. Jeg kunne yde et bidrag, fordi du var modtagelig. Tak for værdifuld udveksling. 28.6.18.

Fordi jeg ser en ven arbejde, vil jeg være solidarisk og også selv arbejde. Fordi jeg ser, han er trængt, vil jeg føle med ham og gøre mit til at lette hans dag. Fordi jeg kender en, der bevarer høj moral (har besøg ovenpå en døgnvagt uden at få sovet), sætter jeg mig ved klaveret og renskriver en node (bestillingsarbejde, "Længe leve livet"). Fordi jeg kender eet menneske, vil jeg være ham lig. Føle hans byrde på mine skuldre. Gå hans skridt. Fordi det kan jeg. 26.6.18.

Jeg er ikke solidarisk med herrelandsholdet, så jeg har slukket for deres VM kamp. Jeg læser nærmest ikke andres opslag på Facebook til ende. Er jeg da narcissist? Hvem skal jeg spørge, hvad jeg er. Jeg elskede en dreng i bussen, ja og en mere eller to. En, der var særligt udsat; er jeg da hos den, der trænger? Til sidst så jeg buschaufføren korse sig, og jeg forstod det så sagtens, at jeg må have empati. Er jeg så en kold skid, når jeg trods det, at jeg ser min underbo stå i gården, går forbi uden at vinke? Er jeg kalkuleret. Ved at bruge ordet "Undskyld" i stedet for "Beklager" over for Lars, så det næsten fordrer overbærenhed og imødekommenhed fra hans side. Undskyld; jeg går mig efter i sømmene for at være det rette menneske. Helt igennem funderet i - kærlighed. Ikke alle i bussen elskede jeg. Og vil jeg hellere være misundelig end stolt, så ved jeg ikke, hvad jeg skal vælge. For der synes mig ikke denne tredje mulighed, bare at være til. 26.6.18.

Jeg er som en gerningsmand, der gerne vil skydes. På vej ud fra gerningsstedet ønsker jeg ikke et liv efter min udåd. Jeg håber at blive slået ihjel en dag, for så har jeg smagt min egen medicin. Og det er den sky, der hænger over mig. Ikke fortjent. Ikke berettiget. På lånt tid. Jeg er som en selvmorder, der bare gerne vil slås ihjel af en anden. Dermed bliver en anden skyldig, men ikke som jeg ser det. Der står "skyd" på min bluse, så alle betjente ved besked. I stedet for elskede de mig (i Haderslev). I stedet for skånede de mig. I stedet for gav de mig adgang til liv. Hvorfra havde de troen på, jeg havde en fremtid? At jeg ikke var dømt ude. Hvordan giver jeg tilbage? 25.6.18.

Jeg troede hende ikke over en dørtærskel - tarotoplægsholderen. At jeg skulle have haft 10 børn i et tidligere liv og derfor ikke skulle have nogen i det her liv. Hun hævdede, jeg lyttede men ikke tog noget af det sagte ind. Og rigtigt nok var jeg skeptisk. Floskel efter floskel. Man tager jo ikke det unyttige ind, som alligevel ikke kan bruges. Her ringede jeg med håb for fremtiden. For at der dog var nyt i sigte, så jeg ikke skal føle mig så gammel, som jeg gør for tiden. Nu kan jeg arbejde videre på egen hånd. Hvilken alternativ behandler skulle jeg i stedet have opsøgt? Hvilke vismænd kan jeg (så) have tillid til? Heldigvis har jeg mit eget selskab, og Guds. Og jeres. 24.6.18.

Folk får ondt af mig på Facebook. Medlidenhed. "Du må gerne være her" står der overalt i kommentarerne til mit seneste indlæg. Næsten som om, hjertet (også som ikon) er ved at briste! Var det det, jeg tilsigtede? At skildre mig selv som offer. Fortælle, hvor hårdt livet har været. Det var jo ikke, at jeg gik mere duknakket end de/I andre. Jeg følte bare skammen så hjerteskærende. Som en konstant del af min person, jeg ikke kan undvige. Jeg skildrer faldet, men jo ikke med tragisk udfald. Jeg ligger trods alt ikke på fortovet, hvor folk så træder hen over mig. Det er jo ikke andres dom, jeg frygter, men derimod min egen. I egne øjne mærker jeg formiddagstårerne. Depressionen, der hænger ved mig helt hen til ved middagstid. Og jeg kender ikke dens ophav eller dens udgang. Men når lykken træffer mig, ved jeg jo heller ikke, hvor den kom fra. Herren tager og Herren giver. Det er ved egen kraft. At jeg faldt og rejste mig. I skal ikke gruble over, hvordan I bedst råder mig, eller græde snot over mig på Facebook. Altså skriver jeg også "for egen hånd". Og for egen regning. Det er langt bedre, både at være gåde og være svar. 23.6.18.

Jeg vil helst ikke kende den mørke/dårlige tanke før den gode. Når Flemming Poulsen siger om målet til 1-1 i dag, at det var "tyndbenet" af dommeren at dømme straffe, bliver jeg bedrøvet og slukker for fjernsynet. Ligeledes betyder det noget for mig, at jeg overvejende spiser sundt. Jeg mener; når jeg har spist usundt, bør jeg udligne indtaget ved at spise større mængde sund mad. Altså over-gøre, så det gode får overvægt. Hvis jeg siger noget bekymrende, mens jeg er hos Lars og hunden, er det endda tilfældet, at hunden kan høre på mit tonefald, at vi taler om noget alvorligt. Da ønsker hunden nærmest at dirigere os tilbage på den "positive vej", hvor tonefaldet er anderledes og mærkbart mildere og blidere. Jeg vil hellere gå opløftet fra et møde end tappet for kraft. Vi skal give hinanden næring på den måde. Også hunden prøver at tilstræbe den gode hensigt. Vi skal ville verden det bedste. 21.6.18.

Man tror, man gør det bedste. Sender sin vens hund til dyrelæge, hvor den kan hænde ikke at fejle det mindste. Pudrer sin kind for at dække over et sår, men hvor såret i stedet springer op. I den bedste mening. Man troede, man gjorde vel. Så er det lige meget, at jeg hjalp min nabo med at tage imod hendes pakke. Og trak kortet "Succes". Hvis man ikke lever op til den succes. Hvilken ørenring er den bedste, til når jeg om et par timer skal mødes med min veninde, Line? Hvilken udtrykker mig - bedst? Er jeg for intetsigende i min påklædning? Det ydre skal afspejle det indre. Hvad om det bedste var at være i tvivl. Skulle jeg have overhørt de symptomer, som Frida (Lars' hund) havde på blærebetændelse i stedet for at reagere? Og jeg pudrede min kind for at se finere ud i huden, skal jeg ikke også en anden gang gøre mig umage for at tage mig så godt ud som muligt? Jeg har vovet mig i noget rosafarvet tøj, og det er et valg, jeg tager, for et eller andet valg skal jeg tage. Ellers kunne jeg have beholdt mit sporty outfit på, som jeg har trasket rundt i og gjort praktiske gøremål i igennem dagen. Det kunne modsat have været et afslappet udtryk, men nu har jeg i stedet gjort mig fin. Hvad ville du vælge, hvis du var i mit sted? Hvordan skal jeg kende, om jeg er "nået i havn", har gjort min pligt eller det, jeg skulle? Hvordan vil Gud vise mig til rette? Jeg kan ikke gå nøgen gennem byen, og jeg vil gerne fremhæve de yndigste passager af min krop, fordi det ligger mig på sinde, at Line synes godt om mig. Intet forkert i det. Vi vil alle helst kigge på noget smukt. Vi ynder alle skønhed. Og vi vil gerne elskes, for ikke at blive udstødt af flokken. Jeg har prøvet, Herre, at gøre mit bedste. Fra celleniveau til det helt store lærred. Nu døm det. 18.6.18.

Kommer der en dag efter man er bipolar? Jeg mener, er man det så ikke bare med omvendte fortegn? Som en Sisyfos sten, man bare fra den anden side af bjerget skal trille opad. Hvad betyder det at vågne til ingenting, når man for to uger siden var alt? Ja, altså man indeholdt selv alt. Nu kigger jeg duknakket ned af mig selv ved busstoppestedet og ønsker, jeg aldrig var gået hjemmefra. Lige meget hvilke sandaler jeg tager på til hvilken kjole, intet virker. End ikke et "Er du ok, Rie?" fra en ven. Jeg skal hjem til min sygdom. Det er, hvad der møder mig derhjemme. Samt dette. 15.6.18.

Ikke så mærkeligt, jeg går skamfuld op af en mur nede i midtbyen. Ikke tør bruge den elektriske hækkeklipper af frygt for, at den vil larme i kvarteret. Ikke så underligt, at jeg ikke tør fylde. Og at jeg holdt op med at synge pga. den underbo i Højbjerg. Mærkeligt så undselig, jeg indimellem kan være. At jeg tror, de andre i bygningen tæller, hvor mange gange jeg tager bad eller vasker hænder. Som om de taler bag min ryg om, at jeg er i vejen eller forkert. Nemesis. Jeg tror, skæbnen tager revanche for, hvad jeg engang gjorde. Alligevel lever jeg som om intet er hændt. Som om jeg gerne må være her. Nu, hvor jeg alligevel gik mine skridt rundt i midtbyen, dog uden at kigge særligt op, da kender jeg min styrke eller min overlevelsesevne. Ingen opdagede at jeg stod ved busstoppestedet, men hvad gør det (egentlig)? En anden dag går jeg med faste skridt, og tyngde i min krop, resolut og stålsat gennem verden, med selvtillid og udstråling. En helt anden dag er jeg mere oprejst tilstede. Jeg må ikke føre mig for meget frem, for jeg er her på bekostning af en anden. Jeg skal ikke blive for stolt, for hvad opnåede jeg udover at komme mig over et traume? Bare arbejde det helt igennem via kunst. Jeg skal ikke tro, jeg er noget. Men du skal sige, jeg er din ven. At jeg dog er noget - for dig. Trafikken gik ikke i stå, da jeg kom gående. Og højst duftede jeg af panik eller nød. Og lød jeg som et stort: "Undskyld". Da lad mig være det til verdens ende. Eller denne dag. Af nød har jeg taget de hvide bukser på, som jeg ynder. En skude, der var ved at kæntre, skal rettes op. Tak, fordi jeg kender både dybde og højde. Og mærker mig disse ord som i bøn. Forlad mig min skyld, men kun hvis du synes. Ske din vilje, hvad end den vil sige. Jeg blev forfatter til forkyndelse. Og jeg har det fra dig. Måske var du muren, jeg gik op af.. 13.6.18.

Fordi jeg ved, min computer er træt (indimellem sort skærm), har jeg en ekstra ømhed for den i disse dage. Noget med at tage hensyn til den, opstarte langsomt, lade den arbejde færdig. Specielt fordi jeg ikke har råd til en ny lige nu. Jeg betragter den som en ven, der er lidt i nød. Som skal have en kærlig hånd. Opdagede (ved at se tilbage), at den kun er to år gammel. For tidligt at dø eller give op. Jeg scroller lige så stille ned ad siden. Tænker på den som en sart sjæl. Giver den ro. Elsker den med tålmodighed. Fordi den er en hjælper i det daglige. Uundværlig. Kære, kære ting, blotte ting. Et middel til, jeg kan nå ud (har ikke netadgang på telefonen). En database af personlighed. Filer, vigtige, op af hinanden. Teknologi og kraft, bevar din styrke. Op af min. 11.6.18.

Jeg har ikke højde og jeg har ikke dybde. Jeg har ikke sikkerhed for, hvordan jeg tager den næste tone eller afslutter min sætning. Jeg er 45 år og overgangsalder - eller bare alder - indeholder ting, jeg allerede nu ikke bryder mig om. Jeg er en falmet stjerne. I hvert fald indenfor sang. Jeg har indeholdt en (sang-)skat, og jeg har forvaltet den. Alle bisættelserne gik godt, de pårørende var tilfredse, organisten var tilfreds og jeg selv var tilfreds. Jeg har fuldført en opgave. Jeg har gjort mit til.. Jeg har stået enemand og sunget Vor Frue kirke op, jeg har været til Mosstock Festival med fem tilhørere, jeg har uddelt nadver på lokalcentret Fuglebakken, sunget uden akkompagnement til en forsamling af handicappede på Rådhuspladsen (Aarhus), ja mange mange ting har jeg bidraget til. Jeg har set stort på, om der sad fem eller halvtreds, og sunget som om hver og en af de fremmødte skulle have noget med sig hjem. Jeg har villet nå dem på bagerste række, men ikke altid formået det. Jeg er aldrig gået midt i en koncert, brudt sammen eller faldet igennem på job. Jeg har været en habil og konstant sanger igennem 25 år. Nu ser jeg mig ikke have luft inde foran klaveret. Ikke være på beatet længere. Ingen planer have om at indspille endnu mere, gøre endnu et forsøg på et eller andet. Mærkelig tom og indadvendt, er jeg (blevet). Som om en stjerne har flyttet sig på himmelen og influerer på en helt ny måde. Der var engang, hvor jeg sang som en engel. Jeg skulle bare åbne munden, så var publikum henrykt. Det er godt, at jeg engang sang som en engel. Hvorfra skulle jeg ellers kende loven om tiltrækning. Det er godt, at jeg har bjergsat, tryllebundet, for nu kan jeg kende sorgen over at have mistet mit våben, mit særkende. Ligesom andre sangere gennem historien må have følt det, ved deres sidste koncert og erkendelsen af at mangle vanligt niveau. Vi ældes, hvad mere er der at sige? Selv min computer viser tegn på træthed. Og min økonomi.. En rynke mere under øjnene kan jo heller ikke forhindres. Afdanket, brugt. Udnyttet til fulde. Udmattet efter udladninger af energi. Kraftanstrengelser. Fuldbragt. 10.6.18.

Akkurat denne kvinde vil jeg være. Hende med de blå sandaler til det brune tøj. Turkise ørenringe til, fordi hun er frigjort. Fuldstændig fri - gjort. Cyklende rundt fra bunden til højden, legende let. I mit eget tråd. Nu dufter jeg af fredag aften, hvad man end lægger i det. Skal til aftensmad hos en ven. Og møde hans hund. Noget, som jeg gerne ser mig i. Jeg kan ikke pointere det stærkt nok; lige nu er den kvinde, jeg altid har drømt om at være/blive. Ser du, jeg gik ikke forgæves. 8.6.18.

Min psykolog, hun var altså lidt til en side i dag. Eller var det mig? Eller det var noget Feng shui, fordi det foregik i nye lokaliteter. I hvert fald formulerede jeg mig uklart, og hendes respons var ydermere uklar. Blind leder blind. Egentlig bør man gå lettet og afklaret derfra. Som hvis man havde lagt en del af sin byrde på hendes stol, som hun så kunne tage sig af. Eller man får lettet sit hjerte for noget tungt, og går derfor forløst derfra. Men i dag var det, som om jeg måtte bære hende. Det gør jeg så. Jeg opgiver hende ikke af den grund. Uvant i sin nye rolle som "privatpraktiserende" ligger det hende måske ekstra meget på sinde at ville lykkes i sit fag. Jeg prøver selv at være en god klient, mens jeg er hos hende. Den bedste udgave af en, der vil hjælpes. Understøttes i gode tiltag, fremskridt, og bekræftes i fremgang og succes. Bagefter købte jeg slik, uden egentlig at have lyst. Jeg havde det ikke bedre, end før jeg kom til sessionen hos hende. Og dog.. Jeg kunne være overbærende. Jeg kunne se stort på. Også på at have købt slik. Vi handler på en baggrund. Der er en årsag til det næste skridt, som fører et andet sted hen. Jeg må synes, psykologen manglede vant standard. Er jeg ikke også selv kun halvt til stede indimellem, hvor jeg burde have været nærværende? Hun mente, det var særligt, at jeg i dag åbnede mig omkring min tro og følelsen af at være på hele tiden. - Men jeg fører en åben dagbog! (her) Det var rummet, vi sad i, jeg er helt sikker. Nu ved jeg, det var ydre omstændigheder. Disse er de indre. 4.6.18.

Ligesom min revne under min hæl er ved at komme sig, skal også andre sår i mit liv heles. Som smurte Gud en salve ud over alt det smertelige og grufulde. Så at jeg igen går oprejst gennem verden. Ikke bukker mit hoved i skam. Ikke er vred udafreagerende, men bærer min beretning skjult. Ikke fægtende med armene ud til siderne, eller væltende en bod. Men dog alligevel med stærke holdninger og udtalelser. Som såret på min hæl vil jeg være. Først i udbrud, i affekt, dernæst i bedring og stiltien. Jeg skal være som noget, der kom galt afsted men alligevel fandt hjem. I god behold, uskadt. Jeg overlevede drama, oprør, blodig krig. Jeg har ar fra en kniv på mine håndled. Du som læser bliver lidt bange, når jeg siger det. Og heller ikke er jeg her for at sige - ingenting. Jeg smører min hæl med salve, nemlig. Men noget gør den også af sig selv, som havde en anden smurt den. Jeg er ved at tro, at Gud er indblandet. Hvis jeg kunne smøre Hans hæl.. 3.6.18.

Man fik sin bror. Man havde ham ikke bare. Man fik sin familie, forærende. Man blev sat ind i en sammenhæng, uomgængelig. Og i den muld voksede man. Man må ikke underkende deres betydning. Et opkald fra min 9-årige nevø og hans 11-årige søster den anden dag, bekræftede mig i at jeg i det mindste (når jeg nu ikke kunne finde ud af andet) kan være en god faster, en god voksen, som de kan støtte sig op af. Jeg er blevet faster, og det var ikke givet. Det blev givet. 31.5.18.

Har pakket en del materiale til Gram (hjemby) Bibliotek, idet Gram-borgere måske kunne have interesse i de ting, jeg på egen hånd har udgivet gennem en årrække, og som jeg ikke har reklameret med eller forhandlet officielt. Tilbage ligger udgivelsen, "Blog indlæg", og jeg kan ikke få mig selv til at sende den med (af hensyn til mine forældre). Hvordan ville sladderen ikke gå, fordi der er betændte afsnit. Ikke desto mindre er det et litterært bud og til tider godt skrevet, og et værk jeg sådan set er stolt af. Men jeg udgav den - stille. Har læst op af den til "Åben Poetisk scene" i midtbyen, men ikke de mørkeste passager, og for de tilhørende der virker indholdet jo heller ikke stærkt personligt, som det ville gøre på mine forældre. Det ville rippe op i for længst helede sår, og for at skåne dem (simpelthen det), lader jeg være at vedlægge "Blog indlæg" forsendelsen til Gram. Et mørkt kapitel, som eftertiden må finde og afdække. Ikke spildt eller forkert/malplaceret, men tværtimod et vigtigt skrift. En anden mor må i fremtiden læse det, ikke min rigtige mor. Dermed fortier jeg kvaler, jeg har haft med dem. Dermed gjort. 29.5.18.

Det har været op af bakke i dag. Lige fra morgenstunden. Lede ved mig selv, og lede ved det, dagen skulle bestå af. Utilpas i bussen, i bybilledet. Uheldig med nogle indkøb, samt et opkald fra mine forældre. Havearbejde i kolonihaven, alene. Der var ikke megen lindring eller lettelse undervejs. Eller håb om, at tingene ville bedre sig henne om det næste hjørne. Det var den højeste bakke og den længste vej på samme tid. Symbolsk. Det var en dag, hvor jeg skulle mestre udholdenhed. Og være sejlivet. Jeg måtte ikke bukke under, for ingen kunne gå den vej i stedet for mig. Jeg skal mærke at gå med vægt. Og du skal kalde mig trækdyr. Der ej oplader sin mund. Og dog. 28.5.18.

Jeg gik fra hunden, da den blev utryg ved mig. Gad vide, om det er det indtryk, jeg efterlader folk med; utryghed. Jeg kunne høre på dens vejrtrækning, at den var stresset og ikke kunne slappe af. Heller ikke selvom jeg gjorde hverdagsting, såsom læste avis og så fjernsyn. Den er vant til, jeg kommer om torsdagen og går tur med den, men i dag gik vi en kortere og anden vej end vanligt. Jeg tror ikke, den kunne forstå dagsordenen, simpelthen. Den ændrede dagsorden. Spillereglerne. Hvorfor var alting anderledes. Rie tager en stol med ud i haven og læser avisen der, mens hun drikker en øl. Men hvorfor er hun her overhovedet?, tænker den måske. Efter en time kunne jeg ikke være der mere, mere fordi jeg kunne se, den var plaget. Sikken en dårlig mor, jeg var i den time. Og herhjemme har jeg - grædt! Så utrolig ondt, jeg gjorde den på næsten ingen tid. Den havde haft det bedre ved bare at ligge videre, indtil Lars kommer hjem fra sin fest igen. Men jeg vidste det ikke. En anden gang vil jeg tage en anden position fra starten. Overveje en ekstra gang, hvad en hund får ud af, at der kommer en "fremmed", som er hos den i to timer, hvorefter vedkommende går igen. Jeg troede, det betød adspredelse for den, at så kedede den sig da i hvert fald ikke i det tidsrum. Jeg troede, jeg skulle redde den fra et par timer i stilhed, passivitet. Men jeg kunne bare ikke. Redde den. Nikolas var tryg ved mig, men blev med eet bange for mig. Hvorfor passer du ikke bare på mig, Mor, som du plejer? Og hvorfor løber du væk fra mig nu? Det er tredje dag i træk, at jeg passer Frida (som hunden hedder). De to andre dage er forløbet "normalt", ingen grund til bekymring. Nu ved jeg ikke, om hun husker den gode udgave af mig eller den udgave, der gjorde hende utryg og bange. Det får jeg at se. Jeg vidste ikke, det var det, jeg indeholdt. At jeg kunne tage sådan fejl i min dømmekraft. Det gode var, at jeg kørte derfra igen. Tog bestik af situationen og ændrede situationen. Der fejlede min dømmekraft ikke. Tilgiv mig, barn. 25.5.18.

Der er det ved mig, at jeg er undertippet. Det er ikke mig, de vender sig om efter på gaden. Faktisk snubler jeg ofte over ordene, og ordene er ikke bygget på egentlig dannelse, da jeg er meget uortodoks. Man regner ikke min mening for noget, f.eks. til bestyrelsesmødet i dag, hvor jeg er elevrepræsentant. Og selvom jeg tog min kønneste kjole på, forsvinder jeg i mængden ved busstoppestedet. Ikke så mærkeligt, at jeg ingen fans eller tilhængere har, og højst får 28 likes på Facebook ved et opslag. Alligevel er jeg nået ud. Med mine bøger, min stemme. Alligevel nåede det seneste opslag på Facebook ud til de rigtige, jeg mener så er det lige meget, om de tilsammen kun udgør tre eller fire. Jeg er sådan set jævnt venlig, over for buschaufføren, ekspedienten osv. Men de husker sikkert ikke mit blik. Mens jeg står og laver håndvægtsøvelser foran et spejl, og mens jeg spiller mine salmemelodier foran klaveret med høretelefoner på for mig selv, ved jeg dog, jeg har tyngde. Mine ord har vægt, og det er vigtigt, at jeg i det hele taget er her. At jeg overlevede. Jeg skal være et billede på, hvordan et menneske, der er slagent godt kan rejse sig igen. Det kan jeg være et billede på. Når jeg så ikke er billede på noget, et eksempel, kan jeg være mig selv ren. Men hvem interesserer det (foruden mig selv)? Da vil jeg hellere være som I andre, bare med et twist. 22.5.18.

At spille, som om det var til en koncert. At forberede et foredrag, selvom der ikke er bud efter en. At styrke sine armmuskler, fordi man måske en dag skal løfte. At skrive, som om der er en læser. At tage en fin kjole på, selvom man ikke går udenfor en dør. At vaske sig og tage en duftende creme på, selvom ingen nærmer sig. At bruge få penge, fordi der kan komme nedgangstider. At forvente det ypperste af sig selv, selvom ingen ser det. At gå med værdighed trods ringe selvtillid. At tro på sejr trods svære betingelser. At se en tom kalender, men vide, den er fyldt. 20.5.18.

Jeg har prøvet at være et hæderligt menneske. Jeg har prøvet alt. Jeg har mødt dig med al for ringe selvtillid. Sagt unødvendige ting uden retning. Kigget ned efter hver anden sætning af skam. Taget den hvide top på, som runder min barm på en naturlig måde. Jeg sagde, at jeg havde grædt. Jeg sagde det også for mig selv for at forstå. Jeg har prøvet alt for at være denne mand værdig. Ham, som jeg læner mig op af til daglig (Lars). Og ham, som jeg efterlever (Jesus). Alt har jeg prøvet. 19.5.18.

Godt nok er jeg mine forældres barn, men de er ikke mine nærmeste. De kender mig ikke i grunden, og jeg fortæller dem heller ikke det, de ikke ved. Derfor bliver mine mails til dem noget kortfattede og afmålte. Jeg er ikke generøs over for dem. Det er ikke der, jeg skal øse ud eller overstrømme. Det er ikke dem, der skal se. Når jeg skejer ud, er de der på den kedelige måde. Som jeg skrev engang, er pårørende nogen, der rører lidt for meget på sig. Jeg er outsider, og jeg er det også indenfor familien. Jeg har arvet min sangstemme, mine små bryster. Jeg er blevet sådan her, til dels på grund af dem. Men hvad jeg synger, og hvordan jeg bærer min barm, bestemmer jeg selv. Gaver, opgaver, talenter kan bruges forskelligt. Det, jeg har fået med, forvalter jeg. Overlever jeg. 16.5.18. (Efter besøg i Gram)

Det er så nu, jeg skal bevare fatningen. Trods ringe tilslutning til det skabte (kunsten), skal jeg bare selv bære det igennem. Til verdens ende. Trods ringe selvtillid, skal jeg alligevel mestre et liv. Der har sat spor. Om momentet så skal finde sted i mit møde med en forbipasserende på gaden i stedet for en beskuer på mine hjemmesider, da skal det række. Endda hvis det var et møde med en myre på fortovet.. 16.5.18.

Mine underboere hører sådan noget helt utroligt vemodigt violinmusik. Forestil jer en enkelt violin og ikke andre instrumenter, der så spiller gamle danske sange: "Sku gammel venskab rent forgå" og sådan nogle. Men ikke i akkorder, kun én gennemgående meloditone. Det har dannet undergrund for mig lige siden, jeg flyttede ind, og det er så utroligt smukt. Som om nogen græd.. 10.5.18.

"Her på livets stenede vej". 7.5.18. Video nummer 34 i rækken.

Nu ved jeg godt, hvem ulven er (apropos debatten for tiden). Det var ham, der satte sig bag ved mig på cafe Ziggy og nærmest slikkede mig i nakken med sit blik. Min øl mistede helt sin magi, og solen ragede mig ikke længere. Og andet er der ikke at sige, end at det ikke skal afskrække mig fra at komme der igen. Det er nemt at skrive om ulven på afstand. Især fordi ekspedienten på tanken var så utrolig sød imod mig og mit blandselvslik, som et forsvar for alle mine skridt. Hjem. 7.5.18.

At tro til det sidste. Trods tunge byrder på skuldrene at gå oprejst. I stedet for at græde at holde det inde. At bevare moral i nedgangstider. Være den, der går forrest, selvom udsigten er mørk. Holde fanen højt, selvom armen svigter. Gå skulder mod skulder som en ven i nøden. Krist. 6.5.18.

Det var alligevel ikke mørkt, det jeg skrev til Jens Grøn. Her ved gennemlæsning et par dage eller tre senere, kan jeg se, jeg har skrevet min mail med kærlighed, der er endda en form for lethed hen over siden. Hvor jeg nogle gange tror, jeg er mørk, og sender mørke videre ud i verden, tror jeg fejl. Jeg indeholder lys, og det bærer mig igennem, og det bærer ordene igennem, og sangene. Jeg har ikke villet verden noget ondt, nogensinde. Jeg er indeholdt i en form for tryg hånd, om ikke andet så Guds. Nogle mener, jeg ikke har fortjent at være i tryghed. Men jeg er det. 30.4.18.

Ovenpå her på det seneste at have skrevet tre mails til forskellige mennesker, som ingen af dem svarer på, efterlader det mig med spørgsmål. Var jeg for meget, for lidt? "Var jeg for højlydt, da sig det nu med Tavshed", som jeg engang skrev i en sangtekst. Altså en tien er også et svar at give. Men jeg har meddelt mig, jeg har søgt dig, hvorfor møder du mig da ikke? Her står jeg tomhændet tilbage. Jeg er fuld af de ord, jeg skrev. Evaluerer konstant; kunne jeg have sagt det på en anden måde. Hvad kan have stødt hende/ham. Hold da kæft, jeg må være en Idiot! Dette er den dom, jeg mærker. Din kind, der vender væk fra min. Du ville mig ikke tilbage. Du gengældte ikke mit blik, eller min blyant. Jeg gik forgæves. Alle tre gange gik jeg forbi målet. Forbiere alle gange. Skulle have skrevet beskederne til mig selv i stedet for. Da ville jeg kende (min egen) dom. Jeg ville have mødt en åben favn, der ville spørge ind til mere. Nysgerrig efter, hvad jeg indeholdt bagefter det sagte. Nu får jeg en kuvert ind ad døren, som ikke indeholder noget brev. Og der er ingen afsender på heller. Jeg aner ikke mine levende råd. Kun de døde. Jeg kan ikke give mere af mig selv, end jeg allerede har gjort. Jeg har ikke mere tilbage. Jeg går fra en fuser, fordi det har jeg lært. Men endnu mere har jeg lært at gå tilbage, når faren er drevet over. For dog at forsøge igen. Hermed. 28.4.18.

Mødte en kvinde fra min omgangskreds, strålende af forelskelse sammen med hendes nye kærlighed for nogle uger siden. Hun havde ingen sminke på, alligevel måtte jeg spørge, om hun havde været ved frisør (eller hvad der næsten var sket). Men nej. "Jeg skal læse op!", sagde hun frimodigt og satte sig ved mit bord (det var til et oplæsningsarrangement). Med antydningen af, at hun indeholdt al det mod, der skulle til for at stille sig op foran publikum netop denne aften. Fuldstændig ligeglad med andres mening eller andres blik. Hun havde sin "Morten" ved sin side, og så kunne resten af verden bare passe sig selv. Hendes teint var så ren og fin, og hendes smil helt forunderligt rent og oprigtigt. Hun var - Lykkelig, faktisk. Jeg prøvede bare at tage imod parret, som om det var det naturligste i verden, at netop de to havde fundet hinanden. Spurgte til, om de var cyklet ned i byen, og ikke så meget til, hvor eller hvordan de lige havde mødtes. Jeg ønskede for min egen skyld, at dette var den rene kærlighed. Dette var, hvad vi andre også en dag kunne komme ud for. Tillykke med den nye kærlighed!, skal der bare lyde højlydt og eftertrykkeligt. Hun har lige skrevet, at hun flytter til Ålborg. Jeg skal tro på driften, på iveren, på længslen. Jeg skal tro på, at ingen af os kan vide, hvad der venter os henne om det næste hjørne. Kærlighed eller smalkost. Jeg skal se det; hun flytter faktisk. Det kan lade sig gøre. Det er ikke alle forundt, så vi skal være nænsomme og taknemmelige, når det sker. Kærligheden ER. Se selv. 28.4.18.

Man tænker helt uskyldigt: Jeg maler Nikolas, mig selv og døden. Indtil man opdager, man selv er døden. Billedet fra i går kunne hedde: "Nautilus", indtil jeg måske maler det over i nogle lysere nuancer.  

Fra e-mail til Jens Grøn, forstander på Vestbirk Højskole 1991/92. 27.4.18.:

"Mit liv blev en kunstners. Og det helt og aldeles.

Og har meget været præget af emnet samvittighed, skyld og den gode gerning. I det hele taget det at gå fordømt eller med nåde."

2. forsøg. Gisp, hvad er det, man indeholder.. 26.4.18.:

Her til morgen vender alt i vrang. Det regner, når jeg om et par timer skal gå med hunden. Skal.. Ikke særligt mange kan lide mit mor/barn billede på Facebook, og kontaktfeltet på skriftet.dk er sat til at skulle kunne sende mig beskeder, men de når aldrig frem. Desuden var jeg selv inde på skriftet.dk i aftes, glædede mig over kvalitet i stoffet og klikkede mig ind på mindst 5 sider. Alligevel viser statistikken, at 1 person har været derinde og læst kun en enkelt side. Jeg er klædt i noget intetsigende tøj, også fordi jeg skal kunne tage gummistøvler og regnjakke udenpå. Og fra at være en verdensstjerne i går (i egne øjne), er jeg nu skrumpet ind til det bare ingenting. 26.4.18.

Sms til Lars, 25.4.18. aften: "Har set portrætudsendelse om Asger Jorn. Hans bedste billeder var dem, hvor han havde et forlæg/motiv. Måske ku jeg male mor/barn billeder? Ses i morgen, vist i regnvejr:) Knus Rie." Herunder maleri (1. forsøg), endnu ikke færdiggjort: 

Det er godt nok lidt mærkeligt; Prøvede at sende mig en selv en besked fra kontaktfeltet på skriftet.dk, som jeg ikke har modtaget. Det vil sige, at mailadressen kan være forældet, og hvad værre er; folk kan have skrevet til mig i fem år, uden jeg har reageret! Her har jeg gået og undret mig over ingen tilkendegivelser at få, men faktisk kan folk være gået forgæves. Villet sige mig noget, uden at have fået kontakt. Dermed kan jeg have optrådt afvisende, ligeglad, uden egentlig at være det. Hvordan får jeg dog det menneske i tale igen? Men omvendt; måske - ligesom i de første par år - har der faktisk ikke været en eneste beskuer, der har villet mig noget personligt. Det kan jo lige så vel være, at jeg efterlader tavshed, stiltien, eftertanke.. 25.4.18.

Jeg har gjort mig den ulejlighed at tjekke på nettet, om der står noget om, at LG fladskærme skulle kunne overvåge en. Har i flere år troet, der var indbygget et kamera i fjernsynsskærmen, som så kunne iagttage mig gå rundt i stuen. Enten er jeg paranoid skizofren, eller også er jeg bare på forkant med, hvad fremtiden bringer. Jo, der kunne være kamera indbygget, men kun til f.eks. Skype opkald el. lign. Det vil jo sige, man skal koble det til internettet, tilslutte sig en særlig funktion, og gøre sit særlige brug af den. Går jeg da fri? Behøver jeg ikke længere tænke over, hvad jeg laver inde i min stue for offentlig skue? Hvorfor får jeg den idé, at jeg kan være overvåget. Er det en forlængelse af min i forvejen tungtvejende følelse af at være på hele tiden, over for den åndelige verden og i sidste ende Gud. Eller kommer det af psykisk sygdom, som jeg skal lægge fra mig. Og lade fornuften råde og have tillid. Mangler jeg Tillid generelt? Frygter jeg mere, end jeg tiltror? Nemesis. 24.4.18.

Vågnede i morges kl. 6, badet i sved, efter - igen - at have drømt, at jeg mødte faren til mit barn og hans forældre på en meget øm og kærlighedsfuld måde. I drømmen sank jeg sammen midt på gaden, hulkende af bare savn efter dem. Da jeg vågnede fældede jeg en enkelt tåre, og var naturligt nok mærket helt ind til det inderste. Derfor rejste jeg mig for at skrive en mail til faren. Fortsætte en udveksling, vi havde for et par år eller tre siden. Nu venter jeg svar. Er det overhovedet realistisk, at jeg eller vi kunne blive forløst ved at snakke lidt på en cafe? Hvad med den hilsen, jeg sendte med til hans forældre, vil de overhovedet tage imod den? Hvad hvis kærligheden ligesom kun vender den ene vej. Hvad ville du have gjort, min kære læser? Over 25 år har du haft disse gentagne natlige drømme om genforening og forsoning. Bør det holdes i drømmeverdenen, eller kan det udleves i det virkelige liv. Er det noget, jeg kan forfølge, så at sige? Tidligere har jeg undersøgt, om hans forældre stadig levede, og det gjorde de for fem år siden. Han selv bor muligvis stadig i Aarhus (har ikke søgt på ham). På den måde er min forespørgsel meget oprigtig. Bor du her stadig, kan vi mødes?, har jeg spurgt om. Jeppe, hedder han, og vi har et barn sammen. Vi har en historie tilfælles. Der er derfor meget at sige. Rejste jeg mig forgæves? 24.4.18.

Hvad skal jeg sige? - Mine ord. Er gået i luften på en rimelig stilfærdig måde. Nu kan nogle finde mig her (lavet link fra skriftet). En helt uvurderlig hjælp at få af Jørgen. Så søgemaskinerne opdager, at jeg er her. Så må man da håbe, at jeg gerne vil findes! Som ved et gravsted kan folk knytte til ved. Men en dag vælter stenen vel. Jeg kan hænde at komme i søgelyset. Blive skudt. Jeg kan hænde at være dette store værk. Bare fylde det ud fuldstændigt. Og det kan falde. Så dem efter mig laver bedre malerier, bedre bøger. Funderet i det fald. Vandfald, som jeg bærer. 23.4.18

Dagen er gået med at sone. Først for en sms, som var for ufølsom, og så for maden, jeg spiste i aftes. Derfor har jeg gået en time i formiddags og løbet en tur her til aften. Siger ikke, hvad jeg vejede i morges.. Og har indkøbt gulerødder, appelsiner, tomater, dog også øl og hytteost. Nu får jeg mig en kop nescafe og skal egentlig ikke så meget mere i dag. I morgen mødes jeg med "Jørgen hjemmeside", som jeg kalder ham, som skal hjælpe mig med at tilføje mig de største søgemaskiner, så jeg kan få gjort lidt opmærksom på denne, nye hjemmeside. En dag bliver den mig vel også så hellig og vigtig, at jeg vælger et større abonnement, som indebærer backups. Jeg ved bare ikke, hvem der får de penge.. Er meget skeptisk; Wupti.com vil også have mig til at bekræfte et køb, såmænd bare en Bach-cd, jeg har bestilt over nettet. Så skal man logge sig ind på "mit Wupti", men det er ikke mit, så det gør jeg ikke. De synes, man skal meddele dem, at man har modtaget varen, men ellers ville jeg vel klage (..). Gider heller ikke gennemgå Facebook indstillinger, som de beder mig om. Kan jeg ikke bare gå fri? Men det er mig, der må løbe den tur, og sende den undskyldende sms. Det er ikke en anden, der skal råde bod for mit rod end mig selv. Det er konsekvens i yderste potens. Tag dit kors på dig, det er jo ikke en andens. 22.4.18.

Prøver at se værdien i ikke at tænde for fjernsynet, men i stedet være stille med mig selv i tanken. Mit lille rum, hvor kun min seng står, er mit helle. Så nynner jeg indvendigt med på store værker, Adagio af den ene eller anden. Og jeg lægger mine arme frit, måske med hænderne åbne. Det betyder ikke noget, at jeg kan skimte vinduet og det øvrige rum, når nu bare min verden går dertil og ikke længere. Skulle jeg kalde dette samvær med mig selv noget, skulle det bare hedde mit Fristed. Et åndehul. Lige meget hvad tankerne bliver drevet hen imod, jeg kan altid vende tilbage til mit udgangspunkt. Ligegyldigt om der er talrige lyde i rummene omkring mig, her er jeg jo tryg, og jeg kan afvise deres betydning. Og hvad betyder det, at jeg egentlig er træt, uden at kunne sove, når nu jeg hviler mig på denne lidt anderledes måde? Mens jeg ligger der, også om vinteren og bare kigger op i loftet, får jeg indskydelser og ideer til, hvad jeg kunne gøre af tiltag i fremtiden. Ja, jeg åbner op, så tankerne flyder frit, kommer og går i deres eget tempo. Mens jeg er hoveddirigenten. Nogle fornemmelser og følelser er smertefulde, men ikke ret længe. For som sagt; her ligger jeg jo helt fredeligt og er tryg ved mit sted, min krop og mit sind. Ja tryg - ved Gud. Hvad han vil byde mig, og hvad han dagen igennem allerede har budt mig. Det er en slags undervisning, som jeg fint lever op til. Stenen, jeg skal flytte, kender jeg, lige som et stof jeg skal sættes ind i. Og en dag vil jeg samlet set få en karakter for det hele. Det hele tilbagelagte terræn. 19.4.18.

Nogle gange må man gå linen ud (Video)

Jeg går rundt i byen. Får jeg et intenst blik, tror jeg, jeg er noget særligt. Ja, også uden blikket tror jeg, jeg er noget. Der var engang en, der sagde, jeg går "med myndighed". Men afhænger det af jakken? Håret? Nej, det er en holdning, en kropsholdning. Og jeg regerer ikke nogen steder. Den magt, jeg har, er lavet af kærlighed. Det hænger ikke sammen, at jeg skulle kunne give de forbipasserende noget ekstra ved at de passerer mig. Som om de bare skal røre min kappe.. 17.4.18.

Hejsa. Er nødt til at lave en officiel udgivelsesdag på mit hæfte "Malerier", som indeholder gengivelser af en række (de fleste) af mine malerier gennem årene, lige fra afdelingen i Haderslev, fra Kunstakademitiden og senere fra f.eks. Kragelund værestedet. Jeg trykte det i dag på Godsbanen, - dyrt dyrt. Dette bare for at markere, at hæftet er blevet og har værdi. Ingen vej udenom heller at lægge hæftet på mit nye cafebord, som gør, at jeg nu kan sidde i mit køkken og spise :) 16.4.18. (Facebook)

Jeg oplever for anden dag i træk, at jeg lægger mig uden at være træt. Fordi jeg ikke kan finde lyst og energi til noget. Hvad er det så, min psykolog fuldstændig har misforstået, når hun de sidste to sessioner har sagt "Tillykke" til mig? Hun ser mig som en succes. Som en, der har rejst sig fra et tungt leje. Men netop nu - i dag - ligger jeg der altså igen. Der er heldigvis, eller desværre, ikke nogen som banker på min dør og fordrer mit nærvær. Jeg kan stadig nå at få en god dag, men hvad vil det egentlig sige? Nu, hvor min kaffe er færdig, går der tid med det. Og nu, hvor solen bryder igennem skyerne, får jeg måske lyst til at bevæge mig udenfor. Jeg er nødt til at tro på, der kommer bedre dage. Og det er måske allerede i dag. 15.4.18.

Det gør ondt, når jeg siger: "Vi ses jo nok ikke i morgen". Jeg kan se i dit ansigt, at du også helst vil lade dagen stå åben, sådan at vi måske alligevel ses. Det gør ondt den måde, du holder mig på, når vi siger farvel, som om det er for evigt. Og rigtigt nok kan to dage eller tre føles som evig. Det gør ikke noget, at jeg går. Jeg mener, på et eller tidspunkt skal jeg jo tage hjem (fra dig). Det betyder noget, hvilken måde, jeg går på. Resolut, med tøven, eller med handlekraft. Det betyder alt sammen, at jeg går, lige meget hvordan vi vender og drejer den. For du bor der, mens jeg bor her. Men jeg skal gå nænsomt. Og vi ses jo. Det skal ikke lamme os eller sidde i os længe efter. Jeg skal bare gå, bare gøre det. Som en villet ting. Det har konsekvenser, men det har alt jo. Hver dag skal jeg "tage dig hjem" på den her måde. Forsvare, at vi ikke bor sammen, men dog er sammen. Og den salme, vi tilsammen udgør, er til trøst ud over vore grænser. Må vi tro på. 14.4.18.

Jeg føler mig mærkeligt nok gammel. Mine tænder var så gule ved tandlægen, at han tilbød mig at påfylde plastic i seks tænder, hvis jeg altså var forfængelig. Og gu er jeg da det; jeg havde netop tænkt mig at spørge ham, om han ikke kunne fræse en rensemaskine hen over de tænder i eet hug. Jeg forstår heller ikke, hvorfor jeg nærmest har mistet lysten til at synge inde ved klaveret. Jeg burde ikke være pint af dårlig samvittighed over for naboer eller underboer, hvor jeg bor nu. Mine lår tåler nok ikke shorts til sommer, selvom jeg vover det alligevel. Skindet hænger, og jeg er ved at få åreknuder på læggene. Derfor synger jeg en smule alligevel, og her til aften løb jeg en tur, selvom jeg var træt. Alligevel, man skal gøre noget - alligevel. Man skal tro sig ung, eller føle sig ung, uden at være det. Til livsfilosofi er der nu heftig diskussion, da vi har fået "Bjørn" på holdet. I dag læste vi Nietzsches Antikrist, fordi vi sidste gang læste Peter Bastians "Altid allerede elsket". En form for ligevægt, når nu eleverne ikke skal smittes alt for meget af Lars' og min kristentro. En form for objektivitet skal læreren vel også tilstræbe, for ikke at frastøde nogen. Jeg endte med at synes, at det var godt skrevet (af Nietzsche), selvom indholdet ikke umiddelbart tiltaler mig. Man bliver vel aldrig for gammel til at diskutere livsfilosofi. Så gik vi en tur med hunden på Vestereng, hvor jeg også gik med den i går, men alt åndede fred i dag. Så meget lettere det var at følges ad.. Nu drikker jeg en Heineken (dem får jeg nemlig ikke hovedpine af) efter en løbetur på i alt 22 minutter. Og efter at have bestilt et cafebord-sæt over nettet, som jeg afhenter med sækkevognen i morgen. (Nå ja, det er derfor man har brug for en sækkevogn). Og bagefter hjælper jeg Lars med at få styr på kolonihaven, hvor de har kloakeret og revet alt op med rode næsten. I hvert fald havelågen, træer og buske.. Alligevel er jeg 45 år. Og er det rimeligt? Tilpas? 10 på hjemmesiden, der læser 24 sider sammenlagt. Hvem de er, og hvad de vælger at klikke sig ind på. Ved de selv. 13.4.18.

Slår ordet "Gravity" op, fordi det kommer til mig. Alvor, tyngdekraft. Jeg ser, at jeg skal bruge mine penge med omhu og ikke ødsle dem væk. Jeg skal endda overveje hvert eneste køb, som havde jeg ikke pengene til mere. Også med min kærlighed skal jeg være omhyggelig. Give tommelfinger til dem på Facebook, som jeg virkelig gerne vil støtte op om. Ikke håne de resterende indlæg, som jeg hurtigt bevæger mig igennem. Jeg får store lyde i lejligheden her til morgen forærende. Et hint om at være lidt mere opmærksom på, hvad mine tanker går med. De tager hver især energi fra det, dagen måske rettere skulle handle om. Jeg har tænkt på mit tøjvalg, om det kan gå til i aften, hvor der er Åben Poetisk Scene i midtbyen. Og jeg har tænkt, at intentionerne med at male igen, vokser sig større end lysten til faktisk at gå i gang. Jeg skal nå helt vilde højder og lave billeder, der står ved magt. Jeg er ikke større end knagerækken, jeg fik hængt op i entreen forleden. Min kunst er dagligdags, for at den jævne mand forstår den. Men jeg hængte den sgu selv op. 11.4.18.

Jens (ven): "I en af Seamus Heaneys digte beder en munk til Gud, om at få lov at arbejde for arbejdets skyld". "I dag har jeg malet, så alt er godt her."

Rie: "Belønningen ligger allerede i processen og ikke så meget i resultatet".

Jens: "Helt enig:)"

Rie: "Her har jeg også malet, men først ved aftenlys ser jeg mit næste skridt for mig".

Jens: "Det er godt at se næste skridt".

Rie: "Ja, så ser morgendagen mere overkommelig ud."

Jens: "Ja:)"  

Jeg ville ønske, jeg havde stillet min cykel med tillid, ude ligesom genboen gør, i stedet for at lukke den inde med frygt. Så nemt det kunne have været at se den stå klar til brug lige foran én. Nu skal jeg i stedet låse mig ind to steder og trække cyklen op fra kælderrummet til stort besvær. Jeg sikrer mig (mod hærværk og tyveri), men overgør det måske. Der kommer ikke nedbør de næste dage, og jeg skal nok bruge cyklen igen i morgen. Det svarer til forleden, hvor jeg frygtede regn og tog bussen op til Lars, hvor der så ingen regn kom. Jeg frygtede i stedet for troede på. Om ikke andet cykler andre i regnvejr, så hvorfor ikke jeg? Jeg holder så meget af min cykel her på Trøjborg, ja begge cykler kører uhindret. Jeg har ikke cyklet i fire år! (i Højbjerg) Altså værner jeg om det værdifulde, jeg lige nu oplever cykellivet at være. Derfor trak jeg den ned i kælderen. 8.4.18.

Det er ok at lugte af Plaisir. Jeg mener, jeg har aldrig prøvet at dufte sådan før. Når man får 10.000 kr. af sine forældre kan man enten lægge dem i et skrin eller gå ned i den lokale Matas butik. Der kan man vælge det mærke parfume, man i årevis har valgt, eller man kan vælge et nyt for spændingens skyld. Det tog mig nøjagtig 30 sekunder at afprøve en test-tube og blive tiltrukket af en ny duft. Oppe ved kassen ved de ikke, om man kender Plaisir i forvejen, og de spørger da heller ikke. Dermed går jeg derfra med mystik. Jeg indeholder selv - for mig selv - et nybrud, som ingen andre dog kan se. 8.4.18.

Man tror aldrig mere, det bliver vinter. Nu, hvor lyset er her, for endda at udbygge (føringen), ser man slet ikke mørket, man har tilbagelagt, og som en dag vender tilbage. En blomst springer ud, og man tror ikke, den i sit liv har gjort andet end det. Men den har ventet.. Den har holdt begejstring tilbage, og iver. Alt, hvad den har villet, men ikke har kunnet. Før denne dag. Oprejst hilser den solen velkommen. Befrir sig selv for synd. Står tilbage på verdensscenen med hovedrollen. Ikke så mærkeligt. 5.4.18.

Nyforelsket i mit staffeli. Eller billedet af et staffeli. Eller jeg ser, at jeg er maler. Igen. Nybrud. 3.4.18.

Jeg har nået at feje dit gulv, før mørket kom. Jeg er sikker på, det kom, da jeg gik. Så cyklede jeg uden lys på, fordi jeg kunne ses. I morgen møder jeg igen din dør, ansigt til ansigt. Jeg låser mig ind, som om beboelsen er min. Og de, som ser mig, tror jeg er fra en anden verden, eller en bekendt. Men jeg er den elskede. Jeg kærer om din lejlighed, men det er påskud. For at se dine ting, snuse til din hunds ting. Jeg er der kvarter i mørke. Og da jeg går, tænder jeg lysene i haven. Det er for, at dem, der vil os ondt, skal tro vi er der. Om det så var mig, der lå i din seng, og blev slået ihjel eller røvet. Hvis det så var mit hjem, kunne jeg forstå mit tilhørsforhold. Men nu, hvor det er dit, virker det underligt. Ikke på os, men på dem. Dem, der taler om os, og prøver at forstå. Et venskab, der rækker ud over Trillegården, og vandrer helt ned til Trøjborg, for at hægte sig på mit hjerte der. En tosomhed, der indebærer hjælpsomhed, parathed, alliance, salmer.. Og bærer det inde. 2.4.18.

Så et par gamle tale-videoer igennem, som jeg huskede som værende mangelfulde. Også fordi jeg taler om grimhed. Men jeg kan være det bekendt. Det er essensen. Over for mit publikum er det ok underholdning, oplysning, lærdom, inspiration. Det mangler ikke substans, hvis bare man orker at vente et par minutter undervejs (..), hvilket jeg ikke ved, om den menige dansker gør. I en tid, hvor vi hurtigt vil fra det ene til det andet. En dag savner vi måske fordybelse og tager os tid? Det er jo ikke, fordi det jeg ser på videoen udelukkende behager mig eller gør mig stolt. Det står sårbart og utroligt ubeskyttet. Jeg udleverer sider, der ikke er overvejende tiltrækkende eller attråværdige. Men jeg gør det med værdighed. Det skal jeg ikke selv sige, det bør en udefrakommende sige. Men så kan han jo sige det igen. Så kan han (anmelderen) lave sin egen video tilsvarende. Er det ikke det, vi er her for? Se, du tør gå den vej, altså tør jeg også. 31.1.18.

Jeg er ikke så bange for, at når jeg har sorte ørenringe på, om jeg så er mere mørk i min energi. Dermed ment djævelsk, negativ. Det gør mig ikke så meget at få en strøtanke, for jeg kan bare lade den være. Det svarer til, at den åndelige verden googler det emne, jeg har i tankerne, for så at give et bud eller ti på én gang på en løsning. Ikke alt skal man forfølge og tolke på. Jeg kan være i fred i min krop, for jeg er her som Anne Marie Eriksen denne gang. Ikke en anden. Og at være privat sætter jeg meget pris på, til trods for jeg har op til flere hjemmesider, hvor jeg fremstår som en åben bog. Eller et åbent krater. Det betyder ikke alverden, hvor mange der har liket min nyeste indspilning, bare at jeg fik den præsenteret med mine egne ord. Og sat den ind i en kontekst, hvor jeg synes, den hører til. Dermed kan andre - i fremtiden - jo altid klikke sig derind (på Facebook) og kende min kommentar. Jeg skal synge om tre timer (i midtbyen), men er ikke klædt i kjole eller høje hæle, men sorte bukser og en pæn trøje til. Er det ikke min stemme, der skal imponere? Til sidst vil det alligevel være materialet, der ligger tilbage, ligesom andres bøger overlever århundreder. Og nærværet af mennesket bag går ikke tabt, men lyser som en stjerne langt væk. Der skal jeg bare sidde og lytte til at en anden spiller og synger "Du er stille". 31.3.18.

Mærkeligt; endeligt får man sunget en salme ind, som man oprindeligt havde tænkt den. Men man behøver ikke skilte med det, for det er Skærtorsdag, og man har lyst til at holde indspilningen hellig. I teksten indgår ordene "..blødende sår..", så jeg tror, jeg lægger den ud i morgen. Det er kraften eller ånden, der fører stemmebåndene til det fuldendte udtryk. Det er også mig selv. Det er til dels noget, jeg får, og noget, jeg har. Da jeg kom hjem og ville aflyse min vasketid, stod der en kvinde fortvivlet, fordi hun troede, hun havde booket tid. Så gav jeg hende min tid, og også hun følte forløsning. Akkurat, hvor jeg selv lige havde følt den. Min kaffe venter, at jeg skal drikke den (har lige lavet den). Og min gulerod smagte som slik.. 29.3.18.

Worst case scenario: Jeg tror, jeg kan klare mig uden Gud. Det skal nok gå, siger jeg til mig selv, på vej hen ad gaden. Indtil jeg opdager, jeg ikke har kærlighed. Den er uden for mig, ovre i de andre, i hvert fald ikke inden i mig. Jeg opfører mig afstumpet over for de forbipasserende. Tro mig, det kan man gøre i eet blik! Et skridt, der afviger, som støder eller besværliggør en andens færd. Tro mig, et menneske kan faktisk være så ondt. Jeg skal ikke engang lede udenfor mig selv for at finde goldhed. Jeg kan bare iagttage mit medmenneske trække sig fra mig. Og mig selv lede efter den ganske enkle venlighed. - Som vi alle burde være opdraget med og i det mindste kan vise en flig af. Om ikke andet så én gang om dagen. Endelig beder jeg. Det nytter ikke noget ellers. I min familie skulle der være noget "nedarvet diabolsk", men det er ingen undskyldning. Jeg har intet forsvar. Ret mig til, siger jeg til verden. Slå mig tilbage, skæld mig ud. Elsk mig ikke, for jeg er ikke det værd. Find mig i dyndet, sammen med de andre tabere. De andre forbrydere. Klyng mig op. 26.3.18.

Det er ok, bror (at du ikke svarer). Jeg må også være en underlig søster at have. Har jeg ikke altid sagt, at det er min bror, der betaler den højeste pris for, hvem jeg er. Og min skejen ud til højre og venstre. Her prøver han bare at leve et almindeligt liv. Gøre som de fleste. Passe ind. Der er 10 ting, han kunne anholde mig for at have skrevet eller sagt. Og i fremtiden kommer der givetvis endnu flere ting. Jeg kan ikke bebrejde ham sin tavshed. Af alle i familien har jeg måske mest ondt af ham. Det kan også være, han svarer om lidt.. 25.3.18.

Jeg tager afsked med verden hver anden dag. Den ene uge tror jeg, der er noget galt med mit hjerte, den næste uge at jeg dør på vej med toget. Og nu, hvor jeg har haft et maveonde hele dagen og føler mig så utrolig svækket, tror jeg, jeg måske har meningitis eller noget andet slemt. Jeg tænker på, hvordan jeg efterlader ting (sådan må alle terminal patienter jo tænke). Om jeg virkelig har sunget min sidste sang, for jeg har faktisk ikke lyst længere. At mine forældre ikke skal bestemme, hvilke dele af det skrevne (endnu ikke offentliggjorte), der skal skjules eller gemmes væk. At i stedet for alt skal komme for en dag. Det er det, jeg hele tiden har villet.. Selv ting, jeg skammer mig over at offentliggøre, tåler alligevel offentliggørelsen for at tjene det hele billede. Det er netop, hvad jeg har villet. Det er ikke lige meget, hvad jeg har kreeret og tilbagelagt. Det kan aldrig være lige meget. Det er ikke, fordi jeg er en større eller bedre person end andre. Jeg har bare villet mit publikum i en sådan grad, at jeg inderligt ønsker, de skal kunne mærke det. De skal være mærket efter endt læsning. Og de skal ikke gå tomhændet herfra. Denne side (og ordstrøm) er fra mine hænder mod dig. Og de skal fylde, hvor der før manglede. Jeg har lukket mit halschakra og jeg har grædt i en time i dag over at forære mig selv væk i sammenhænge, blive misforstået i andre, og overset i resten. Forgæves, Elskede (som en forfatter engang kaldte sin bog). Det kan føles så ubarmhjertigt, det jeg skal i næste uge f.eks. Også hårdt at tænke på, hvad jeg lige har gennemlevet af oplevelser de seneste dage. Også sorgfuldt at tænke langt tilbage, og urealistisk at tro, at jeg nogensinde sidder på et plejehjem, først mæt af dage - der. Tanker på (endnu) et dødsleje. 23.3.18.

Det var som at blive salvet, at ringe til mine forældre, gå tur med hunden, stege bacon. Ssch, nogle ting er hellige, bør ikke nævnes. Al friskhed forgår. En dag er mine forældre her ikke længere. Mens Nikolas siger: jo, mine forældre er her stadig (uden mig). Det betingelsesløse varer ved, gennem riger, dødens porte. Jeg rækker ud, og se en tager min hånd. Jeg er med dig alle dage. Denne dag. 22.3.18.

Får det skidt over at have taget telefonen, da et fake-nummer ringede. Magter ikke længere at være ret længe på Facebook og orker ikke reklamerne på tv. Er jeg en meget privat person? Når jeg har bestilt en vare over nettet, mistænker jeg firmaet for at ville snyde mig på en eller anden måde. Jeg får det skidt over at ødsle mine penge bort, jeg mener de er også energi. I går løftede jeg nok 10 plasticbeholdere med tomater, før jeg fandt en, hvor ingen af tomaterne var rådne. Men pludselig ved jeg ikke, om jeg der som handlende har dårlig moral. En anden må jo så købe den dåse, jeg ikke ville have. Ligeledes har jeg købt to usb-forlængende stik, et til Lars og et til mig, hvoraf jeg har taget det bedste til mig selv. Jeg kan enten fortie, at der var flere udgaver af varen, bare sige vi har fået den samme vare. Eller jeg kan tage dette lidt mindre stik ud af min computer igen og give det til ham. Bør jeg i alle gerninger gøre det, der er mest rent? Bliver han ikke lige så glad for det andet stik, som endda var dyrere, når nu jeg også har købt et cover til hans telefon samt godbidder til hans hund? Hvordan gør man renhed op? Moral? Ham, der ringede, som spurgte til, om jeg var medlem af en a-kasse, hvad får ham til at besidde det job, hvis nummeret figurerer på nettet som et, man skal overhøre? Hvem vælger - med vilje - at snyde andre? Ærgerligt jeg har samvittighed. Skal granske mig for de gode gerninger. Følelsen af synd. Ellers kunne jeg have haft en karriere i bedrageri. Nu kan jeg kun tørste, før jeg får noget at drikke. 20.3.18.

Det er ikke så meget det, at vi ikke bliver anerkendt på Moderne Salmer (Facebookgruppe) for vores salmer. Det er mere det, at man tror, man har lavet noget lort. Noget, der ikke rækker. I stedet bør vi tænke; det når vel dem, det skal. De andre så ikke og hørte ikke og vidste ikke. 19.3.18.

Jeg kan ikke se noget værdifuldt gå til grunde. Som når jeg klipper min node i stykker for at lappe den oven på en anden, fordi jeg arbejder på et nodehæfte. Der er kraft gemt i en node, og den er lysbærer. Jeg må ikke slukke for en glød, lukke noget ned. Jeg tåler ikke liv, der ophører med at være liv. Det, der har betydning og værdi for mig, skal vedblive at være. Du må ikke klippe min node i stykker, den står så fint. Eller mit hår. Du skal livgive ikke nedbryde. Gå ikke, mor. 18.3.18.

Jeg tror, jeg laver et instrumentalhæfte selv. Nu, hvor hverken Anders, der skulle have hjulpet mig med et professionelt look, eller jeg selv har holdt hinanden op på opgaven. Det bliver så med alle fejlene og tvivlspunkterne. Scannede blyantsrids af de originale håndskrevne noder. Det bliver ikke nemt for den fremmede pianist at aflæse, men til gengæld bliver det en oplevelse at tyde, hvad jeg mener. Hvad mener lektørerne, når de ser sådan et hæfte, med ISBN nummer og det hele? De tænker nok; sikken et mangelfuldt stykke kunst! Har jeg alligevel berettigelse? 17.3.18.

Svar på kommentar på Facebook til mit "Mit Ribe" opslag:

Ja, savn er måske det rette ord at bruge i denne sammenhæng. Afsavn er måske for voldsomt. I stedet for at kigge tilbage, bør jeg måske kigge frem og tillade mig at have drømme for fremtiden. Og jo, helt afgjort kan jeg bruge temaet som drivkraft i min kunst. Mens man sidder i det sådan en aften kan det føles lidt tungt. Men allerede ved at dele følelsen (her på Facebook) bliver der lyst på den :)

Der er noget, jeg kalder "Mit Ribe". Det er, når der lyder Bachs musik ud i stuen, mens jeg forestiller mig at bo i Ribe. Tilfreds med at være, hvor jeg er, men nostalgisk over, hvorfor jeg ikke valgte Ribe Gymnasium i stedet for Vejen, og blev operasanger fra Esbjerg musikkonservatorium, mødte en mand, ja i det hele taget fik et mere almindeligt liv. Jeg tror, det kaldes længsel :)

Jeg overlevede København. Ingen ulykker i tunnellen heller. Jeg skal leve. Jeg lever. 14.3.18.

Alle musikindspilninger set over eet, er jo et eksperiment om bedre og bedre lydforhold. Fra al for stor frekvens, som kameraet ikke kan kapere, til en intim stemning tæt op af mig på Gallo skolen. For så vidt kunne jeg stoppe produktionen nu, og det vil stå fuldendt der på amemusicskrift. Forsøg på forsøg. 13.3.18.

En salme, jeg netop i dag (11.3.) har indspillet på Gallo skolen. Komponeret i aftes, da jeg fandt teksten på Lars' side. "Nu vil jeg åbenbare": https://www.youtube.com/watch?v=Sp40ltsQ0ZY 

Nogle gange er det at slukke for computeren som at vælge et kæmpe stort nej, nærmest til livet! Ja, selve døden! Jeg tåler ikke nej'et på den måde. Det svarer til at holde en kræftknude inde, eller bære på et traume, der aldrig blev afsløret. Det svarer til at lægge et tæppe hen over hovedet på én. Kvæle gløden eller flammen i et menneske eller dyr. Jeg vælger at skrive noget, koste hvad det vil. Holde kunsten kørende, give den næring. Jeg vælger ja'et. Til enhver tid. Du skal blive hos mig. 10.3.18.

Frida og mig ved Åkrogen strand, 9.3.18. (Taget af Lars)

Det er ok at have lavet skriftet.dk Jeg kan dykke ned i et (næsten) hvilket som helst afsnit i løbet af livshistorien og finde kvalitet. Min sangstemme er også helt anderledes liflig og vibrerende de første år, selv på en dårlig båndoptager. Jeg taler om sindssyge, som et skridt, jeg vælger, men ikke bliver væk i. Jeg bruger den som en formidlende kraft og til at lave kunst af. Der er ikke andre end mig selv, der kan beskrive min vej. En vej, som jeg synes skal beskrives, fordi den et eller andet sted også må vedkomme andre. Det tager mig år at samle filer, lytte bånd igennem, frasortere. Det tager mig lidt over et år bare at bygge hjemmesiden op på egen hånd. Netarkivet, forskerne der, bør tage materialet alvorligt og lade det bestå (ud over min tid). En dag ringer det vel på døren, eller nogen skriver for en gang skyld til mig. Det kan ikke gå ubemærket hen, at jeg har været her. Og for verdens frelse eller videre færd bør det heller ikke. Jeg tager skriftet.dk med ind i himmelen. Da behøver jeg næsten ikke andet i min hånd end det. Jeg skal være stolt over erobret land. Sørgmodig over, hvad det kostede undervejs. Jeg kunne linke til den ene side eller anden side, men de sidste par dage er der læst over 250 sider, for jeg tjekker nemlig statistik hver morgen. Og en side er ikke et A4 ark, det dækker over flere skrevne, indscannede sider, måske nogle lydfiler, samt sange eller malerier. Jeg skal ikke dømme, om jeg er en succes, eller hvor meget mere jeg har i ærmet. Men ligesom døren skal gøres "høj og porten vid" (fra salmen), er mit ærme helt utroligt åbent og bredt foldet ud. Så jeg næsten taber ting eller strøer omkring mig med krummer. De vil tænke; hvem er Lars? Eller hvem er Jesus? Men efterhånden skal de kende både ham og ham. 9.3.18.

Jeg ville gerne have været hos en håndlæser (så en annonce i avisen), bare for at få bekræftet, at jeg skal leve år endnu. (Nogle gange er jeg så bange for at dø fra det hele - nu). Men jeg trækker et tarotkort, der beder mig lade være. Hvordan ved jeg, at tarotkortet gælder, mens håndlæseren ikke gør? Mit hjertes stemme, kalder man det. Jeg skal tålmodigt tage imod råd og vejledning, som den viser sig for mig eller bliver tilbudt mig. Ikke lade mig friste af en avisnotits. Jeg vil gerne vide, om en f.eks. håndlæser kan se år forude. Jeg vil gerne tro på, at der er år forude. Jeg vil gerne have tillid til min livsbane. Ikke være utryg ved det næste gadehjørne (er jeg dog heller ikke). Jeg vil gerne se kunstværker vokse ud af min hånd som børn. Og se dem vokse op sammen med mig. Hvordan skal jeg kende falske profeter fra de sande? Jeg skal bare vide det. Jeg skal bare se det. 8.3.18.

Mærkeligt; Det oprindelige træ, den oprindelige plante er visnet, men i bunddækket pibler nyt liv, nye blade frem. For at noget nyt kan fødes, må noget gammelt dø. 6.3.18.

Jeg opdager nu, at manden, som kommenterede videoen må have ment, at han slet ikke gad kigge på mig, mens den "smukke melodi, smukke stemme og smukke, smukke tekst" lød ud i hans stue. Han gad ikke mit flade bryst eller mine briller. Han gad ikke vinteren, flygelet, Trøjborg Beboerhus eller andre nødvendige omstændigheder, for at melodien overhovedet kunne blive, som den er. Mens jeg selv øjner en chance for her igen at citere: "De regned...hende ikke". 5.3.18.

Det betyder alligevel noget (negativt), at en skriver i en kommentar til "En skrøbelig Gud"- indspilningen, at jeg skal "skjule kameraet næste gang". Han ved jo ikke, jeg netop har prøvet at klippe i optagelsen, at jeg gerne ville, melodien havde stået ren uden indledende kommentarer. Denne lidt overflødige indledning, omend måske charmerende eller oplysende. Mine midler. 5.3.18.

"En skrøbelig Gud": https://www.youtube.com/watch?v=zBtc0dfHC8o 

Endda nu, hvor jeg skriver, er jeg utrolig sårbar. Sårbar er så fortærsket et udtryk. Nøgen, kunne man sige. Har grædt to dage i træk, vel at mærke over noget, jeg ikke ved hvad er! Lars har været til fest med nogle kvinder, men hvorfor skulle det gøre mig noget nu? Er så utrolig træt af at indspille endnu flere videoer; hvad er det egentlig, jeg vil opnå? Den optimale Rie på den optimale dag, men findes det? Nu drikker jeg en kop kaffe, ovenpå at have spist fornuftigt og har faktisk også været til træning alene. I virkeligheden kunne jeg komme i fitness centret igen - i morgen!, hvis jeg ville. Hvad hindrer mig? Har planlagt en tur til København, og det er vel ikke mere risikofyldt at køre med toget gennem tunnellen end at gå over gaden midt i Aarhus? For jeg agter åbenbart mit liv meget højt. Jeg kan næppe undværes lige nu. Tilgiv mig, men jeger faktisk vigtig.. 4.3.18.

Mærkeligt; noget lyder simpelthen bedre på Youtube. Jeg mener f.eks. "Tilfælde og skæbne", end hvis jeg bare aflytter filen fra min mappe på computeren. Gør Youtube et egentligt arbejde, når man udgiver musik? Til gengæld formår jeg alligevel ikke at klippe i filerne, skære unødvendig snak fra f.eks. Mit redigeringsprogram "producerer" det ikke i det rigtige format, jeg skal måske indstille manuelt, men Jørgen (hjemmeside) er så dårlig til at lære fra sig, at jeg ikke nænner at spørge mere. Måske er fraklippene gode at have med? Måske er det bare charmerende, at jeg kløjs i det. Hvis det virkeligt er rigtigt, så er jeg Youtube dybt taknemmelig! Nu vil jeg drikke min øl.. 1.3.18.

Jeg drømmer stadig nogle gange om at bo i Ribe. Cykle til Esbjerg. Besøge gravsteder i Gram (til den tid vil mine forældre ligge ved siden af Nikolas). Gå til klassiske koncerter i Ribes kirker. Et fladt terræn på cykel. Jeg har af den grund for et par år siden meldt mig ind i en boligforening dernede. Ren nostalgi. Det kommer til at gå helt anderledes. Og alle de steder, jeg for fremtiden skal bo, vil jeg kalde "Mit Ribe". Jeg bor allerede nu i en forholdsvis gammel bydel (Trøjborg), og her er i øvrigt rart. I hjertet af Danmark, Smilets by. Nem adgang til kultur, hvis jeg gad. Og kunsten trives her. Under ordnede forhold. Et stabilt helbred. Tilpas berømmelse. Jeg har gået tur med hunden i dag, og følt mig til gavn. Hvad skulle jeg ellers end begrave Lars? Skrive flere melodier til hans tekster. Hvad der alt sammen kommer fra min hånd, dedikerer jeg Ribe. Og hvordan det kunne have været. 1.3.18.

Jeg har fået så fin en hjemmeside, at jeg er bange for at skrive noget grimt. Jeg mener, noget der ikke lever op til det sarte ydre. Gennemlytter et hav af lydfiler, enten for at finde fejl og korse mig over dem, eller finde oprejsning over noget, jeg troede var forgæves. Og sådan er livet måske, en blanding af ting, der støtter en og andre ting, der vælter en? Og værst er de ting, der overrasker en, fordi man ikke havde garderet sig. Men dejligt er det, når man venter ingenting fra en forbipasserende og får alt sagt i eet enkelt blik. Der er et hav af møder i løbet af en dag. Nogle skelsættende andre ligegyldige. Men faktum er, at jeg går forbi dig, og du passerer mig. Den almene dansker interesserer mig, nogle dage mere end andre. De svinske tanker får mindre og mindre tag i mig, jeg kan afvise dem før de når at sætte sig og præge, og det er for alvor der, man skal aflæse mit generelle velbefindende eller hvor mange symptomer (på sindssyge) der stadig huserer i mig. Der er ikke noget værre end at tale en sygdom op, hvor den egentlig ikke er der. Gamle mennesker, der taler om deres død, fordi de ikke tør leve. Os, der tror, vi er uovervindelige. Rækker ud over tid, og aldrig vil blive glemt. Hvorfor synge ind i himmelen? Hvorfor ellers synge? 28.2.18.

Jeg kan ikke se 21 søndag med Line Gertsen, der dækker en kriminalsag. Fordi jeg selv har været kriminel. Jeg skal hverken se skurken eller helten, jeg er gjort af samme stof. Jeg skal ikke dømme ud fra den gængse danskers forudsætninger, jeg bør måle mine egne ugerninger ud fra den hårdeste målestok, der findes. Jeg skal heller ikke se "grænsepatruljen" for der udstiller man andre menneskers ulykke. Og jeg skal ikke kigge på billedet af Dronningen til begravelsen, som lige nu figurerer på Billed bladet i butikkerne, for det er en andens dybe smerte, der er afbilledet og det svarer til, jeg klæder nogen af, som i forvejen er nøgen. Jeg skal ikke æde massemediernes pusten sensationer op. Og gnide mig i hænderne og tænke; godt, det ikke er mig. For - det er mig. 25.2.18 

Er du sådan en, der stiller mange spørgsmål på din vej gennem livet, så er faget livsfilosofi på Gallo skolen måske noget for dig. Vi berører mangt og meget indenfor gængse filosofiske retninger og anskuelser, men faget åbner desuden op for en snak om hver vores personlige forhold til tro, kærlighed og tanken om det gode liv. Hvad vil det sige at være menneske? Vi tager nogle gange udgangspunkt i en artikel eller vi læser mindre afsnit fra en bog, og enkelte gange har vi stykvis arbejdet os igennem hele bøger. Hvis noget af det læste vækker nogle tanker, er der rum for at dele både muntre og knap så muntre ting med hinanden. Hver fredag går jeg hjem med ny viden om, hvordan andre gennem tiden har tacklet at være i menneskelivet. Og det gør, at jeg føler mig lidt mindre alene omkring det, der undrer mig. Ikke fordi jeg finder endegyldige svar, men mere fordi jeg opdager nye måder at spørge på. Alt sammen i en tryg atmosfære.

Anne Marie Eriksen

Elev på livsfilosofi holdet.

(Til skolebladet på Gallo skolen)

22.2.18. Har lavet melodi til "En skrøbelig Gud", og jeg græder... 

Har lige hørt "Lad lyset vandre hen over himlen" på skriftet.dk og ønsker, at hjemmesiden aldrig må gå tabt! Skulle jeg ikke hellere forsage mit eget kød? End hylde min sangstemmes kunst? 21.2.18.

Har i dag, d. 21.2. indspillet 12 instrumentalmelodier i Trøjborg Beboerhus, men lægger først filerne ud til offentlig skue senere. Har fået en ugentlig øvetid dernede, og hjalp i dag med at støvsuge og vaske gulvet i "La Suite", som lokalet hedder. En, der hedder Sune introducerede mig til de arbejdsopgaver, der også ligger i at være en del af huset. Han spillede trompet lige op af, hvor jeg skulle optage, så der gik en del tid, før jeg kom i gang. Hvilket også udsultede mig helt. Bagefter satte jeg mig ind og fik en krabbesalat-sandwich. Og resten af verden er gået ubemærket forbi mig. Næste onsdag kan jeg altså indspille videre, helt lovligt, regulært, fortjent osv.

Jeg er ikke tyk eller grim. Eller en dårlig pianist. Eller et dårligt menneske. Jeg er bare afhængig af, hvor mange der liker mit opslag på Facebook, og deri er jeg sårbar. I morgen vil det første, jeg gør, igen være at tjekke statistik. Først på skriftet.dk og dernæst amemusicskrift. Elsk mig, siger man næsten ved at lægge noget ud. Favn mig i min hjælpeløshed. Støt et foretagende, der synker. Jeg går ned. Jeg går ned igennem Trøjborg og køber frugt hos den lokale frugthandler. Ligesom du gør. 20.2.18. 

Skal til behandling for mit smertepunkt i brystet. Manuelbehandling, som de kalder det. Er spændt på, om hun spørger til mit øvrige liv. Om jeg bare skal leve med min skade, altså fortsætte med kun at sove på højre side osv. Om jeg kan møde hende med tillid, for lige nu er jeg skeptisk. Om ikke andet så over for prisen. Hvis jeg ikke går ind til det med tillid, hvad så? Så håner jeg hende i mine tanker, mens jeg sidder over for hende? For ikke at være bedre. Jeg kommer med en fejl, der skal rettes. Forstår du, at Gud vil, at du skal tage derned. Det startede, da Lars og jeg brød op. Efterfølgende ringede jeg til 112, blev undersøgt for hjertet og undersøgt for lungerne. Intet i vejen. Det er om en time, jeg skal af sted! Men noget lever indeni mig. Videoerne. Planer om endnu flere optagelser, denne gang måske med instrumentalmelodier. Oprejsning. Findes der et smukkere ord end det. 19.2.18. 

Lars omkring salmen, Jeg er selv et billede. Februar 2018:

JEG ER SELV ET BILLEDE blev til langsomt over en periode på ca. ti år fra 1997 og frem. Sådan er det med nogle af mine salmer, hvorimod andre gøres færdige mere eller mindre på én gang. Et langt skriveforløb åbner sig mod verden og inddrager den fra en bestemt synsvinkel. Den særlige optik i denne salme har jeg hentet fra rastafari, der opstod på bibelsk grundlag på Jamaica i 1930'erne på grundlag af kroningen af den etiopiske kejser Haile Selassie I. Det halvkristne miljø blandt efterkommere af slaverne på øen tolkede den ikonografiske pragt i kroningsceremonien bogstaveligt, og ud af denne lykkelige misforståelse opstod forestillingen om kejserens guddommelige sendelse for at genrejse sit fortrykte folk. Et kendt udtryk for denne forvandlende impuls er reggaemusikken, men også dagligsproget har undergået en forvandling, hvorved det særlige pidginengelsk har fået endnu et tvist. En gennemgående figur er udskiftningen af negativt ladede ord med positivt ladede, således "overstand" i stedet for "understand", og af afgørende betydning er indføjelsen af det personlige stedord "I" som forstavelse i f. eks. "Iration" for "creation", "Ital" for "vital" og den morsomme omdannelse af ordet "mango", der opløst i stavelser bliver til det negative "man go" til det positivt ladede "Icome". Det er denne særlige oplevelse af jeget, jeg i salmen har forsøgt at udforske ved at begynde hvert vers med ordet "Jeg" i en meditation over kronen på værket: Nyskabelsen af det dobbelte og stedfortrædende ejestedord "I and I", der foruden den mere letaflæselige betydning også er romertal I i den kejserlige titel. "I and I" er således udtømmende inkluderende både horisontalt i forhold til næsten og vertikalt i forhold til Gud.

Hør evt. salmen her: https://www.youtube.com/watch?v=kHUnWrusDC0

Løves cafe, 14.2.18. Åben poetisk scene ved Poetklub Århus. Jeg læser op fra Blog indlæg.